Mandag, som var en tirsdag uge 24: Party planning, fuld kalender og skole/hjem samtale

Klokken er halv tolv om aftenen og jeg er netop sunket ned i min sofa, hvor jeg lige vil fyre dagens sidste mails afsted. Udenfor knokler Michael i mørket med en naboven, der har været så rar at dedikere sin aften til at hjælpe os med at slæbe byggematerialer. Haven skal ryddes op, der skal køres en del på genbrugspladsen og på alle måder gøres klar til de 25 kvinder, der kommer til middag og drinks på lørdag for at fejre min fødselsdag (som jeg holder et par uger i forvejen da erfaring siger mig, at ingen kan komme til noget sidst i juni). Dagen i dag er blevet brugt på noget så kedeligt som et langt revisormøde, sortering af papirer i mit lillebitte firma, nedskrivning af nogle af de opskrifter jeg skal bruge til mit næste skuffeprojekt (jeg brygger på en e-bog, som nogle af jer allerede har gættet), og på at forsøge at få styr på så meget som muligt til førnævnte fest, samt eftermiddagshygge med mine børn, fodbad og ispisning i haven og så en aften-luntetur som optakt til det her.

Jeg skal løbe lidt stærkt i morgen og torsdag, så jeg kan holde fri fredag (og lørdag og søndag) og få helt styr på de sidste ting til festen. Vi er ikke nået så langt med huset, som vi troede vi ville, selvom man skulle tro at vi var blevet kloge af skade. Det var vi ikke, og igen er vi ti skridt bagud.
Pyt. Vi når det, vi når, og det er heldigvis ikke så lidt.
I morgen har jeg en om muligt endnu længere liste jeg skal igennem, og så to møder – Et på skype, og et i Helsingør, og så runder jeg dagen af med en skole/hjem samtale med Otto og hans klasselærer, og så lidt mere party planning, og en masse oprydning. Torsdag skal jeg til København det meste af dagen, hvor jeg har et lægebesøg og to møder, og planer om at tømme min yndlings bland selv biks, til (you guessed it) festen på lørdag. Fredag vil jeg som sagt allerhelst holde fri fra min computer, så jeg kan få de sidste ting på plads til lørdag. Jeg kan godt mærke, at det betyder mere for mig, end jeg lige først gik og troede, denne her fest. Det kræver næsten sit helt eget indlæg, så der var lige endnu et punkt til min liste. Søndag har jeg tømmermænd og huset fuld af overnattende gæster, så jeg tænker at jeg inviterer dem, der har lyst, med på en gåtur på stranden og måske en omgang brunch et sted, inden jeg går i krig med oprydning og derefter mødes med min familie, der crasher hos mine forældre, til en søndagsmiddag, som vist nu kan kaldes for en fast tradition. Lidt ligesom i de gode gamle Vesterbro-dage.
En god med tosset uge. Jeg håber I har haft en god pinse, og en god dag.

Nu godnat. Uret ringer om fem tarvelige timer.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *