Kontrastfulde følelser: Kan man have det sjovt, når man er ked af det?

Jeg vågnede med en blanding af kvalme og sommerfugle i maven i morges. Kvalmen kom af bekymring og sorg, sommerfuglene skyldes at jeg er spændt og glæder mig. Noget af en kontrast.

Et familiemedlem er alvorligt syg og derfor indlagt, og jeg har meget svært ved at forstå det, for det er et af de mennesker jeg helt naivt, har tænkt altid skulle være her og i hvert fald aldrig ville blive syg. Slet ikke på den måde som hun er det nu.

Et menneske, som jeg slet ikke har investeret nok tid i i mine voksne år, men som jeg håber ved, hvor vigtig har været for og i min barndom.

Det får øjnene til at svide og maven til at slå knuder, at tænke på, at hun ligger i en hospitalsseng og har det dårligt.

Men i dag er også dagen for Hornbækdamernes sommerfest, som jeg har tilbudt at lægge hus til… Jeg glæder mig. Og jeg skal nå tusind ting inden, og jeg kan slet ikke tage mig sammen. Har siddet viklet ind i et håndklæde og stirret ud i luften, lige siden jeg trådte ud af badet for nu 20 minutter siden.

Kan man overhovedet glæde sig til noget, og være til fest, når en der har betydet uendeligt meget for en, ligger på en hospitalsstue. Må man det?

Jeg ved godt, hvad jeg ville svare, hvis en anden stillede mig samme spørgsmål. For selvfølgelig kan man det. Måske er det endda godt, for rastløsheden og bekymringen, at smide det bagerst i hovedet i nogle timer.

Jeg vil give det et skud i hvert fald. Græde ud, tage tøj på og komme i gang med forberedelserne.

Nyt fra Podcastland

Endelig, mand! Jeg har glædet mig så meget til at kunne dele lidt mere omkring podcasten som har stået stille for længe. Voksen ABC har halvanden sæson bag sig og midt i sæson to gik vi i stå. Der skete en masse i vores liv hver især og selvom lysten var der, var tiden og overskuddet der ikke. Men for et par måneder siden fik vi hanket op i os selv og hinanden, og har siden givet den en over nakken. Dog er intet blevet udgivet endnu, for bedst som vi var klar til at udgive næste afsnit, ringede de fra Podimo og spurgte om vi ville være med når de lancerer i september. Og DET vil vi gerne!

I dag er det blevet offentliggjort og jeg kan derfor fortælle jer om det også.

Hvad er Podimo? Det er en ny app, som lanceres meget snart, der samler alle podcasts – men også eksklusivt udgiver en lang række podcast, der kun udkommer på Podimo, for eksempel Voksen ABC. Podimo er flere steder blevet beskrevet som Netflix for podcasts – En streamingtjeneste, hvor man har et abonnement og via det kan lytte til podcasts.

Vi fortæller meget mere om Podimo og beslutningen om at hoppe ombord i det afsnit af Voksen ABC, der ligger på spotify og i din podcastapp nu. Det bliver i øvrigt det sidste afsnit i dét feed du normalt lytter til Voksen ABC i. Fra næste afsnit ligger vi hos Podimo, som du kan signe dig op til lige her (de første tre måneder betaler du ikke for)

Det er længe siden, jeg har været så spændt og glad over noget, og jeg har en virkelig god mavefornemmelse omkring det hele.

Foruden Voksen ABC kommer der til at ligge en masse mega fede podcasts, som kun er tilgængelige hos Podimo – For eksempel laver Dårligdommerne et come back, hvilket jeg personligt er ret begejstret for.

Se evt mere på Podimos Instagram og facebook <3

I øvrigt

  • Bliver I nødt til at prøve at smage nye kartofler vendt i hollandaise og urter. Det var en ret som vi fik serveret til min fødselsdag og jeg har kopieret den et utal af gange siden.
  • Har jeg købt en cykelhjelm og solgt min Høvding krave. Jeg synes det er dødsmart, men jeg var simpelthen så bange for at den ville blive udløst, så det tog al cykelglæde fra mig.
  • Har jeg apropos cykelhjelm, nærmest glemt hvordan man cykler på en almindelig tohjulet cykel efter vi er flyttet og jeg primært kører på ladcykel.
  • Er jeg egentlig ikke specielt klodset og har en ok koordinering, alligevel er jeg ekspert i underlige skader, og har i dag for eksempel ramt mig selv i panden med stikket fra et glattejern.
  • Har både Michael og jeg været i København hele dagen i dag og det blev selvfølgelig en af de dage, hvor et barn var sygt og et andet blev ringet hjem efter et gyngestyrt. Alle er heldigvis helt ok, og jeg fik endnu engang bekræftet hvor helt igennem genialt det er, at mine forældre er flyttet herop (tak mor!)
  • Er min computer begyndt at tabe sine taster, så jeg beklager, hvis der ryger et bogstav her og der i mine skriv for tiden.
  • Savner jeg sushi, og da jeg endnu ikke har fundet et sted med god vegetarisk sushi tæt på Hornbæk, overhælder jeg det meste af min mad med soya, wasabi, syltet ingefær og goma for at holde de værste cravings væk.
  • Kan jeg ikke sove, fordi der er et insekt i mit soveværelse. Jeg kan høre det, men ikke se det.
  • Elsker jeg, at det er strandvejr igen!
  • Har jeg svært ved at gå forbi pastelfarvede facader uden at tage billeder af dem.
  • Spiller jeg hver aften musik for pigerne, når vi har læst historie. I dag kunne jeg ikke få min Spotify til at afspille, indtil det gik op for mig, at den var koblet på kontorets højtalersystem. Så hvis nogen har været på overarbejde derinde til aften, har de fået glæde af Mariehønen evigglad og Kim Larsen.
  • Ringer mit vækkeur om seks timer, så nu må det insekt godt snart tage en slapper.

Hungry for change: Nye spisevaner, hvordan og hvorfor.

REKLAME FOR SIMPLE FEAST

For et par år siden skrev jeg et indlæg om, at vi længe havde levet som hvad jeg betegnede som hverdagsvegetarer, hvor vi kun spiste kød enkelte weekenddage og når vi spiste ude. Dette har ændret sig en del siden, og kødet blev i løbet af ret kort tid helt udfaset fra vores middagsbord, og var kun noget vi satte tænderne i, hvis det blev serveret for os. Senere blev den model også sløjfet i takt med at det er blevet nemmere og nemmere at spise plantebaseret langt de fleste steder. Fisk fortsatte vi med at spise en del år efter at vi havde givet afkald på gris og ko, og jeg spiste ind imellem kylling, men det blev også mindre og mindre. På nuværende tidspunkt er det mange år siden at jeg har rørt kød – også fisk. Også Michael er blevet langt mere plantebaseret i sine vaner, og jeg tror faktisk heller ikke, at han kan huske, hvornår han sidst har fået kød. Der har ikke som sådan været en dybere mening med det, andet end at det ikke smager os længere, og at det efterhånden er blevet unaturligt for os at indtage animalske produkter.


Planteburgeren fra Simple Feast er også en favorit (… Spot en sulten hund)

Uanset hvad man spiser, synes jeg at vi skylder os selv, dyrene, planeten og hinanden at se nærmere på vores vaner, og gøre noget der hvor vi kan. For os har den forskel været at fjerne så mange animalske produkter fra vores hverdag som muligt, og det har ærlig talt ikke været svært. Tværtimod, har det medbragt en masse fordele, vi spiser for eksempel grønnere og langt mere varieret end nogensinde, og så føles det rart i krop og sind.

Dermed ikke sagt at det er helt uden udfordringer. Særligt i form af fordømmelse og undrende (og nogle gange decideret dumme) kommentarer fra omverdenen. Vi skal ofte forklare en masse og have argumenterne i orden. Argumenter der ofte bliver mødt af Whataboutism af den helt store slags, og nogle gange nedgørelse. Det er en skam. Særligt fordi at jeg aldrig kunne finde på, at kommentere på andres valg. Jeg kan tænke mit, og det gør jeg også (!) og jeg synes ofte at det bliver enormt barnligt, når voksne mænd har behov for at vifte bacon foran mig, eller kommenterer på at jeg spiser dyrenes mad, og jeg får lyst til at blive trodsig og give igen, men har lært at det er bedre at holde mig på egen banehalvdel og fortælle om mit valg, til dem der er interesserede i at lytte til det, og så ellers bare spise min kaninføde i fred og ro.

Det er som sagt blevet nemmere og nemmere at spise plantebaseret, både fordi det er mere og mere normalt og udbredt, og man derfor både i supermarkeder og på de fleste restauranter og cafeer kan finde et ret stort udvalg helt uden kød og animalske ingredienser.

Og så er der SImple Feast som jeg flere gange har nævnt, og fortsat er enormt glad for. Vi har i over et år med jævne mellemrum bestilt måltidskasser hos Simple feast og er netop begyndt på det igen. Ikke hver uge, men en eller to om måneden, særligt i de perioder, hvor vi ved at vi kommer til at være ekstra pressede herhjemme tidsmæssigt.

Hvis I endnu ikke har prøvet Simple Feast kan jeg anbefale Family feast kassen som er den vi bestiller. I kan se de forskellige udvalg lige HER

Om man spiser animalsk eller ej, er det både smagfuldt og ikke mindst en nem måde at skrue ned for sit indtag af animalske produkter, hvis man ønsker at prøve. Kæmpe anbefaling herfra i hvert fald.

Mandag uge 35: Sommer! Møder, podcast, guldknap og fest i annekset

Mandag morgen har jeg tilbragt med mine piger og en højtaler i ladcyklen. Vi hørte musik og kørte en lang omvej til institutionen. Da de var afleveret hentede jeg Hera (vores hund) og gik en tur inden vi landede i mine forældres have, hvor jeg har lavet mig et kontor halvt i skygge, halvt i solen (så jeg kan få lidt farve på benene). I dag skal jeg have styr på en masse administrativt (læs: kedelige sager) samt planlægge resten af ugen og måske forberede et par blogindlæg.

I morgen skal jeg mødes med et kæmpe girlcrush, nemlig Luise der sammen med sin mand står bag Green Kitchen stories. Derefter har jeg to møder og så skal jeg til Guldknap showet sammen med min mand.

Onsdag står den igen på podcasting med Rachel og nok også torsdag. Fredag arbejder jeg hjemme, og lørdag fylder jeg annekset med 25 Hornbæk damer og en masse vin, da vi skal holde sommerfest.

Jeg håber også at finde tid til at male vores udestue, som min svigerfar har slebet fri af gammel maling. Den skal være grøn for at understrege Villa villekulla viben.

Og så skal vi selvfølgelig på stranden hver dag og klemme det sidste ud af sommeren, der gudskelov er vendt tilbage.

Med andre ord; En skidehamrende rar uge.

God mandag <3

Weekend med fuldt hus og sommer

Først og fremmest; For fanden, hvor er jeg glad for at sommeren er tilbage! Det er helt vildt, hvad det gør for mit sind og humør!

Det er søndag aften og jeg er alene hjemme med børnene. Pigerne er netop blevet puttet, og jeg har fundet et køligt hjørne på vores trappe. Otto er gået i bad, og når han kommer ud, skal han også i seng. Jeg skal egentlig både sortere vasketøj, smøre madpakker og gøre huset præsentabelt igen efter er heftig fuldtbooket weekend, men lige nu har jeg brug for bare lige og sidde. Det er noget jeg er begyndt at prioritere højt – Det med at tage et øjeblik til bare at være. Jeg gør det særligt, når jeg har allermest travlt og har allermindst tid. Man skulle tro, at det stressede mere end det gjorde gavn. Det er bare ikke tilfældet, tværtimod får det mig til at trække vejret, får mine skuldre ned på rette sted og giver et bedre overblik. Nogle gange er det rigeligt med 30 sekunder og et par dybe vejrtrækninger, andre gange 10 minutter og en kop kaffe. Prøv det, prøv det.

Weekenden har været proppet med gæster. Fredag havde Otto som bekendt fødselsdag, og havde inviteret sine bedsteforældre, sin moster, faster og fætter på pizza, fredagsslik og sodavand. Fætteren på 12 blev hængende resten af weekenden, så vi har haft intet mindre end fem børn i huset denne weekend, plus besøg af nabodrengen i går aftes. I dag kom nogle gamle gode venner fra Vesterbro forbi med deres to børn. Vi har været i haven og på stranden og har på alle måder fundet sommerferiestemningen frem igen, godt hjulpet på vej af vejret. Vores venner kørte hjem for få timer siden, og også Leopold (min bonussøn) og børnenes fætter er taget mod Vesterbro her til aften. Michael hjælper nogle Hornbæk-venner med at flytte, og jeg skal som sagt igennem et par hverdagsforberedende ærinder, inden jeg kan smække benene op og få set Gift ved første blik. Men først et par minutter mere her på trappen.

God søndag

<3

10 år som mor

I dag for ti år siden var jeg lige nu ved at krabbe mig ud i en bil. Jeg havde veer og skulle til Frederiksberg og føde mit første barn (læs min fødselsberetning her)

Han blev født små syv timer senere.

Nu er han 10 år og det har været de bedste ti år i mit liv. Uden sammenligning.

Det er ikke kun ham, der er vokset, det samme er jeg. Ikke så meget i størrelsen, men mentalt og følelsesmæssigt. Jeg er klogere, roligere og mere sikker end for ti år siden, og det skylder jeg i høj grad min rolle som mor. Ottos mor.

I dag er jeg sentimental af helvedes til. Det bliver jeg, når mine børn har fødselsdag. Eller det er jeg sådan set alle dage – Følsom, sentimental og i mine følelsers vold – Men der bliver skruet op for det på de tre mærkedage, hvor mine børn bliver ældre. Således startede min morgen også med blanke øjne og mange tanker og det fortsatte ind i formiddagen og blev til en solid tudetur. Nu har jeg fået nogenlunde styr på det og er klar til at gribe dagen. Jeg har lidt arbejde, der skal afvikles inden weekenden, og så skal jeg forberede Ottos fejring i aften og i morgen.

Jeg håber, I har en dejlig fredag. Vejret kan I takke min førstefødte for.

Stærke, søde, empatiske, kloge Otto. 10 år.

 

 

God travlhed, genfunden glæde og en seriøs fremtidsangst

Jeg skal lige love få at ferieladheden og de rolige hverdage er overstået. Der er gang i den på alle måder og dagene flyver afsted. Jeg har rigtig meget energi de her dage, og smiler over hele hovedet. Indrømmet, bloggen bliver forsømt en anelse til fordel for brainstorms, podcastoptagelser, møder, andre skriverier og planlægning af resten af året. Men jeg skal nok komme efter det. Sommerens feriepause fik mig for alvor til at forstå, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Både for mig og jer. Og jeg bliver nødt til at skrue ned for mine egne forventninger, samt forestillingen om jeres. Jeg kan ikke det hele, og det skal jeg heller ikke. Den tankegang har virkelig fået inspirationen og lysten til at skrive, skabe, drømme og turde ting, til at blomstre. Jeg har dermed taget nogle chancer, rykket på gamle ideer, skruet op for noget og ned for andet – Og det føles … Godt, trygt og alligevel en anelse skræmmende.

Rachel og jeg har langt om længe fået godt gang i Voksen ABC igen og jeg er ved at være klar til at opstarte en idé jeg har haft virkelig længe og har samtidigt fået ro i maven omkring en masse, der tidligere har gjort mig urolig og har hæmmet mig. Jeg nyder det så længe det varer, og det gør at jeg går rundt og føler mig næsten nyforelsket det meste af tiden og det er skidefedt for alvor at have fundet arbejdsglæde og kreativiteten tilbage igen.

Jeg tror, tænker og håber at resten af 2019 bliver helt vildt lækker.

Men. Det er en lidt ambivalent følelse. For der er noget andet også.  Nemlig en anden følelse, der sidder på ryggen af mig og tynger. Én der bekymrer mig, og som får mig til at tænke en masse, mærke en masse og genoverveje en hel masse mere. Én der gør mig bange, fortvivlet og ked af det.

Det handler selvfølgelig om vores planet. Om vores fremtid. Om klimaet, naturen, det hele. Helt generelt, og så selvfølgelig det uhyggelige i at Amazonas lige nu står i flammer, og at mediedækningen af det har været næsten usynlig. Jeg er rimelig opdateret på nyheder normalt og følger en del med, og alligevel fik jeg først nys om det i går. Regnskoven, der i forvejen var i fare for al for hurtig og på mange måder unødvendig udryddelse. “Jordens lunger” har jeg set flere omtale Amazonas som, hvilket er en virkelig fin, malende og i dette tilfælde forfærdeligt billede. Selvom jeg kan forstå, at det ikke som sådan er hverken unormalt eller udover det sædvanlige at der opstår brand i regnskoven og at der har været det en del gange bare i år – Det anede jeg ikke- ændre det ikke på, at jeg ved det nu og at det er skide uhyggeligt og at det får mig, og forhåbentlig rigtig mange flere til at tænke på og tale endnu mere om, hvad fanden man kan gøre, for at passe på det vi har. På planeten, klimaet og hinanden.

Og nej nej, jeg VED godt at jeg selv er skyldig i rigtig meget CO2 udledning, og at jeg på mange måder også er en skurk på den konto. Det er vi mange, der er. De fleste af os faktisk. Og man tør jo nærmest ikke længere tale højt, om de ting man gør, af frygt for at få udpeget, alt det man ikke gør. Sådan har jeg det i hvert fald.

Men det synes jeg alligevel vi skal gøre. I dag. Lige nu.

Jeg så nemlig, at Caroline Thorsfelt @carolinethorsfelt på Instagram havde lavet en spørgerunde, hvor folk kunne fortælle, hvilke bæredygtige tiltag de har i deres hverdag, og det var simpelthen så inspirerende, at læse folks svar. Så jeg vil gøre hende kunsten efter, og spørge jer, hvilke ændringer I har gjort, eller hvad I overvejer at gøre for måske at kunne gøre en forskel for klimaet og vores planet.

Måske vi kan inspirere hinanden.

Uden fordømmelse.

Ingen dårlig samvittighed, kun inspiration.

Jeg starter:

Vi lever overvejende plantebaseret herhjemme. Jeg har ikke spist kød i mange år og holder mig så vidt muligt fra alle animalske fødevarer.

Jeg køber væsentligt færre nye ting

Jeg undgår plastikposer, vandflasker i plast, tager aldrig plastiklåg til to go kaffe (prøver at huske min egen kop, men når det glipper er intet låg det næstbedste) og bruger ikke sugerør.

Vi bygger primært bæredygtigt i vores renovering

Jeg har sagt nej til alle flyrejser i 2019 (jeg ved godt, jeg fløj meget i 2018, og at vi har en længe planlagt rejse med mine forældre i 2020, så dette punkt klinger muligvis lidt hult. Men jeg har faktisk aktivt fravalgt det i 2019, og kommer også til at gøre det fremover med få undtagelser)

Vi affaldssorterer og genbruger

Vi forsøger at undgå madspild (det er faktisk en af de rigtig svære, synes jeg)

Jeg samler skrald hver dag. Nogle dage meget. Andre dage lidt.

Jeg oplyser og underviser mine børn om bæredygtighed og forsøger at forklare dem, at det er vigtigt at vi allesammen hjælpes ad.

Måske kommer jeg i tanke om flere punkter … Jeres tur! Jeg håber I vil være med. Igen; inspiration. Ingen løftede pegefingre. Hverken overfor mig eller hinanden. Tak.

 

 

 

En introvert festabe

Jeg elsker en god fest! Holder af besøg, spontane vinaftaler, lange nætter og dans på bordene. Og jeg griber de fleste chancer for en fest. Men som introvert er det ikke helt uden konsekvenser, og dagene efter en god fest kan føles tunge og svære. Det tog mig mange år at koble de to ting sammen, og jeg troede længe, at der var noget galt med mig. For hvordan kan man være så glad og på den ene aften og i dagene efter være helt nede i kulkælderen, træt og udmattet på en sådan måde, at helt almindelige samtaler føltes som en kraftpræstation. Der var mange ting der faldt på plads, da jeg blev gjort bekendt med betegnelsen “introvert” for her var en hylde jeg kunne se mig selv på. Ikke på alle parametre, men langt henad vejen. Jeg tror, at mange har et indtryk af, at det at være introvert er det samme som at være genert og indadvendt, måske endda lidt kedelig, hvilket ikke nødvendigvis er rigtigt. Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg nok i virkeligheden er det, der betegnes som ambivert, hvilket er introvert med et skvæt ekstrovert i blodet. Ligemeget hvad, bliver jeg i hver fald meget påvirket af sociale begivenheder både når jeg er i det, men især i dagene efter.
Jeg er ikke specielt indadvendt, og er både imødekommende og social, men jeg er også meget stille. Stilhed skræmmer mig ikke, i hvert fald ikke længere, men i mange år havde jeg altid en indre kamp i alle sociale sammenhænge, hvor jeg trynede mig selv for at finde på noget at sige. Det gør jeg ikke længere. Jeg finder ro i stilhed og synes ofte det er i de situationer man kommer tæt på dem man er i rum med. Forstå mig ret, jeg kan godt holde en samtale i gang og jeg nyder bestemt snak, men jeg behøver ikke at få det sidste ord, og jeg gider heller ikke sige noget bare for at bryde stilheden. Jeg elsker at lytte, og jeg føler mig ofte forbundet til folk i stilheden. Det tror jeg nogle gange bliver læst som, at jeg nok er genert, og i enkelte tilfælde som arrogance – Jeg forsøger derfor at smile en masse og kigge folk i øjnene.

Tilbage til min pointe med det her indlæg; I torsdags holdte Confetti en dejlig fest, fyldt med søde og sjove gæster, både nogle jeg kender godt, nogle jeg har kendt i tæt på ti år, nye perifere bekendtskaber, samt mennesker jeg aldrig havde mødt før. Det var så hyggeligt og så sjovt, og jeg formåede faktisk at være i det 100% og kun meget lidt af tiden lade tankerne og selvbevidstheden tage over. Det var helt genialt.
Dagene efter var seje, og det er de som sagt altid ovenpå festlige aftener. Jeg har meget lidt overskud, er enormt træt (ikke kun på grund af den manglende søvn og de genstande jeg har indtaget) distræt, grådlabil og irritabel, og bliver på alle måder indbegrebet af en introvert. Og det er ok. Jeg kan godt fungere i det. Jeg kan også sagtens præstere, tage til møder, have intelligente samtaler og den slags, men det kræver noget ekstra af mig, helt klart, og så er det oftest der at usikkerheden og selvbevidstheden for alvor kommer frem – Når jeg er i underskud. Og det er aldrig rart. Jeg forsøger derfor at have så lidt i min kalender i dagene efter, og gøre tilværelsen så rolig og behagelig som mulig. Og det virker. Hold kæft, hvor det virker. Det er kun indenfor de seneste par år, at jeg for alvor har lært at mestre det, og jeg har klart lidt vej endnu, for den der festabe på min skulder, har svært ved at sige nej til ting og kan godt komme til at planlægge en hel håndfuld aktiviteter i røven af hinanden, og så betaler introverten eller ambiverten Cecilie altså prisen.

Ligegyldigt hvad du er, så husk lige at der ikke er noget i vejen for at omfavne det og bruge dét til din fordel – Er du den højtråbende ekstrovert, så fyr den af! Er du stille, så vær du bare det. Selvfølgelig sker der ikke noget ved at teste sig selv lidt engang i mellem og måske turde sige noget, selvom man er bange for at det lyder dumt, eller tie stille selvom man er bange for stilheden. Men man skal i hvert fald stoppe med at skamme sig over hvem man er og hvordan man agerer, Det har jeg selv brugt for meget tid på, og det magter jeg simpelthen ikke mere. Slut med det.

Mandag uge 34: Foræret tid, melankoli og fødselsdagsfejring

Jeg sidder ved vandet i Helsingør og besvarer mails, drikker kaffe og opdaterer min kalender. Jeg skulle have siddet i et tog, men på vej fra mit første tog til det næste, ringede mit formiddagsmøde og aflyste, og pludselig fik jeg en formiddag foræret. Eller sådan føles det. Så istedet for at tage med toget videre som planlagt, fandt jeg en kop kaffe og har nu slået mig ned på en bænk ved vandet.

Denne uge er proppet med møder, kaffeaftaler og vigtigst af alt en rund fødselsdag for den bedste dreng jeg kender. Otto fylder 10 år på fredag og jeg er som sædvanlig melankolsk udover alle grænser. Ekstra meget i år. Jeg mener, 10 år for pokker!

Han har bestemt at vi skal bage karamelcookies til klassen og så vil han gerne have pizza til aftensmad. Så det er sådan det bliver.

Derudover er det en helt almindelig uge, med et par dage i Hornbæk og tre i København. Jeg skal besøge en veninde i hendes nye lejlighed, have bestilt en frisørtid til Uma og ellers bare nusse rundt i huset, male en væg og slibe noget træværk. The usual 😉

Jeg er nået ind i en rar tilstand igen i forhold til bloggen og Instagram (selvom sidstnævnte endnu engang har vist sig lidt fra sin nederen side) og det føles virkelig rart. Det skyldes flere ting, men i særdeleshed jer. Så tak! Tak fordi I læser med, bakker op og er her gennem tykt og tyndt – også når jeg ikke ryster dybe indlæg og sensationer ud af ærmet.

God mandag