1, 12 og 37

I går holdte vi fødselsdag for Michael, der fyldte 37. Vi havde fuldt hus fra om formiddagen indtil over midnat. Familie, børn, gamle venner, nye venner. Jeg bliver altid meget følelsesladet ovenpå sådan en dag, fordi det på mange måder symboliserer både ens fortid, nutid og fremtid, og så er der altid en masse minder og nostalgi forbundet til sådan nogle mærkedage. For eksempel var det på Michaels 25 års fødselsdag for 12 år siden, at jeg mødte min svigerfamilie og alle hans venner for allerførste gang. 12 lange og alligevel hurtige og ikke mindst begivenhedsrige år fyldt med kærlighed, kaos og fortvivlelse. Det har været turbulent, men også roligt og sikkert, og så har vi ramt ikke bare en, men mange forhindringer gennem tiden, og det vil vi nok blive ved med, både individuelt og som par og familie. Det giver anledning til at sætte lidt flere ord på noget vi gik igennem for et års tid siden, hvor vi havde, Michael og jeg, mange af de store snakke omkring vores liv, forhold og situation. Jeg havde et halvt år forinden været igennem noget jeg nu på den anden side vil betegne som en krise, en form for panik nærmest. Jeg var blevet i tvivl omkring alting. Min karriere, min retning, vores liv, mig selv, valget om at flytte ud af byen, alt blev kastet op i luften og jeg gik med det hele selv i månedsvis, selvom lige præcis dét med at gå med det alene, var en klar aftale Michael og jeg imellem, at det måtte vi aldrig gøre, da det i sidste ende var, hvad der endte med at tage livet af os dengang for 10 år siden. Heldigvis fik jeg samlet mod til at lægge det hele på bordet og dele mine tanker, min fortvivlelse og den skam jeg havde bygget op. Her sad jeg med en håndfuld dejlige børn, med en dejlig mand, en vidunderlig omgangskreds, gode venner, et job jeg synes var sjovt, i et hus ved stranden, og alligevel var jeg ikke glad, men skidebange og helt rundt på gulvet. Heldigvis og selvfølgelig tog Michael det pænt og sådan som det var ment, og gik på mandemåden i gang med at finde på løsninger, og for en gangs skyld var det en lettelse fremfor en irritation, at han greb det sådan an, i stedet for at blive vred, skuffet og ked af det, hvilket jeg med garanti selv var blevet, havde det været omvendt. Jeg følte mig helt sat af og afkoblet mit eget liv og det var så modbydeligt. På et tidspunkt overvejede vi om løsningen var at flytte hver for sig. Ikke fordi vi ikke kunne bo sammen, for problemet har aldrig været, at vi ikke kunne sammen som par og familie, problemet var, at jeg simpelthen ikke vidste hvem jeg selv var længere og at jeg identificerede mig selv så meget med København og det liv jeg og vi havde der. Og den sorg over at miste et stykke af mig selv, som det føltes som på det tidspunkt, gjorde at jeg ikke kunne være den mor, den kone og det menneske jeg gerne ville være. Det var simpelthen så forfærdeligt at have det sådan, og jeg forstod for første gang, hvad det var par i kriser og skilsmissetanker måtte gennemgå og hvor skræmmende det var. Jeg havde fået det kørt så meget op i mit hoved, at jeg nogle nætter helt oprigtigt troede, at det ville blive enden på os, hvilket nu på den anden side virker så åndssvagt og overdramatisk, men jeg følte mig malet op i en krog, hvor jeg selv havde ført penslen og eneste udvej var vinduet. Farvel!
På forunderlig vis lettede tågerne. Vi fik i løbet af nogle dage snakket alting igennem og droppede ret hurtigt strøtanken om, at flytte fra hinanden og satte istedet alle sejl ind for at få mig til at blive glad og komfortabel i vores nye virkelighed. Det tog sin tid, men det virkede. Gudskelov! Jeg tør ikke tænke tanken til ende om hvad der var sket, hvis det ikke var lykkedes. At stå i sit eget liv, der egentlig er i balance og harmoni og selv føle sig malplaceret, i brand og uro, er noget af det værste jeg har prøvet rent følelsesmæssigt, og jeg håber aldrig jeg skal prøve det igen. Jeg er så lykkelig over, at glæden over at være flyttet kom af sig selv (og med en stor indsats ikke mindst) sammen med accepten af at man sagtens kan være Københavner selvom man er flyttet, og bekræftelsen i at jeg er sammen med ham jeg skal være sammen med, hvilket bragte en genforelskelse vi havde brug for med sig. Det kunne sagtens være gået anderledes og så alligevel ikke, for det gjorde det ikke og jeg kan med kæmpe ro i maven og sindet sige, at jeg er et godt sted i mit familieliv og mit Hornbæk, og at mit 13. år med den 37 årige bliver et af vores bedste. Det ved jeg, at det gør.

30 replies
  1. Anonym says:

    Nøj, hvor du rammer noget i mig med dette indlæg. Du beskriver nogle af de følelser, jeg selv går og kæmper med lige for tiden. Hvor er du sej, at du er kommet igennem. I er begge to virkelig seje, faktisk! Jeg håber, du på et tidspunkt får lyst til at dele, hvad du gjorde for at blive glad og komfortabel i din nye virkelighed. Jeg kunne godt bruge lidt inspiration. Tak for dig, snegl! <3

    Svar
  2. Katrine says:

    Kære Cecilie.
    Det er et privilegium at få lov at følge med i dine tanker og dit liv. Sikker et stærkt skriv, hvor er jeg glad for at du fandt dig selv og glæden igen.
    Kærlig hilsen Katrine

    Svar
  3. Mette says:

    Det er netop på grund af disse indlæg at (som den eneste) jeg stadig følger med. Har været med siden starten og din ærlighed og sårbarhed har alle dage været mega inspirerende! Så tak for det!

    Svar
  4. Lis says:

    Av, hvor fint <3 Min mand står i netop dét, bare som udlænding i København, og det er så svært at finde ud af. Hvis du kan forklare det, vil jeg meget gerne høre om hvordan I konkret arbejdede på at du skulle få det bedre. Tillykke med at du er ude på den anden side!

    Svar
  5. Anonym says:

    Sikken et dejligt (og tiltrængt) indlæg. Vi er netop selv flyttet fra Vesterbro og jeg har det virkelig svært, har en forfærdelig hjemve og prøver at finde mig til rette i det nye. Nu har jeg givet mig selv lov til at være ked af det og give det den tid det tager. For jeg ved, at det er det helt rigtige for vores familie. Jeg identificerede mig også meget med det sted jeg boede på 10.år og nu skal jeg lære at bo en ny by der ikke nødvendigvis definerer hvem jeg er. Aldrig havde jeg overvejet de følelser i hele flytte processen, men hold op hvor de fylder. Og det skal de have lov til.

    Forleden googlede jeg mig frem til dit indlæg om fordele / ulemper ved at flytte ud af byen fordi jeg havde brug for at sætte ord på nogle af de følelser jeg gennemgik men det her opslag er bare så spot on, så TAK for det. Jeg glæder mig til selv, at nå dertil.

    Svar
  6. A says:

    Dér er jeg også nu – altså desværre ikke på “den anden side”, men der hvor det gør nas. At være flyttet fra Kbh med familien, rive børn ud af den bedste børnehave og til alt det ukendte. Så meget smerte og ensomhed. Av. Men boligpriser og familie tæt(tere) på, gjorde at sådan måtte det være. Dog er der noget fint i at flytte til et sted som familie, hvor ingen kender nogen. Hvordan gjorde du?

    Svar
    • Sneglcille says:

      Jeg vil gerne prøve at sætte lidt flere ord på, på et tidspunkt. Det er svært at være konkret, da det kom lidt af gangen og var en kombi af ting, der ikke nødvendigvis virker for alle. Men første skridt var at sige det højt.

      Svar
  7. Sofie says:

    Fik lige en knude i maven, da jeg læste et par linjer i insta-linket – er glad for, at denne her lille fortælling “endte” godt!
    Du er så fantastisk “un-entitled” i mangel på bedre ord – aldrig forkælet eller ubevidst om alt det, man har at være taknemmelig for (sådan fremstår du i hvert fald her på domænet), men alligevel jævnligt så modig og ærlig om svage øjeblikke, “forkælede” eller destruktive følelser, tvivl. Du gør det simpelthen så godt, det du nu engang gør.
    Håber I havde en god fødselsdag.

    Svar
  8. Jannie says:

    Kære Snegl.
    Præcis sådan havde jeg det for 30 år siden, da jeg flyttede fra Nordsjælland til en af Københavns omegnskommuner. Jeg savnede mit gamle hood, så det gjorde helt ondt. Savnede skov, marker og højt til loftet. Og mit spritnye hus. Men havde ikke andre valg på grund af økonomi. Til gengæld har jeg haft et ganske ok liv herinde. Men vil bestemt ikke afvise, at jeg vil leve min alderdom på landet.

    Svar
  9. Ann-Sophie says:

    Tak for dig og for dine altid ærlige, ydmyge, men skarpe og åbenhjertelige indlæg, der næsten altid rammer noget i mig, på trods af at vi lever vidt forskellige liv. Du er den instagrammer og blogger jeg altid beholder, når jeg jævnligt tager en oprydning på socialmedia, for at slippe for glansbillederne.

    Svar
  10. Kristinna says:

    Du rammer hovedet på sømmet ift. det jeg har været igennem det sidste år og kun er på vej ud af med små bitte skridt. Skridtet fra 10 år på Østerbro til et liv i et meget veletableret Søllerød var større end jeg overhovedet havde forestillet mig og jeg håber, at jeg/vi kommer ligeså fint ud af det som dig/jer. Sikke en fin beskrivelse af alt det, jeg ikke har kunnet sætte ord på. Jeg vil gerne en dag høre mere om, hvad du/I gjorde, hvis det er noget der kan forklares på skrift. Tak, tak, tak for endnu et velskrevet, personligt og relaterbart indlæg.

    Svar
  11. M says:

    Bedre blog findes ikke!! Dit skriv er så dejlig forfriskende ærligt og fint. Er glad for at I sammen fandt en løsning, I er i sandhed et meget stærkt og beundringsværdig par. Håber altid at kunne læse med hos dig. De sidste 6 år har været en ren fornøjelse ❤️

    Svar
  12. Lou says:

    Årh manner, hvor er det bare et fint skriv. Så modigt og så sejt, som du formår at sætte ord på.

    Krisen du beskriver har jeg selv været igennem, og jeg står på sin vis stadig i den.

    Vi flyttede til Aalborg, som er vores begges hjemby, efter 15 år i Kbh. Det virkede som det rigtige at gøre med vores 1 årige dreng, da vi ville komme tættere på familierne (dem der er tilbage) og huspriser der var til at betalt. På de gode dage er jeg glad for vores beslutning. Men jeg savner Kbh og jeg savner vores venner derovre. Hjælpen fra familien er der ikke som jeg havde håbet på og jeg er kørt død i mit arbejde, og har endnu ikke haft held med at finde noget andet.

    Den der lykkefølelse jeg fik af at cykle til og rundt på Vesterbro, hvor vi boede. Hvor jeg fik sommerfugle i maven og tænkte “Hér bor jeg, hér hører jeg til” Den har endnu ikke ramt mig i min nye gamle by, og jeg ved ikke om den nogensinde kommer. Men den følelse, den er altså helt unik.

    Hvor er det godt at du fandt dit fodfæste og blev glad igen. – Havde en dag i Hornbæk her i min ferie, og jeg blev med det samme forelsket. Sikke en dejlig by og lækker strand. Vi sad på Albis kaffebar og min dreng på 4 sagde: “Mor, her gad jeg altså godt vi boede, så kunne vi gå ned på stranden hver dag og spise cookies på caféen” <3 Sikke en hyggelig tanke, så boede Mor her nemlig også tæt på Kbh 😉

    Svar
  13. Signe says:

    Tak for dette skriv! Du er modig, at dele så personlige ting. Det er så befriende at følge med I dit liv på godt og ondt. 💛

    Svar
  14. F says:

    Av det ramte. Står selv i noget lignede. Eller ja, egentlig ikke mig men mine børns far. Opgav alt, kunne intet mærke eller finde glæde ved. Det endte med at koste os forholdet. Han flyttede ud og jeg står nu selv med børnene. Den yngste kun 9 måneder. Dagen inden han fik nøglerne til sit nye sted brød han sammen og bad om hjælp. Han er nu i behandling for en depression. Noget som jeg længe har bedt ham indse. Nu er han i bedring og vil hjem og bo igen. Nu kan han pludselig mærke alle hans følelser igen. Desværre tror jeg bare det er for sent. Alt er splintret i atomer og jeg aner ikke længere hvem jeg selv eller manden egentlig er 💔

    Svar
  15. M says:

    Tak for indlægget! ❤️
    Præcis sådan har jeg det nu, og har haft det tit de sidste par år. Dejligt at du er kommet igennem det. I foråret begyndte jeg for alvor at arbejde med at lære at mærke hvad jeg vil. Jeg håber at jeg også vil nå dertil en dag.

    Svar
  16. Maj says:

    Vi var mange læsere der kommenterede på, at det var tydeligt, du ikke var glad i Hornbæk, især fordi du dengang lavede rigtigt mange indlæg, hvor du skrev, at du savnede København og var i tvivl, hvorvidt det var det rigtige. Jeg ville have ønsket, at du kunne stå ved det dengang og ikke altid endte dine indlæg med ‘men jeg ER glad her’. Når det var tydeligt, at det var du ikke.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det er vist en sandhed med modifikationer, at det var tydeligt og at mange kommenterede på det. Det var netop ikke tydeligt, og jeg VAR glad, det var det der var så skide fortvivlende. Jeg kunne ikke engang selv finde hoved og hale i det, eller dele det med hverken min mand eller mine veninder, så det ville have været et under hvis jeg kunne “stå ved det” overfor mine læsere, særligt når jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg følte. Nogle følelser kan man først sætte ord på og forstår når man er ude på den anden side, sådan er det i hvert fald for mig. Jeg synes ikke det er fair, at skyde mig i skoene, at jeg ikke stod ved noget jeg ikke engang selv kunne finde hoved og hale i. Jeg ville da også ønske at det havde været et anderledes forløb, det var det bare ikke. Nu kan jeg se det med andre briller og vælger at dele det 🙂

      Svar
  17. Line says:

    Du skriver seriøst sådan, at jeg ikke kan lade være med at læse. Dine indlæg er sådan “smelter på tungen”-agtigt. Det er et kompliment, hvis det nu skulle være utydeligt. Jeg synes virkelig at kunne fornemme en anden slags gejst i dine ord. Tak fordi du kæmpede videre. ❤️
    J

    Svar
  18. S says:

    Åh sådan en “flyttekrise” har jeg også været igennem og er egentlig ikke kommet helt ud ad den endnu. Kan rigtig godt genkende meget af indlægget.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Jannie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *