Dag fire. Kørt over af træthed, lyst til pandekager og en hyldest til soloforældre

Nu har jeg været alene hjemme med børn og hund i tre dage og er godt inde i den fjerde. Det er jo hverdagskost for mange og jeg har da også taget det i stiv arm indtil videre. Men. For fanden. I dag er strid ved overskud og energi. Jeg føler, at jeg er blevet ramt af en damptromle, og er mere træt end jeg kan huske nogensinde at have været. Det er selvforskyldt på mange måder, og skyldes blandt andet, at jeg overhovedet ikke har gjort det det med at slappe af som jeg havde lovet mig selv at gøre i de her dage, men har haft sene nattetimer med for meget arbejde, og når jeg så endelig er kommet i seng, har alle børn i huset fælles besluttet, at nætter ikke er til at sove i. Snork!
I dag var børnene hjemme, og vi var tidligt oppe, så jeg kravlede (næsten bogstavelig talt) over til mine forældre med børnene på nakken. Og der leger de lige nu i haven med min stedfar og jeg har krøllet mig sammen i sofaen med et tæppe, da jeg er så træt, at de der 25 grader udenfor preller totalt af på mig. Her bliver jeg lige liggende og tømmer et par kopper kaffe og tager tilløb til at komme ned og stemme. Jeg tror vi skyder grillsæsonen i gang senere, og måske kan vi overtale min stedfar til at bage en stak pandekager. Det er i hvert fald en mission Otto og jeg har sat os for.

God valgdag til jer, og en særlig kæmpe High five til alle soloforældre derude. Jeg havde simpelthen glemt, hvordan det kan føles, selvom jeg gjorde det i næsten fem år. I er stjerner.

4 replies
  1. Catja says:

    Ja og tænkt hvis du også skulle møde på et arbejde 8-16 med transporttid, kollegaer og hvad der eller hører til. Så er turen på sofaen ikke en mulighed.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Ja, og tænk det skulle jeg da jeg var enlig mor, og det er præcis derfor jeg tager hatten af. For på en dag som i dag, hvor mine børn var hjemme, og jeg ikke har sovet i tre nætter, ville jeg simpelthen ikke kunne gøre det. Eller det ville jeg, selvfølgelig, for det gør man jo.
      Det er netop dét, der er min pointe. Jeg har selv valgt at leve som jeg gør nu, og jeg elsker det, så det er hverken ynk eller brok, bare en anerkendelse af at det kan være en hård nyser at stå med det hele selv. Ligegyldigt hvem man er, hvad man laver eller hvordan man har indrettet sit liv.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Maj Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *