Mandag uge 10: Kærestetid, regnvejr, koncertplaner og trampoliner

Ny uge, nye planer.
Dagen startede lidt hektisk, som langt de fleste dage gør herhjemme for at være helt ærlig. Hvis vi ikke kommer op i virkelig god tid, er det bare et kapløb af dimensioner, hvilket bestemt også har sin charme til tider, men som også kræver en del teamwork, timing og gerne lidt forberedelse aftenen før (noget vi desværre ikke altid mestrer). I dag var som sagt ingen undtagelse og da Otto var gået i skole og Michael var kørt med de to piger, var det som om, at jeg trak vejret ned i maven for første gang i dag, i en sky af havregrødstallerkener, vasketøj og en opmærksomhedshungrende hund om anklerne. Jeg fik pakket det værste af køkkenrodet væk, trak i noget tøj og gik på stranden med Hera, vores hund. Her blev jeg ramt af en følelse af tristhed og savn som har luret lidt under overfladen i noget tid. Et savn til min mand. Vi ses hver dag, vi snakker sammen hver dag, vi er et godt team … Men det er lidt det eneste vi er for tiden. Gode kammerater, der bygger hus og opfostrer en børneflok. Sådan er det i perioder, men når der går for lang tid går det ud over vores humør og dynamik, og sådan har det været i et par dage. Vi har været unødigt gnavne og korte for hovederne overfor hinanden, og glemt at være kærester. Så da Hera og jeg vendte hjem fra stranden, greb jeg Michael, der lige var kommet hjem efter at have afleveret vores piger, i hånden og erklærede mandag for aflyst. Mandag formiddag i hvert fald, og vi havde herefter et par timer i hinandens selskab, hvor vi gjorde det om kærester gør, Netflix & chill, efterfulgt af en gåtur på stranden i regnen. Nu er han kørt afsted mod sit møde i København og jeg har indtaget hjemmekontoret med en lang liste over ting, der gerne skulle nås inden klokken 15, hvor jeg skal hente børn. Det sker nok ikke, og jeg bliver nok nødt til at åbne kontoret op igen i aften, men det tager jeg gerne med, for den kærestetid, der åd en stor del af min arbejdsdag, var uden tvivl det hele værd.

Resten af ugen skal jeg til en lille håndfuld hyggelige events hos kunder, potentielle kunder og en kollega, derudover har jeg et par møder, blandt andet med Confetti pigerne, som jeg har møde med hver onsdag. Jeg har desuden sat en del arbejdstimer af til at få skrevet, da jeg den seneste tid, har haft lidt rigeligt med praktisk bagomsarbejde (regnskab, korrespondancer, teknisk knas, m.m.) og derfor ikke har haft lige så meget skrivetid, som jeg har ønsket mig, hvilket på den positive side har gjort at jeg har virkelig meget mere lyst til at skrive end jeg har hat længe og faktisk også har en del ideér skrevet ned, og det er lækkert. På fritidsplanen er der også fyldt godt op, og jeg skal for eksempel til koncert med Anderson Paak på torsdag, hvilket jeg virkelig ser frem til – Virkelig virkelig. Hvis du ikke kender ham, synes jeg bare du skal komme i gang med at lytte, det vil gøre dig glad, er jeg sikker på. Og så skal jeg på fredag med mine sønner, både ham jeg selv har født og ham jeg har fået foræret, i trampolinpark, hvilket de har tryglet og bedt om i månedsvis, så da en invitation til et event i netop sådan en, tikkede ind i min mailbakke, sprang jeg til (no pun intended) og har nu scoret virkelig mange coolness point i deres bog, og for det tager jeg gerne et par timer i Skovlunde med trampoliner og slushice en fredag aften, ingen tvivl om det (vi er inviteret af Xjump, så dette kategoriseres som reklame).

Og så er den uge gået, hvilket betyder weekend, hvilket betyder renovering og børnekaos.
Men nu tilbage til mandag, tilbage til hjememkontoret og igang med dagens forsinkede to dos.
Ha’ en dejlig mandag derude, og husk at kysse på jeres mænd, hvis I savner dem – De savner sikkert også jer.

 

9 replies
  1. Signe says:

    Det lyder som den bedste formiddag – og tid godt givet ud til hinanden <3 Det er så vigtigt at huske. Ville ønske min mand og jeg kunne gøre det samme, men det er svært når man er fastslåst på mødetider..
    Tak for fint skriv.

    Svar
  2. Anne Sindinf says:

    Jeg får sådan lyst til at fortælle, at bi herhjemme vinder lidt kæreste tid hver eneste dag, fordi vi laver madplaner, og handler til en uge af gangen. Det giver en time til 2 om eftermiddagen, hvor vi kan holde i hånd og se hinanden i øjenen. Ingen af os er selvstændige, så vi kan desværre ikke tage en mandag formiddag ud af kalenderen. Men det er befriende, at vi ikke hver dag skal tage stilling til hvad vi skal spise, hvem der handler mm. Vi har haft madplaner et par år, og skriver dem i vores fælles familiekalender. På den måde har vi et års madplaner vi kan blive inspireret af året efter, og vi sikrer os, at vi ikke altid spiser det samme. Bonus er: vi sparer vildt mange penge på mad, fordi køleskabet bliver tømt ud.

    Svar
  3. Malou says:

    Kære du
    Nemlig.com’s madkasser/ madplaner har redet vores hverdag. Livretter Øko does the job 🙌🏻 Vi er 4 (2 damer på henholdsvis 10 og 6), og vi bestiller til 3 pers. Alle bliver mætte, OG der er frokost til mig dagen efter! Win!
    Tror nu ikke vi har mere kærestetid af den grund 😂

    Svar
  4. Mia says:

    Åhhh, det lyder som en stjerne mandag. Jeg savner også min mand, han arbejder i New Delhi i Indien og er alt for sjældent hjemme. Men dit indlæg fik mig lige til at sende en masse kysse-emojis til ham, så tak for det og tak for en dejlig blog!

    Svar
  5. Sofie says:

    Bare stort tak for den fineste og kærligste sammensætning af ord, som jeg har læst i dag: “… mine sønner, både ham jeg selv har født og ham jeg har fået foræret …” Det ramte af underlige årsager lige i min hjertekule, jeg har hverken egne eller forærede børn, det er bare så fint skrevet.

    P.s. Jeg regner med en forrygende torsdag aften. Jeg nød Paak på Roskilde i sommer, hvis han leverer bare halvdelen om et par dage, så er vi begge in for a huge treat! 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *