En introvert festabe

Jeg elsker en god fest! Holder af besøg, spontane vinaftaler, lange nætter og dans på bordene. Og jeg griber de fleste chancer for en fest. Men som introvert er det ikke helt uden konsekvenser, og dagene efter en god fest kan føles tunge og svære. Det tog mig mange år at koble de to ting sammen, og jeg troede længe, at der var noget galt med mig. For hvordan kan man være så glad og på den ene aften og i dagene efter være helt nede i kulkælderen, træt og udmattet på en sådan måde, at helt almindelige samtaler føltes som en kraftpræstation. Der var mange ting der faldt på plads, da jeg blev gjort bekendt med betegnelsen “introvert” for her var en hylde jeg kunne se mig selv på. Ikke på alle parametre, men langt henad vejen. Jeg tror, at mange har et indtryk af, at det at være introvert er det samme som at være genert og indadvendt, måske endda lidt kedelig, hvilket ikke nødvendigvis er rigtigt. Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg nok i virkeligheden er det, der betegnes som ambivert, hvilket er introvert med et skvæt ekstrovert i blodet. Ligemeget hvad, bliver jeg i hver fald meget påvirket af sociale begivenheder både når jeg er i det, men især i dagene efter.
Jeg er ikke specielt indadvendt, og er både imødekommende og social, men jeg er også meget stille. Stilhed skræmmer mig ikke, i hvert fald ikke længere, men i mange år havde jeg altid en indre kamp i alle sociale sammenhænge, hvor jeg trynede mig selv for at finde på noget at sige. Det gør jeg ikke længere. Jeg finder ro i stilhed og synes ofte det er i de situationer man kommer tæt på dem man er i rum med. Forstå mig ret, jeg kan godt holde en samtale i gang og jeg nyder bestemt snak, men jeg behøver ikke at få det sidste ord, og jeg gider heller ikke sige noget bare for at bryde stilheden. Jeg elsker at lytte, og jeg føler mig ofte forbundet til folk i stilheden. Det tror jeg nogle gange bliver læst som, at jeg nok er genert, og i enkelte tilfælde som arrogance – Jeg forsøger derfor at smile en masse og kigge folk i øjnene.

Tilbage til min pointe med det her indlæg; I torsdags holdte Confetti en dejlig fest, fyldt med søde og sjove gæster, både nogle jeg kender godt, nogle jeg har kendt i tæt på ti år, nye perifere bekendtskaber, samt mennesker jeg aldrig havde mødt før. Det var så hyggeligt og så sjovt, og jeg formåede faktisk at være i det 100% og kun meget lidt af tiden lade tankerne og selvbevidstheden tage over. Det var helt genialt.
Dagene efter var seje, og det er de som sagt altid ovenpå festlige aftener. Jeg har meget lidt overskud, er enormt træt (ikke kun på grund af den manglende søvn og de genstande jeg har indtaget) distræt, grådlabil og irritabel, og bliver på alle måder indbegrebet af en introvert. Og det er ok. Jeg kan godt fungere i det. Jeg kan også sagtens præstere, tage til møder, have intelligente samtaler og den slags, men det kræver noget ekstra af mig, helt klart, og så er det oftest der at usikkerheden og selvbevidstheden for alvor kommer frem – Når jeg er i underskud. Og det er aldrig rart. Jeg forsøger derfor at have så lidt i min kalender i dagene efter, og gøre tilværelsen så rolig og behagelig som mulig. Og det virker. Hold kæft, hvor det virker. Det er kun indenfor de seneste par år, at jeg for alvor har lært at mestre det, og jeg har klart lidt vej endnu, for den der festabe på min skulder, har svært ved at sige nej til ting og kan godt komme til at planlægge en hel håndfuld aktiviteter i røven af hinanden, og så betaler introverten eller ambiverten Cecilie altså prisen.

Ligegyldigt hvad du er, så husk lige at der ikke er noget i vejen for at omfavne det og bruge dét til din fordel – Er du den højtråbende ekstrovert, så fyr den af! Er du stille, så vær du bare det. Selvfølgelig sker der ikke noget ved at teste sig selv lidt engang i mellem og måske turde sige noget, selvom man er bange for at det lyder dumt, eller tie stille selvom man er bange for stilheden. Men man skal i hvert fald stoppe med at skamme sig over hvem man er og hvordan man agerer, Det har jeg selv brugt for meget tid på, og det magter jeg simpelthen ikke mere. Slut med det.

25 replies
  1. Helene says:

    Hej Cecilie. Interessant indlæg! Jeg har det ofte omvendt – alstå jeg er hverken særlig ekstrovert eller højtråbende men jeg får tilgengæld utrolig meget energi og et “humørløft” ovenpå en aften i godt selvskab. Så jeg blev nysgerrig på hvad det er, der gør at du påvirkes sådan på dit humør og overskud i dagene efter…hvis du altså selv er klar over hvad grunden er?:-)

    Svar
    • Sneglcille says:

      Nej, det er jo helt kogt ind dét, der kendetegner det at være introvert, altså at man drænes af at være social, og at man som ekstrovert får energi af det. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg kan ikke forklare det bedre, end jeg har gjort i indlægget her. Som sagt er det noget jeg har kæmpet rigtig meget med som ung, men jeg har også med tiden lært, at der ikke behøver være en forklaring og en grund til alting. Dette er en af dem, for mig 🙂

      Svar
    • Karoline says:

      Hej Helene – kan ikke lade være at give et indblik i mine oplevelser med at være social. Jeg har det nok lidt ala Cecilie; jeg bliver drænet for energi i sociale sammenhænge, men jeg er faktisk ret socialt intelligent. Det, jeg oplever som energikrævende, er, at jeg er hyperopmærksom på stemninger, samtaler, situationer, osv. Samtidig med jeg er til stede, tænker jeg over ting som: “Hygger de andre sig?”, “ej det var pinligt, det hun sagde”, “hvad skal jeg foreslå, vi skal lave?”, “please ikke bliv uvenner over det”. Ydermere føler jeg mig selv “blottet”/til skue, fordi jeg jo analyserer i hoved og røv 🤯Så en aften ude er ikke just afslapning for mig 😅

      Svar
      • Kirstine says:

        Din beskrivelse matcher mig 100% Karoline! Det er så befriende at høre andre opleve det samme og sætte ord på det.
        Tak for indlægget og tankerne du deler her Cecilie!

        Svar
        • Karoline says:

          Vi påtager os nok lidt for meget “socialt ansvar”, Kirstine 😅Jeg oplever, at det ikke er så anstrengende i situationer, hvor der ikke “forventes” noget af min tilstedeværelse. Fx til en forelæsning eller i et fitnesscenter, hvor folk for det meste passer deres egen træning

          Svar
      • Helene says:

        Tak for din kommentar – det giver rigtig meget mening! Jeg kan se mange af de ting du skriver i min egen datter som også “tager alt ind” og hurtigt bliver overvældet. Hun er 7 år:) Tak for at gøre mig klogere!

        Svar
      • Mia says:

        Det er spot on sådan jeg også har det, Karoline – ekstremt opmærksom på stemninger. Det kræver bare SÅ meget energi, både at være tilstede og hele tiden tænke over alt hvad der bliver sagt eller gjort. Føler mig helt groggy efter en fest og kan blive helt depressiv i dagene efter, fordi min hjerne har været så meget på overarbejde. Især hvis jeg har drukket alkohol.

        Svar
  2. Christel says:

    Tak for en skøn blog! Har du mon læst “Quiet” af Susan Cain? Tror måske også den er oversat til dansk.. Den hjalp mig virkelig til at se styrkerne ved at være mere over i den introverte del af skalaen. Bare en anbefaling herfra 🙂

    Svar
  3. Musse says:

    Fantastisk billede du illustrerer din tekst med. Smuk og stille. Når jeg er i sociale sammenhænge og har været for stille lidt for længe, begynder tankerne at kredse. “Hvad tænker de nu?…osv. Så kan jeg godt se mig selv udefra, siddende som du gør, og blive skamfuld. Men når jeg ser billedet her, så synes jeg bare det er befriende. Som om at det er okay, og at det har sin plads. Tænk at et billede kan gøre det. Endda et med kraftig flash:)

    Svar
  4. Marianne says:

    Tak for et godt indlæg! Jeg har været social hele weekenden, så i dag er jeg virkelig træt, og har kun haft lyst til at være stille. I samme omgang er jeg lige flyttet til en ny by, hvor jeg ingen kender, og har hele dagen tænkt skræktanker om, at jeg måske aldrig ville få lyst til at tale igen og ingen venner ville få. Din indlæg mindede mig om, at det går over igen, når jeg lige har fået noget ro til at lade op. Tak for det! <3

    Svar
  5. Julie says:

    Du beskriver fuldstændig, hvordan jeg har det, Cecilie. Tak! Heldigvis har jeg det ligesom dig – at jeg har fundet ro i, at det er sådan, jeg er. Jeg er de senere år blevet meget åben omkring det (for det betyder jo, at jeg af og til siger nej til aftaler for ikke at proppe kalenderen), og jeg synes faktisk, det er blevet meget socialt accepteret. Tit oplever jeg faktisk folk sige, at de har det på samme måde – i mere eller mindre grad. Måske er åbenheden og roen fulgt med alderen. Det er uanset hvad skønt at nå dertil, hvor man ikke føler, man skal forsvare, at man har et batteri, der lader bedst op i eget – stille – selskab. Jeg skal af og til stadig forklare min (meget ekstroverte) kæreste, hvorfor jeg hænger sådan sammen, men det er jo det fantastiske ved kærlighed; modsætninger mødes – og rummer hinanden 😉

    Svar
  6. Melissa says:

    Jeg er selv ærkeintrovert, på trods af at mine venner og bekendte sjældent tror på det, når jeg fortæller dem det. Jeg har lært, at mange introverte i større eller mindre grad vænner sig til en ekstrovert omgang i sociale sammenhænge (fordi det langt hen ad vejen er en ekstrovert verden, vi lever i). Selvom jeg selv på alle måder er introvert, fremstår jeg ekstrovert, fordi jeg gennem mine introverte analyser osv. har lært at fremstå sådan. Det var egentlig bare for at sige, at jeg tror det er ganske normalt for introverte at være ekstroverte fra tid til anden, selvom de i sidste ende har det karakteristiske behov for at genoplade efterfølgende 😉

    Svar
  7. Eva says:

    Jeg tænker du er både introvert og empat. Det der dræner dig er at du er så god til at mærke andre og deres energier. ❤️Måske.

    Svar
  8. Sara says:

    Skønt indlæg! Jeg kan virkelig genkende mig i det. Især det med at nyde stilheden mellem mennesker og smile meget, så folk ikke tror jeg er arrogant.

    Svar
  9. Lene says:

    Tak for et fint skriv! Jeg er introvert men folk tror jeg er ekstrovert. Dit indlæg fik mig til at tage et par tests fordi jeg tænkte, at jeg måske også var den der blanding men no mega introvert. Vil du ikke skrive lidt om, hvordan det er at være forældre for dig i introvert perspektiv? Jeg føler mig ofte lidt svingende netop afhængig af arrangementer, og det kan man pige, som er som jeg, lugte på 10000 km afstand, og det synes jeg er lidt hårdt..tak for din altid fantastiske blog

    Svar
  10. Marie says:

    Har det på samme måde. De sidste mange år har jeg ikke drukket alkohol (fordi børn), men min krop kvitterer med dundrende hovedpine og et humør, der slet ikke kan rumme særligt meget, dagen efter en fest. Om man kalder der introvert, ambivert eller “særligt sensitiv” (en label som jeg hader, men som samtidig giver meget god mening for mig), så er det jo bare så vigtigt at man lærer at acceptere sig selv. Så tak for dette indlæg. Og for alle kommentarerne hertil. Det hjælper jo at vide at vi faktisk er mange der har det sådan her ❤️

    Svar
  11. Sofie says:

    Tak for et SÅ FINT skriv! Jeg kan genkende mig selv så godt i det du skriver og hvor er det dejligt at det endelig bliver sagt højt!
    Jeg er præcis som du; en festabe som brillierer i de rigtige sociale sammenhænge, men samtidig er jeg også en person der bruger enormt meget energi når jeg er i sociale sammenhænge, da jeg opfanger alle stemninger mm. Jeg er det man vil kalde Særligt Sensitiv, noget som jeg de seneste par år virkelig har måtte kæmpe med at forlig mig med og forstå. Men det er nu en gang sådan jeg er skuet sammen, og først da jeg stoppede med at spørge mig selv hvorfor jeg var sådan og blive vred og irriteret på mig selv og jeg istedet begyndte at acceptere at sådan var jeg – først der følte jeg mig virkelig fri i de sociale sammenhæng fordi jeg lærer mine grænser at kende og ved hvornår mit hoved ikke kan mere, som ofte kommer til udtryk dagen efter hvor jeg bare har brug for at lade stille op for mig selv.

    Svar
  12. J. says:

    Åh, hvor dejligt at læse om én, der har det på præcis samme måde som mig selv. Jeg er hele min skolegang blevet kaldt “den stille pige” eller genert, og faktisk kalder min nuværende chef mig også for stille – og det gør mig simpelthen så ked af det, fordi det bliver negativt ladet (sådan opfatter jeg det i hvert fald, fordi man så netop virker kedelig og genert). Men ja, jeg er stille – og hvad så? Det er simpelthen bare sådan jeg trives, når der er flere mennesker omkring mig eller mennesker jeg ikke kender så godt (dvs. typisk på en arbejdsplads). Jeg kan også sagtens lide “fest” og sociale ting – jeg skal bare være tryg og ikke have for mange fremmede omkring mig.

    Svar
  13. S says:

    Kære Cecilie
    Nu har jeg gået og gumlet på dine ord nogle dage.
    TAK for at have besvaret et spørgsmål jeg ikke vidste jeg trængte til at stille.
    Jeg har de sidste uger gået rundt med en mærkelig fornemmelse i kroppen, én til én den fornemmelse du beskriver.
    Og med dén erkendelse kan jeg se, at det er en følelse jeg har haft mange gange før uden at vide hvor jeg skulle placere den.
    Så tak for at give min hjerne et sprog til at forstå.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *