Skuffeskriv: Stop

Læs tidligere skuffeskriv her

Det her skriv hængte ikke så meget sammen, da det blev skrevet over en længere periode i et word dokument, og aldrig er blevet samlet eller skrevet færdigt. Det har jeg forsøgt at gøre nu. 95% er skrevet for lidt over ti år siden, resten for nu en uge siden, hvor jeg forsøgte at få samling på det uden at efterrationalisere imens – Men simpelthen skrive det som jeg ville have gjort som 23 årig uden viden om alt, hvad der er sket sidenhen. Det lykkedes ret fint, hvis jeg selv skal sige det, selvom jeg har forsøgt at bevare det flyvske og usammenhængende, da det var sådan mit sind fungerede på det tidspunkt. Jeg håber, at I vil tage godt imod det. Jeg har, som I ved, et ekstra svagt punkt for den person jeg var på det tidspunkt og de følelser jeg gennemgik dengang. Og det har af flere årsager taget lidt ekstra tid for mig, at turde trykke udgiv på denne her. For selvom alt endte godt, og jeg har vendt det hele til min fordel på så mange måder, er det ultimativt det værste jeg har gennemgået. Og det går ikke bare væk. Det er som at have et ar. Det kan ikke længere springe op, det gør ikke ondt og jeg glemmer faktisk helt at jeg har det. Men det giver først og fremmest noget karakter, og når jeg bliver mindet om det eller ser det selv, hænger minderne ved.

Stop

Jeg er jo blevet snydt. Det føles som snyd. Et røveri af noget jeg aldrig får lov til opleve for første gang igen.

Det er ikke i orden det her. Jeg får det aldrig igen. Oplevelsen. Graviditeten. Følelserne. Det her er sådan noget man gør sammen. Ikke alene.
Men det er jeg. Jeg er helt alene. Helt alene.
Det var ikke aftalen. Stop.

Ingen forstår mig.

Hvorfor skulle de?
Nogle gange trækker min mave sig helt sammen og jeg tænker kun på, hvor stor en belastning min sorg og vrede må være for alle i mit liv.
De rummer mig. Min smerte og alt. Men jeg kan godt se, mærke og forstå, hvad de i virkeligheden føler inde bag empatien. De er glade for, at det ikke er dem. Lettede. Og så synes de, at jeg skal til at komme videre. Det er så tydeligt.  Stop.
Det synes jeg også.
Men jeg kan ikke. Det er fysisk umuligt for mig.
Når jeg falder i søvn, og det kan jeg i det mindste nu. De første par uger efter chokket, tror jeg faktisk ikke at jeg sov overhovedet. Men når jeg falder i søvn, går der ikke længe inden mine tanker vækker mig, og jeg bliver fysisk revet op i en siddende position, hvor jeg nogle gange råber højt ud i mørket. Andre gange græder jeg som et hysterisk barn. Stop, er hvad jeg råber. Stop, er hvad jeg siger til mig selv.

Jeg tror i virkeligheden at det der gør mest ondt. Det er slet ikke svigtet, bruddet, eller situationen. Det er, at det aldrig kan gøres om. Det her bliver min første og måske eneste oplevelse med graviditet. Med at skulle have et barn. Mit barn. Som jeg endda skal dele med den person, der har sat mig i situationen som jeg så gerne vil ud af.
De sidste par uger er væk. Jeg har kæmpet for at holde mig selv i live føler jeg. Har gået byen tynd for at kunne være i mig selv. Når jeg står stille, sidder, står eller ligger, kommer alting op til overfladen. Jeg må gå, konstant i bevægelse, aldrig stoppe.

Men snart bliver jeg nødt til det at gøre det jeg råber og siger til mig selv og mine følelser. Stop.

Stop. Føl. Mærk. Kaper!

Tag ansvar over dit eget liv, kom over det. Kom videre.

Stop.

Stop for helvede.

18 replies
  1. Helle says:

    Skriv nu den bog 🙏 Kan godt forstå det er grænseoverskridende at udgive så personligt et indlæg, men det er så livsbekræftende (og hjerteskærende) at man kan føle så stor smerte og sorg og alligevel komme ud på den anden side❤️

    Svar
  2. Melissa says:

    Hold da op hvor er det vildt at du er så ærlig over for dig selv og over for os der læser med. Tak for det! Det kan ikke have været nemt at skrive de tanker ned og se dem i øjnene. Men hvor er det dejligt at vide at det hele endte godt for jer allesammen <3

    Svar
  3. StineL says:

    ❤️ du er så sej! Tænk hvis alle turde være så ærlige og uden pynt! Det er befriende! Tak!
    (Men også av. Og ae ae til Cille 23 år.! )

    Svar
  4. Marianne says:

    Det er så svært at formulere sig efter at have læst sådan et velskrevet indlæg. Wow. Snegl dette indlæg beviser hvorfor du er min all time favorite blogger!! Du er så velformuleret og dit sind er smukt og finurligt og så fint. Wow bare wow! Tak fordi du deler! 🙏❤️

    Svar
  5. Elisabeth says:

    Tak for at sætte ord på nogle af de følelser jeg selv Stod med i min graviditet, omend dit var ‘værre’ end mit, så er det meget genkendeligt følelsesmæssigt det du skriver ❤👣

    Svar
  6. Nadia says:

    Åh, det indlæg er som skrevet af mig. Jeg skrev til dig for nogle år siden, da jeg stod i samme båd som dig. Forladt og gravid, og fuldstændig bundulykkelig. Jeg kunne ikke rumme mig selv. Holdt det hemmeligt så længe jeg kunne. Tænk hvis man kunne fortælle sit yngre jeg, at alt ville blive okay.
    Tak, for dig Cecilie.

    Svar
  7. Lykke says:

    Det her er lige præcis hvad jeg havde brug for at læse i dag. I dag hvor min chef har sendt mig til læge, og derefter hjem – fordi min krop ikke kan mere og er ved at gå ned med stress. Og jeg ikke selv har magtet at trykke på stopknappen. Tak for dig❤️

    Svar
  8. Jannie says:

    Jeg står i præcis samme situation mht. stress fordi hvornår er det at man trækker i håndbremsen og stopper?
    Den ene dag tager den anden, og så slemt er det jo heller ikke…?

    Derudover er jeg enig i at dette er et virkelig fint indlæg – ægte og hudløst ærligt. Tak for det!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Elisabeth Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *