Dårlige dage giver gode dage

I går var jeg en tordensky. Helt hidsig, snappy og irritabel. Jeg gik ned på stranden og brølede ud i vinden på et tidspunkt fordi jeg havde så meget raseri ophobet indeni. Det hjalp kortvarigt, men ændrede ikke på min korte lunte, vrisseriet og at jeg senere lossede hårdt til en vasketøjskurv. Flot.
I dag skal være bedre.
Jeg ved godt, at de dårlige dage er med til at gøre de gode dage bedre, men lige i går måtte for min skyld gerne have været sprunget over. Normalt kan jeg godt finde ud af at gøre noget ekstra godt for mig selv på de dage, der er dumme, og på den måde vende humøret eller om ikke andet mildne det lidt. I går var ikke sådan en dag, og jeg tog mig selv i at dyrke det lidt. Samt at love mig selv, at i dag ville blive bedre. Nu er det i dag og jeg er stadigvæk en sur røv, MEN jeg nægter at gå ned af den vej igen, og har besluttet mig for at i dag er en god dag. Jeg spiste tre skumjulemænd til morgenmad og har sendt Michael ned efter formiddagsbrød og vil nu klippe morgendagens podcast til jer inden jeg tager til møde i Helsingør. Jeg har i øvrigt lige fået statistikken – og Krøllet Kærlighed er den 8. Mest lyttede podcast på hele Podimo. Whoa! Tak <3

… Og så ringede vuggestuen. Loulou har feber og sår i munden (Hånd- fod- mundsyge?) … Fedt at hendes mor og far ikke opdagede det i morges. Suk.
Ny plan: Sofakontor med sygdomsmus inden møde i Helsingør, og så må jeg klippe lyd i aften. Det kan også noget.

God onsdag! …eller dårlig onsdag, hvad end du er til.

 

Mandag uge 44: Forsinkelse og fyldte dage

Ok. Jeg ved godt det er tirsdag. Men af en eller anden grund, kan jeg ikke helt finde rundt i hverken dage, datoer eller særligt meget andet for tiden. Det er så fjollet og underligt. For jeg tjekker min kalender relativt meget og har ok styr på, hvad jeg skal hvornår. Men alligevel gik jeg hele dagen i går og tænkte det var onsdag (?!) og kunne hverken forstå, hvorfor der kom et nyt Robinson afsnit og hvorfor Ottos klasse ikke skulle på tur. Ja.

Well. En ny uge ER i gang og jeg sidder lige nu stadigvæk i mit nattøj og skriver på tredje time. Jeg sov ikke meget i nat, da Loulou var vågen i, hvad der føltes som flere timer – Det plejer hun ikke, og jeg er derfor nedlagt af samme følelse som dengang vi havde nyfødte babyer i huset. Helt træt, kold og mut. Men jeg blev ramt af en skrivelyst af en anden verden da jeg stod op, og den skal fodres. Resten af ugen er pakket med møder, events og aftaler, en podcastoptagelse og alt det løse. Og så har jeg et lægebesøg som jeg har udsat alt for længe. Min seneste Smear-screening bød ikke på gode resultater, og jeg skal muligvis have lavet et keglesnit, og selvom det hverken er farligt eller unormalt, kan jeg godt mærke, at det rumsterer en anelse.
På fredag har vores hund fødselsdag, og den slags tages alvorligt her i huset, hvor børnene kollektivt har besluttet, at hun skal have en lagkage lavet af pølser, en ny hundekurv i gave, samt en helvedes masse tegninger. Sødt. Weekenden er den sidste uden planer resten af året (!) så den skal helt ned i tempo og bruges på langsomme morgener, rengøring og gåture. En god uge, men også en forvirrende uge for mit vedkommende.

God man…tirsdag!

I øvrigt

  • Lavede jeg i sidste uge pumpkin pie for første gang nogensinde. Det bliver også sidste gang. Det kan hverken jeg eller mine børn åbenbart lide.
  • Forstår jeg ikke al postyret omkring Aula (læs: det nye forældreintra). Måske har jeg bare været heldig med min version, men jeg har ikke oplevet nævneværdige problemer.
  • Har jeg, eller faktisk er det Michael, fundet ud af at begge piger falder i søvn på et øjeblik, når man aer dem over øjenbrynene. Tredje aften i træk! …
  • Det med øjenbrynene er muligvis bare et tilfælde, og skyldes måske bare vintertid.
  • Har jeg pt to julefrokoster i kalenderen. Det er på en eller anden måde ikke nok eftersom at jeg elsker julefrokoster!
  • Blev jeg disset af en fem årig i dag med ordene: “Ej, du ligner lidt Antons mor… bare grimmere” … Nu har jeg godt nok ikke set Antons mor, og hun er muligvis supermodel, men jeg er ret sikker på, at det ikke var et kompliment.
  • Vil jeg gerne anbefale alle at se The Gamechangers på Netflix. Det er en dokumentar og den handler om plantebaseret kost, og selvom man umiddelbart tænker, at det er en kedelig omgang, så giv den lige en chance. Den er god og tankevækkende, omend man selvfølgelig altid skal gå til den slags med sund fornuft.
  • Pæne(re) og gode vaskestativer. Findes de?! Vi har nogle i bambus, der er ret flotte, men der er næsten ikke plads til noget på dem.
  • Lavede vi græskar lanterner sidste weekend. De er nu, tre dage inden Halloween, fuldstændig mugne. Så meget for at være i god tid. Og ja, vi har brugt det der konserverende syltevæske, som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder. Jeg mistænker at solskin og høje temperaturer har stået for det. Oh Well.
  • Har jeg præsteret at købe vinterstøvler i forkerte størrelser til to tredjedele af børnene. Suk.
  • Ser det ud til at der kommer et liveshow med Voksen ABC podcasten lige på den anden side af nytår.
  • Planlægningen af ovenstående har fået mig til at overveje at lave noget lignende i kølvandet på modtagelsen af Krøllet kærlighed. Et event, et foredrag, et eller andet.
  • Er jeg ubeskriveligt træt for tiden, og både sover mere end jeg plejer og drikker langt mere kaffe. #Efterår
  • Ser Otto og Michael “Ringenes herre” filmene om aftenen for tiden og jeg prøver at kigge med. Jeg bliver muligvis lynchet nu, men fååååårk, hvor er det kedeligt!

 

10 års-snegl

Allerede i 2008 begyndte min veninde Rachel at prikke til mig omkring de der skriverier jeg havde det med at sende til hende i tide og utide, samt dem jeg udgav på den virtuelle opslagstavle på min Myspace side. Hun mente bestemt, at jeg skulle oprette en blog, og jeg mente bestemt, at det var en lidt fjollet idé. Jeg overvejede det alligevel længe og grundigt, og i slutningen af min graviditet med Otto oprettede jeg alligevel en blog. Det blev ved det i månedsvis og jeg gjorde ikke mere ved det – lige indtil en aften i oktober.
D. 25. Oktober 2009.
Hvilket vil sige at Sneglcille i dag har kunne fejre 10 års jubilæum. Ti år der er fløjet afsted og alligevel har været ualmindeligt begivenhedsrige. Tre børn, et bryllup, tre flytninger plus alt det løse, som forskellige jobs, små og store kriser, lykke, glæde og alt imellem, bare for at nævne nogle enkelte highlights  – Og nu er vi så her. 10 år senere.
Jeg er på alle måder glad for at jeg alligevel gik imod tvivlen og sprang ud i bloggeriet. Sneglcille er meget mere end en blog for mig, og jeg er uendeligt stolt af og glad for, at det er gået som det er gået.
Jeg ved ikke om det bliver til ti år mere, men jeg ved at Sneglcille har haft og har kæmpe betydning i mit liv, og altid vil være med mig.
Tak fordi I er med. Det ville ikke være det samme uden.

Allergisk over for råd?

Er der noget værre end råd, man ikke har bedt om? Selvfølgelig er der det, men alligevel er det noget af det, der kan få mig allerhøjest op i det røde felt. Én ting er hvis de gode råd er pakket ind som velmenende omsorg, men i virkeligheden gemmer på en bedrevidende kritik – Det er de værste og dem kommer jeg aldrig til at holde af. Men de andre. Dem der rent faktisk kommer fra et ægte godt sted. Hvorfor bliver mange provokeret af det? Eller rettere hvorfor bliver JEG trigget af det. Jeg spørger fordi, at jeg selv gerne vil arbejde med den følelse. Jeg er en af de værste, hvad det angår, så det er bestemt ikke en løftet pegefinger, men reel undren og irritation over min egen indre reaktion, når det sker. Det er ligegyldigt om det kommer fra min mand, min mor, en veninde eller fremmede på nettet. Alt stritter på mig på den dårlige måde, når det sker. Selvom det som nævnt før er af de søde og fuldstændigt velmenende slags.
Ofte er det nok fordi, at rådene kommer i situationer, hvor man i forvejen er irriteret, ked af det eller presset over noget – Som da min computer brændte sammen midt i, at jeg skulle til at redigere podcast i går og jeg derfor delte min frustration på Instagram for at få det ud af systemet, og blev mødt af +30 beskeder med gode råd og løsninger, hvilket jo er det sødeste og mest betænksomme i verden. Tænk at mere end 30 mennesker gider bruge deres dyrebare tid på at sende mig tips og tricks til gode teknikere. Det er da så fantastisk og jeg burde blive glad. Men jeg blev irriteret. Simpelthen. For det løste ikke mit problem, og jeg var heller ikke ude efter en løsning, og bad ikke om hjælp, men havde bare brug for at sige det højt og højest blive bekræftet i at det var noget lort.
Men det er jo i princippet underordnet, og mig den er gal med. Det er jeg klar over. Jeg får samme følelse i maven, når folk retter på mig, eller svarer på retoriske spørgsmål. Sådan en næsten teenagefornærmet følelse i maven. Det er faktisk en lille smule pinligt at indrømme, og jeg vil virkelig gerne arbejde med det og lægge det væk. Dog har jeg på fornemmelsen, at det ikke er så enestående at have det sådan. Am I right?! Det håber jeg på en eller anden måde.

Jeg så at Katrine Gisiger i et opslag på Instagram den anden dag skrev om, hvordan man nogle gange lægger en masse skjulte negativt ladede bagtanker i undrende spørgsmål fra andre ind imellem, og det kan jeg så godt genkende, og jeg tror det er lidt det samme der er tilfældet med det med rådene.

Jeg har ræsonneret mig frem til, at det må være fordi, at jeg underbevidst sætter det i samme kategori som førstnævnte eksempel omkring de der “gode råd” der på alle måder bare er en hård kritik pakket flot ind, For det skal simpelthen stoppe – men der er jo forskel, så hvorfor kan min hjerne ikke sortere i det? Det er sgu da interessant.

Krakelerede facader

Facader, altså dem vi selv sætter op omkring vores personlighed og følelser, ikke dem på huse – In case andre end mig er i renoverings-mode –  er nok en nødvendighed i nogle henseender og vi har dem allesammen, er jeg ret sikker på. Jeg kom lidt ind på det i sidste uges afsnit af Krøllet kærlighed (reklame for egen podcast) om mine egne facader i forhold til at skulle finde en plads i rollen som dele-mor og i samspillet med Michael dengang. Jeg ville til at starte med enormt gerne fremstå nærmest overmenneskelig. Jeg skulle være den bedste mor, den sjoveste, sødeste, klogeste, pæneste … For der var ingen, og da slet ikke Michael, der skulle kunne sætte en finger på mig. Og i mit forsøg på at være alt det, blev jeg det modsatte lige under overfladen, så da facaden krakelerede væltede en sur tarvelig træt type ud af revnerne, og det gjorde intet godt. Men det er det der sker, eller kan ske, når man igennem længere tid forsøger at opretholde en facade i forsøg på at beskytte sig selv og skjule eller holde fast på det man ikke føler sig tryg i at vise og måske slet ikke selv er klar over, at man føler. Hvilket jo er hele grunden til at man opbygger facaden – At man prøver at skjule virkeligheden.
Jeg har lært at se sårbarhed som noget positivt og stærkt, og det er også hovedårsagen til, at jeg deler som jeg gør. Men sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg havde let til tårer, og i en længere årrække som helt ung, græd jeg aldrig foran andre.
Sådan har jeg det ikke længere, og det er en kæmpe befrielse ikke længere at gå og holde på det. De fleste mennesker i mit liv, har oplevet mig hyle, og det har jeg det helt fint med. Det har I jo faktisk også. Jeg har i hvert fald grædt mig igennem op til flere indlæg, og så var første afsnit af min podcast heller ikke ligefrem uden følelser. Sidstnævnte var alligevel en af de mere grænseoverskridende delinger, jeg har kastet mig ud i – og det var og er lige på grænsen mellem personlig og privat, at dele vores historie, og ikke mindst at udgive noget hvor jeg åbenlyst græder, som er tilfældet i første afsnit, og der var bestemt tidspunkter optil, hvor jeg kraftigt overvejede at optage det om og “tage mig sammen”, men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men turde stå ved det sårbare og lade facaden holde helt fri.
Jeg bruger dem stadigvæk ind imellem. facaderne. Særligt hvis jeg føler mig usikker, hvilket jeg som oftest oplever i selskab med folk jeg ikke kender. Jeg øver mig på, ikke at have paraderne oppe altid og hvile mere i mig selv, men det er work in progress, som jeg må erkende stadigvæk kræver en del finpudsning.

 

Mandag uge 43: Op på hesten, fødselsdage og fejring

Mandagen startede klokken 05:05, hvilket trods min nye vane med at stå op før alle andre, alligevel var tidligere end normalt. Grunden var, at Michael og Leopold skulle køre tidligt, og derfor var oppe, og det hørte Loulou og så mente hun, at vi skulle joine morgenfesten. Så det gjorde vi og ikke længe efter, stødte resten af familien til. Derfor har vi allesammen haft en rolig og lang morgen med morgenramasjang, havregrød og gulvleg, og så var alle sendt afsted og afleveret inden 8 og jeg har derfor kunne komme tidligere i gang end jeg plejer – Og det er fedt. Især fordi jeg er så absurd bagud med alt grundet de sidste mange ugers langsomme tempo, og særligt den seneste uge, hvilket har smadret mit ellers indtil da vellykkede eksperiment om ikke at udsætte ting.

Men nu må det være nok – Jeg skal op på hesten igen, og har derfor lavet mig en god gammeldags to do liste og vil forsøge at starte med det slemme/kedelige først, og derved forhåbentlig nå nogenlunde i mål inden jeg skal hente børn i eftermiddag. Altså det her indlæg er ikke en af de kedelige to-dos, tværtimod, men det er sådan en rar og overskuelig start på ugen, så det skulle selvfølgelig ikke udsættes bare på grund af en lang dum liste.

I morgen har jeg en nogenlunde rolig dag med en kaffeaftale, optagelser til podcasten og lidt redigering, inden jeg om aftenen skal ud og spise med Confetti, der jo for nyligt er blevet noget større end udgangspunktet, onsdag har jeg møder i København hele dagen, torsdag udgiver Cana sin tredje bog (hun har i øvrigt lige lanceret en webshop, hvor du kan købe alle tre bøger – Se bare her) og det skal jeg selvfølgelig være med til at fejre,
Og så skal jeg optage podcast med Fjernsyn for mig drengene (ja, igen). Fredag bliver bloggen 10 år, og planen var jo faktisk at jeg ville holde fest, men eftersom at de sidste måneder har budt på lidt mere action end forudset, har jeg udsat fejringen. Lørdag holder MM fødselsdag, hvilket jeg har på fornemmelsen ikke kommer til at forløbe helt stille, så det glæder jeg mig også til. Søndag er sat af til tømmermænd, familietur og tøjvask.
En begivenhedsrig uge, som forhåbentlig dodger alle forhindringer og efterårssygdomme, og bare kører smooth derudaf. Især fordi at Michael arbejder lange dage hver dag, så al hjemmelogistik ligger på min tallerken. Krydsede fingre og en kæmpestor jahat herfra.

GOD DAG!

Ugen der bed fra sig

Disclaimer: Egentlig var ideen og intentionen, at det her indlæg skulle handle om noget med liv og død, afslutninger og afsked, men jeg faldt i søvn undervejs, og jeg er alligevel ikke sikker på, at jeg helt ville kunne formulere det som jeg allerhelst vil, så det må I (og jeg) have tilgode.

Denne her uge altså. Og denne her dag.
Søndagen i sidste uge sparkede døren til uge 42 ind og satte desværre rammen for, hvad der skulle blive en virkelig hård uge at komme igennem. Allermest har det hårde ligget i den sorg, der i tide og utide er skyllet indover mig, som det gør når man mister mennesker der har spillet en rolle i ens liv –  Oveni sorg og kaos, har vi været ramt af flere omgange sygdom (både Uma og jeg har hver især rodet rundt med noget feber og snot), travlhed, byggestress, og så videre. I dag kulminerede det hele på en eller anden måde, og jeg håber sådan, at der kan komme lidt ro på herfra.
Jeg har grædt så mange gange i dag, at mine øjne brænder, og huden under dem svier og er tør og rød. Min krop og sind er fuldstændigt kørt over af overvældelse og jeg er så udmattet, at jeg nemt kunne lægge mig til at sove og først vågne i morgen, selvom klokken kun lige er lidt over halv otte lørdag aften. Havde jeg ikke en Bagedyst date med drengene, ville jeg uden tvivl give efter for det og på den måde få dagen til at forsvinde.

Jeg skal måske lige forklare, at vi i dag var til begravelsen. Jeg har heldigvis ikke været til mange af den slags i mit liv. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd, hvilket så alligevel er fem for mange – For hvor er det bare hårdt og svært og forfærdeligt. Ja, altså, selvfølgelig er grunden til begravelsen dét der er det sørgelige og hårde, og man kan vel på en eller anden måde godt kalde selve begravelsesdelen for både smuk og fin, og nødvendig. Men av, mit lille hjerte.

Nå…. Jeg kunne så alligevel ikke sove helt til i morgen, eftersom at jeg på trods af gode intentioner om det modsatte, alligevel faldt i søvn få sekunder efter ovenstående blev skrevet, og lige er vågnet. Det er stadigvæk lørdag, og klokken er 22. Mine øjne er stadigvæk medtagede og trætheden har godt tag i mig endnu. Bagedysten må vente til i morgen sammen med resten af livet, og jeg vil nu kravle ud fra mørket, finde min tandbørste, en god øjencreme og muligvis nå at kramme min mand, hvis han stadigvæk er vågen, og få lagt låg på dagen.

Jeg håber på alle måder at næste uge bliver lidt mindre begivenhedsrig end denne har været. Jeg ser i hvert fald frem til en forhåbentlig helt rolig søndag i morgen.

Godnat

… Og her, helt uden kontekst,  et billede taget i mit køkken, der pt er en byggeplads (igen) men blærer sig med lækkert lys.

 

Pip, alderskontraster og et tak

Et lille pip herfra bliver det alligevel til, selvom jeg havde intentioner om at holde mig under radaren i noget tid ovenpå søndagens voldsomme begivenheder. Men efter en hel mandag i sengen, en tirsdag med telefonmøder og en indtil videre halv onsdag på sofaen med en fire årig febervarm Uma draperet henover hele min højre side, trak tasterne alligevel i mig. Det har været nogle mærkelige dage mentalt, for jeg er selvfølgelig ked af det og meget berørt, og ovenikøbet ramt af en grum forkølelse, hvilket ikke gør noget godt for humøret, men omvendt sker der også en masse gode og rare ting, som jeg måske bør have svært ved at omfavne, men som på alle måder fylder mig med glæde og taknemmelighed. Otto har efterårsferie, og da han er så stor som han er, skal jeg nærmest ikke gøre noget for at aktivere ham – Han laver selv aftaler, går lidt i klub, og finder selv på alting. DET er så underligt og mega fedt, at have så stort og selvkørende et barn, og en kæmpe kontrast til de to små, særligt nu da den ældste af de to, ligger her helt varm og lille, imens den anden boltrer sig i sin elskede vuggestue. Jeg skal optage podcast i dag. Faktisk skulle det have været gjort nu, da jeg ellers kommer til at bruge det meste af min aften på at skulle redigere og klippe tilMen jeg kan (læs: må) ikke forlade febertrolden, så det må vente til Michael atter er retur fra hans møder i København, hvilket er inden længe. Det giver mig til gengæld rig mulighed for at finpudse mit manuskript til dagens optagelser, få muget ud i min mailbakke og drukket lidt mere kaffe, samt at stikke hovedet her forbi. Hej.

Tak for jeres opbakning og forståelse i det jeg går igennem nu, og i det hele taget i næsten alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har svært ved at sætte ord på præcis, hvor stor en forskel det gør, og hvor meget det faktisk betyder. Så for nu et ydmygt – men kæmpestort TAK.

OBS: Signer du op til Podimo via dette reklamelink, får du to måneders gratis adgang.

Mandag uge 42: Stilhed

Det seneste døgn har været fuldstændig vanvittigt, og jeg er sendt helt i knæ.

I går sov min bedstemor ind (min stedfars mor, som jeg har kendt næsten hele mit liv). Hun har været terminal siden sidste uge, og selvom det derfor både var ventet og på mange måder en lettelse, da hendes sidste dage var ubeskriveligt hårde, er det så forfærdeligt, at hun ikke er her længere.

Jeg vidste det allerede inden telefonen ringede. Det er svært at forklare, men jeg havde en oplevelse i går, lige omkring samme tidspunkt som da hun åndede ud, der gjorde, at jeg ikke er i tvivl om, at hun sagde farvel til mig. Hvor fuldstændigt åndssvagt det må lyde.

Jeg har lige siden været i en sær sindstilstand, hvor jeg kan bryde sammen ud af det blå (ved krydderihylden i Netto for eksempel, som var tilfældet i går eftermiddags) og har svært ved at samle mig.

Som om det ikke var nok, måtte mine forældre sent i går aftes køre til dyrelægen med deres ældste kat, som på grund af nyresvigt ikke stod til at redde, og derfor heller ikke er her længere.

Pyh.

Én ting er min egen sorg over tabet, men at folk jeg elsker, også er påvirket, giver det en ekstra dimension af emotionel ødelæggelse. Avs!

Det bliver en hård uge at komme igennem – Derfor har jeg også besluttet at holde fri i denne uge. I hvert fald i nogle dage. Jeg skal indsnuse min familie, pleje den lede forkølelse som angreb mig med 110 i timen i nat, hjælpe med en masse praktik og bare lige trykke pause på alting et øjeblik. Det betyder også, at jeg ikke er aktiv på hverken bloggen eller andre sociale kanaler.

<3 Pas på jer selv og på hinanden.

Lige pludselig er vi væk.