Fødselsdag, solnedgang og ferieblus

I går havde jeg fødselsdag og det blev på alle måde alt hvad jeg hvert eneste år håber på, men sjældent får. Det er svært at forklare, men jeg har tendens til aldrig at gøre et stort nummer ud af det, men omvendt altid i mit stille sind at forvente mere. Den startede med at jeg stod op med en morgenfrisk Loulou og lod resten af huset sove videre. Loulou og jeg gik i bageren efter brød, kanelsnegle og træstammer, og da vi kom tilbage, vågnede resten af beboerne og vi gjorde et morgenbord klar og jeg fik min gave fra Michael, der var en blød en i år med smukke sager fra mit yndlings under-, nat- og badetøjs-brand: Underprotection. Heriblandt det gule jumpsuit på øverste billede. Hernæst kom mine forældre og min søster til morgenmad, og vi hang ud et par timer, inden de tilbød at tage børnene med sig hjem. Det sagde vi ikke nej til, og gik selv afsted på en længere gåtur med Hera, inden vi atter hentede 50% af børnene og tog dem med hjem til nogle nye gode venner og tilbragte eftermiddagen i deres have, inden vi atter satte snuden mod mine forældre, der diskede op med hotdogs til børnene og sendte mig og Michael afsted igen. Vi gik ud og spiste, fik et par drinks og gik så mod stranden, hvor nogle venner joinede til dåseøl og solnedgang. Det var helt genialt, og jeg er vågnet i dag glad, ældre og mere end tilfreds med alt <3 Og til blomster fra min veninde, som jeg ikke så da vi kom hjem i mørket sent i går.

I dag bliver det eftersigende op mod 33 grader, så jeg tror vi slår os ned i vandkanten. Jeg håber I har en dejlig weekend. Jeg drosler lidt ned for indlæggene de næste uger, men er selvfølgelig på Instgram, og bestemt også her, bare på helt lavt blus.

 

Solskinsglæde og solcreme

REKLAME FOR La Roche-Posay

Jeg elsker solskin og varme, hvilket jeg vist har fået slået fast et par gange allerede. Og jeg er helst så meget ude som overhovedet muligt, når solen kigger frem. Efter vi er flyttet i hus, er både jeg, min mand og vores børn markant mere ude end vi var, da vi boede i lejlighed, og vi er derfor mere solbrune end vi nogensinde har været før, fordi vi selvfølgelig er eksponeret for langt mere sol end tidligere. Derfor bruger vi også uanede mængder solcreme, og ret høj solfaktor. I virkeligheden har vi alle en ret “stærk” hud, der kan tåle rigtig meget sol uden at blive røde, og ingen af os har endnu prøvet at være solskoldet. Eller det vil sige, jeg har prøvet det en enkelt gang, og har været lige på grænsen få gange, men det har været totalt selvforskyldt, da det altid har handlet om, at blive så solbrun som overhovedet muligt, og en enkelt gang har involveret et “godt tip” om at smøre sig ind i madolie og så ellers bare stege ved poolen i Egypten engang i 00erne. Et tip I ikke skal benytte jer af i øvrigt. Jeg var pink i halvandet døgn og derefter faldt min hud simpelthen af.

Ok, sidespor, min pointe er bare, at jeg godt kunne være tilbøjelig til at være lidt for beskeden, når det kommer til solcreme og solfaktor, og det har jeg bestemt også været tidligere. Det er jeg bare slet ikke længere. Til dels fordi man og jeg er blevet en del klogere med årene, og det rent faktisk viser sig, at man stadigvæk kan blive brun og lækker selvom man benytter sig af høj solfaktor. Faktisk forbliver man brun og lækker i længere tid, når man har opbygget farven på en langsom og sund måde, som er tilfældet når man er beskyttet og giver huden en chance for at opbygge en god glød, fremfor bare at branke den af hurtigst muligt.

Solcremen vi bruger herhjemme denne sommer er fra La Roche-Posay, som du måske kender fra apotekets hylder. Det er i hvert fald der, jeg mindes at være stødt på dem i årevis, og også her jeg normalt køber mine La Roche-Posay produkter, for jeg har faktisk allerede et par favoritter derfra, men dem må vi tale om en anden god gang for i dag er det solcremen, der får al opmærksomheden.

La Roche-Posay Anthelios solcremerne har en høj solbeskyttelse, men er virkelig behagelige i konsistensen og også nemme at smøre ind i huden. Særligt denne helt lette og flydende creme som er min klare favorit, da jeg kan bruge den i ansigtet uden at føle mig fedtet og helt lukket til, hvilket ellers let kan ske, når man er oppe i de høje filtre. Og så kan jeg fint bruge den under min makeup, de dage jeg vil det, hvilket også er en bonus, da mine dagcremer ikke har nok SPF i sig til de rigtig solrige og varme dage.

Noget andet som La Roche-Posay har introduceret mig for, som jeg synes er ret interessant er denne lille tingest, som man kan klikke på sit tøj (eller sko, eller ur, eller hvad der nu lige passer) og som så via en app på din telefon fortæller dig, hvordan UV indekset er lige der hvor du befinder dig, hvor meget du bliver og er blevet udsat for på den pågældende dag, og derved også, hvor meget solcreme du skal bruge. Indrømmet, at jeg først synes det var en lidt overflødig gadget, men efter at have haft den med mig, særligt når vi bor, hvor vi gør og befinder os i solen så mange timer, faktisk har haft ret meget glæde af. Den tracker ens solvaner, nærmere betegnet din UV-eksponering i løbet af dagen, fortæller hvor meget sol du har fået, hvilket for mit vedkommende indtil videre på de fleste dage, har ligget på mellem 50 og 80% af, hvad den vurderer jeg med min hudtype kan tåle. Så der er heldigvis lidt at give af, til når sommerferien for alvor går i gang, og jeg nok vil være ude lidt mere. Udover at informere om UV eksponering, samler den også info om pollental, temperatur, luftfugtighed og luftkvalitet (hvilket kort fortalt er, hvor meget forurening der er i luften, der hvor du er. Og der er altså ret meget forskel på strand og by, kan jeg godt afsløre). Hvilket alt sammen er med til at påvirke ens hud.
Læs mere om My skin Track UV og bestil din egen HER

Du kan som sagt købe solcremerne fra La Roche-Posay på apoteket, som er der jeg køber min. Og jeg kan virkelig godt stå inde for Anthelios cremerne med høj solfaktor. Jeg lover, at man stadigvæk bliver brun. Jeg har i hvert fald fået masser af farve, selvom jeg har været smurt ind i faktor 50+ siden slutningen af maj, og som jeg sagde indledningsvis, holder farven bare længere, og jeg undgår de værste skadelige stråler, og min hud forbliver derved pænere forhåbentlig længe endnu. Anthelios Ultralet solcreme SPF50+ som er den jeg indtil videre har brugt mest af, er særligt udviklet sensitiv hud i ansigt og øjenområde. Ydermere minimerer den svien i øjnene, er ekstra vandresistent, og dermed også svedresistent, den er sandresistent (vigtigt!), og helt uden parfume.

Bag indlægget #4

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Læs tidligere Bag indlægget-indlæg HER

2011 var et år, der virkelig vendte op og ned på meget. Jeg var 25 år. Mor til en to årig. Jeg var forvirret, såret på andet år og enormt flakkende i alt. Vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på, og så følte jeg mig enormt alene med alting. Jeg blev ofte mødt med, hvad jeg følte, var en misforstået omsorg, som for eksempel, når folk gav udtryk for, at nu var jeg jo “ude på den anden side”, hvilket jeg tolkede som tildels en beskyldning for at bære min sorg for længe, og et misforstået hensyn.
Jeg skrev følgende i det her indlæg:

Det gælder jo ikke! … Ps. Jo, det gør!

Det er Februar… Jeg hader virkelig Februar! Det gjorde jeg virkelig! Og faktisk er det kun inden for de seneste år, at jeg har fået et afslappet forhold til den måned. Det er helt skørt, men i seks-syv år efter vores brud, vågnede jeg med fysiske angstsyptomer på datoen for vores brud. Hver eneste år.

Det er måneden som markerer årsdagen for the big break i mellem freelancer og mig. 2 år er der gået.
Og februar rammer mig fortsat med al for høj fart, lige i mellemgulvet. Av og øv!

Noget helt andet, som jeg har bidt mærke i, og vil adressere i dag, da jeg egentlig finder det ret sjovt, som i komisk er, at de flestes, eller i hvert fald virkelig manges, kommentar til at jeg har været single i 2 år er: “Nååårh men det gælder jo ikke, du var jo gravid indtil august, og så var der også lige månederne efter du havde født, så egentlig har du jo kun været på singlemarkedet i et års tid”.
Ahem!
Ok. Det skete faktisk virkelig ofte, og jeg kan i bakspejlet godt se omsorgen i det, men jeg følte mig så overset og nedgjort, hver gang det blev pointeret. Særligt fordi, at jeg netop følte at hele mit liv som jeg kendte det var blevet sat på pause i løbet af den graviditet og barsel.

Dyb indånding. Altså. For det første, inden jeg kommer til at lyde sur: Jeg forstår godt budskabet. Det gør jeg. Tror jeg. Ja, det gjorde jeg nok, men nok ikke helt så meget som jeg gik og troede. 
MEN men men, undskyld mig, er det ikke tværtimod værre, at være single når man er gravid og på ingen måde kan dyrke det sjove ved at være det. Faktisk føles den singleperiode dobbelt så lang som den gør her efterfølgende.
Lad mig remse det op og skære det ud i en slags pap:
ingen alkohol
ingen random sex
ingen dating
ingen fester

Og sådan var det. Og som 22,23,24,25 årig, havde alt det været en ret stor del af min identitet, i hvert fald det med festerne og alkoholen, og det var i forvejen et stort offer for mig, at skulle undvære alt det, så at være single og hjerteknust uden, føltes langt værre, end jeg helt turde give udtryk for.

Til gengæld, rigtig meget kage.
Væske i kroppen – HELE kroppen.
Hormoner
Sorg
ET BARN INDE I MAVEN

Ja, der er ikke ligefrem noget af det, der får mændene til at sværmes om en, så på den måde, kan vi da godt blive enige om, at det ikke gælder og man på mange måder er slået hjem i den periode. Men lad lige være med at negliger det.

Det er altså ikke for at dvæle i min sorg fra dengang. Igen, ville jeg virkelig helst ikke have, at man havde ondt af mig, men jeg ville sørme gerne anerkendes for alt hvad der havde været og var svært. Faktisk handler det slet ikke om mig, men er måske mere bare en opsang til jer, der tænker, at det er en trøst, at sige til eventuelt single gravide i jeres liv, at de ikke gælder.
Det gælder! OK! Man er i den grad single, og det er, eller kan være, så ensomt, at I ikke nogensinde kommer til at forså det.
Jeg forstår nogle gange slet ikke at jeg kom igennem det. Altså ikke singleperioden uden drinks, men det hele, og at jeg gjorde det så roligt og elegant, selvom jeg på mange måder var ved at gå i stykker.

Beklager. Men tror bare altid, at februar kommer til at gøre mig ekstra gnaven, og i dag var det lige følelsen af at blive umenneskeliggjort, der pressede på.
Altid klar med en undskyldning. Man skulle jo nødigt blive misforstået – Det er i øvrigt stadigvæk det værste jeg ved. Følelsen af uretfærdighed og at blive misforstået.

Singletilværelsen varede i øvrigt i små fem år, med et par korte herrebekendtskaber her og der, men det lykkedes mig aldrig at åbne op og give slip. Ikke før januar 2014.

Uge 26: Sommerferieklargøring, afslutning og fødselsdag

HOV! Det har sgu da været mandag, og jeg skylder jer et mandagsindlæg. Det er tirsdag eftermiddag lige nu, og jeg føler på alle måder, at dagen er forsvundet mellem hænderne på mig. Jeg har nået virkelig meget, endda også en tur på stranden i morges, for at tage billeder til en kampagne, men jeg har slet ikke nået så meget om jeg havde håbet på jeg ville i dag, hvor jeg har arbejdet hjemmefra. Det er lidt en klassiker på mine hjemmearbejdsdage, og i dag er ingen undtagelse. Mine børn går jo på sommerferie på fredag, og det gør jeg dermed også, på en måde. For der skal jo stadigvæk holdes lidt gang i hjulene herinde, og jeg har også et par samarbejder, der lige skal rundes af, inden jeg ordentlig kan kaste mig ud i bølgerne og sætte autoreply på. Men det er meget det, jeg skal gøre klar til i denne uge. Arbejde lidt forud, samt få afsluttet og afviklet en masse ting, både de sjove og mindre sjove af slagsen (hej regnskab og syltede mails m.m.). I morgen er det sidste onsdagsmøde med Confetti inden ferien, og jeg har også lagt to andre møder samme dag, så jeg kan blive i Hornbæk torsdag og fredag, hvor Michael skal arbejde, og jeg derfor allerhelst vil være tæt på institutioner og skole, og måske kunne hente lidt tidligt, selvom det umiddelbart ikke ser ud til at blive helt sådan. Fredag aften håber jeg på, at kunne tage et hurtigt smut til København og fejre en sød pige jeg kender, der fejrer sin kandidat, og så har jeg fødselsdag på lørdag, men jeg har jo allerede holdt et brag af en fest, så det bliver ret meget en afslappet affære, ligesom det plejer at være, og jeg satser på skidelækkert vejr, lidt kold hvidvin, og en masse store is med mine små (og store) yndlingsmennesker.

Nu nærmer klokken sig halv fire, og jeg vil lige dykke grundigt ned i lidt mere af det førnævnte knap så sjove, inden jeg lukker ned for i dag og finder mine børn og min mand, der er gået på stranden. Og når vi nu taler om strand, kan jeg da berette, at jeg har anskaffet mig en badedragt (!) faktisk to, og jeg føler mig i al beskedenhed virkelig flot i dem, hvilket ellers ikke plejer at være noget badedragter gør for mig, så det skal udnyttes. Det er i øvrigt denne her – reklamelink (jeg har købt min i en størrelse 38). Og så en i sort crepe med åben ryg, som jeg føler mig meget firser-agtig i, på den gode måde! Den kan jeg desværre ikke finde et link til lige på stående fod. Tænk engang, at den dag er kommet, hvor jeg foretrækker en dragt fremfor noget todelt. Det kunne være jeg skulle dyrke det lidt mere.

Jeg håber I har en dejlig uge ude i solen. Det virker sådan, efter hvad jeg kan se i min statistik – jeg håber det er fordi I er ude i solen 😀

God tirsdag <3

Længere tid sammen end hver for sig

Det er egentlig så åndssvagt og komplet ligegyldigt, men af grunde der i virkeligheden nok giver ret god mening, hvis man graver ned i det, betyder det virkelig meget for mig, at vi er et sted, hvor vi har været sammen i længere tid end vi var fra hinanden. I maj var det 12 år siden, at vi mødte hinanden, i februar ni år siden vi gik fra hinanden, i januar 5 år siden vi blev kærester igen, for et par dage siden 5 år siden at jeg fortalte jer om det, og til september har vi været gift i fire år. Ok, ja, det var lidt meget info at holde styr på. Min pointe er bare, at vi nu har været sammen i sammenlagt syv år, ud af de 12 vi har kendt hinanden, og det føles rart og helt rigtigt. Jeg oplever i langt mindre grad, at jeg skal forklare og forsvare vores situation, hvilket nok hænger sammen med al den tid der er gået, men også en følelse af tryghed og sikkerhed, der nok hele tiden har været der, men som alligevel styrkes som tiden går.

Jeg er lykkelig og forelsket, og ligemeget hvad der sker, vil jeg aldrig fortryde, at jeg turde springe ud i det eventyr det har været og er, at følges med ham. Alt er tilgivet, men aldrig glemt, og det er præcis som det skal være. 12 år.

 

I øvrigt

– Synes jeg det er så skægt, at “festivalstil” er blevet en ting. Jeg falder i øvrigt selv totalt i og vil mega gerne se lækker ud på festival, så det er ikke for at pege fingre. Men dengang jeg startede med at gå på festival var det altså mest bare noget med at tage det tøj med, der måtte gå i stykker.

– Har mine børn sommerferie om fem dage, og vi har nul planer, og det føles helt ok. Især fordi vi bor, hvor vi gør.

– Er jeg dog, jvf ovenstående punkt, begyndt at lege lidt med tanken om en togtur til Sydeuropa. Måske ikke i år, men næste. Har I prøvet? Er det fedt med børn, eller skrækkeligt?

– Har jeg fødselsdag på lørdag, og da jeg jo allerede har fejret den med et brag, glemmer jeg det lidt. Men jeg tror, at jeg inviterer mine forældre og søster til brunch om dagen, og min mand og nogle venner på drinks om aftenen.

– Tror jeg måske, endelig (!) at det er lykkedes for mig, at lave en mælkefri koldskål, der er værd at servere. Jeg vender stærkt tilbage med en opskrift næste gang jeg laver den.

– Er jeg helt forelsket i de lyse aftener for tiden. Klokken er lige nu 22:50 og udsigten fra min seng er så smuk.

– Har vi af samme grund kun helt tynde gardiner i soveværelserne (og slet ikke gardin for altandøren som det ses på billedet), til stor morskab for alle besøgende. Men jeg elsker det!

– Luntede jeg de 5 kilometer til Make a mark løbet i går på 39 minutter, og det var røv fedt, og helt sikkert ikke mit sidste løb.

– Har jeg besluttet mig for at jeg i sommerferien skal prøve at SUP’e. Det er som om, at det er noget man skal gøre eller minimum have prøvet, når man bor tæt på vandet. Jeg bilder mig selv ind, at jeg faktisk vil være ret god til det. Men lad os nu se.

– Er båden, der har stået i vores have de sidste par måneder, endelig kommet i vandet! Det er så fedt på alle måder. Mest fordi vi nu har en næsten skrammel-fri have for første gang siden vi flyttede ind.

I anbefaler: Podcasts

I går spurgte jeg på Instagram, hvilke podcasts I hører fordi jeg selv er gået lidt kold i, at få udforsket. Jeg har selv cirka 10 podcasts, som jeg sværger til, og derudover lytter jeg løbende til dem jeg lige falder over eller får anbefalet, men det er som om, at jeg i den seneste tid, er blevet slået helt ud af Podcast-gamet, og ikke helt får fulgt med i, hvad der er værd at høre. Heldigvis var der en masse inspiration at hente via jer, der følger med på Instagram, og dem vil jeg dele nu. I kan se mine tidligere anbefalinger, som jeg stadigvæk står ved, lige HER.

Jeg tænker at gøre det her til en fast ting, hvor jeg deler jeres anbefalinger. Næste gang kan vi måske kigge lidt på serier, eller film, eller noget tredje.

Men først podcasts. Og her er dem, der gik igen (foruden dem jeg allerede har anbefalet eller nævnt selv )

Sitter – Jeg må indrømme, at jeg kun selv har lyttet til to-tre afsnit, men ikke helt blev fanget, men mere lidt forpustet. I er dog meget insisterende, så jeg giver den gerne et skud mere.

Jeg lever med døden – Denne tager jeg tilløb til. Jeg er ikke helt klar, kan jeg mærke.

The high low

Table manners

Armchair expert

Hit parade

Politikens poptillæg

Motherhood Sessions

Anden til venstre

Jeg plejede at tro på for evigt

Østrogenial

The daily

Girlcrush – af Johanne og Line – Er også på min liste allerede, og jeg har helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fået hørt den endnu.

Klovn podcast

Fårking far

Det vi taler om

Absolute Absolute music

Gåsehud

The guilty feminist

Bucketlist

Hjernekassen

Englevingen

Jeg lever med døden

Fredagsslik

Farvel for evigt

…. Fortsæt endelig i kommentarsporet. Og tak fordi I gider dele. Der er jo så meget godt derude, og det kan være virkelig svært at finde rundt i.

Og for at svare på det uundgåelige “Hvad med Voksen ABC??” I know. Jeg er også helt dårlig over, at det står stille. Rachel er midt i et eksamensforløb og vores skemaer er ikke kompatible for tiden. Det er så ærgerligt, for jeg savner det helt tosset. Den er ikke død, langt fra. Der kommer mere.

<3

 

Tychotorsdag

Klokken er knap 8 og jeg har skøjtet rundt som bambi på glat is i de tre timer jeg har været vågen. Alt er gået skævt, og jeg ved ikke helt, hvad der foregår. Hvor skal jeg starte, altså jeg har brændt mig, to gange. Først på kaffen og så mit glattejern. Så smadrede jeg min ret nyindkøbte yndlings serum udover mit gulv, der nu er helt glat, dobbelt op på irriterende! Jeg kunne ikke finde et par strømper, så jeg har bare fødder i skoene, hvilket jeg virkelig ikke bryder mig om og så har jeg glemt cirka alt derhjemme, også nøgler og dankort. Nu sidder jeg i toget på vej mod København, og satser på, at resten af dagen kommer til at gå smooth, selvom jeg af erfaring med denne slags dage ved, at det nok ikke bliver tilfældet.
Nå. Fuck fuck og alt det der. For heldigvis skal det hele nok gå alligevel og som jeg tidligere har skrevet og stadigvæk mener, er det på en eller anden mærkelig måde, sikkert meget sundt med den her type håbløse dage, fordi de får de modsatte dage, dem hvor det spiller, til at glimte lidt ekstra. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg lige nu sætter ekstra pris på dage som i går, hvor solen var ekstra lun, børnene uhørt medgørlige og hvor der både blev tid til en morgencroissant ved bageren inden børnehave/vuggestue og senere vandkamp og isspisning i haven.

Tycho Brahe torsdag kom bare med det <3 Det er ok. Jeg har masser af dejlighed i hverdagsbanken, heldigvis.

Edit: Og bedst som jeg skulle til at udgive dette indlæg, crashede min blog.
For fanden da. Men nu, NU kører det. Måske.

Ha’ lige en god dag, ikk?!

Fødselsdagsfest: En succes, takket være lidt hjælp.

REKLAME FOR CHEFMADE

I lørdags holdte jeg en fuldstændig vidunderlig fest, som jeg stadigvæk fire dage efter er helt høj over. Jeg havde forsøgt at holde mine forventninger nogenlunde nede, men dem jeg alligevel havde fået bygget op blev på alle måder indfriet. Det var en kæmpe succes fra start til slut, og jeg er fortsat så rørt og overvældet over, at jeg kunne samle 21 damer, der ville prioritere en stor del af deres weekend på mig. Jeg havde på forhånd indstillet mig på afbud i hobetal, og alt det der kunne gå galt – For det er sådan jeg desværre rigtig ofte går ting i møde på grund af en helvedes masse emotionel bagage, som jeg har underholdt jer med mange gange før. Men jeg formåede dog at give slip på størstedelen af det, ikke lade de få afbud skurre for meget i den forbandede mindreværdsfølelse, og i stedet sætte pris på alle dem, der kom, og lade al kærligheden sive ind, og bare give helt slip, og være i det. En af grundene til, at det kunne lade sig gøre, det med at give slip, var at jeg klog af skade havde afgivet en masse ansvar og opgaver til nogle andre. Jeg havde booket borddækning hos A Table Story, jeg havde allieret mig med gode venner, der var så forbandet søde, at bruge oceaner af tid på at hjælpe med at få de sidste ting færdige, og så benyttede jeg mig af en genistreg, der hedder Chefmade, som uden tvivl bliver en fast løsning, når jeg skal holde noget, og her er hvorfor:

Konceptet er helt simpelt, at man booker en restaurant til at komme og lave mad. De medbringer selv alting, laver, serverer og præsenterer maden, rydder af og op og kører så igen. Genialt. Intet mindre. Jeg havde bestilt en udelukkende vegetarisk menu, hvilket ikke altid er en bragende succes og godt kan være en lidt flad oplevelse. Men ikke denne gang. Rødder, som var den restaurant hos Chefmade, som jeg havde valgt, havde fuldstændig styr på det med at få grøntsager til at smage af mere, og de diskede op med den vildeste (!) menu, bestående af en forret med hvide asparges, og derefter en masse vidunderlige deleretter, hvor særligt en ret af nye kartofler, hollandaise og urter tog prisen for noget af det bedste jeg har smagt, og jeg skal uden tvivl forsøge at genskabe noget lignende asap.

SÅ simpelt, men så gennemført lækkert. Også en omgang bagt selleri, som jeg simpelthen ikke ved, hvad de gjorde ved, men som smagte så vanvittig godt, at selv de mest inkarnerede kødspisere om bordet, måtte tilstå at det var noget af det bedste de havde smagt. Alt var så mega gennemført lækkert, og jeg kan kun varmt anbefale både Rødder og Chefmade til dig, der skal holde noget stort (eller småt) snart. Det eneste jeg selv skulle gøre, var at sørge for drikkevarer, hvilket jeg så godt nok ikke havde købt nok af, men det var der heldigvis råd for, da jeg sendte en delegation af gode damer afsted imellem hovedret og dessert. Desserten bestod blandt andet af friske jordbær og en hvid chokoladecreme, og også her sad alle komponenter lige i skabet.

Hvis du skal holde en middag i den nærmeste fremtid og er du som jeg, typen der kommer til at bruge alt for lang tid og for meget energi på at overtænke alting fra menu til indkøb og madlavning, er det Chefmade du skal have fingrene i. Der er forskellige prislejer, typer af mad, og det er nemt at finde rundt i, og når du først har booket en restaurant, skal du ikke gøre mere end at lukke et par kokke indenfor og vise dem dit køkken.

Vi spiste i en del timer, og efterfølgende, da vi havde sendt kokkene afsted, blev der skruet godt op for musikken, fundet drinks (og shots!) frem, og så dansede vi på bare tæer til klokken 5. Jeg er som sagt helt fyldt op af kærlighed og glæde, og jeg tror, at den værste angst for at holde noget for mig selv, har lagt sig. Og nu har vi endda et sted at holde alle de fester vi overhovedet har tid og lyst til, for annekset blev færdigt i tide, og står bare og kalder på næste fest. Og til den bliver Chefmade altså også tilkaldt.

 

Den svære realitet. Hvordan taler man med sine børn?

Det er jo for langt de flestes tilfælde uundgåeligt at gå igennem et helt liv uden at opleve nogle slemme og grimme ting. Både dem der kommer helt tæt på en, dem der foregår i periferien, men som alligevel rammer en på den ene eller anden måde, og så er der selvfølgelig alt det der foregår ude i landet og i resten af verden, som også kan påvirke en. Som ens børn bliver ældre, begynder de også at blive påvirket af de ting, mere og mere, og jeg føler at det kan være en kæmpe udfordring, at manøvrere i. Hvor meget skal man sige, dele, tale om med sine børn.
Det er edderdælme svært. Og jeg ved ikke om jeg har fundet løsningen, men jeg har en holdning til det, og en måde at gribe det an på, som jeg tror virker. Det gør det i hvert fald for os.
Jeg tror først og fremmest, at der er så stor forskel på børn, at der dermed ikke er en gylden opskrift på, hvordan man griber det an. Men jeg tror også, at vi er rigtig mange voksne, der nogle gange kommer til at afskærme vores børn for meget fra alt det grimme, og at det kan forværre situationer både nu og senere i livet, da børns fantasi ofte er langt værre end virkeligheden, og at de, især når man ikke taler om tingene, kan komme til at tage følelser og skyld på sig selv, som de ikke skal. Jeg har for eksempel indtil for ganske få år siden troet at jeg var skyld i noget, der skete i 1994, og som jeg først havde mod til at konfrontere min mor omkring for få år siden. Hun anede det ikke, og da vi talte om det og jeg sagde det hele højt, kunne jeg godt selv høre, at det stadigvæk var min barnehjerne, der spøgte. Og det er hundrede procent fordi vi ikke har fået det talt ordentligt igennem dengang. Og det skal så lige siges, at jeg faktisk synes at mine forældre har været ret gode til at involvere mig, men at de jo også bare er mennesker og ikke perfekte. Præcis ligesom mig, og dig.
Det er en svær balance, og igen er den så forskellig fra barn til barn og familie til familie. Men jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil gribe det an. Vi har i de seneste par år gentagende gange stået i situationer, der har krævet nogle svære og anderledes snakke med vores børn. Især den ældste.
Det er svært. Det er fucking svært.

I den seneste uge stod vi der igen. Med en hardcore situation. Ikke en, der direkte involvere os, men alligevel har ramt os som et lyntog lige i mellemgulvet, og som er umulig ikke, at tale om. Vi har endnu ikke fået taget snakken med børnene, eller barnet, som det i dette tilfælde bliver i første omgang, da de to små ikke kommer til at lægge mærke til eller være påvirket af situationen. Detaljerne kan og vil jeg ikke komme nærmere, for det er både privat og involverer andre mennesker, som ikke vil eller skal hænges ud, men detaljerne er også helt og fudstændigt underordnede, for det er mere dét at tage en svær snak med sit barn, som jeg gerne vil dele mine tanker omkring, og måske få jeres input til.

Jeg har berørt emnet en smule før, ved jeg, og jeg beklager hvis jeg gentager mig selv for meget, men nu står vi bare i en situation, hvor vi igen skal have en snak, som i virkeligheden ikke er for børn, men som er nødvendig at have, fordi at det usagte og uvisse som regel utroligt nok kan føles større og værre i et barnehoved, og han kan ikke undgå at bemærke, eller overhøre, hvad dette specifikke tilfælde handler om.

Jeg tror fuldt og fast på, at man gør sine børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at skærme dem for meget og ikke tale om de ting der gør ondt, er svære, grimme og som selv for en voksen, kan føles uforståelig og uretfærdig.
Det er også noget vi som forældre herhjemme ikke altid er helt enige i, og det skal man også finde rundt i på en måde, hvor man ikke træder hinanden over tæerne, og alle forældre ved, at lige præcis forældretæer er dem, der gør mest ondt at blive jokket over.
Jeg synes vi skal taaaale og deeeele enormt meget med vores børn, og det gør Michael sådan set også, men i mindre grad edn jeg gør, men det er også fordi at vi som mennesker er forskellige på det punkt, og hvor Michael sagtens kan tale om en ting en enkelt gang og så ellers lægge låg på og ikke tænke over det mere, går jeg ofte og dyrker episoder og følelser rigtig længe, også for længe engang i mellem.
Jeg tror ikke at det ene er bedre eller sundere end det andet, men jeg er overbevist om, at en mellemting er fornuftig og god. Og igen, ligesom at der er forskel på os, er der det også på børn. Nogle skal tales igennem alt og have enormt mange informationer, imens at andre kan nøjes med at få et hurtigt referat, et par highlights og svar på et par spørgsmål og så ikke andet. Mine børn befinder sig lidt over hele spektret hver især, og ofte er en enkelt snak nok, imens det andre gange sætter gang i en overflod af spørgsmål og følelser, og så tager vi den derfra.
For eksempel taler vi meget åbent om dengang Michael og jeg var fra hinanden, selvom der ikke var noget fedt ved det overhovedet og vi begge ville ønske det aldrig havde været sådan. Vi taler om de ting, der er på forsider og spisesedler, som Otto jo nu kan læse, og som jo rigtig ofte ikke er særlig rare. Om sygdom, dødsfald og alt det der er skrøbeligt, og jeg synes vi gør det på en god måde, for det meste, og jeg er rigtig glad for at vi ikke afskærmer dem, selvom det til tider ville være dejligt at kunne proppe dem i lommen for altid, men jeg tror de ville få et chok af dimensioner, første gang de som voksne oplevede noget, der rystede deres verden, hvis de fik lov til at ligge i den lomme til de flyttede hjemmefra.
Snakken skal tages, selvom den ikke er sjov.