Fuld plade på nostalgien

I går var en af de sjoveste aftener jeg mindes at have haft virkelig længe. Jeg var til Backstreet Boys koncert med en  veninde som jeg har kendt i 18 år og dermed har hørt riiiiigtig meget Backstreet Boys med, fa det var noget af det første vi fandt ud af, vi havde til fælles, da vi mødte hinanden i 2001 – At vi begge havde været og nok stadigvæk var kæmpestore BSB fans.

Vi havde fået pladser nærmest helt oppe under taget i Royal Arena, og det var på ingen måde husets bedste pladser, men jahatten, humøret og promillen tog sig ikke af den slags detaljer.

Drengene gik på, eller mændene er de jo for fanden nu, og vi blev kylet 18-25 år tilbage i tiden i halvanden time, eller hvor længe det nu varede, jeg ved det faktisk ikke. Men det er simpelthen noget af det sjoveste jeg mindes at have været med til. Vi gav totalt slip og dansede og skrålede vores stemmer i stykker, og jeg håber virkelig ikke, at vores engagement har generet folk omkring os, men jeg har ærlig talt ingen anelse, for vi var i en form for vakuum af nostalgi og adrenalin, og udover at være SÅ sjovt som det var, begyndte jeg fandme at græde på et tidspunkt. Det er så åndssvagt, at stå der til en boyband koncert som voksen kvinde og hyle, men jeg blev simpelthen så overvældet af følelser og en blanding af minder, påmindelsen om alle de faser jeg har været igennem de seneste 25 år, og så kontrasten fra den jeg var da jeg stod og skrålede med til de samme sange, præcis som jeg gjorde i Forum i 1998, til nu, 21 år senere, ved siden af et menneske som jeg virkelig elsker og føler jeg kan være allermest mig selv sammen med. Kombinationen af alt det fik i den grad vandværket igang, samtidigt med at jeg ikke kunne lade være med at grine af absurditeten i det på samme tid.

Efterfølgende købte vi de allerstørste øl vi kunne finde og havde en lang snak på en bænk, inden vi besluttede at købe endnu flere øl og tage hjem til min veninde. Her overtalte vi hendes kæreste til at deltage i vores nostalgi trip, og vi brugte resten af natten på at spille musik fra vores teenageår og drikke en masse af førnævnte øl, og så snakkede min veninde og jeg i yderligere flere timer, til solen stod op, inden hun puttede mig på deres sofa, hvor jeg sov en god tre timers powernap sammen med deres hund, og så vendte snuden mod det tog jeg sidder i nu, snuden hjem.

Hjem til mit voksne vidunderlige liv, med lommerne fulde af mindeguld og kærlighed efter en nat som teenager.

8 replies
  1. Julie says:

    Du skriver simpelthen så fint! Skønt med sådan en aften med luft under vingerne, det giver efterdønninger af energi (og træthed) længe.

    Svar
  2. Marie says:

    Årh Backstreet Boys – fedt mand 😜 det gad jeg godt ha været med til. I stedet har jeg tilbragt weekenden i dit hood, vi er sejlet på en lille pinsetur fra Snekkersten til Hornbæk og har også frekventeret din foretrukne kaffebar Albis TO gange disse dage. Årh det er go kaff! Gik lige tur forbi dit hus og så din flittige mand godt igang udenfor. Du er en heldig madamme 😘

    Svar
  3. Kamilla says:

    Jeg er så træt af mig selv over at jeg ikke købte billetter til backstreet boys, men undskyldningerne var mange og jeg var til Maroon 5 i sidste weekend. Jeg ville ha byttet Maroon 5 til hver en tid!
    Jeg så backstreet boys da de var i Aalborg for en håndfuld år siden og det var simpelthen en fest!

    Svar
  4. CHRISTINA ROSE HARDT says:

    Kiggede efter dig 😉
    Ej men åhhh hvor kan jeg genkende alle følelserne. Var afsted med nogle af mine gymnasieveninder (vi har 20 års studenter jubilæum i år 🙈). Total nostalgi. Det var simpelthen så sjovt at være 18 år igen igår, men også virkelig rart at komme hjem i mor-rollen igen 💕

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Mie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *