Most wanted: Stedmor

Læs tidligere efterspurgte indlæg HER.

Jeg har skrevet om det et par gange. Men mest skrevet om, hvorfor jeg ikke skriver mere om det. Alligevel er det noget af det, der kommer en del spørgsmål omkring. Og det forstår jeg da godt.
Det mest stillede spørgsmål er helt klart, Hvem er Leo? og Hvordan hænger det lige sammen? Noget jeg har svaret på et utal af gange. HER for eksempel.
Dernæst er det; Hvorfor skriver du aldrig om ham? Det har jeg også svaret på et par gange, men i virkeligheden skriver jeg jo heller ikke specielt meget om de andre børn, og meget sjældent om Otto efterhånden. Det betyder jo ikke, at de ikke eksisterer eller ikke betyder noget for mig. Snarere tværtimod. Jeg værner en del om mine børns privatliv. Alle fire. Og selvom jeg skriver om dem ind imellem, og viser billeder af dem, er det altid med respekt for deres personligheder, behov og grænser. Hvor den grænse går er svær at sætte ord på, men jeg kan selv mærke den, og det er det jeg handler efter. Jeg er et par gange blevet spurgt om jeg kan sætte flere ord på det der med, hvor grænsen går, men som sagt kender jeg den kun selv, og den er ikke helt nem at sætte ord på, og hvis jeg gør det, vil der med garanti sidde nogle klar med pegefingre – Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det. Som når jeg engang imellem alligevel deler noget omkring Leo, et sjældent billede af ham dukker op eller et glimt af ham på stories. Hov hov, jeg troede ikke du ville vise ham?! Det handler om situationen, følelsen og sammenhængen. Så fik vi vist det på det rene.
Noget lidt andet, som jeg længe gerne har ville sætte flere ord på, men har haft svært ved, fordi man så nemt kan blive misforstået og det kan være svært at få alle nuancerne med, er min rolle i vores konstellation. Min rolle som stedmor. Eller bonusmor, som nok er det jeg kalder mig selv mest i den sammenhæng. Og ikke mindst bare generelt ord om det at være stedmor (eller stedfar) .

Jeg ved at det for rigtigt rigtig mange er en svær rolle, med en masse følelser og forvirring, og at det til tider kan være benhårdt af forskellige grunde. Det er det også for mig til tider. Min fordel i vores lille skøre sammensætning er, at jeg har kendt Leo altid. Første gang jeg mødte ham, var han knap en uge gammel, og helt frem til jeg flyttede sammen med hans far tre år senere, var han ofte hjemme hos mig sammen med Otto (og Michael).
En anden fordel, eller det tror jeg det er, er at jeg har været delebarn selv – Hele mit liv. Så jeg tror, at jeg kan sætte mig i hans sted en del. I det hele taget føler jeg på mange måder, at vi er på det samme hold, han og jeg. Jeg forstår ham, og rummer ham, når han ikke engang selv ved hvilke følelser han gennemgår. Tror jeg. Jeg føler også, at jeg er god til at træde ud af eventuelle konflikter og uenigheder imellem hans biologiske forældre, og se det fra en tredje side. Det kræver helt klart et ekstra stykke arbejde at være medforældre til et barn, man ikke selv har født – Det synes jeg i hvert fald. Det er et tilvalg og et meget bevidst et, og den ubetingede kærlighed kommer ikke naturligt, men den kan altså godt komme og blive. Det har jeg heldigvis også oplevet med mine egne stedforældre, både på den ene og anden side.
Men det kræver da en indsats, det gør det, og jeg har meget svært ved at tro på, at det bare sker af sig selv fra den ene dag til den anden.
Jeg oplever tit at de stedforældre jeg snakker med, godt kan komme til at lægge en del af ansvaret hos børnene, og det synes jeg personligt er forkert. Selvfølgelig er det et teamwork, både imellem barn og voksne, og jeg er godt med på, at det i nogle sammensætninger, kan føles som om at barnet bevidst spænder ben, og at der måske også er enkeltstående tilfælde, hvor det er tilfældet. Men igen; Det er børn – Du er den voksne. Alle børn er røvhuller engang imellem, og det er voksne i øvrigt også, men altså …

Hos os gør jeg en dyd ud af at efterleve mantraet, at hverken han eller jeg har valgt situationen, men vi skal få det bedste ud af det. Det allerbedste . Og det synes jeg vi er gode til. Dermed ikke sagt at der ikke opstår konflikter, og at det til tider er svært, både for ham og for mig. Og jeg har da også haft (og får sikkert) flere perioder, hvor jeg ikke har følt mig tilstrækkelig, og har taget nogle ting meget nært, langt mere end jeg ville have gjort i tilsvarende situationer med mine biologiske børn. Det er mere skrøbeligt, og præcis derfor skal vi passe ekstra godt på det.

Når alt kommer til alt, savner jeg ham, når han ikke er hos os, jeg har en kæmpe beskyttertrang overfor ham og jeg tænker på ham hver dag, ligesom jeg gør med mine “rigtige” børn, men selvfølgelig er det anderledes, og det er også helt ok. Som jeg sagde i den tale jeg holdte for min egen stedfar igennem 28 år for nylig, var han den far jeg ikke havde, men heldigvis fik. Leopold er på samme måde det barn jeg ikke havde regnet med at få, men som heldigvis hørte med i pakken, da jeg genforelskede mig i hans far, og så er han mine børns bror og hvis det ikke skriger kærlighed, så ved jeg snart ikke hvad gør.

Det kræver sit fra alle parter, og jeg er med på, at jeg kan få det til at lyde rosenrødt og nemt, når jeg serverer det på 1200 ord i et blogindlæg, fem år inde i min rolle som stedmor, men jeg er helt med på, at det ikke altid “bare” er noget man gør. Ligesom at man ikke bare tilgiver et svigt, og ikke bare bliver glad igen, når man har oplevet sorg. “Bare” er et lorteord.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i det. Jeg synes bare (!) helt oprigtigt at vi som voksne har et kæmpe ansvar for at få det til at fungere, og hvis der er udefrakommende faktorer, der gør det svært, så må man løse det på bedst mulige måde, og tage det én forhindring af gangen. Der er intet galt med at skulle kæmpe for kærligheden eller som minimum det tålelige forhold, men nogle gange tager det tid og altid kræver det respekt og dedikation, og nogle gange bliver den ikke som man regnede med. Det er ok.

Omvendt ved jeg også, at der både er tilfælde hvor det sker helt af sig selv og den oprigtige ægte kærlighed og omsorg opstår af sig selv, og så er der tilfælde hvor det aldrig lykkes helt. Jeg ved det godt. Men som delebarn og ekstra-mor, beder jeg jer om, at give det alt hvad I har. Det er en gave at få et bonusbarn, aldrig en ulempe.

20 replies
  1. Kamilla says:

    Hvor er det flot skrevet! Virkelig. Jeg håber Leo læser dette, når han bliver ældre. Jeg tænker det kan komme til at betyde meget for ham senere hen.

    Svar
  2. E says:

    Dine tanker, betragtninger og ord er simpelthen så varme og dejlige. Det er så rørende at læse om jeres forhold. Selvfølgelig er der udfordringer. Det er naturligt og kan ikke undgåes. Men dit udgangspunkt og din kærlighed – de to ting kan ingen udfordringer tage fra dig. Jeg er selv vokset op med en stedmor, der havde det helt enormt svært med at være stedmor, og for at gøre en lang historie kort, så blev det aldrig en succes. Tværtimod er hun nok en af dem, der har gjort livet uden en rigtig mor allersværest i perioder. Hun kunne godt have haft brugt at læse sådan et blogindlæg her. Jeg tror, at du gør rigtigt meget godt for rigtigt mange derude, der har det svært i deres rolle. En rolle de på mange måder ikke har valgt – men stadig har valgt at leve med. Tak. Tak fordi du måske gør det lidt nemmere at være i bare for et enkelt eller to bonusbørn derude. For de har i hvert fald aldrig valgt det.

    Svar
  3. Kristina Ander Rasmussen says:

    Som stedmor på 20. år er dette indlæg det bedste jeg har læst. Tak for det ❤️ Ja man skal gøre sig umage hver dag, og ja det kan være skrøbeligt – men hvis man som, den voksne altid vil det bedste er man nået langt.

    Svar
  4. Pia says:

    Du Inspirerer og motiverer mig til at blive en (endnu) bedre mor for mine børn.
    Du er mit absolutte mor- forbillede på alle punkter ❤️

    Tak for dig og dine fine skriv.

    Svar
  5. Mette-Astrid says:

    Tak for din skønne blog og tak for at sætte så smukke og eftertænksomme ord på ekstravoksenrollen💗

    Svar
  6. Charlotte says:

    Jeg har det præcis på samme måde med min bonus dreng…. kunne have skrevet det hele. Dejligt at læse andre også har det sådan…

    Svar
  7. Louise says:

    Tusind tak for det her indlæg. Virkelig et jeg har haft brug for at læse længe, især når jeg er bonusforælder som den eneste i min venneflok – du beskriver det virkelig fint med alle de nuancer jeg selv står med.. jeg kommer helt sikker til at genlæse det når tingene føles svære ❤️

    Svar
  8. Ida says:

    Så fantastisk fint skrevet! Jeg fik selv en stedmor i en alder af 12 år – det kritisk alder, men vi kom godt igennem det og idag hvor jeg et voksen har vi et meget stærkt bånd <3 Så jeg har en del erfaringer derfra, men endnu vigtigere så har jeg kendskab til så utroligt mange børn som kommer i klemme i kraft af mit arbejde som socialrådgiver i en familieafdeling. SÅ mange børn får tildelt ansvaret for en skidt relation eller tager det selv på sig, og i begge tilfælde fylder det alt for barnet og står i vejen for almen trivsel og indlæring. Det er dybt tragisk! Så jeg vil ønske at du vil skrive endnu flere ord om det, for der er kæmpe stort behov for at vi taler noget mere om det. Og så er jeg bare helt enig i den måde du betragter det på. Leo er en heldig dreng med sådan en bonusmor <3

    Svar
  9. Helene says:

    TAK for det indlæg! Især sætningen om at det ikke er en situation hverken du eller han har valgt er meget vigtig. Virkelig fint skrevet 🧡

    Svar
  10. Sofie says:

    Virkelig fint skrevet. Og fin lille kommentar om at mange lægger ansvaret for et velfungerende forhold over på barnet. Jeg har også set og hørt om bonusmødre der er jaloux eller direkte misunder mandens børn (på en eller anden sær måde), i min egen familie og nu som voksen. Det er bare så skønt at det også kan være anderledes, og en form for appelsin i turbanen i lyfe.

    Svar
  11. Anne Katrine says:

    Åh, hvor kunne jeg ønske at mit barns bonusmor læste dette og reflekterede over det.
    Det er så tydeligt at mit barn bliver behandlet anderledes (dvs dårligere) end sine små søskende, og jeg føler mig magtesløs. Det er udelukket at forsøge at tale med min ex og hans kæreste om det – de er yderst “konfliktparate”.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *