Madstruktur, uge 1+2

Halvanden uge er gået siden det her indlæg, og det startede så godt. Altså virkelig godt. Jeg fik handlet stort ind, lagt en nogenlunde plan for ugen, indkøbt måltidskasser hos Nemlig og vi fulgte både plan og måltider. Så jeg gentog succesen og bestilte endnu engang mad og måltider til hvad der nu er sidste uge, med lidt mindre succes. For der skete det, der altid sker. Vores uge ændrede sig som dagene gik, og nogle dage blev det bare til en rugbrødsmad. MEN det har været kæmpe fedt, at have fyldte skuffer, og fyldt køleskab, og selvom vi ikke holdte os helt til planen, var vi gode til at få brugt, hvad der var, og jeg føler vi har sparet tid og penge, for vi har stort set ikke handlet i fysiske butikker, med undtagelse af et par småting her og der, og der er dermed heller ikke blevet lavet mærkelige impulskøb. Så altså. Jeg hænger på lidt endnu, men sætter mit ambitionsniveau en anelse ned, og sørger for at fylde godt op med brød, wraps, pasta og pålæg, så der er mulighed for at gøre det nemt, de dage vi kommer sent hjem, eller af andre årsager ikke ender i køkkenet i ordentlig tid.

I foreslog en masse forskellige metoder og værktøjer, i form af apps og så videre i kommentarfeltet til indlægget her, og i det hele taget, var det en gigantisk hjælp, at læse jeres erfaringer – Tak for engagementet. Jeg vil snuse lidt til det hele og vende tilbage endnu engang, når jeg selv har fundet den helt rette metode. For den er der ikke helt endnu. I næste uge vil jeg dog forsøge at dele vores plan med jer, både som inspiration, og også lidt for at holde mig selv til den. Planen. For det kan sgu noget, det er der ingen tvivl om. Vi skal bare lige øve os lidt længere.

 

 

 

5 replies
  1. Marie says:

    Vi køber som regel kun ind til 4/7 dage ift varm mad, så vi har mulighed for at være fleksible/spise rester/rugbrødsmadder mm.
    Der er også tit ingredienser til overs, som vi kan bruge de resterende dage. Det mindsker vores madspild meget.

    Svar
  2. Maria says:

    Det er nemlig rigtig rart at køre efter planen når hverdagene er lidt hektiske. Men nogle gange mister jeg lidt pusten med at planlægge og lave stor indkøb hver lørdag eller søndag. Vi skiftes dog ret ofte til at planlægge maden hjemme hos os. Men de dage jeg bare ikke gider, så køber jeg en enkelt madkasse fra nemlig.com, aarstiderne eller måske simple feast. Og så er jeg klar igen ugen efter med lidt mere inspiration of lyst til planlægning og madlavning 😊

    Svar
  3. Anette says:

    Vi bruger rester meget – behøver måske ikke at være så alle mand kan spise det samme to dage, men bare så i ikke behøver at planlægge varm mad hver dag og i stedet kan supplere op med rester, rugbrød og andet nemt de dage hvor tiden ikke er der?
    Vi laver normalt kun varm mad fra bunden 2-3 hverdage på en uge.

    Svar
  4. Anne says:

    Haha. Sådan er det også her. Jeg sørger for at have et par ‘restedage’ og en dag til rugbrød med pålæg og grønt. Så får vi ikke handlet for meget heller. Og ellers bare en løs plan, så der er indkøbt mad i hytten til påforhånd planlagte retter.

    Svar
  5. Cæcilie says:

    Altså, vi bruger ikke fancy apps osv. Her er det bare et stykke papir, hvor jeg skriver dagene ned med dagens ret ud for. Vi har altid et ret godt lager af linser, bulgur, quinoa, bønner, passata og frosne grøntsager, så vi kan for det meste trylle et eller andet frem på de dage, hvor madplanen glipper pga. ændrede planer. Min kreativitet i forhold til retter kan godt være lidt begrænset, så jeg kører lidt i temaer: en ugentlig lasagnedag, hvor det enten er “traditionel” lasagne, spinatlasagne, mexicansk lasagne eller andet, en ugentlig one pot pasta-dag, som også varierer, en ugentlig “junk”-dag, hvor vi spiser hjemmelavet burger, hjemmelavet pizza eller lignende, og mere eller mindre en ugentlig wok-dag, hvor jeg smider en masse frosne grøntsager i wok’en sammen med kokosmælk og karrypasta og så spiser vi det med asiatiske nudler. Når jeg bygger madplanen op på den måde, så er det lidt nemmere men samtidig ret varieret.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *