Mandag uge 21: Nul overblik, løse ender og sommerfugle

Selvom jeg er godt inde i min nye rutine med tidlige morgener, der bestemt har givet mærkbart mere overskud og flere timer i døgnet, vågnede jeg i morges uden fornemmelse for hvilken dag eller uge jeg befandt mig i. Den følelse har jeg stadigvæk, og jeg roder rundt i datoer og kan ikke helt finde hoved og hale i noget, og aner faktisk lige nu ikke, hvad jeg skal i denne uge. Jeg ved, at jeg har møder det meste af dagen i dag og onsdag, jeg ved, at Uma skal til fodbold og Otto til fødselsdag, jeg ved at jeg har en lang liste af telefonopkald, der skal overstås, og at jeg skal finde tid til at se en veninde, men jeg har overhovedet ikke styr på om jeg kan få det til at gå op, så det må være dagens første opgave. At løse ugens kabale, i toget, hvor jeg sidder nu ved siden af Leopold, mit bonusbarn, der tydeligt sætter pris på den skærmtid han har imens Nordsjælland drøner forbi vinduet ved siden af os.

Der er flere grunde til min flyvske og noget ustrukterede tilstand, og heldigvis er det stort set udelukkende gode ting.

I sidste uge satte jeg gang i noget, jeg har haft lyst til i årevis, og på vaskeægte pisseirriterende bloggermanér, vil jeg ikke sige mere lige nu. Og det kommer også til at stjæle noget tid og en masse tankeaktivitet.

Min lillesøster kommer snart hjem fra Jordan, hvor hun har boet de sidste fire måneder, og jeg har svært ved at vente.

Mine forældre knokler i de her dage på at få deres nye hus i Hornbæk gjort indflytningsklar, alt imens at de også lige skal nedpakke 25 år af deres liv på Vesterbro. Det føles næsten ligesom at være forelsket, at gå og vente på, og det er helt sikkert også med til både at puste liv i mit overskud og den lettere rodede tilgang til tingene jeg har i de her dage. På den gode måde.

Det bliver en god uge !

God mandag til jer <3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *