I anbefaler: Brætspil til (næsten) alle aldre

Vi har spillet og spiller stadigvæk flere og flere spil sammen herhjemme. Det er en vildt dejlig måde at være sammen på både to og to, eller allesammen på samme tid. Loulou på to et halvt spiller ikke med, men kan sagtens lade sig underholde med en håndfuld brikker, mens vi andre spiller sammen. Det er særligt Vildkat (som på billedet herover), billedlotteri og vendespil, der bliver fundet frem herhjemme. Men også forskellige puslespil, kortspil som fisk og krig og Uno, samt Hvem er hvem og kalaha. Otto spiller rigtig meget Dam med sin far (jeg kan ikke finde ud af det) og så har jeg lovet ham at lære ham at spille Backgammon, der er et af mine yndlingsspil.
Da jeg godt gad, at spille endnu mere med mine børn, og faktisk også med Michael – Vi spillede virkelig mange spil sammen før vi fik børn – spurgte jeg på Instagram i forrige uge, hvilke spil I kunne anbefale, og det var ikke så få. Jeg har samlet en oversigt her. Sidst jeg delte anbefalinger, efterspurgte I at jeg uddybede de forskellige anbefalinger, men det går lidt imod konceptet synes jeg (og ville forsinke udgivelsen en hel del). Så jeg fortsætter altså med bare at liste op i punktform og så kan man jo selv undersøge de enkelte nærmere, hvis der er noget der fænger – Det håber jeg er ok.

De mest anbefalede spil var:

Afrikas Stjerne (Det spillede jeg selv SÅ meget som barn)
Spejlæg
Cluedo
Ludo
Sequence
Danmarksspillet
Quips
Skipbo
Sorteper
Ticket to ride
Klodsmajor
Mikado
Matador
Labyrint
Red prinsessen
Double (kortspil)
Myretuen
Yatzy

… Nogle af spillene havde vi faktisk allerede liggende, så dem skal vi have frem igen, og så har jeg netop bestilt Ticket to ride og skipbo.

Kom endelig med flere forslag herunder ….

 

26 replies
  1. Nerd says:

    Jeg ved lidt om spil til lidt større børn (8+) og voksne, here goes:
    Dixit (associations- og gættespil, flotte tegninger, tre regler at lære)
    Geistes Blitz (det minder om Double, men her skal man have fingrene i fysiske ting før de andre. Mine børn er sindssygt hurtige!)
    A fake artist goes to New York (tegnespil, der ikke kræver nogle forkundskaber – man må kun tegne en streg af gangen. Også sjovt til fest – de fleste forstår det lynhurtigt.)
    Codenames (associationsspil for ældre børn og voksne. Ideelt til fest og mere end to deltagere)
    Agricolas All Creatures big and small (nyyyydeligt lille bondegårdsspil for to personer, alle dyre er udskårne træfigurer og får børn i slutningen af runden, hvis de ellers er sat i samme fold).

    Med undtagelse af det sidste på listen er alle spil meget nemme at lære og hurtige at introducere selv for lidt fulde folk eller vrangvillige børn.

    Svar
  2. Nina says:

    Juniorudgaven af ticket to ride er vi rigtig glade for til vores søn på 3,5 år. Den kan klart anbefales som en start 🙂

    Svar
  3. Anja says:

    Mexican train er en klar favorit herhjemme…. det, og så Partners. De er begge stærkt vanedannende 🙂

    Svar
  4. Lotte says:

    Herhjemme er vi vilde med Carcassonne. Et forrygende spil for både voksne og halvstore børn (mine er 6 og 9 år). Det gælder om at bygge byer og veje, og min yngste pige elsker også bare at lege med brikkerne til spillet. Der findes en del udvidelser, så der er altid nye variationer at spille. Det går også rigtig fint til et glas rødvin, når børnene sover 🙂

    Svar
  5. Tina says:

    Til de lidt mindre børn er Vildkatten med 36 brikker altså også genial! Vores datter fylder 2 her i august og har “spillet” det længe – her gælder det bare om at finde brikkernes plads 🙂

    Svar
  6. Camilla says:

    Splendor er et vildt fedt spil, hvor man kan være fra 2 til 4 personer ifølge spillet selv – men det fungerer glimrende med hold a to, sådan at man kan være op til 8 spillere! Spillet går i al sin enkelthed (eller rettere meget kort fortalt) ud på, at skaffe og indsamle diamanter, så man kan købe forskellige kort med forskellige antal point på. Mine fætre på 5/7 år elsker det, alt det der diamant, juvel og bytte-bytte-købmandshalløj er en succes!!
    Og desuden mange tak for indlægget 🌠🌠

    Svar
  7. Hanne says:

    ‘Frugthaven’ (fra HABA) hvor spillerne skal nå at plukke frugterne ned i en kurv inden Kragen spiser dem alle. Sjovt spil helt ned til 3 år.

    Svar
    • Tabita says:

      Vi har spillet det med vores søn siden han blev 2 i april. Udover at han synes det er sjovest at slå kragen så kan han sagtens spille det. Tænker sagtens ungerne selv kan spille det, hvis man nu ikke magter at spille frugthaven for 17 gang den dag.

      Svar
  8. Mie says:

    Herhjemme er Ramasjang Vildkatten et hit, og der kan de små måske også (snart) være med? Der er færre billeder end Vildkatten og de kender figurerne fra tv.

    Svar
  9. Mille Emilie says:

    Spillet “4” (som desværre er udgået, men virkelig genialt) og Settlers 😍 Begge strategispil med en blanding af taktisk sans og held – begge klare favoritter herhjemme. Vi spiller dem nonstop!

    Svar
  10. Karen says:

    Vi har spillet rigtig meget mimic herhjemme. Det har været yndlingsspillet i mange år, da reglerne er simple og det er sjovt at alle skal lave ansigter til hinanden. 😊

    Svar
  11. M says:

    Ticket to ride er genialt!! Men altså også lidt svært – tror mere det er for de voksne end børnene, men det kan også noget! 😀 Min mand og jeg spiller gerne Ordrebus 🙂

    Svar
    • Lotte says:

      Der findes en fantastisk børneudgave af Ticket to Ride (Junior hedder den vist). Den har vi godt nok spillet meget, da den fungerer godt, selvom ikke alle kan læse byernes navne. Og så findes der rent faktisk også en app med spillet. Kan også anbefales.

      Svar
  12. Sarah says:

    Jeg forstår ikke helt, hvordan det kan gå imod konceptet at fortælle om noget, man anbefaler – for ellers er der jo ikke den store forskel på at læse på en blog og gå på google. Idéen er vel, at du sætter dit præg på det? Og det der med at forsinke udgivelsen – er det vigtige ikke, at indlægget er gennemarbejdet? Jeg håber, du forstår min undren.

    Bh

    Svar
    • Sneglcille says:

      Ideen med lige de her indlæg er ikke at jeg sætter mit præg på det, men at jeg videreformidler de forslag, der kommer ind. Jeg laver løbende anbefalingsindlæg ala det her , men lige de her indlæg er noget andet. Jeg har ikke selv kunne google mig til det, derfor spørger jeg ud til mine følgere, der oftest har nogle gode bud. Plus at når jeg spørger om anbefalinger, modtager jeg mindst lige så mange forespørgsler om at viderebringe anbefalingerne, som jeg modtager bud, så jeg synes det fungerer godt sådan her. Enkelte gange vælger jeg så at tage den videre og lave det til en føljeton, som for eksempel med jeans-guiden, som netop startede med et instagram spørgsmål.
      Håber du forstår hvad jeg mener.
      God dag

      Svar
  13. Louise says:

    Vores favoritspil herhjemme er Partners, Uno, Rummikub og Trivial Pursuit i familieudgaven. Der er spørgsmål både til børn og voksne og da de fleste af børnespøgsmålene har multiple choice som svar kan selv vores 6 årige være med 🎉

    Svar
  14. Kathrine says:

    SKAK, for fa’en.. jovist, det er ikke helt nemt, men begge mine snart 5 og 7 synes at det er sjovt at spille med en voksen.

    Svar
  15. Line says:

    Vi er ret vilde med sequence og rummikubb. Vi har spillet ticket to ride rigtig meget – også med børnene. Partners er et hit også

    Svar
  16. Nanna says:

    Jeg vil anbefale junglespeed og set som familiespil. Jeg har endnu ikke mødt en, der ikke har syntes om junglespeed. Set er et spil, der kræver, at man tænker sig om men samtidig er hurtigere end de andre.
    Af voksenspil vedkender jeg anbefalingen af Dixit og codenames. Særligt sidstnævnte er jeg helt på røven over, hvor sjovt det er!

    Svar
  17. Simon says:

    Red Prinsessen er klart vores fortrukne Brætspil herhjemme. Det er virkelig et godt familie spil.

    Det er stadig et forholdsvis nyt spil, men jeg håber en masse flere får øjnene op for det!!!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Karen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *