Længere tid sammen end hver for sig
Det er egentlig så åndssvagt og komplet ligegyldigt, men af grunde der i virkeligheden nok giver ret god mening, hvis man graver ned i det, betyder det virkelig meget for mig, at vi er et sted, hvor vi har været sammen i længere tid end vi var fra hinanden. I maj var det 12 år siden, at vi mødte hinanden, i februar ni år siden vi gik fra hinanden, i januar 5 år siden vi blev kærester igen, for et par dage siden 5 år siden at jeg fortalte jer om det, og til september har vi været gift i fire år. Ok, ja, det var lidt meget info at holde styr på. Min pointe er bare, at vi nu har været sammen i sammenlagt syv år, ud af de 12 vi har kendt hinanden, og det føles rart og helt rigtigt. Jeg oplever i langt mindre grad, at jeg skal forklare og forsvare vores situation, hvilket nok hænger sammen med al den tid der er gået, men også en følelse af tryghed og sikkerhed, der nok hele tiden har været der, men som alligevel styrkes som tiden går.
Jeg er lykkelig og forelsket, og ligemeget hvad der sker, vil jeg aldrig fortryde, at jeg turde springe ud i det eventyr det har været og er, at følges med ham. Alt er tilgivet, men aldrig glemt, og det er præcis som det skal være. 12 år.
Det her indlæg gør mig så glad. Jeg forstår dine tanker til fulde! Stort tillykke med den lidt skæve milepæl og KÆMPEHURRA for kærligheden!
Jeg forstår godt det betyder noget for dig. Jeg forstår også godt at det ikke gør. Det er jo en mærkelig størrelse det er med parforhold. I har jeres egen historie, og som tiden går bliver det mere og mere jeres egen og ikke noget som alle andre, som det første har en mening om.
I er i øvrigt et utrolig pænt par! Virkelig!
Hvor jeg dog savner en “like-knap” på din blog! Så jeg kan sende dig en tilkendegivelse og en thumps up, når du forfatter endnu et hjertevarmt og godt indlæg – men egentlig ikke har noget fornuftigt at sige til det <3 Jeg synes, det virker så utaknemmeligt, når der kun bliver kommenteret ganske lidt på nogle ellers dejlige indlæg <3
Tak <3 En like-knap er ikke en dårlig ide.