Den svære realitet. Hvordan taler man med sine børn?

Det er jo for langt de flestes tilfælde uundgåeligt at gå igennem et helt liv uden at opleve nogle slemme og grimme ting. Både dem der kommer helt tæt på en, dem der foregår i periferien, men som alligevel rammer en på den ene eller anden måde, og så er der selvfølgelig alt det der foregår ude i landet og i resten af verden, som også kan påvirke en. Som ens børn bliver ældre, begynder de også at blive påvirket af de ting, mere og mere, og jeg føler at det kan være en kæmpe udfordring, at manøvrere i. Hvor meget skal man sige, dele, tale om med sine børn.
Det er edderdælme svært. Og jeg ved ikke om jeg har fundet løsningen, men jeg har en holdning til det, og en måde at gribe det an på, som jeg tror virker. Det gør det i hvert fald for os.
Jeg tror først og fremmest, at der er så stor forskel på børn, at der dermed ikke er en gylden opskrift på, hvordan man griber det an. Men jeg tror også, at vi er rigtig mange voksne, der nogle gange kommer til at afskærme vores børn for meget fra alt det grimme, og at det kan forværre situationer både nu og senere i livet, da børns fantasi ofte er langt værre end virkeligheden, og at de, især når man ikke taler om tingene, kan komme til at tage følelser og skyld på sig selv, som de ikke skal. Jeg har for eksempel indtil for ganske få år siden troet at jeg var skyld i noget, der skete i 1994, og som jeg først havde mod til at konfrontere min mor omkring for få år siden. Hun anede det ikke, og da vi talte om det og jeg sagde det hele højt, kunne jeg godt selv høre, at det stadigvæk var min barnehjerne, der spøgte. Og det er hundrede procent fordi vi ikke har fået det talt ordentligt igennem dengang. Og det skal så lige siges, at jeg faktisk synes at mine forældre har været ret gode til at involvere mig, men at de jo også bare er mennesker og ikke perfekte. Præcis ligesom mig, og dig.
Det er en svær balance, og igen er den så forskellig fra barn til barn og familie til familie. Men jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil gribe det an. Vi har i de seneste par år gentagende gange stået i situationer, der har krævet nogle svære og anderledes snakke med vores børn. Især den ældste.
Det er svært. Det er fucking svært.

I den seneste uge stod vi der igen. Med en hardcore situation. Ikke en, der direkte involvere os, men alligevel har ramt os som et lyntog lige i mellemgulvet, og som er umulig ikke, at tale om. Vi har endnu ikke fået taget snakken med børnene, eller barnet, som det i dette tilfælde bliver i første omgang, da de to små ikke kommer til at lægge mærke til eller være påvirket af situationen. Detaljerne kan og vil jeg ikke komme nærmere, for det er både privat og involverer andre mennesker, som ikke vil eller skal hænges ud, men detaljerne er også helt og fudstændigt underordnede, for det er mere dét at tage en svær snak med sit barn, som jeg gerne vil dele mine tanker omkring, og måske få jeres input til.

Jeg har berørt emnet en smule før, ved jeg, og jeg beklager hvis jeg gentager mig selv for meget, men nu står vi bare i en situation, hvor vi igen skal have en snak, som i virkeligheden ikke er for børn, men som er nødvendig at have, fordi at det usagte og uvisse som regel utroligt nok kan føles større og værre i et barnehoved, og han kan ikke undgå at bemærke, eller overhøre, hvad dette specifikke tilfælde handler om.

Jeg tror fuldt og fast på, at man gør sine børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at skærme dem for meget og ikke tale om de ting der gør ondt, er svære, grimme og som selv for en voksen, kan føles uforståelig og uretfærdig.
Det er også noget vi som forældre herhjemme ikke altid er helt enige i, og det skal man også finde rundt i på en måde, hvor man ikke træder hinanden over tæerne, og alle forældre ved, at lige præcis forældretæer er dem, der gør mest ondt at blive jokket over.
Jeg synes vi skal taaaale og deeeele enormt meget med vores børn, og det gør Michael sådan set også, men i mindre grad edn jeg gør, men det er også fordi at vi som mennesker er forskellige på det punkt, og hvor Michael sagtens kan tale om en ting en enkelt gang og så ellers lægge låg på og ikke tænke over det mere, går jeg ofte og dyrker episoder og følelser rigtig længe, også for længe engang i mellem.
Jeg tror ikke at det ene er bedre eller sundere end det andet, men jeg er overbevist om, at en mellemting er fornuftig og god. Og igen, ligesom at der er forskel på os, er der det også på børn. Nogle skal tales igennem alt og have enormt mange informationer, imens at andre kan nøjes med at få et hurtigt referat, et par highlights og svar på et par spørgsmål og så ikke andet. Mine børn befinder sig lidt over hele spektret hver især, og ofte er en enkelt snak nok, imens det andre gange sætter gang i en overflod af spørgsmål og følelser, og så tager vi den derfra.
For eksempel taler vi meget åbent om dengang Michael og jeg var fra hinanden, selvom der ikke var noget fedt ved det overhovedet og vi begge ville ønske det aldrig havde været sådan. Vi taler om de ting, der er på forsider og spisesedler, som Otto jo nu kan læse, og som jo rigtig ofte ikke er særlig rare. Om sygdom, dødsfald og alt det der er skrøbeligt, og jeg synes vi gør det på en god måde, for det meste, og jeg er rigtig glad for at vi ikke afskærmer dem, selvom det til tider ville være dejligt at kunne proppe dem i lommen for altid, men jeg tror de ville få et chok af dimensioner, første gang de som voksne oplevede noget, der rystede deres verden, hvis de fik lov til at ligge i den lomme til de flyttede hjemmefra.
Snakken skal tages, selvom den ikke er sjov.

6 replies
  1. Mikala says:

    Tusind tak for et fint og vigtigt indlæg. Jeg er så glad for dig som forfatter af denne blog, fordi du er god til at sætte ord på følelser som er genkendelige. For mig- men sikkert også for mange andre. Du rammer mig mere end andre af de blogs jeg læser, og jeg tror, at det er fordi du også skriver om mørke ting. Mange bloggere virker som om, at de er bange for at skrive om svære ting, eller mørke følelser. Eller- nogen, ikke alle selvfølgelig. Jeg synes uanset at det er flot, at du gør det, fordi vi jo alle har svære problematikker i vores liv, vi har alle mørke sider og vigtigst af alt hjælper det at kunne spejle os i andre, som dig, som er super god til at formidle følelser. Både lette og svære 🙂

    Svar
  2. Marie says:

    Ja.. De snakke altså..

    Jeg fik konstateret epilepsi for 2 år siden. Da jeg nærmest altid er alene med mine børn om eftermiddagen, måtte jeg på dét tidspunkt tale med min 5-årige om, hvad hun skulle gøre, hvis jeg fik et anfald. Hun havde aldrig set ét, og derfor var vi nødt til at vise hende en video og what not. Og så ellers lære hende 112-appen, have hende med ind til naboerne etc.
    Det var hårdt.

    Men det skulle blive hårdere endnu. For i vinters fik min mand cancer, og endnu engang måtte vi byde det alt for lille krøllede hoved at tale om ting, hun slet ikke burde skulle forholde sig til. Vi har to mindre børn, men de var hhv 3 år og 1 måned, da det hele ramlede og blev opdaget. Så hende på 3 har vi fortalt en del mindre.
    Men med begge samtaler med den store valgte vi at være så ærlige som overhovedet muligt. Også om hvordan vi havde det rent følelsesmæssigt. Selvfølgelig i børnehøjde. Men hvad fanden er børnehøjde, når det kommer til cancer og epilepsi?
    Men jeg synes, det er gået så flot. Indimellem dukker der svære spørgsmål op ved sengetid. Men for søren hvor er jeg stolt af mit minimenneske.

    Svar
    • Elisabeth says:

      åh <3 det gør ondt helt inde i hjerteknuden at læse den kommentar. Ønsker jer alt det bedste <3

      Svar
    • Trine says:

      Det er lidt svært at skrive noget efter din fine og voldsomme beskrivelse af jeres familiesamtaler. Men jeg kan alligevel læse, at I har gjort præcis det, jeg synes, er vigtigt i forhold til mine børn, og som jeg også høre Cecilie tale for: At være ærlig. Det betyder ikke, at børnene skal have alle detaljer, men de skal have sandheden. Jeg tror, at børn kan rumme det meste, hvis de kan stole på, at deres forældre er ærlige og ægte. Jeg er selv vokset op med mange fortielser og ting, som blev gemt væk – og det fører kun smerte og hjernespind med sig. Og så vil jeg ønske alt godt til både Cecilie og til din lille familie …

      Svar
  3. Maja says:

    Virkelig et fint skriv, Cecilie. Det vil jeg huske, for jeg er sådan set helt enig. Jeg sidder med en lille tre uger gammel baby på armen <3 Så der går heldigvis liiige lidt, inden det bliver aktuelt 😉 Men jeg håber at jeg har mod til at tage de svære snakke med ham når den tid jo unægteligt kommer ..

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *