Bag indlægget #4

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Læs tidligere Bag indlægget-indlæg HER

2011 var et år, der virkelig vendte op og ned på meget. Jeg var 25 år. Mor til en to årig. Jeg var forvirret, såret på andet år og enormt flakkende i alt. Vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på, og så følte jeg mig enormt alene med alting. Jeg blev ofte mødt med, hvad jeg følte, var en misforstået omsorg, som for eksempel, når folk gav udtryk for, at nu var jeg jo “ude på den anden side”, hvilket jeg tolkede som tildels en beskyldning for at bære min sorg for længe, og et misforstået hensyn.
Jeg skrev følgende i det her indlæg:

Det gælder jo ikke! … Ps. Jo, det gør!

Det er Februar… Jeg hader virkelig Februar! Det gjorde jeg virkelig! Og faktisk er det kun inden for de seneste år, at jeg har fået et afslappet forhold til den måned. Det er helt skørt, men i seks-syv år efter vores brud, vågnede jeg med fysiske angstsyptomer på datoen for vores brud. Hver eneste år.

Det er måneden som markerer årsdagen for the big break i mellem freelancer og mig. 2 år er der gået.
Og februar rammer mig fortsat med al for høj fart, lige i mellemgulvet. Av og øv!

Noget helt andet, som jeg har bidt mærke i, og vil adressere i dag, da jeg egentlig finder det ret sjovt, som i komisk er, at de flestes, eller i hvert fald virkelig manges, kommentar til at jeg har været single i 2 år er: “Nååårh men det gælder jo ikke, du var jo gravid indtil august, og så var der også lige månederne efter du havde født, så egentlig har du jo kun været på singlemarkedet i et års tid”.
Ahem!
Ok. Det skete faktisk virkelig ofte, og jeg kan i bakspejlet godt se omsorgen i det, men jeg følte mig så overset og nedgjort, hver gang det blev pointeret. Særligt fordi, at jeg netop følte at hele mit liv som jeg kendte det var blevet sat på pause i løbet af den graviditet og barsel.

Dyb indånding. Altså. For det første, inden jeg kommer til at lyde sur: Jeg forstår godt budskabet. Det gør jeg. Tror jeg. Ja, det gjorde jeg nok, men nok ikke helt så meget som jeg gik og troede. 
MEN men men, undskyld mig, er det ikke tværtimod værre, at være single når man er gravid og på ingen måde kan dyrke det sjove ved at være det. Faktisk føles den singleperiode dobbelt så lang som den gør her efterfølgende.
Lad mig remse det op og skære det ud i en slags pap:
ingen alkohol
ingen random sex
ingen dating
ingen fester

Og sådan var det. Og som 22,23,24,25 årig, havde alt det været en ret stor del af min identitet, i hvert fald det med festerne og alkoholen, og det var i forvejen et stort offer for mig, at skulle undvære alt det, så at være single og hjerteknust uden, føltes langt værre, end jeg helt turde give udtryk for.

Til gengæld, rigtig meget kage.
Væske i kroppen – HELE kroppen.
Hormoner
Sorg
ET BARN INDE I MAVEN

Ja, der er ikke ligefrem noget af det, der får mændene til at sværmes om en, så på den måde, kan vi da godt blive enige om, at det ikke gælder og man på mange måder er slået hjem i den periode. Men lad lige være med at negliger det.

Det er altså ikke for at dvæle i min sorg fra dengang. Igen, ville jeg virkelig helst ikke have, at man havde ondt af mig, men jeg ville sørme gerne anerkendes for alt hvad der havde været og var svært. Faktisk handler det slet ikke om mig, men er måske mere bare en opsang til jer, der tænker, at det er en trøst, at sige til eventuelt single gravide i jeres liv, at de ikke gælder.
Det gælder! OK! Man er i den grad single, og det er, eller kan være, så ensomt, at I ikke nogensinde kommer til at forså det.
Jeg forstår nogle gange slet ikke at jeg kom igennem det. Altså ikke singleperioden uden drinks, men det hele, og at jeg gjorde det så roligt og elegant, selvom jeg på mange måder var ved at gå i stykker.

Beklager. Men tror bare altid, at februar kommer til at gøre mig ekstra gnaven, og i dag var det lige følelsen af at blive umenneskeliggjort, der pressede på.
Altid klar med en undskyldning. Man skulle jo nødigt blive misforstået – Det er i øvrigt stadigvæk det værste jeg ved. Følelsen af uretfærdighed og at blive misforstået.

Singletilværelsen varede i øvrigt i små fem år, med et par korte herrebekendtskaber her og der, men det lykkedes mig aldrig at åbne op og give slip. Ikke før januar 2014.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *