Hvor blev det af?

Jeg går virkelig ind for, at vi taler højt om følelser, og jeg går gerne forrest og fortæller om mine. Noget der gentagne gange har gjort at jeg er blevet kaldt modig, og det har gjort mig glad og stolt, og givet mig lyst til at tale endnu højere om dem. Både de rare og gode, men også de andre – dem der gør ondt, og som kan medbringe sorg og skam. Jo mere jeg har delt, jo nemmere har det været, at gøre igen, og mit mod er vokset fra gang til gang og skriv til skriv. Jeg skal altid tage tilløb, og det er altid med et hurtigt bankende hjerte og svedige håndflader, at jeg udgiver det. Og i timerne efter er det umuligt for mig at åbne mine kommentarer. Så helt modig er jeg alligevel ikke. Men overordnet er dét, der jeg føler, at jeg har en styrke som fortæller. Lige indtil for nyligt. Jeg kan ikke finde modet. Og jeg vil jo heller ikke tvinge det frem. Det kan jeg i øvrigt heller ikke, tror jeg. Jeg er skide bange for, hvad der tænkes om mig, hvad folk siger bag min ryg, og det spænder ben for alt det jeg gerne vil fortælle om. Suk mand!

Et eksempel; Længe har jeg gerne ville fortælle min og Michaels historie. Sådan rigtigt. Mere end gennem blogindlæg. Jeg skrev jo faktisk på en bog om det hele for nogle år siden, men trak stikket halvvejs inde i projektet. Det føltes nemlig helt forkert da jeg stod i det – Og jeg har ikke fortrudt den beslutning et eneste sekund siden. Men lysten og behovet for at udgive et eller andet, er ikke gået væk. For det ER en skide god historie med mange facetter.
Derfor besluttede jeg for nyligt at indtale den. Det er blevet til en podcast, eller rettere sagt, en lydfil, der bare ligger og venter på, at nogen (ja, altså nogen er mig) tør at sende den til udgivelse. Jeg forstår ikke hvorfor, eller det er løgn – Selvfølgelig forstår jeg hvorfor, jeg synes det er svært, men jeg forstår ikke, hvor det der mod er blevet af.

Det er der nok et sted, og indtil da har jeg jeg besluttet mig for at stoppe med at overtænke det, lukke øjnene og sende den afsted. I hvert fald har jeg netop klippet den færdig – Første afsnit (og er SÅ træt af at høre på min egen stemme nu). Der er i min story i dag en ultra kort smagsprøve, hvis man er nysgerrig på den, og ellers rammer første afsnit, om alt går godt, Podimo i løbet af næste uge.

17 replies
  1. Mathilde says:

    Du har i hvert fald allerede sikret dig én fast lytter! Jeg glæder mig så meget til at høre dig fortælle, for det er du fandeme god til. Så tak fordi du kaster dig ud i det. ❤️

    Svar
  2. VenterpaavinBlog says:

    Overtænkning kender jeg kun alt for godt😅.
    Godt du tænker, du tør trykke udgiv – nogle ting forklarer man altså bare bedst på skrift og andre ting går bedst mundtligt. Krydser fingre for at al’ nervøsiteten bliver gjort det skamme – mon ikke, der er en masse der glæder sig til at lytte med🎉💪🏻.

    Svar
  3. Pernille says:

    Den vil jeg glæde mig til ar lytte til.
    Og kender kun alt for godt med det at være (eller ikke være) modig. Jeg har også valgt at dele det svære og det har hjulpet mig så meget.

    Svar
  4. Cecilie says:

    Brené Brown har skrevet bøger og turnerer rundt med kvalitativ data omkring mennesker. Hun siger at man netop ikke er modig, hvis man ikke også føler sig sårbar i det. Så rock on Girl! Se evt hendes show på Netflix Brené Brown – the call to courage 🤓

    Svar
  5. Sarah says:

    Jeg tror, podcasten er et godt medie til formålet. Mht. bogprojektet afhænger det selvfølgelig af, hvad det i så fald ville være for en bog – men her vil form og litterær kvalitet jo spille ind på en helt anden måde, fordi fortællingen altid bliver ‘noget andet’ og ‘en anden’, altså noget der peger væk fra forfatteren på en anden måde, end podcasten gør. Så måske er der også forskellige faktorer, der spiller ind på det der mod, fordi det kan handle om andet end selve det at ‘udtrykke sig’ og få historien ud. Ikke desto mindre er nervøsiteten til at forstå uanset hvad – og det er en god ting! Det bliver garanteret en skidegod podcast – og fedt at tage springet.

    Svar
  6. Astrid says:

    Jeg holder meget af dine ord – både på lyd og på skrift. Men husk at der ikke skal være komme foran en ubøjede infinitiver. Det fjerner fokus fra dit forrygende indhold.
    Kh.

    Svar
  7. Signe says:

    Det er så modigt og stærkt, at du deler din kærlighedsfortælling med os. Det ville være så nemt at lade være.
    Kh en kommende fast lytter

    Svar
  8. Maria says:

    Det hele bliver kun endnu mere modigt af, at du tør fortælle om, når modet svigter. Jeg kan kun forestille mig, hvor dybt det stikker, når negative kommentarer, bekræfter frygten og de enerverende tanker om hvad folk tænker. Jeg håber sådan, at modet vender tilbage, så du kan fortsætte med at skrive og formidle, på trods af frygt og tanker. For du er virkelig god til det. Og jeg tænker dine ord, hvad enten det er på bloggen, story, podcast, osv., er til kæmpe inspiration og refleksion hos rigtig mange. Tusind tak fordi du deler. Bedste tanker til dig.
    (Ps. Jeg bruger mit mod til at skrive min første kommentar til et blogindlæg – fordi jeg synes det er vigtigt at du ved, at du gør en forskel.)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *