Bag indlægget #3

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se tidligere “Bag indlægget” HER

I dag rejser vi tilbage til 2013, januar 2013. Otto var på det her tidspunkt 3 1/2 år gammel og var begyndt at stille spørgsmål til forskellige ting. Blandt andet vores situation, der på det tidspunkt var, at Michael og jeg ikke var kærester, ikke det der lignede, og at Otto og jeg boede alene sammen i en lejlighed på Vesterbro på fjerde år.

Jeg skrev:

At savne

I forlængelse af dette indlæg

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud.
Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.
Jeg blev, og bliver til stadighed SÅ imponeret over børns evne til at afkode verden på. Det her var bare første gang, at jeg for alvor mærkede det, og det var lige dele fantastisk og helt forfærdeligt. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, at svare for ærligt eller for kringlet, men også for at afskrække ham fra at spørge eller fortælle mig om noget igen. 

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.
Vi havde i denne her periode ikke som sådan nogle problemer, men havde kort forinden gennemgået en svær periode, Michael og jeg, hvor kommunikationen var noget rod. Og jeg var SÅ bange for, at vi igen ville stå i en situation, hvor vi ville blive uvenner. På samme tid, følte jeg enorm meget skyld overfor Otto, og det savn han tydeligt var påvirket af. Følte på mange måder, at vi var nogle egoistiske røvhuller, både Michael og jeg, og bandede vores situation langt væk – Samtidigt med, at jeg var enormt stolt og lettet over, hvor langt vi var nået i noget, der nemt kunne være blevet til had og konflikter.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.
Det var virkelig min største frygt. Både det, men også at han skulle finde ud af, at grunden til at vi ikke var sammen, var mig. Altså det var jo Michael der gik, men jeg havde i årevis kæmpet med en skyldfølelse, for han gik jo fra mig, mens jeg var gravid med hans barn, og hvis man gør det, må den person jo være forfærdelig. Altså mig, for man går jo ikke fra ens gravide kæreste, hvis ikke hun er helt skrækkelig. Tænkte jeg. Og jeg skammede mig over, at tænke sådan, for den fornuftige del af min hjerne, vidste jo godt, at det var vrøvl – Men den ufornuftige del råbte bare meget højere. 

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt. At Otto skal se, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Sandt. Vi var et helt vildt godt og sundt sted i denne her periode, men jeg var bange hver eneste dag for, at tabe det på gulvet, for så ville Otto for alvor kunne mærke det.
Det gjorde vi ikke. Og der gik da også kun et år fra jeg skrev de her ord, til Michael og jeg blev kærester. Selvom jeg på daværende tidspunkt på ingen måde så det som en mulighed. 

 

 

15 replies
  1. VenterpaavinBlog says:

    Det er altså så god en idé med kommentarspor på gamle indlæg – læste for nylig en udgave af Anne Franks dagbog, tilsat hendes egne voksne noter fra senere, det gav også nogle fantastiske perspektiver – hvilket det også gør her (:

    Og nuh, sikke lille han er – helt tydeligt Otto, som han er nu, men stadig kun en lille tumling.

    Svar
    • Emma says:

      Anne Frank døde i koncentrationslejren – så det kan vær næsten ikke være hende selv? 🤨

      Svar
    • Sneglcille says:

      Anne Frank? Hun døde jo inden hun blev voksen, så det kan næsten ikke passe. Men det lyder spændende. Kan du huske hvad bogen hedder?

      Svar
    • Gitte says:

      Det lyder lidt mystisk – man mener, at Anne Frank døde i kz-lejr i 1945, efter at baghuset blev afsløret, og hun har formentlig ikke været mere end 16 år, da hun døde. Derudover kom det faktisk frem i 2015, at hendes far har skrevet en stor del af dagbogen, efter Annes død, hvilket for et års tid siden blev bekræftet af nogle dagbogssider, hvor man tydeligt kan se, at to forskellige personer har skrevet på siderne. Men det er selvfølgelig en helt anden sag 😀
      Kan det mon have været en slags fiktion, du har læst?

      Svar
      • VenterPaaVinBlog says:

        Det var nemlig den “nyudgivede” hvor flere af Annes voksne tanker og kommentare, der har været pillet fra hidtil af hendes far, er blevet tillagt, hvilket må siges at give lidt flere nuancer. Så jeg mente “voksne tanker” (som Faren ikke brød sig om at udgive), ikke en voksen Anne 😉 Men kan godt se min formulering er noget tvetydig. Det var mere sammenligningen med, at få hele historien med, i et andet oplæg, jeg hentydede til, var en fed mulighed som læser. Både hos Anne og Cecilie 😁

        Svar
        • VenterPaaVinBlog says:

          https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A50604829 Her er den, tryk på fanen under “forlagets beskrivelse” for detaljer, her står bla: “Faderen, Otto Frank overlevede, og efter mange overvejelser besluttede han sig for at efterkomme sin datters ønske og offentliggøre dagbøgerne. Da bogen udkom i 1947, var det ikke almindeligt at skrive åbent om seksuelle emner – især ikke i en ungdomsbog. En anden vigtig årsag til, at Otto Frank udelod hele afsnit såvel som særlige formuleringer var, at han ikke ville “plette” sin afdøde hustru og familiens minde.
          Ved Otto Franks død testamenteredes de originale dagbøger til en fond, og en omfattende rekonstruktion kunne begynde”.

          Svar
  2. Sanne says:

    Begyndte at læse med for ca. 7 år siden – samtidig fulgte jeg også andre blogs. Du er den eneste blog jeg stadig læser, og de her type indlæg er geniale!

    Svar
    • Anna says:

      Også mig! Ingen andre har kunnet holde min opmærksomhed fanget så længe. Jeg er så vild med af følge med.

      Svar
      • Sneglcille says:

        Tak tak tak! I forstår slet ikke, hvad det betyder for mig. Tak fordi I siger det ❤️❤️❤️

        Svar
        • Lisbet says:

          Så siger jeg det også lige 🙂 Læste mange blogs engang. Læser nu kun to fast og den ene af dem er din (den anden blogs bjerg) . Tak 🙂

          Svar
  3. Sofie Thorsing says:

    Jeg har læst med på din blog siden stort set start. Er det virkelig allerede 10 år siden? Wow. Jeg har været igennem skilsmisse og dermed også fået delebørn og din blog har altid været en stor støtte for mig. Den dag i dag er jeg gift med en ny mand som er far til vores fælles datter, men jeg finder stadig styrke i dine gamle indlæg – for jeg har stadig delebørn. Mine store børns far og jeg har virkelig god kommunikation og er mægtig gode venner; det samme er jeg med deres stedmor – og her finder jeg stor styrke i dine indlæg omkring Leo. For selvom jeg ikke selv er stedmor, er det rart at læse om den anden side. Jeg elsker hvordan din blog har udviklet sig, men stadig er den samme – altså ment, du er stadig den samme Cecilie og din skrivemåde har altid været helt fantastisk. Jeg elsker at følge med og jeg læser gamle indlæg med glæde, for det sætter tanker og minder igang. Du har og er stadig min absolut yndlings blog og jeg håber aldrig du stopper med at dele dine ord <3

    Svar
  4. Maria says:

    Elsker disse indlæg, og din blog generelt.
    Jeg har været med i lang tid, måske helt fra starten, og du formår virkelig at fastholde mig. I en tid, hvor blogs bliver mere kommercielle og mindre personlige, formår du at holde fast i noget.
    Jeg bliver glad, når der er nye indlæg fra dig og sørger for at jeg har god tid til at læse og nyde dem.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til VenterpaavinBlog Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *