Søndag, følelser og jordbæris

Sikke en weekend. Sikke en uge. Jeg er så drænet på alle tænkelige måder. Fysisk, mentalt, følelsesmæssigt. Jeg kollapser meget snart, men havde lyst til at pippe lidt herinde først. Jeg har været ramt af tekniske udfordringer på bloggen. Så de indlæg jeg havde lagt til udgivelse de sidste par dage er forsvundet. Heldigvis tror jeg, at de findes på min computer, så de rammer jer i næste uge i stedet.

I går holdte jeg en helt vidunderlig fest, som virkelig fik mig til at føle alting ekstra meget. Jeg er af dumme årsager helt utroligt følsom og forsigtig i mine relationer og har desværre en usund frygt for at blive valgt fra, hvilket er en af grundende til, at det at holde en fest helt heroppe i Hornbæk, var så grænseoverskridende for mig. For folk ville nok ikke komme. Det ville de fleste heldigvis godt, og da jeg sad i går aftes og kiggede udover et langbord proppet med dejlige damer, der havde prioriteret deres dyrebare tid på at være hos mig, måtte jeg lade en hemmelig tåre falde. Jeg er så rørt og taknemmelig og lettet, og jeg har svært ved helt at finde ord for det.

I dag har jeg, efter de sidste overnattende gæster tog hjem, været sammen med min familie. Vi kørte til Dronningmølle og spiste is på Jordbærcafeen, og handlede til burgere på vejen hjem, hvor familiens to yngste medlemmer, dog simultant fik en nedsmeltning af den slags kun 2 og 4 årige kan det, så det blev en lidt hektisk og knap så billedskøn afslutning på en ellers god tur. Burgere blev spist i haven, børn blev puttet. Jeg faldt også lidt i søvn, men vågnede en times tid efter og kravlede ned i sofaen til min mand, Instant Hotel på Netflix, lakridskonfekt og citronsodavand.

Nu er jeg gået i seng for alvor og er klar til St slippe søndagen og den bedste weekend. Helt flad, helt lykkelig og helt taknemmelig.

4 replies
  1. Sadolin says:

    AHHHH, du er så dejlig! Tror slet ikke, du aner, HVOR dejlig du er. De her indlæg hiver mig helt ned på jorden efter at have gået hele dagen med de vildeste tvangstanker om, at jeg burde sige mit job op, for at stoppe med at belemre mine medarbejdere, som sikker ikke kan lide mig. Selvom jeg alligevel ved, at de holder af mig. Ved ikke, hvor tankerne kommer fra, og altså de forsvinder ikke, men følelsen af at være alene i verden med dem gør. Og det er jeg dig SÅ taknemmelig for. Det sker gang på gang herinde. Med alle mulige emner. Du er terapi! Og jeg føler lidt, at du er vores tids svar til Kierkegaard, som jo (vist nok?) også gik og satte følsomme ting på dagsorden og gjorde livet lidt lettere for følsomme folk. Dit erhverv er så vigtigt!!! Kram! Tak!

    Svar
  2. Maria says:

    Har det helt på samme måde, når det kommer til at invitere til fejring af mig selv. Er så nervøs for, at ingen vil dukke op, eller kun 2 vil dukke op, og festen så bliver noget helt andet, end den var tiltænkt. Derfor har jeg heller ikke holdt fødselsdagsfest i noget der ligner 18 år. Næste år fylder jeg 30, og jeg har stadig ikke besluttet mig for, om jeg vil nyde min fødselsdag mere uden fest og ingen bekymringer eller med en fest og alle bekymringerne. Synes desværre jeg oplever, at folk har en tendens til (takket være Facebook og den slags) at være dårlige til at melde et klart svar ud. Måske man bare skulle sende en god, gammeldags invitation med s.u. 😉 Dejligt, du havde en rigtig god fest i hvert fald! 🙂

    Svar
    • Marianne says:

      Maria, du skal fejre din 30-års! Fødselsdagsfester er så dejlige, og min oplevelse er, at folk virkelig vil gøre meget for at komme, og er så klar på at holde en fest, så længe man skaber gode rammer for det 🙂

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *