Livskabalen der aldrig går op og accepten af det

Hvordan får man det hele til at gå op? Jeg ved det ikke, for sandheden er, at det gør det aldrig helt. Jeg når aldrig alt det jeg gerne vil, ikke det hele i hvert fald, langt fra. For selvom jeg som oftest når mange af de ting jeg skal nå, er det alligevel som om, at min to do liste aldrig bliver kortere. Jeg prioriterer i et væk, og det er som oftest til mine børns fordel. Jeg forsøger at have tålmodighed og overskud til mine børn altid, også når jeg slet ikke har hverken eller. Jeg faker det, kan man vel sige, eller fremtvinger det, er nok den rette formulering. Dermed ikke sagt, at det ikke en gang imellem går helt skævt og jeg ender med at hvæse og råbe gennem tænderne. Selvfølgelig gør jeg det. Men for det meste holder jeg hovedet koldt, til trods for koldsved, trætte børn og egen træthed. Jeg er meget opmærksom på, at alt er en fase, både i forhold til de komplikationer vi render ind i med børnene hver især, men også i det hele taget. At vi kun har små børn i en relativt kort periode, når man kigger på det i det store billede. Den tanke kan få mig igennem en hel del. Pyt at det tager lang tid at putte dem om aftenen, at de sover i vores seng, at tiden er knap, at huset roder og at vi ikke altid får nået det hele. Pyt pyt pyt. Dog indrømmer jeg gerne, at særligt de sidste måneder har sat os på prøve. Vi sidder lidt hårdt i det med renovering, to selvstændige voksne, fire børn og en hund. Der er kaos og knald på, og for det meste føler vi, at vi kun lige akkurat har hovedet ovenvande, og når vi ikke har, føles det altoverskyggende. Og sådan har det været. Ingen af os voksne har følt, at vi har haft nok timer i døgnet til alt det vi gerne vil og helst skal. Det har været svært at bevare kreativiteten, som for begge vores jobs er ret nødvendig, og det er virkelig noget, der kan give sved på panden. Den dårlige samvittighed overfor børnene i forhold til at man ikke altid kan være der lige meget for dem alle, da de har forskellige behov, kan også mærkes, og oveni det kommer renoveringen, der gerne snart skal overstås af økonomiske årsager, og et ægteskab som vi også gerne vil pleje, så vi ikke ender med kun at være kammerater, eller samarbejdspartnere. Vi har selv sat os i det hele, og det skal ikke forstås som brok eller en søgen efter ynk, det er blot en anerkendelse af at det eddermame kræver sit, at holde skruen i vandet, når man er en familie. Jeg er sikker på, at mange kan genkende følelserne, uanset om man har et enkelt barn eller fem, et 8-16 job eller et deltidsjob, om man bor i et renoveringsprojekt eller et nybyggeri. Voksenlivet kan til tider teste en af og føles nærmest uoverskueligt. Noget som jeg ofte har ladet mig gå unødigt meget på og givet lov til fuldstændigt at opsluge mig. Jeg har, som jeg også har ytret en hel del gange, fordi jeg simpelthen ikke gider lade som andet, været lige på vippen et par gange den seneste tid, og selvom der er noget vej endnu, før jeg for alvor føler at vi er der, hvor jeg kan sænke skuldrene og for alvor være tilpas i det, er vi på rette vej. Blandt andet ved førnævnte accept af at sådan er det bare lige nu, og det er ok, pyt-knappen bliver i den grad brugt, og så forsøger vi at skrue op for det der gør vores familie godt og ned for det andet. Derudover er vi i gang med at rydde op og ud, for på en måde at nulstille, noget jeg kan anbefale, hvis man har det lige som os, for selvom det kan føles som endnu et uoverskueligt projekt, er det effekten af det, der gør godt. Jeg har halveret mit klædeskab, og er slet ikke færdig med at muge ud. Det føles så befriende og voksent på den fede måde, og bekræfter endnu engang for mig, at hende Marie Kondo har fat i noget.
Mit formål med det her indlæg er endnu en reminder til mig selv og til jer om, at vi allesammen er mennesker med skeletter i skabene, vasketøj i krogene, børn i trodsalder og de samme 24 timer i døgnet. Det er en af de ting jeg har lovet mig selv, at være mere åben omkring. De almindelige trivielle sider af livet, som vi allesammen går igennem på et eller andet tidspunkt.

12 replies
  1. Cille says:

    Og det er netop derfor jeg knuselsker din blog – fordi du er ærlig omkring både de dejlige men også udfordrende ting i hverdagslivet🙌 Det kan jeg relatere til mit eget liv – og det kan være en stor hjælp når jeg selv har en udfordrende periode – bare tak❤️

    Svar
  2. Mette Glerup Kristensen says:

    Oh yes, lyder genkendeligt! Det kan næsten føles kvælende..
    Det hjælper altid mig at tænke på, at ugen har 168 timer og sætte det i perspektiv ift eksempelvis 40 timers arbejdsuge – så er der pludselig mange timer til alt det andet. Men voksenlivet med børn er ikke for sarte sjæle, det sætter sine spor.

    Svar
  3. Pia says:

    Tak for dit dejlige indlæg, Cille! Lige præcis de tanker, jeg også tumler meget med for tiden, selvom situationen her står på et 8-16 job, ét barn og et nyt hus, der ikke skal renoveres. Selv det kan jeg drunke i, så hatten af for jer seje mennesker! Jeg øver mig stadig i forandringen fra nul til ét barn, og glemmer let, at børnefamiliernes præmis er en kabale, der aldrig går op. Så tak for den reminder! <3

    Svar
  4. Maiken says:

    Rart at læse! Står selv i familie med fire børn ( sammenbragte med to hver),en hverdag med job,forhold,samvittighed mm der skal gå op i en højere enhed.
    Jeg er selv mester i sorttænkning og tænker altid worse case scenarier og flere års bekymringer ud i fremtiden 😀
    Fedt lige at blive mindet om at “grounde” kaoset ind imellem og prioritere “pyt”.

    Svar
  5. julie says:

    Elsker de her indlæg! Sidder og nikker gennem hele indlægget. Det er så genkendeligt og jeg synes, det virker som om I klarer det SÅ godt 🙂

    Svar
  6. Katrine says:

    Så dejligt et indlæg! Det er derfor, du er min yndlingsblogger og jeg læser med på 9. år 🙂 Jeg synes, det er så dejligt, at du deler det hele. Man kan virkelig nogen gange føle sig som den eneste familie i verden, hvor det hele ikke bare altid går op i en højere enhed. Selvom livet, og i særdeleshed livet med børn, er en følelsesmæssig rollercoaster, så ER det skønt, men også benhårdt. Den der pyt-knap skal bare i brug oftere og så skal det hele sgu nok gå! Kommer til at genlæse det her indlæg, når vi lige om lidt går i gang med en mega renovering af den ene halvdel af vores hus.

    Svar
  7. Anne Dahl says:

    Lortet vælter ofte, og måske oftere end man havde troet, men så længe man rejser sig op igen og okser videre, så går det. For det skal det.
    Men til tider er det mega hårdt. Hos op er “Pyt”-knappen erstattet med et “Fuck det”🙈😂
    Tak for din ærlige blog❤️

    Svar
  8. Sarah says:

    Elsker din ærlighed omkring tingene som de er. Tak for det ❤️
    Jeg bor selv i renovering med 2 små børn – I know the feeling 😆

    Svar
  9. Tina says:

    Tak, fordi du altid deler så ærligt ud. Selvom vi på ingen måder er ligeså pressede som jer, kan jeg genkende alle dine følelser og tak for at blive mindet om pyt-knappen, og at det hele er en fase. Tak for dig og bliv ved med dine ærlige indlæg. Dem er der brug for!

    Svar
  10. K says:

    Kabalen, der aldrig går op. Så rigtigt, og så er kunsten nemlig bare at lære at nyde spillet – så ofte som muligt 😉

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Katrine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *