En lang uge og forsvundne ord

Indeholder reklame, da den omtalte tur til Odense blev sponsoreret af Odense Teater.

Ugen er snart ovre og det er på en måde en lettelse. Mandag er kun to nætter væk, og selvom dagen har et blakket ry og jeg også selv ind imellem rynker på næsen af den, er det også som et blankt lærred – Begyndelsen på en ny uge. Og det glæder jeg mig faktisk til.

Det er ikke fordi, at det har været en dårlig uge. Det har det virkelig ikke. Langt fra. Jeg har haft travlt og været på farten de fleste dage, når jeg ikke lige har haft et sygt barn hjemme, og så tilbragte jeg en aften, en nat og en morgen i skønne Odense i godt selskab – Inviteret af Odense Teater, hvor vi så en fremragende og virkelig smuk (seriøst, den garderobe!) opførsel af Den Store Gatsby. Stykket kan ses de næste tre uger, så hvis man er på de kanter og gerne vil underholdes, er hermed en kæmpe anbefaling fra mig.

Jeg har fået set veninder, været sammen med min familie, knoklet på sjove ting, og været usandsynligt produktiv på mange kanter og leder, og derfor er jeg også fuldstændig baldret nu, lørdag aften, som jeg flere gange har troet var søndag, hvilket kendetegner min uge ret godt, for jeg har kokset rundt i ugedagene lige siden tirsdag. Glemt mine solbriller i et tog – nok er jeg et rodehoved, men jeg mister aldrig mine ting, så det er klart et tegn på, hvor rundt på gulvet jeg er, ligesom at jeg har glemt både aftaler og deadlines, hvilket heller ikke ligner mig. Det er der selvfølgelig en god grund til. Som I helt klart har kunne fornemme, går jeg med nogle lidt svære ting i lommerne for tiden, og det går udover mit ordforråd, både i den virkelige verden og dem jeg plejer at kunne få igennem tasterne. Med et uhelbredeligt sygt familiemedlem og dermed andre triste familiemedlemmer, en savnet bror hjemme på alt for kort visit, og et par andre knap så sjove ting som sidevogn, som jeg ikke kan komme nærmere lige nu og her, er det lidt tungt, og gør at jeg falder over og kvæles i ordene.

Jeg beklager derfor, at der er en anelse længere mellem indlæggene herinde i de her dage og måske over det næste stykke tid. Jeg skal nok finde ordene igen. Det gør jeg altid.

Tak for tålmodighed og forståelse.

 

3 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *