En introvert festabe

Jeg elsker en god fest! Holder af besøg, spontane vinaftaler, lange nætter og dans på bordene. Og jeg griber de fleste chancer for en fest. Men som introvert er det ikke helt uden konsekvenser, og dagene efter en god fest kan føles tunge og svære. Det tog mig mange år at koble de to ting sammen, og jeg troede længe, at der var noget galt med mig. For hvordan kan man være så glad og på den ene aften og i dagene efter være helt nede i kulkælderen, træt og udmattet på en sådan måde, at helt almindelige samtaler føltes som en kraftpræstation. Der var mange ting der faldt på plads, da jeg blev gjort bekendt med betegnelsen “introvert” for her var en hylde jeg kunne se mig selv på. Ikke på alle parametre, men langt henad vejen. Jeg tror, at mange har et indtryk af, at det at være introvert er det samme som at være genert og indadvendt, måske endda lidt kedelig, hvilket ikke nødvendigvis er rigtigt. Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg nok i virkeligheden er det, der betegnes som ambivert, hvilket er introvert med et skvæt ekstrovert i blodet. Ligemeget hvad, bliver jeg i hver fald meget påvirket af sociale begivenheder både når jeg er i det, men især i dagene efter.
Jeg er ikke specielt indadvendt, og er både imødekommende og social, men jeg er også meget stille. Stilhed skræmmer mig ikke, i hvert fald ikke længere, men i mange år havde jeg altid en indre kamp i alle sociale sammenhænge, hvor jeg trynede mig selv for at finde på noget at sige. Det gør jeg ikke længere. Jeg finder ro i stilhed og synes ofte det er i de situationer man kommer tæt på dem man er i rum med. Forstå mig ret, jeg kan godt holde en samtale i gang og jeg nyder bestemt snak, men jeg behøver ikke at få det sidste ord, og jeg gider heller ikke sige noget bare for at bryde stilheden. Jeg elsker at lytte, og jeg føler mig ofte forbundet til folk i stilheden. Det tror jeg nogle gange bliver læst som, at jeg nok er genert, og i enkelte tilfælde som arrogance – Jeg forsøger derfor at smile en masse og kigge folk i øjnene.

Tilbage til min pointe med det her indlæg; I torsdags holdte Confetti en dejlig fest, fyldt med søde og sjove gæster, både nogle jeg kender godt, nogle jeg har kendt i tæt på ti år, nye perifere bekendtskaber, samt mennesker jeg aldrig havde mødt før. Det var så hyggeligt og så sjovt, og jeg formåede faktisk at være i det 100% og kun meget lidt af tiden lade tankerne og selvbevidstheden tage over. Det var helt genialt.
Dagene efter var seje, og det er de som sagt altid ovenpå festlige aftener. Jeg har meget lidt overskud, er enormt træt (ikke kun på grund af den manglende søvn og de genstande jeg har indtaget) distræt, grådlabil og irritabel, og bliver på alle måder indbegrebet af en introvert. Og det er ok. Jeg kan godt fungere i det. Jeg kan også sagtens præstere, tage til møder, have intelligente samtaler og den slags, men det kræver noget ekstra af mig, helt klart, og så er det oftest der at usikkerheden og selvbevidstheden for alvor kommer frem – Når jeg er i underskud. Og det er aldrig rart. Jeg forsøger derfor at have så lidt i min kalender i dagene efter, og gøre tilværelsen så rolig og behagelig som mulig. Og det virker. Hold kæft, hvor det virker. Det er kun indenfor de seneste par år, at jeg for alvor har lært at mestre det, og jeg har klart lidt vej endnu, for den der festabe på min skulder, har svært ved at sige nej til ting og kan godt komme til at planlægge en hel håndfuld aktiviteter i røven af hinanden, og så betaler introverten eller ambiverten Cecilie altså prisen.

Ligegyldigt hvad du er, så husk lige at der ikke er noget i vejen for at omfavne det og bruge dét til din fordel – Er du den højtråbende ekstrovert, så fyr den af! Er du stille, så vær du bare det. Selvfølgelig sker der ikke noget ved at teste sig selv lidt engang i mellem og måske turde sige noget, selvom man er bange for at det lyder dumt, eller tie stille selvom man er bange for stilheden. Men man skal i hvert fald stoppe med at skamme sig over hvem man er og hvordan man agerer, Det har jeg selv brugt for meget tid på, og det magter jeg simpelthen ikke mere. Slut med det.

Mandag uge 34: Foræret tid, melankoli og fødselsdagsfejring

Jeg sidder ved vandet i Helsingør og besvarer mails, drikker kaffe og opdaterer min kalender. Jeg skulle have siddet i et tog, men på vej fra mit første tog til det næste, ringede mit formiddagsmøde og aflyste, og pludselig fik jeg en formiddag foræret. Eller sådan føles det. Så istedet for at tage med toget videre som planlagt, fandt jeg en kop kaffe og har nu slået mig ned på en bænk ved vandet.

Denne uge er proppet med møder, kaffeaftaler og vigtigst af alt en rund fødselsdag for den bedste dreng jeg kender. Otto fylder 10 år på fredag og jeg er som sædvanlig melankolsk udover alle grænser. Ekstra meget i år. Jeg mener, 10 år for pokker!

Han har bestemt at vi skal bage karamelcookies til klassen og så vil han gerne have pizza til aftensmad. Så det er sådan det bliver.

Derudover er det en helt almindelig uge, med et par dage i Hornbæk og tre i København. Jeg skal besøge en veninde i hendes nye lejlighed, have bestilt en frisørtid til Uma og ellers bare nusse rundt i huset, male en væg og slibe noget træværk. The usual 😉

Jeg er nået ind i en rar tilstand igen i forhold til bloggen og Instagram (selvom sidstnævnte endnu engang har vist sig lidt fra sin nederen side) og det føles virkelig rart. Det skyldes flere ting, men i særdeleshed jer. Så tak! Tak fordi I læser med, bakker op og er her gennem tykt og tyndt – også når jeg ikke ryster dybe indlæg og sensationer ud af ærmet.

God mandag

Rolige dage og opladte batterier

Wroooom! Og så var der gået fire dage uden nye blogindlæg. Det skyldes en masse forskellige ting, men i særdeleshed min mangel på energi ovenpå en ellers vidunderlig Confetti fest i torsdags. Jeg bliver SÅ drænet af den slags arrangementer og denne gang mere end nogensinde nærmest, og jeg har virkelig skulle tage tilløb til næsten alt, jeg har foretaget mig de seneste dage. Til gengæld har jeg efterhånden lært at acceptere at det må være sådan, og i stedet få det bedste ud af det. Så det har været noget med noget blødt tøj, gåture med mine børn, et par kapitler af en bog, simremad, surt slik og roligt tempo, og nu er jeg ved at være ladet op igen og er klar til endnu en uge, lige om en nats søvns tid. I dag har hele huset været vendt lidt på hovedet – I hver fald dets beboere – og der var et tidspunkt lige inden aftensmaden, hvor jeg nåede at tænke, at hvis jeg skulle høre nogen kalde “mor moooor mor moooar!” een gang til, så ville jeg flytte hjemmefra. Det skete heldigvis ikke, altså at jeg flyttede hjemmefra, jeg skulle høre ordet “mor” utallige gange inden de to yngste lukkede deres blå øjne i et par timer senere. Men nu sover de, og jeg har et par maskiners vasketøj, der skal lægges sammen, et par deadlines, og allersidste afsnit a Big Little lies som jeg lige skal have kigget på inden jeg kan kravle i seng, og så håber jeg at nå at færdiggøre et blogindlæg om det jeg indledte dette indlæg med, nemlig det der med at være en introvert festabe. Men nu må vi se, hvor langt jeg når. I hvert fald et pip fra mig og så håber jeg bare at jeres søndag aften er pisse hyggelig og god <3

I øvrigt

– Har jeg to sko-muligheder til det outfit jeg regner med at skulle have på i morgen (Confettis fødselsdag), og istedet for at gå med dem jeg egentlig synes er sejest, vælger jeg dem, der er rarest at have på. Det lyder måske logisk og lige til, men jeg har aldrig prioriteret det med bekvemmelighed, sådan skomæssigt, tidligere. Så nu er jeg vel en rigtig voksen.

– Har jeg haft hovedpine i otte timer i dag og har det endnu. Det får jeg cirka en gang hver tredje måned. Hvorfor??!

-Kan jeg ikke huske om jeg allerede har nævnt det, men vores sverigestur denne weekend bliver ikke til noget, og jeg er SÅ ærgerlig over det. Både fordi at jeg virkelig gerne ville afsted og se vores venner, og havde set frem til kærestetid, men også fordi jeg havde set frem til at støvsuge Sverige for Oatly produkter.

-Kan det godt være at jeg er blevet voksen nok til at vælge sko, der ikke maser mine tæer, men jeg er håbløs til at lægge penge til side, og føler mig derfor flænset og i mild panik de par gange om året, hvor alle de stride regninger rammer med fuld fart.

-Handlede sidste ‘i øvrigt’ en hel del om Chips, hvilket fik mig til at tænke på, at jeg faktisk på et tidspunkt holdte mig helt fra Chips i hvad der endte med at være fem år, fordi min hud reagerede helt tosset, hver gang jeg bare overvejede at spise en enkelt.

-Er jeg oprigtigt nervøs for at der ikke kommer til at være flere sommerdage (+25 grader) i år. Jeg har ikke fået nok, føler jeg.

-Er jeg så småt begyndt at holde af Instagram igen, efter en periode med et lidt blandet forhold til mediet.

-Står jeg igen op 5:30 hver morgen og er kæmpe fan af det! Dog er jeg de sidste par dage kommet til at gå alt for sent i seng, og det har indhentet mig, så nu, klokken 21:30, går jeg i seng.

-Har jeg egentlig tusind ting jeg virkelig gerne vil nå i aften, men hovedpine, træthed og udsigten til en sen dag i morgen tvinger mig under dynen om 3, 2, 1… Godnat!

Renovering, fremtidstanker og næste projekt

Vi har renoveret næsten nonstop i halvandet år, og begynder snart at nå et punkt, hvor det ikke hænger os lige så meget ud af halsen som det har gjort, men omvendt også snart gerne må være slut – Hvilket det heldigvis også er indenfor en overskuelig fremtid. Det er virkelig en rutsjebanetur af den helt vilde slags, at træde ind i sådan et forløb og der er nærmest ikke den følelse, jeg ikke har haft. Nu begynder vi som sagt, for første gang nogensinde nærmest, at ane en afslutning og det er så fedt, og så mærkeligt. På den ene side glæder jeg mig til at indrette, færdiggøre og ikke mindst leve i vores hjemmelavede hjem, for for helvede, hvor har det været anstrengende hele tiden at være i en proces og konstant skulle rykke rundt og leve i midlertidige løsninger, MEN på den anden side er der også en slags vemodighed over, at det er slut på et tidspunkt. Forstå mig ret, vi er slet ikke færdige endnu, og vi ser nok på mindst et års renovering endnu, så meget kan nå at ændre sig, men det at man begynder, at kunne se en ende på det, giver et pust ekstra energi og sætter gang i tankerne og snakkene herhjemme omkring, hvad der nu skal ske, om der overhovedet skal ske noget. Vi elsker vores hus og ikke mindst beliggenheden, og vi har som det er lige nu ikke lyst til at bo andre steder (eller jo, måske et par rækker tættere på vandet, men så skal vi vist finde på noget andet at lave, eller vinde en virkelig stor pengepræmie), vi har også nok at se til, så det er ikke fordi vi ligefrem mangler projekter. Men alligevel snakker vi om og tænker meget over, hvad der skal ske om nogle år, når huset er færdigt og når børnene er mere selvkørende. Vi har allerede et par ideer, men har også joket med, at vi om fem års tid enten får en baby eller køber et faldefærdigt hus (med understregning under “joket med”, bare for at slå det fast).

At renovere hus har været og er noget af det hårdeste nogensinde, men også noget af det sjoveste og mest spændende vi har gjort og vi har simpelthen fået smag for det, tror jeg. Men igen, vi er ikke helt i mål endnu, så lad os nu se.

I kan fortsat følge med på instagramprofilen @sneglehytten – Som der er liv i igen efter en længere pause.

Opskrift: Nem, hurtig og mættende pastaret

Jeg lever for hurtige opskrifter, men jeg er også så stort et madøre, at jeg gerne vil have noget der smager virkelig godt, og så skal det også gerne være sundt, både på grund af børnene, men også mig selv. Det er ikke altid en helt nem kombi, men jeg har efterhånden udviklet mig til at være lidt af en ekspert på det område. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at lave mad og er også god til det, men jeg har sjældent tid til at bruge mere end max en halv time i køkkenet.

Jeg synes alligevel, det kan være svært at finde på noget at lave, og jeg benytter mig derfor både af måltidskasser og siden for nyligt af madplaner, hvilket gør vores liv væsentlig nemmere meget af tiden. Særligt fordi der tit er mindst én rugbrødsdag.

Jeg elsker selv at få inspiration hos andre, da det der kan virke let og ligetil (læs: kedeligt) i ens eget hjem, måske kan være nyt og behjælpeligt hos andre. Så derfor deler jeg ind imellem mine opskrifter med jer, og så er jeg faktisk gået i gang med at samle dem alle plus lidt flere i noget, der måske bliver en e-bog på et tidspunkt.
Opskriften jeg vil dele med jer i dag, er en af mine sikre hverdags go to opskrifter. Vi har næsten altid ingredienserne liggende og den kan varieres ud i det uendelige ligesom de fleste andre af mine opskrifter (man kan bruge alle grøntsager, også fra frost hvis det er det eneste man har. Dette er bare den version jeg plejer at lave, da det er de grøntsager vi for det meste har i grøntsagsskuffen). Den er hurtig, den smager og mætter godt, og så er der masser af grønt i den.

Du skal bruge (Til ca 4-5 personer)

500 gram Pasta
1 løg
2 fed hvidløg
1/2 brocollihoved (eller en lille bakke broccolini) skåret i lange stykker (kan også hakkes fint, hvis man har grøntsagsforskrækkede børn eller voksne med til bords)
2 gulerødder skåret i små tern
Et par finthakkede soltørrede tomater (kan udelades. Jeg har altid et par glas i skuffen, da de giver en dejlig umamismag til vegetarisk mad)
Et par håndfulde hakket frisk spinat (eller et par knolde let-optøet hakket spinat fra fryseren)
En stor håndfuld haricot vertes (kan udelades,men mine børn og jeg elsker dem, så de kommer næsten i alt herhjemme)
En dusk hakket frisk timian eller halvanden tsk tørret
2 tsk paprika (jeg foretrækker sød)
En grøntsagsbouillonterning opløst i 1 dl kogende vand (jeg plejer at bruge pastavandet)
Fløde efter smag og konsistens – Det kan være alt fra en halv dl til en kvart liter, der skal i, det varierer alt efter hvilke grøntsager man har brugt. Retten skal være cremet, ikke flydende (jeg bruger plantebaseret fløde, oftest på soya eller havre, eller en hjemmelavet cashewfløde ala denne – men brug det du foretrækker)

Sæt pastavandet til at koge i en stor gryde, mens du vasker og skærer grøntsager.
Varm en stor pande med olie til middel varme
Tilsæt løg og hvidløg og lad dem stege et minuts tid
Tilsæt soltørrede tomater og paprika (evt lidt chili) og bland med løgene et par sekunder, evt mens du sætter din pasta over (jeg bruger for det meste penne, men alt går)
Gulerødder tilsættes og der skrues lidt ned for varmen. Lad gulerødderne få et par minutter inden du tilsætter broccoli og steger videre et par minutter
Tilsæt nu de grønne bønner (de kan sagtens komme i direkte fra fryseren, men det går hurtigere, hvis de er let optøet)
Tilsæt spinat
Tilsæt bouillonvandet
Bland det hele godt sammen
Tilsæt fløden og lidt salt og peber
Hæld vandet fra din pasta som du har kogt al dente
Hæld den kogte pasta ned til dine grøntsager og lad det simre med et lille minut.

et voila

Man kan evt drysse med lidt hakkede cashewnødder eller ristede pinjekerner og godt med friskkværnet peber

Mandag uge 33: Fuld kalender, podcast og en tom weekend

Det er mandag formiddag og jeg sidder i toget på vej til København, hvor jeg skal optage podcast og holde møder hele dagen. Voksen ABC vender nemlig tilbage for alvor efter et hektisk år med mange lange pauser. Vi skal både optage i dag og på torsdag. Jeg glæder mig og er en smule nervøs. Heldigvis er vores gæst i dag en jeg er yderst tryg ved, så det er en smaddergod start.

I morgen skal jeg arbejde hjemmefra, så det bliver primært noget med at skrive blogindlæg, bogføre og besvare mails, og så skal jeg have ryddet op i mit skab, det i de seneste måneder har ageret holdeplads for crap vi ikke ved, hvor skal være. På fredag kommer der nemlig et dameblad forbi og kigger på lige netop mit skab, eller indholdet af det, så jeg tænker det er fornuftigt at fjerne luftmadrasser, flexitracks, gavepapir og kogebøger derfra. Jeg skal også have klemt et festudvalgsmøde ind, da jeg står for sommerfesten for Hornbækdamerne senere på måneden, og så er jeg alene med børnene, så det hele skal helst ordnes imens de er afsted, hvilket nok ikke er helt realistisk, så det må blive noget med at skubbe det der kan skubbes til om aftenen. Onsdag er hele Confetti tilbage på pinden, så der er fællesmøde på vores kontor og planlægning af vores fødselsdag, som vi holder om torsdagen. Jeg har fået opbygget mig en kæmpe tøjkrise til selvsamme fødselsdagsfejring, og føler at alt mit tøj sidder mærkeligt på mig, så førnævnte oprydning i skabet håber jeg også betyder, at jeg finder en løsning på det.

Torsdag skal der som sagt optages endnu mere Voksen ABC, inden jeg slutter mig til resten af Confetti holdet og gør klar til vores 2 års fejringsmiddag. Der er lagt i kakkelovnen til en virkelig god fest efterfølgende, men da jeg skal tidligt op dagen efter, bliver det en tør og tidlig aften for mit vedkommende, desværre.

Fredag får jeg som sagt besøg af et dameblad, og så var meningen at vi skulle køre til Stockholm om eftermiddagen, men vi har ikke kunne finde pasning, så vi er blevet nødsaget til at aflyse og har derfor en helt ledig weekend, hvilket også kan noget. Selvom jeg ærlig talt er pisse ærgerlig over, at det ikke bliver til noget.

Det er planen for ugen, som jeg allerede nu forudser, kommer til at flyve afsted.

Jeg håber, I har en dejlig mandag.

<3

I anbefaler: Online genbrugsbutikker

Da jeg var yngre shoppede jeg en hel del genbrugstøj, og selvom det stadigvæk er noget jeg gør mig i – særligt når jeg rejser – gad jeg godt at gøre det endnu mere. Forstået på den måde, at jeg godt kunne tænke mig at købe mere genbrug fremfor nye ting. Forskellen på før i tiden og nu er, at jeg ikke på samme måde har tiden og tålmodigheden til at gennemtrawle genbrugsbutikker på min vej, selvom det klart er der man finder de gode skatte, så jeg er begyndt at få øjnene op for de mange online genbrugsbutikker der findes. Jeg var engang en haj til at finde virkelig gode og billige sager på Ebay (UK), men det er jeg ikke rigtig længere, så jeg foretrækker at besøge vintageshops på nettet. Jeg håber at jeg en dag finder tiden og tålmodigheden til den fysiske shopping igen, men lige nu fungerer det her for mig. Jeg har addet mine egne anbefalinger til listen, blandet med dem jeg fik på Instagram:

Mudanashi

Veras vintage

Jerome vintage

– @winwintage (instagram)

– @velvetsnowsale (instagram)

Vestiaire

Beyond retro

Morfars moustache

OSV Secondhand

Collect23

Tú a Tú

Times up Vintage (dyre, men meget unikke ting)

– I blame Lulu som er en af mine foretrukne fysiske second hand butikker har længe luftet at en webshop er på vej, men det er endnu ikke sket. Til gengæld kan man på deres instagram profl følge med i, hvad der er til salg i butikkerne i København @iblamelulu

Derudover er der selvfølgelig portaler som Trendsales, Zadaa og Tradono. Dem er jeg aldrig selv helt faldet for, men jeg afviser ikke, at det kunne være noget jeg gav et skud igen på et tidspunkt.

Som altid er du velkommen til at byde ind i kommentarfeltet.

<3

 

Skoleklar skolestart

Reklame: Da dette er en del af mit årssamarbejde med UNICEF <3

På mandag går det for alvor løs igen. Det er første skoledag for rigtig mange børn, inklusiv halvdelen af mine. Otto skal i fjerde og Leopold i tredje. Vi har i den seneste uge gjort klar. Fundet fornuftige sengetider frem igen. Udfyldt sommerferiehæftet fra skolen. Fået rystet og klargjort skoletasken. Købt nye drikkedunke og madkasser. Genanvendeligt bogbind. Nye blyanter, der er spidset og klar, og i weekenden køber vi ind til madpakkerne. Som en ny tradition gør vi også noget andet herhjemme. Vi køber kladdehæfter og blyanter til børn rundt omkring i verden via UNICEFs verdensgaver. I år har drengene selv været i deres sparegris og hente lidt til at spæde i puljen, så vi har i år købt til 100 børn lige HER.

Jeg har nævnt verdensgaverne før, og det bliver ikke sidste gang. Det er en så forholdsvis nem og hurtig ting at gøre, med priser hvor alle kan være med, og næsten bedst af alt giver det anledning til nogle virkelig gode snakke med sin familie og særligt sine børn. Jeg kan i hvert fald mærke, at det for os, som har købt verdensgaver af flere omgange igennem de sidste mange år efterhånden, har kastet nogle gode og vigtige snakke af sig, samt en forståelse for, hvordan verden desværre også ser ud, og om hvordan noget, der heldigvis for rigtig mange danske børn er en selvfølge, såsom vaccinationer, tøj på kroppen, mad i maven og skolegang, for mange andre ikke er det.
Se alle UNICEFS verdensgaver HER.

Jeg vil I samme omgang minde jer om, at I fortsat kan melde jer som Snegleredder, hvor I med 50,- om måneden via Mobile Pay støtter UNICEFS arbejde med børn verden over. Det er en sag og et samarbejde, jeg værner meget om og som jeg er vanvittig stolt over. Jeres støtte betyder alverden. Så tak! I tilmelder jer ved at sms’e SNEGL til 1900 og så skal I følge det link, I får tilsendt. I betaler derefter 50,- med det samme og automatisk hver måned på samme dato.

Tak, og rigtig god skolestart til børnene i jeres liv og verden over.

 

Livskabalen der aldrig går op og accepten af det

Hvordan får man det hele til at gå op? Jeg ved det ikke, for sandheden er, at det gør det aldrig helt. Jeg når aldrig alt det jeg gerne vil, ikke det hele i hvert fald, langt fra. For selvom jeg som oftest når mange af de ting jeg skal nå, er det alligevel som om, at min to do liste aldrig bliver kortere. Jeg prioriterer i et væk, og det er som oftest til mine børns fordel. Jeg forsøger at have tålmodighed og overskud til mine børn altid, også når jeg slet ikke har hverken eller. Jeg faker det, kan man vel sige, eller fremtvinger det, er nok den rette formulering. Dermed ikke sagt, at det ikke en gang imellem går helt skævt og jeg ender med at hvæse og råbe gennem tænderne. Selvfølgelig gør jeg det. Men for det meste holder jeg hovedet koldt, til trods for koldsved, trætte børn og egen træthed. Jeg er meget opmærksom på, at alt er en fase, både i forhold til de komplikationer vi render ind i med børnene hver især, men også i det hele taget. At vi kun har små børn i en relativt kort periode, når man kigger på det i det store billede. Den tanke kan få mig igennem en hel del. Pyt at det tager lang tid at putte dem om aftenen, at de sover i vores seng, at tiden er knap, at huset roder og at vi ikke altid får nået det hele. Pyt pyt pyt. Dog indrømmer jeg gerne, at særligt de sidste måneder har sat os på prøve. Vi sidder lidt hårdt i det med renovering, to selvstændige voksne, fire børn og en hund. Der er kaos og knald på, og for det meste føler vi, at vi kun lige akkurat har hovedet ovenvande, og når vi ikke har, føles det altoverskyggende. Og sådan har det været. Ingen af os voksne har følt, at vi har haft nok timer i døgnet til alt det vi gerne vil og helst skal. Det har været svært at bevare kreativiteten, som for begge vores jobs er ret nødvendig, og det er virkelig noget, der kan give sved på panden. Den dårlige samvittighed overfor børnene i forhold til at man ikke altid kan være der lige meget for dem alle, da de har forskellige behov, kan også mærkes, og oveni det kommer renoveringen, der gerne snart skal overstås af økonomiske årsager, og et ægteskab som vi også gerne vil pleje, så vi ikke ender med kun at være kammerater, eller samarbejdspartnere. Vi har selv sat os i det hele, og det skal ikke forstås som brok eller en søgen efter ynk, det er blot en anerkendelse af at det eddermame kræver sit, at holde skruen i vandet, når man er en familie. Jeg er sikker på, at mange kan genkende følelserne, uanset om man har et enkelt barn eller fem, et 8-16 job eller et deltidsjob, om man bor i et renoveringsprojekt eller et nybyggeri. Voksenlivet kan til tider teste en af og føles nærmest uoverskueligt. Noget som jeg ofte har ladet mig gå unødigt meget på og givet lov til fuldstændigt at opsluge mig. Jeg har, som jeg også har ytret en hel del gange, fordi jeg simpelthen ikke gider lade som andet, været lige på vippen et par gange den seneste tid, og selvom der er noget vej endnu, før jeg for alvor føler at vi er der, hvor jeg kan sænke skuldrene og for alvor være tilpas i det, er vi på rette vej. Blandt andet ved førnævnte accept af at sådan er det bare lige nu, og det er ok, pyt-knappen bliver i den grad brugt, og så forsøger vi at skrue op for det der gør vores familie godt og ned for det andet. Derudover er vi i gang med at rydde op og ud, for på en måde at nulstille, noget jeg kan anbefale, hvis man har det lige som os, for selvom det kan føles som endnu et uoverskueligt projekt, er det effekten af det, der gør godt. Jeg har halveret mit klædeskab, og er slet ikke færdig med at muge ud. Det føles så befriende og voksent på den fede måde, og bekræfter endnu engang for mig, at hende Marie Kondo har fat i noget.
Mit formål med det her indlæg er endnu en reminder til mig selv og til jer om, at vi allesammen er mennesker med skeletter i skabene, vasketøj i krogene, børn i trodsalder og de samme 24 timer i døgnet. Det er en af de ting jeg har lovet mig selv, at være mere åben omkring. De almindelige trivielle sider af livet, som vi allesammen går igennem på et eller andet tidspunkt.