Mandag uge 33: Fuld kalender, podcast og en tom weekend

Det er mandag formiddag og jeg sidder i toget på vej til København, hvor jeg skal optage podcast og holde møder hele dagen. Voksen ABC vender nemlig tilbage for alvor efter et hektisk år med mange lange pauser. Vi skal både optage i dag og på torsdag. Jeg glæder mig og er en smule nervøs. Heldigvis er vores gæst i dag en jeg er yderst tryg ved, så det er en smaddergod start.

I morgen skal jeg arbejde hjemmefra, så det bliver primært noget med at skrive blogindlæg, bogføre og besvare mails, og så skal jeg have ryddet op i mit skab, det i de seneste måneder har ageret holdeplads for crap vi ikke ved, hvor skal være. På fredag kommer der nemlig et dameblad forbi og kigger på lige netop mit skab, eller indholdet af det, så jeg tænker det er fornuftigt at fjerne luftmadrasser, flexitracks, gavepapir og kogebøger derfra. Jeg skal også have klemt et festudvalgsmøde ind, da jeg står for sommerfesten for Hornbækdamerne senere på måneden, og så er jeg alene med børnene, så det hele skal helst ordnes imens de er afsted, hvilket nok ikke er helt realistisk, så det må blive noget med at skubbe det der kan skubbes til om aftenen. Onsdag er hele Confetti tilbage på pinden, så der er fællesmøde på vores kontor og planlægning af vores fødselsdag, som vi holder om torsdagen. Jeg har fået opbygget mig en kæmpe tøjkrise til selvsamme fødselsdagsfejring, og føler at alt mit tøj sidder mærkeligt på mig, så førnævnte oprydning i skabet håber jeg også betyder, at jeg finder en løsning på det.

Torsdag skal der som sagt optages endnu mere Voksen ABC, inden jeg slutter mig til resten af Confetti holdet og gør klar til vores 2 års fejringsmiddag. Der er lagt i kakkelovnen til en virkelig god fest efterfølgende, men da jeg skal tidligt op dagen efter, bliver det en tør og tidlig aften for mit vedkommende, desværre.

Fredag får jeg som sagt besøg af et dameblad, og så var meningen at vi skulle køre til Stockholm om eftermiddagen, men vi har ikke kunne finde pasning, så vi er blevet nødsaget til at aflyse og har derfor en helt ledig weekend, hvilket også kan noget. Selvom jeg ærlig talt er pisse ærgerlig over, at det ikke bliver til noget.

Det er planen for ugen, som jeg allerede nu forudser, kommer til at flyve afsted.

Jeg håber, I har en dejlig mandag.

<3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *