1, 12 og 37

I går holdte vi fødselsdag for Michael, der fyldte 37. Vi havde fuldt hus fra om formiddagen indtil over midnat. Familie, børn, gamle venner, nye venner. Jeg bliver altid meget følelsesladet ovenpå sådan en dag, fordi det på mange måder symboliserer både ens fortid, nutid og fremtid, og så er der altid en masse minder og nostalgi forbundet til sådan nogle mærkedage. For eksempel var det på Michaels 25 års fødselsdag for 12 år siden, at jeg mødte min svigerfamilie og alle hans venner for allerførste gang. 12 lange og alligevel hurtige og ikke mindst begivenhedsrige år fyldt med kærlighed, kaos og fortvivlelse. Det har været turbulent, men også roligt og sikkert, og så har vi ramt ikke bare en, men mange forhindringer gennem tiden, og det vil vi nok blive ved med, både individuelt og som par og familie. Det giver anledning til at sætte lidt flere ord på noget vi gik igennem for et års tid siden, hvor vi havde, Michael og jeg, mange af de store snakke omkring vores liv, forhold og situation. Jeg havde et halvt år forinden været igennem noget jeg nu på den anden side vil betegne som en krise, en form for panik nærmest. Jeg var blevet i tvivl omkring alting. Min karriere, min retning, vores liv, mig selv, valget om at flytte ud af byen, alt blev kastet op i luften og jeg gik med det hele selv i månedsvis, selvom lige præcis dét med at gå med det alene, var en klar aftale Michael og jeg imellem, at det måtte vi aldrig gøre, da det i sidste ende var, hvad der endte med at tage livet af os dengang for 10 år siden. Heldigvis fik jeg samlet mod til at lægge det hele på bordet og dele mine tanker, min fortvivlelse og den skam jeg havde bygget op. Her sad jeg med en håndfuld dejlige børn, med en dejlig mand, en vidunderlig omgangskreds, gode venner, et job jeg synes var sjovt, i et hus ved stranden, og alligevel var jeg ikke glad, men skidebange og helt rundt på gulvet. Heldigvis og selvfølgelig tog Michael det pænt og sådan som det var ment, og gik på mandemåden i gang med at finde på løsninger, og for en gangs skyld var det en lettelse fremfor en irritation, at han greb det sådan an, i stedet for at blive vred, skuffet og ked af det, hvilket jeg med garanti selv var blevet, havde det været omvendt. Jeg følte mig helt sat af og afkoblet mit eget liv og det var så modbydeligt. På et tidspunkt overvejede vi om løsningen var at flytte hver for sig. Ikke fordi vi ikke kunne bo sammen, for problemet har aldrig været, at vi ikke kunne sammen som par og familie, problemet var, at jeg simpelthen ikke vidste hvem jeg selv var længere og at jeg identificerede mig selv så meget med København og det liv jeg og vi havde der. Og den sorg over at miste et stykke af mig selv, som det føltes som på det tidspunkt, gjorde at jeg ikke kunne være den mor, den kone og det menneske jeg gerne ville være. Det var simpelthen så forfærdeligt at have det sådan, og jeg forstod for første gang, hvad det var par i kriser og skilsmissetanker måtte gennemgå og hvor skræmmende det var. Jeg havde fået det kørt så meget op i mit hoved, at jeg nogle nætter helt oprigtigt troede, at det ville blive enden på os, hvilket nu på den anden side virker så åndssvagt og overdramatisk, men jeg følte mig malet op i en krog, hvor jeg selv havde ført penslen og eneste udvej var vinduet. Farvel!
På forunderlig vis lettede tågerne. Vi fik i løbet af nogle dage snakket alting igennem og droppede ret hurtigt strøtanken om, at flytte fra hinanden og satte istedet alle sejl ind for at få mig til at blive glad og komfortabel i vores nye virkelighed. Det tog sin tid, men det virkede. Gudskelov! Jeg tør ikke tænke tanken til ende om hvad der var sket, hvis det ikke var lykkedes. At stå i sit eget liv, der egentlig er i balance og harmoni og selv føle sig malplaceret, i brand og uro, er noget af det værste jeg har prøvet rent følelsesmæssigt, og jeg håber aldrig jeg skal prøve det igen. Jeg er så lykkelig over, at glæden over at være flyttet kom af sig selv (og med en stor indsats ikke mindst) sammen med accepten af at man sagtens kan være Københavner selvom man er flyttet, og bekræftelsen i at jeg er sammen med ham jeg skal være sammen med, hvilket bragte en genforelskelse vi havde brug for med sig. Det kunne sagtens være gået anderledes og så alligevel ikke, for det gjorde det ikke og jeg kan med kæmpe ro i maven og sindet sige, at jeg er et godt sted i mit familieliv og mit Hornbæk, og at mit 13. år med den 37 årige bliver et af vores bedste. Det ved jeg, at det gør.