Søvnmangel: Bekymringer, savn og skriverier

Jeg er glad. Hold kæft, hvor er jeg egentlig grundlæggende glad og lykkelig og heldig og elsket og sat. Men jeg er træt. Jeg har ikke sovet igennem i hvad der føles som måneder.

Det er der flere grunde til.

Loulou vågner mere end nogensinde. Eller hun vågner faktisk ikke, men hun sover uroligt, og vækker mig med gråd, spjæt og snak. Alt fra to til otte gange, og jeg kan efterfølgende ikke falde i søvn igen med det samme, så nogle nætter får jeg nærmest ingen sammenhængende søvn, og det føles lidt som at have en nyfødt i huset igen. #DetErEnFase

Jeg savner mine søskende helt forfærdeligt meget. De er udenlands begge to, og den ene har jeg slet ikke kontakt med på nu femte måned. Det er ubæreligt og kompliceret, og en del af den familiekrise jeg nævnte sidste år. Jeg har lyst til at skrive om det. Men det kan jeg ikke. Af hensyn til hele situationen og alle involverede. Men det er hårdt.

Jeg har virkelig genvundet min glæde for at skrive. Ikke kun her i det her format. Det elsker jeg også. Men i det hele taget. Det gør mig glad, ægte glad og grounder mig. Det er fedt. Men. Jeg skriver bedst om natten.

En af mine børn har haft en rigtig ærgerlig oplevelse. Og jeg føler alt, hvad vedkommende føler, og forsøger at guide og være lige dele anerkendende, moderlig og samtidigt lade barnet selv rumme sine følelser. Det er svært. Det gør ondt. Det går over. Det bliver godt.

Jeg glæder mig til at mine forældre flytter herop. Så åndssvagt meget! Vågner hver morgen (og nat) og tænker automatisk på det antal dage, der er tilbage. I dag var det tal 18. 18 dage tilbage.

Jeg har altid ment at søvn var ret kedeligt og overvurderet. Det synes jeg åbenbart stadigvæk. Hvorfor sove, når man kan være vågen?! Men ok. Jeg er virkelig træt.

Så ja, der er gang i kasketten, og underskud på søvnkontoen på en måde som jeg kun mindes fra perioderne med helt små børn. Det er fint i en kort periode, men man når en grænse og der er jeg ved at være.

… i aften går jeg tidligt i seng. I et andet værelse. Uden børn. Uden computer og telefon. Forhåbentlig gør det, at jeg kan indhente det værste.

6 replies
  1. VenterpaavinBlog says:

    Jeg har heller ikke lært det, med at sove, både i bekymringstider og i dem uden. Det er nemlig så keeedeligt og voksent, som du siger – natten, er også min ven. Upraktisk er det dog 😁

    Hvis jeg skraber mig op på 7 timer, er det ufattelig imponerende – 6 er det mest vanlige, og 4-5 styk sker også et par gange gange om ugen. Ooog så har vi også altid et par 100%-nul-søvnsdage pr. måned, of course 😁

    Håber du fik indhentet lidt! 💓

    Svar
  2. Nat says:

    Check Brené Brown – hun har lavet en Special på Netflix. Hun er professor – og helt vildt nærværende. Hendes budskab er vist kogt ned, at vi skal være sårbare og dermed modige – og hendes vinkel ifbm forældreskab er så fin, så fin. Hun har også lavet nogle bøger og podcasts. Har lidt et crush på hende for tiden, hun er bare så sej. Hendes TED talk er set af mere end 31 mill, nok fordi hun er så relatable. Sorry, det blev lidt langt. Men hun har nogle gode pointer ifht at hjælpe sine børn i gennem udfordringer var det jeg ville sige 🙂

    Svar
  3. Camilla says:

    Åh – jeg kan næsten ikke forestille mig, hvor svært og opslidende det må være. Familiekonflikter er djævelsk. Jeg håber, håber for dig at du kan tage kontakt til din søskende snarest 🙂

    Svar
  4. En storesøster says:

    Puha, det gør så ondt at være ægte uvenner med sine søskende. Jeg er desværre heller ikke på talefod med min elskede lillebror, og jeg tror, at det skyldes vores komplicerede forhold til vores mor som har været psykisk syg. Jeg forstår godt, du ikke kan skrive om det på nettet, men hvor ville jeg ønske at familiekonflikter var et emne, folk talte mere åbent om (det oplever jeg ikke, til gengæld oplever jeg at folk taler åbent om parforhold og sex).

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *