Det sværeste og alligevel det nemmeste

Jeg får ofte henvendelser og spørgsmål omkring det der med at tage store beslutninger, om mavefornemmelse, spring og ikke mindst helt direkte: Hvordan ved man om det er det rigtige?
Her menes selvfølgelig oftest det med at gå tilbage til en mand, man har været væk fra og om at flytte langt væk fra alt det man kender. Jeg ved godt, at når jeg får de henvendelser, er det oftest fra personer, der selv står ved en skillevej, der føles fuldstændig uoverskuelig, og at de nok håber, at jeg har det gyldne svar. Det ville jeg ønske, at jeg havde. Virkelig. Det har jeg selvfølgelig ikke. Men jeg har en holdning til det, en hel del erfaring, og så kan jeg selvfølgelig guide derfra.

Det korte svar er, at det ved man simpelthen ikke, og det er jo netop det, der gør det så pissehamrende svært og stort og farligt.

Det lange og langt mere konkrete svar:
Det kræver arbejde. Rigtig meget. Selvom forelskelse og en god mavefornemmelse er en god indikator, kan begge desværre også give en skyklapper på, og det er virkelig her, at man skal grave i sine følelser, sine tanker og i sin fornuft. Bare ikke for meget. Særligt sidstnævnte. For havde jeg gjort det. Været fornuftig i mine valg, så er jeg ret sikker på, at Michael og jeg ikke havde fundet sammen igen. For jeg var så tæt på, at lukke den ned. Helt ned. Og det samme gælder flytningen ud af mit vante og højtelskede København. Det nemme og på det tidspunkt fornuftige, havde været ikke at gøre det. Og det var måske også gået fint. Måske, men det havde med sikkerhed også betydet, at jeg med stor sandsynlighed havde haft en grundlæggende “Hvad nu hvis?!” følelse i maven  Og den er fandme ikke rar. Slet ikke rar.
Jeg fornemmer, at jeg har skrevet det før, for det er noget jeg relativt ofte tænker og siger højt, at hvis noget føles farligt og usikkert, hul i hovedet nærmest, hjælper det at stoppe op og i stedet for at tænke fordele og ulemper og i det hele taget overtænke det i stykker, istedet træde ud af situationen og tænke over, hvordan man ville have det, hvis man ikke gjorde det. Ville man potentielt gå resten af livet og tænke Hvad nu hvis, ville man fortryde at man ikke havde gjort det. Til det kan jeg svare, at det ville jeg. Det tror jeg virkelig. Både i forhold til Michael og til Hornbæk. Jeg gjorde det, og det bar frugt, og selv hvis det havde vist sig at være alt andet end godt, ville jeg stadigvæk ikke have fortrudt beslutningen. Jeg vil til hver en tid hellere fortryde at jeg har handlet på en følelse, fremfor at fortryde at jeg ikke turde.

Det er nu lidt over fem år siden, at jeg spurgte Michael om han ville være min kæreste, igen, og selvom det har været fuldstændig vidunderligt, rigtigt og ægte, har jeg i den grad været i tvivl, bange og helt rundt på gulvet – Særligt i månederne efter. Selvfølgelig. For nu skulle det fandme holde. SKULLE. Men da jeg så småt gav slip på den følelse, både i takt med at tilliden blev genopbygget og forstærket og helt simpelt at jeg fandt ægte ro i det, og allervigtigst accepterede, at selv hvis det ikke holdt, så havde vi i det mindste prøvet – Ægte. Så blev det nemmere og ikke mindst helt tydeligt, at fortrydelsen over ikke at have gjort det ville have naget mig langt mere end den lille smule tvivl og panik jeg følte over, at turde handle på mine følelser fremfor min fornuft og frygten.
Det samme har gjort sig gældende i forhold til at flytte til Hornbæk. Har jeg nogensinde fortrudt? Ikke rigtigt. Har jeg tvivlet. Oh yes. Fordi det er vigtigt, igen fordi at det betyder noget. Det komiske er, at jeg nu hører mig selv ivrigt fortælle om hvor fedt det er at bo her, fremfor at forsvare det. Når jeg møder undren fra andre, der blandt andet konkluderer at det godt nok er langt væk vi er flyttet, plejer jeg at svare “Langt væk fra hvad?” Fra København, ja måske, men mit liv er jo her nu, i Hornbæk, og jeg vil ikke være andre steder. Det samme når chokket spores i andres øjne over, at jeg er sammen med en mand, der har gjort mig ulykkelig, svarer jeg at han kun har gjort mig lykkelig siden dengang, så for mig er det vilde i den beslutning kun, at jeg var bange for det engang. Med andre ord. De sværeste beslutninger jeg har truffet, er endt med at blive de nemmeste og mest ukomplicerede ting i mit liv.

14 replies
  1. Chris says:

    Det var lige det indlæg jeg havde brug for at læse. Tak❤️ Står selv og skal tage den slags livsændrende beslutninger, og hvordan gør man lige det? Jeg tror jeg er tættere på et svar nu.
    God weekend!☀️

    Svar
  2. Lis says:

    Seriøst mand, du er simpelthen så god til at sætte ord på følelser – det er SÅ beundringsværdigt! Tak fordi du skriver og deler dine guldkorn. Selvom det virker indlysende, er det bare så stærkt og helt særligt at se det så velbeskrevet sort på hvidt. Jeg håber virkelig du tager projekt skriv-en-bog op igen en dag – den ville vi eeeelske at læse ❤️

    Svar
  3. Nanna B says:

    Vi er flyttet en time væk fra Kbh og hører ofte; “det er godt nok en skam at I er flyttet så langt væk” og “der er godt nok langt at køre”. Jeg bliver lige paf hver gang. Jeg anerkender, at det er en noget længere køretur end så meget andet, men jeg mener, vi har fundet vores drømmested og elsker det! Jeg får lyst til at sige; “sorry at vi ikke tog jeres behov for kort afstand med i husovervejelserne – vi er super egoister, vi tænkte på os selv”! Tak for altid dejlige skriv 🙂

    Svar
  4. J says:

    Dine ord er så vigtige! <3
    Jeg er selv flyttet ud af storbyen med min kæreste i en ung alder og har flere gange tænkt "oh no, why?", men det skal man nogle gange for at blive bekræftet i, at det jo NETOP er og bliver den helt rigtige ting vi gjorde, for os, for at være glade og hvile i vores hverdag. Man skal aldrig være bange for at tvivle eller stille spørgsmålstegn, for det er ofte der man bliver rigtigt bekræftet i den rigtige beslutning.
    God weekend kære Sneglcille!

    Svar
  5. Jytte says:

    Har du set Brene Browns foredrag om mod og sårbarhed på Netflix? Det ene findes ikke uden det andet og hvo intet vover, intet vinder og alt det der. Du lever det i praksis og det skal du virkelig være stolt af!

    Svar
    • Mille says:

      Dejligt indlæg. Sjovt. Jeg har lige læst/lyttet Brene Browns Darring Greatly! Den er virkelig god og handler præcis om at være modig omkring, det der er sårbart. Den findes på Mofibo 🙂

      Svar
  6. Flytteren says:

    Tak for et dejligt indlæg. Vi har truffet så mange svære valg ift. flytning fra Kbh til Nordsjælland og tilbage til Kbh og står nu her snart et år efter tilbage med en følelse af, at vi måske ikke skulle være flyttet tilbage til byen igen. 5 år nord på har åbenbart alligevel gjort indtryk. Så denne periode er fyldt med tvivl og tanker om, hvordan vi egentlig gerne vil leve vores liv. Det er svært. Ingen tvivl om at vores børn, hvis de kan vælge, stadig foretrækker huset og haven vi kom fra – uanset at vi har fået en dejlig lejlighed med altan et roligt sted i Kbh…

    Svar
  7. Anna Rahbek Mortensen says:

    Afstand er en finurlig ting. Da vi valgte at bosætte os i mellem vores forældre hhv 35 og 45 min kørsel fra dem, har ingen konstateret “at det var langt væk”. Vi bor i Jylland.
    Jeg er nysgerrig om man på Sjælland syntes 1 times kørsel er lang tid fordi man er vant til offentlig transport der holder udenfor døren hvert x min i form af metro og s-tog, om det er fordi der er kø på motorvejene?
    Jeg er nysgerrig på det, fordi det er interessant hvordan vi alle tænker forskelligt 👍

    Svar
  8. Lika says:

    Lige præcis de sætninger og ord havde jeg brug for at læse. Det er bare så rigtigt. Og det hele føles pludselig nemmere og mere ligetil, når man læser disse ord: “hvordan man ville have det, hvis man ikke gjorde det. Ville man potentielt gå resten af livet og tænke Hvad nu hvis, ville man fortryde at man ikke havde gjort det”.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *