Most wanted: Jalousi?

Jeg får med jævne mellemrum mails og kommentarer med spørgsmål, der går på jalousi. Når man er i et parforhold, er det ikke unormalt at jalousi opstår, men fordi at Michael og jeg har den historie vi har, og fordi han har et arbejde, der involverer både rejsetid og ufatteligt mange kvinder, skulle man tro at det med jalousi og usikkerhed var en stor faktor. Men det er det bare ikke. Længere altå!
Selvfølgelig kan jeg blive jaloux, og selvfølgelig har jeg oplevet de der grønne jag ind imellem, men aldrig alvorligt, ikke endnu. Det skyldes selvfølgelig i høj grad, at Michael ikke giver mig grund til at være det, at vi langt henad vejen har en godt og sundt forhold, hvor vi kloge af skade kommunikerer en hel masse og italesætter alle følelser. Dermed ikke sagt, at vi ikke også har vores kampe og kameler, we do. Men jalousi er ikke et issue. Foruden ovenstående skyldes det i allerhøjeste grad, at det er en følelse jeg har arbejdet rigtig meget med, med mig selv. Jeg bliver faktisk nærmest ikke jaloux længere. Selvfølgelig, kan det godt stikke lidt i noget der minder om jalousi engang imellem fordi han omgås SÅ mange seje, dygtige (og flotte) damer. Men jeg tror, og er meget opmærksom på, at jalousi er noget af det mest skadelige for et forhold, det var i hvert fald tilfældet for os for nu mange år siden.

Hvis og når det alligevel opstår, hvilket kan tælles på en enkelt hånd, hvor tit det er sket i de små seks år vi har været sammen her i omgang to, så siger jeg det højt til ham. Aldrig på en sur eller dømmende måde, men med ydmyghed og respekt og med bolden på min egen banehalvdel.

Jeg ved ikke præcis, hvad der har gjort forskellen, udover tid og bekræftelse.
Samt en ro omkring, at man alligevel aldrig ved, hvad fremtiden bringer, men at det nok skal gå ligemeget hvad. Der findes ingen garantier, hvilket ikke er den mest romantiske tilgang til livet, men vi har valgt hinanden og vi vil hinanden. Så selvom man nok aldrig helt sikker på, at der ikke er en spændende steg, der venter om hjørnet, det gælder desuden jo også den anden vej, og det er jo ikke ens betydende med, at ens forhold styrter i grus af den grund. Meget kan løses med respekt og kærlighed, og så længe den er intakt, kan man nå langt.

Jeg ville ønske jeg havde et godt råd til at slippe af med den, jalousien, men jeg ved faktisk ikke, hvad det skulle være. Udover, at hvile i sikkerheden omkring at man har valgt hinanden OG at sætte ord på, så snart man mærker kvalmen indtræffe. Ikke noget med at gå med det selv, og snage rundt i mobiler. Ærlighed og åbenhed. Skide kedeligt, men ikke desto mindre langt sundere for både en selv og det forhold man er i. Man møder jo også selv mænd der er flotte rundt omkring (selvom der på en eller anden måde bare findes virkelig mange flere lækre damer), men det er jo ikke ens betydende med, at man kunne finde på at rykke på noget, og det går jo som sagt begge veje. Sådan bliver man i hvert fald nødt til at se det. Det gør jeg.

 

6 replies
  1. VenterPaaVinBlog says:

    Hvor er det et fint indlæg, som pudsigt nok kommer i røven på en samtale med en kollega igår.

    Både hun og jeg er faldet over folk, der synes det er ganske utroligt, at vi aldrig sætter regler for, hvilke sociale arrangementer vores mænd tager til uden os, hvornår de skal være hjemme, eller hvor ofte de er afsted. Det er åbenbart ikke spor usædvanligt, at mænd såvel som damer gør, og det har ikke engang slået mig som værende en mulighed. Nok fordi, som du nævner, at der aldrig har været nogen grund til, at man skulle få lyst til at lave de regler. Ej heller at kigge mails, mobil eller (værst af alt, som min kollega fortalte om), have aftalt at have GPS-app til hinandens mobiler, så de ved hvor hinanden er all time. Det fik mig helt til at grine, men det kender hun sgu par, der har.
    Jeg oplever særligt, at historien om at min kæreste har været til John Mayer koncert 160 km i den anden retning af hjem, sammen med en fælles veninde, hvor de var i byen og sovet på samme værelse, kan få folk i det røde felt – især når jeg siger, at de da tit har været i byen alene sammen, uden mig. Jeg synes bare det er skønt, at min veninde også synes han er fantastisk selskab 😀 Det er da bare en gave.
    Vi snakker også gerne om de lækre damer på hans kontor, eller kigger på flotte mænd på gaden, der lige er min type.
    Med andre ord, kender jeg faktisk ikke til følelsen – hvertfald ikke på forholdsplan. Men hvor må det være rædsomt, at mærke jalousien, for det må jo brænde inden i en som ind i helved. Og det er jo ikke valgfrit, at man får det sådan.

    Jeg har som du ingen ideer til bekæmpelse deraf, andet end som du siger, at sige det højt – det tænker jeg, generelt er en rigtig god idé med det meste, hvad angår ens iboende (og formentlig irrationelle) frygt 🙂

    – A

    Svar
    • kristine says:

      en ting er jalousi- men en anden er jo tillid og hvis der er tillid, hvis man stoler på hinanden hvorfor så sætte regler op? så længe familien fungerer og man tager hensyn til hinanden ? Man bestemmer vel ikke over sin partner? sådan har jeg det ihvertfald.

      Svar
      • VenterPaaVinBlog says:

        Netop, som du kan læse på min kommentar er det præcis også sådan jeg har det 😀 For er der tillid i et forhold, tænker jeg, at det vil være sjældent at jalousi opstår – men måske er det ikke sådan hos alle? Jeg ved det skisme ikke.
        Jeg kan kun tale for mig, og de der kører i regelsæt derhjemme, må gerne kalde mig naiv, for at have fuld tiltro til min kæreste 😄💪🏻. Det har vi gudskelov begge veje, og har haft i alle 8 år. Jeg havde ikke kunne indordne mig under et regelsæt baseret på jalousi i hvertfald, men hvis det virker for nogle og begge parter går med til den ordning, er det jo rigtig fint.

        Svar
  2. Pernille says:

    Jeg forstår godt, at man kan blive jaloux – og det er ikke en særlig rar følelse, for ligesom det kræver tillid for ikke at blive det, altså jaloux, så kræver det også tillid og forståelse at tale om det, altså at man er jaloux, med sin kæreste.

    Mit bedste råd er ikke at dyrke følelsen. Det vil sige, at man skal lade være med at tjekke hans telefon eller hans mail, stille krav om hvem han må se, og hvornår han skal være hjemme. Det er en aftale, man skal lave med sig selv. Lidt ligesom at man ikke skal se uhyggelige film, når man er alene hjemme, eller tjekke kælderen 100 gange for at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen. Man får bare dyrket/fodret følelsen, og så bliver det værre.
    Hvis man er lige ved at dø, så spørg: Hvem er hende den lækre kollega, du taler om? Her må man aftale med sig selv, at det er bedre at spørge og blive kigget lidt fjollet på, end at være nederen og snuppe hans telefon…

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *