Renovering: En status og alt det vi ville have gjort anderledes

Hvordan går det når to krearøve med minus struktur springer ud i et gigantisk renoveringsprojekt?
Altså det er jo gået godt. Pisse godt. MEN der er ingen tvivl om, at vi har gjort mange ting stik modsat af, hvad andre i vores sko havde gjort, og i virkeligheden også af hvad vi selv ville have gjort,set i bagklogskabens lys. Ting som vi ikke havde en anelse om og som intet eller ingen kunne have forberedt os på – Eller også har vi bare ikke hørt efter.

For eksempel ville vi helt klart:

  • Have betalt os fra al nedrivning. Det hele! Det er simpelthen for hårdt og for bøvlet og tidskrævende at stå med helt selv. Det havde givet et kæmpe forspring på særligt overskudskontoen, hvis vi havde sat et nedrivningshold på fra starten af, og selv var trådt i arbejdstøjet derfra.
  • Fulgt vores mavefornemmelse omkring den hjælp vi hyrede. To gange er det gået grueligt galt. Begge gange havde vi (læs: Jeg) en dårlig fornemmelse på forhånd.
  • Have indkøbt de materialer og det værktøj vi virkelig drømte om, fremfor at spare. I det store billede kan det altid godt betale sig at vælge kvalitet fremfor kvantitet.
  • Ikke stresse for meget over overskredne deadlines og alt det der trækker ud. Det skal nok gå det hele, og det er spild af tid og energi at stresse over det.
  • Stole langt mere på egne evner og kræfter.
  • Lytte mindre på andres advarsler og “gode råd”. Selvfølgelig skal man tage imod al den hjælp man kan få, og det har vi også gjort og sat uendeligt meget pris på. Men vi har sørme også skulle modtage mange hug og råd vi ikke har bedt om.
  • Have været endnu bedre til at dokumentere løbende. Jeg ville faktisk ønske at vi havde pitchet et tv-program ind. Sådan lidt a la “Beier bygger”. Jeg tror det havde været pisse godt fjernsyn.
  • Være lidt mere strukturerede … Det har vi endnu ikke lært.

Vi er nået uendeligt langt, og jeg er særligt stolt og glad over vores badeværelse, der simpelthen er blevet så skide flot og som bare fungerer. Jeg elsker også vores køkken, vores soveværelse og stuen, og jeg glæder mig helt vildt til at få det sidste færdigt. Næste helt store skridt er annekset, der skal laves til opholdsrum, gæsteværelse, fremtidigt teenageværelse og have et stort badeværelse, og som skal kobles på huset via en orangeri-inspireret mellemgang. Og i samme omgang er der hegnet ud mod vejen som gerne skulle ankomme i næste uge – Vi har fjernet hækken, så vores byggerod af en have og vintermåtte-klædte hus er nu det første man ser, når man kører ind i Hornbæk, heeeej! Det bliver rart at få pakket væk.
Trappeopgangen skal laves pæn, vores udstue, der lige nu bruges til opbevaring, skal gøres brugbar og fin, vi skal have valgt en sofa til vores stue, loftet i køkkenet skal laves … Facaden skal mures op og kalkes. Vi skal vælge en farve til huset. Plus det løse. Og når vi en dag så er i mål, kan vi jo så starte forfra på vedligeholdelse.

… Renovering er stadigvæk fedt. Og lidt hårdt. Men selv med bagklogskabsbrillerne på, er der meget lidt vi ville gøre anderledes. Man lærer hen af vejen, og bliver klogere, og når vi en dag er færdige kan det være at vi selv bliver dem, der kaster om os med råd andre ikke har bedt om. Undskyld på forhånd.

10 replies
  1. Rikke says:

    Hold nu op, hvor ser det lækkert ud, det er da bare et drømmehus! Jeg synes allerede, at I er nået vildt langt. Tak fordi vi må følge med på sidelinien.

    Svar
  2. ChristinaS. says:

    Hej, er ny følger og glad for, at jeg er ‘løbet ind i’ dig og din blog :-). Min mand og jeg og vores to piger på 8 og 12 kigger selv på hus i Hornbæk og jeg er meget inspireret af jeres fine projekt. Vi bor lige nu i villalejlighed i Vanløse. Jeg synes, at det er rive teltpløkkerne op er lige dele super duper ping-pong fantastisk og sindssygt skræmmende. Har du skrevet noget om dine/jeres tanker og overvejelser da I besluttede jer for at flytte til Hornbæk? Det har du sikkert, men jeg kan ikke lige finde det på bloggen. Måske du vil linke til et evt. indlæg? På forhånd tusind tak og god bedring med bihulebetændelsen.

    Svar
  3. hornbech says:

    Er total forelsket, i projektet, i jeres stil og ja det ville da have været über cool med et tv-program! Jeg er blevet så meget mere renoveringsskruk end jeg var i forvejen 😳 //Pia

    Svar
  4. Laina says:

    Jeg ville have elsket et tv-program! Jeg glæder mig til at se jeres orangeri-overgang. Det er så fedt tænkt og kommer virkelig til at få det hele til at se endnu mere luksuriøst ud!

    Svar
  5. Fru Z says:

    Jeg kører jævnligt forbi jeres hus & det ser virkelig crazy ud lige nu, hvor der ikke er noget hegn. 😄
    Men det er sjovt at følge jeres vilde projekt på blog og Instagram & det skal nok blive fedt.

    Svar
  6. Nat says:

    Hvornår er de forskellige bygninger fra? Der er 20 år mellem den ene og anden halvdel af vores hus hvilket er lidt skægt

    Svar
  7. Sidsel says:

    Jeg glæder mig især til at se billeder af den orangerie-inspirerede mellemgang! Vi har selv et anneks, som vi gerne vil have koblet på huset med en orangerie-agtig mellemgang for netop at få en teenageafdeling. Vi bor i en over 100 år gammel stationsbygning, og det er altså sin sag at bygge til på sådan en gammel sag uden at ødelægge alt det særlige og den charme, vi netop faldt for!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *