Bag indlægget #2

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se første indlæg HER.

I dag har jeg i anledning af Umas fødselsdag fundet det indlæg frem, hvor jeg offentliggjorde, at hun var på vej.

Der er lige noget, jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Allerede på den cykeltur, i vejkanten (vi var på cykel) fangede Michaels og mine øjne hinanden “kunne det virkelig passe?” – Vi havde nemlig bare små to uger forinden taget beslutningen om at smide præventionen. Men jeg havde endnu ikke haft menstruation, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være grunden. Måske var det bare en syg vandmelon, som kun jeg kunne smage.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende! På nuværende tidspunkt tænkte jeg stadigvæk, at det med garanti ikke var graviditet. Ikke allerede. Men blev tilgengæld oprigtig bange for at noget var galt med mig. Stress? En virus? Noget kronisk?! Måske bare noget hormonelt efter p-pillestop (som jeg havde taget uden pauser i årevis på grund af min hyperfertilitet). PMS. Ægløsning?

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op. Her var mistanken så småt ved for alvor at sætte sig, men alligevel ikke helt. Man skal jo have menstruation og så ægløsning for at blive gravid. Det ved enhver… 
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Jeg købte testen den første dag i august. På Michaels fødselsdag. Bare for at udelukke den mulighed. Gæsterne var kommet, da jeg vendte hjem fra arbejde med testen i tasken og poserne fulde af øl og festlige snacks. Jeg fortalte Rachel at jeg havde købt en test, men at det helt sikkert ikke var noget. Hun tilbød at jeg kunne tage den, mens hun var der. Men jeg afslog. Lagde testen i en skuffe og joinede festede.
Dagen efter, med en anelse tømmermænd, kom jeg i tanke om den igen, og imens at Michael gik ned med pantflaskerne, tissede jeg på testen, og vores liv ændrede sig for altid.
Vi mødtes på Joe & The Juice, hvor jeg kæmpede en brag kamp, for at få ham med over i skydebanehaven, så jeg kunne fortælle ham om testen, der lå i min taske, og som jeg simpelthen nægtede at fortælle ham på Joe & The juice.

Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Jeg ved godt, at vi skal være glade og taknemmelige for, at det går så nemt for os, og at det kan være risikabelt at begynde at ytre sig om, at det er gået “for” stærkt. Men det var overvældende, og helt vildt svært at gå med den følelse, af at vi på en måde ikke fortjente det, og måske heller ikke var helt klar endnu. Jeg græd faktisk hos lægen, fordi jeg følte, at jeg ikke var glad på den rigtige måde. At det var uretfærdigt, at vi kender så mange mennesker, der kæmper for at blive gravide, og at jeg bare skal drikke et glas hvidvin i et sommerhus, og bang! Baby, værsågod.
En følelse jeg faktisk stadigvæk kan blive ramt af, for lige så meget som det er en velsignelse at være hyperfertil, er der også kæmpe mange udfordringer i det. Heldigvis, landede vi selvfølgelig i det og var oprigtigt ovenud lykkelige og glade, da vi begyndte at fortælle det. Og vi overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi skulle bare lige synke den, et par gange.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Rachel var den første der fik besked. Hun vidste jo ligesom at der var en test, der skulle tages, så jeg blev nødt til at bekende kulør, og det var SÅ rart at have en at dele det med, som ikke var Michael. Men mine andre veninder og vores familie, fik først besked et par uger senere.

Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Det gjorde de, og det er jeg så taknemmelig for. For hold nu mega kæft, hvor var det nervepirrende, at skulle fortælle dem det.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.

Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.

Og jeg var SÅ bange for reaktionen. Jeg havde jo nærmest kun lige fortalt på bloggen, at Michael og jeg var fundet sammen, efter at man i små fem år havde kunne læse om mit liv som enlig mor, med et i starten ret turbulent forhold til selvsamme mand. Mine følelser var all over the place, og jeg turde ikke læse folks reaktioner de første mange timer. Men jeg tror faktisk kun, at jeg fik et par enkelte stikpiller, og resten var ren og skær kærlighed… Tak.

Og i dag bliver hun så fire år den lille skid, og nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg var bange, i tvivl og rundt på gulvet. Havde jeg bare vidst, at det var hende <3

13 replies
  1. Cæcilie says:

    Det er spøjst, hvordan livet også har ændret sig på denne side af skærmen, siden jeg første gang læste din nyhed. Dengang kan jeg huske, at jeg ikke tænkte ret meget mere over, at man bare lige smed p-pillen og bum, så var man gravid. I dag, hvor jeg selv går i fertilitetsbehandling med min mand, og efter at have prøvet at blive gravid i over et år, og indtil videre kun har kunnet opnå tre biokemiske graviditeter, forstår jeg for alvor, at Uma faktisk er noget af et (biologisk) mirakel.

    Jeg ville ønske, det var mig, men jeg prøver alligevel at sætte mig ind i, hvordan det må være, at være hyperfertil i sådan en grad, som du. Det giver jo nogle helt andre udfordringer, som jeg godt kan forstå kan være svære at sluge. Men det endte jo heldigvis lykkeligt.

    Stort tillykke med jeres Uma <3

    Svar
  2. Mille says:

    Jeg husker tydeligt det her indlæg! Tænk sig hvor længe jeg har fulgt med efterhånden 😳🥰 Jeg var glad helt ned i maven på dine vegne, glad for at du havde det godt. Jeg husker din graviditet med Uma og din udadtil afslappede og ifavnske tilgang til moderskabet, hvor jeg tænkte at sådan ville jeg også være når jeg fik børn. ♥️ Tak fordi du deler af jeres liv ♥️

    Svar
  3. Kirsten says:

    Ej, det her var det første indlæg, jeg læste hos dig. Og jeg var hooked. Du har været min yndlingsblogger lige siden ❤️ Og hvor har du ret i din allersidste sætning. Hvis man bare kendte det lille menneske inde i maven, inden den kommer ud, ville det måske være lidt mindre angstprovokerende at være gravid.

    Svar
  4. Mette says:

    Jeg blev så afsindigt glad, da jeg læste det her indlæg – de oprindelige. Jeg syntes, at jeg kunne mærke din nervøsitet i det, men samtidigt så var det bare så fin en fortsættelse til den historie, der er Michaels og din.
    Jeg læser med og nyder det i den grad stadig. Tillykke med fødselsdagen til Uma!

    Svar
  5. M says:

    Det her var det allerførste indlæg, jeg læste hos dig (og så snuppede jeg bloggen fra ende til anden). Jeg var helt nygravid med vores ældste (og nok derfor, jeg havnede i det her indlæg). Hold da op, det vækker minder!
    Vi er også hyperfertile herhjemme (3 gange er det lykkedes i første cyklus), men jeg ser det sådan set udelukkende som en velsignelse. Præventionen ville jeg ikke turde gamble med uanset, og der er så mange, der kæmper med fertiliteten. Vi fik lidt et chok første gang, det gik så hurtigt, men det er jo i bund og grund et ægte luksusproblem.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Dejligt for jer.
      Der hører mere til min hyperfertilitet end at blive hurtigt og nemt gravid, desværre. For eksempel virker prævention meget sjældent, og jeg har været nogle ret voldsomme ting igennem på grund af det.

      Svar
  6. Cecilie says:

    Jeg nyder virkelig dine indlæg i samme grad, som da jeg begyndte at læse med for snart 5-6 år siden (Wow, hvor blev tiden lige af?). Denne føljeton er virkelig en god idé og sjov at læse!
    Tak fordi du holder det så ægte også lidt influencer-agtigt, som du gør! Det er virkelig unikt og skønt!
    Og tillykke med skønne Uma 🎈🦄

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *