Most wanted: Ung mor, fordele og ulemper?

Se tidligere Most Wanted indlæg lige HER.

Jeg elsker, når I spørger mig til råds om alverdens ting, og (sjovt nok) særligt når det er noget jeg har erfaring med.
Det sker ofte, at særligt unge kvinder spørger ind til fordele, ulemper og tanker omkring det at blive/være ung mor, og jeg forsøger at svare så godt jeg kan, ud fra hvad jeg selv har oplevet og følt, hvilket også er det jeg vil gøre i dag.
Jeg var 23 år, da jeg fik Otto, hvilket i vores tid opfattes som tidligt. Jeg følte på det tidspunkt, at det mange steder blev opfattet en anelse negativt, og jeg brugte meget tid på, at bokse mod de fordomme jeg følte, jeg stødte på. At jeg så også blev enlig mor midt i graviditeten, hjalp ikke på hverken opfattelsen eller følelsen, og jeg synes på mange måder at det var skideirriterende og svært, konstant at føle, at jeg skulle præstere endnu bedre end de mødre, der var ældre eller som havde en partner derhjemme. Jeg fik tilbud om at deltage i mødregrupper, der var særligt tiltænkt unge mødre, og om ekstra jordemødre- og sundhedsplejerskebesøg, hvilket jeg på det tidspunkt så lidt som en hån, fremfor den hjælp det i virkeligheden var ment som. Og det var jo set i bakspejlet, ret fint, at de tilbud var der. Men jeg havde et kæmpe behov for at klare det hele selv, og modbevise alles fordomme. Lidt fjollet på den ene side, og på den anden sgu egentlig også ret bad ass.
For mig var den del, hånden på hjertet, eneste ulempe, altså at jeg følte mig stigmatiseret og at jeg derved følte et kæmpe pres og derfor ikke altid gav mig selv helt nok credit i min morrolle. Den usikkerhed var, foruden den uro det kan være at blive mor, uanset alder, for mig helt klart forstærket på grund af min unge alder.
Men omvendt, jeg lærte så meget om mig selv i den periode, som jeg ikke ville have lært ellers, i hvert fald ikke på det tidspunkt, og selvom jeg på mange måder blev mentalt en hel del ældre på kort tid, fordi jeg pludselig havde et ansvar, der var større end mig selv, og et tankemønster, der ændrede sig markant, for ikke at tale om hvordan min prioritering også blev vendt helt på hovedet, og alt handlede om at være der for det der lille menneske først og fremmest og meget lidt om mig selv. Hvilket både var sundt, men som til tider nok også var det modsatte. Desværre.
Fordelene for mig var, og er uendelige. Én ting at jeg jo fik Otto – Det er klart den største og mest åbenlyse fordel. Men hvis man ser væk fra det, er der fortsat udelukkende gode ting ved det for mig. Jeg havde en helt anden energi og et langt større overskud på mange måder, som 23 årig end som 30 årig, jeg lærte enormt meget om mig selv, om mine styrker og svagheder meget tidligt, jeg fik et helt andet og langt større perspektiv på verden, på følelser og på relationer, min bull shit radar blev bedre, jeg fik et enormt selvværd af de mange succesoplevelser, der hørte med ved at være mor, og nu har jeg et barn på næsten 10 år, og jeg er på mange måder stadigvæk ung, og føler, at jeg forstår ham og kan være der for ham på et plan som jeg ikke er sikker på, at jeg tilsvarende kan for mine piger som jeg har fået, da jeg var 29 og 31, når de kommer op i samme pre-teen periode. Altså forstå mig ret, jeg skal nok være der, og bliver jo ikke en værre mor af at være ældre, for det har også sine fordele.
Så super kort konklusion: Det er for FEDT at få børn tidligt. Hvis man har lysten og muligheden, så go for it, altså. Det er ikke nødvendigvis nemmere eller bedre, at være ældre. Man aner ikke, hvordan livet udvikler sig, men jeg ved, at ens børn er noget af det man i hvert fald hverken fortryder, eller på nogen måde kommer til at stille til regnskab for at noget er gået anderledes end man troede eller håbede på. Børn er sgu nice, uanset hvornår man får dem. Især ens egne 😉

Og ja, I fornemmer sikkert, at jeg går lige med seler og livrem på denne her, for jeg vil så nødigt blive misforstået – For alle kan være gode mødre, uanset alder. Selvfølgelig. For fanden. Min mor var kun lige fyldt 19 da hun fik mig, og hun har været en giga stjerne i min bog altid, men det  havde hun også været, hvis hun var 29, 39 eller 49.
Og der er som sagt både fordele og ulemper. og for nogle vil det sikkert ikke være optimalt at blive ung mor, mens det for andre vil være det bedste. Selv havde jeg rejst i mange år forinden, festet igennem og nået rigtig meget, så jeg har aldrig følt at jeg er gået glip af noget – Og altså livet fortsætter jo, selvom man får børn. Og man kan stadigvæk gå til fester, tage på ferier og lave karriere, hvis det er det man drømmer om, der bliver bare lige en periode, hvor man ikke kan (og ærlig talt heller ikke har lyst til) alt det.

13 replies
  1. Anne says:

    Tak for det her indlæg. Jeg selv er 25 år og har en dejlig kæreste, og føler mig virkelig klar til at blive mor snart – jeg har bare så svært ved at tage beslutningen, fordi jeg er sådan i tvivl om jeg mon kan klare det, om jeg vil være en god nok mor, om jeg vil kunne holde til at være studerende OG mor samtidigt osv osv. I virkeligheden er det nok meget normalt, at man er i tvivl, når det kommer til “store” beslutninger.. Jeg ville bare ønske, der var nogle, som kunne “godkende” en til at være mor og forsikre en om, at man var klar – sådan hænger det jo desværre bare ikke sammen.
    Desuden fylder det økonomiske spørgsmål også utroligt meget for mig – må jeg spørge, hvordan din økonomi så ud da du blev mor, og hvordan det hang sammen i tiden efter? Jeg ved godt det kan være et for privat spørgsmål – helt ok, hvis du ikke vil svare! 🙂 vh Anne

    Svar
    • Sneglcille says:

      Jeg var enlig mor og på barselsdagpenge, så ikke vanvittig god. Det var hårdt til tider, men det gik.

      Jeg forstår godt, at det er en svær beslutning ❤️ Men man fortryder den med garanti ikke.

      Svar
    • Mette says:

      Kære Anne,
      at du bekymrer dig om, hvorvidt du vil være en god mor viser, at du er opmærksom på den vigtige rolle, du får, og med stor sikkerhed bliver en god mor! Du kan fint studere samtidigt,måske du endda er mere fleksibel fx ift. sygedage? Personligt har jeg klaret mig mindst lige så godt med studier som inden barn og lagt presset bag mig. Det ER en svær beslutning! For mig ville det også være det om 3-5-10 år, kunne jeg fornemme. Håber du træffer en god beslutning <3

      Svar
    • Nanna says:

      Hej Anne! Jeg er lykkelig for, at jeg har fået børn som studerende. Der er meget mere fleksibilitet, selvom det selvfølgelig til tider er hårdt ift sygdom da man så selv skal sørge for at læse op

      Svar
    • B says:

      Jeg (vi) fik vores første barn under mit studie. Som var et meget krævende studie. Det gik fint. Jeg blev mere struktureret og klarede mit studie fint. Mht økonomi kan det fint gå. Skru forventninger til mærker ned(børn er ligeglade), køb brugt og ønsk af bedsteforældre. Børn har ikke brug for en masse smart udstyr så man kan klare sig med ret få ting hvis man er villig til det. Jeg er glad for at have fået barn under studiet. Jeg elskede fleksibiliteten og muligheden for at være deltids studerende og derved strække “barsels” perioden længere.

      Svar
  2. Tina D says:

    Jeg var 16 da jeg fik min første. Og det var planlagt. Vi var klar, boede i hus og havde styr på det. Men fuck jeg har skullet høre mange fordomme og meninger, og gør det stadig. Hun bliver 30 i år, har selv fået 3 børn, den første da hun var 16, så den er nok ikke en helt dum barndom hun har haft, siden hun selv vælger at blive tidligt mor. Plus jeg ELSKER at være ung mormor 👍🏽😍

    Svar
  3. Emma says:

    Tak for det fine indlæg. Jeg er selv højgravid og er lige fyldt 23 år. Barnet er 100% planlagt, med min jævnaldrende kæreste, og faktisk føler jeg ikke vi er blevet mødt af særlig mange kommentarer… Bortset fra de tre læger jeg har været ved, der alle har spurgt om det var planlagt at få barn under studie… Lidt fordømmende synes jeg.. Men ellers ikke. Håber virkelig der er et normskifte på vej, da jeg umiddelbart kun kan se fordele ved at få dem ungt. Så tak for at bekræfte dette, håber det inspirerer andre til ikke at vente, hvis det eneste der holder dem tilbage, er at de er unge.

    Svar
  4. Kristine says:

    Jeg var 23, da vi fik vores første. Jeg var ret bekymret over reaktionen fra ‘systemet’ – altså læge osv. – men de var alle sammen overraskende positive. Min mor har derimod fortalt, at hun ofte, når hun fortalte, at hun skulle være mormor, og at jeg ‘kun’ var 23, måtte forsvare det og nævne, at det altså var planlagt, at der var styr på alt osv, fordi folk ret hurtigt rullede fordommene ud😅
    Han er fire nu, vores store dreng, og jeg ELSKER at have fået ham så tidligt. Synes jeg er meget bedre til at rumme alle aspekterne – også de kaotiske – end jeg tror, jeg ville være, hvis jeg havde fået ham i dag. Og så er det så dejligt at vide, at jeg (forhåbentlig) har flest mulige år med ham (og de børn, han måske en dag får)😍

    Svar
  5. Lene says:

    Hvor er det dejligt at kunne føle, at det var det rigtige. Sådan føler jeg også, selv om jeg ikke var ung mor. Jeg var knap 29 og lige fyldt 30, da jeg fik mine to børn. Der er 16 måneder mellem dem og det var helt planlagt, og det var skønt. Jeg havde ikke en kæreste, som jeg ville have børn med før jeg blev 24. Vi var ikke klar til børn, før vi var det, og så var vi så heldige, at jeg blev gravid begge gange med det samme vi besluttede os for at få et barn 🙂

    Svar
  6. Trine says:

    Jeg var 23 da jeg blev gravid på trods af kobberspiral. Jeg synes det har været svært og enormt ensomt, fordi ingen I vores vennekreds har været det samme sted som os. Ville utrolig gerne have ventet nogle år, og delt det med nogle veninder. Jeg har dog aldrig følt mig set anderledes på af læger osv på grund af min alder.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *