Mandag

Jer der følger med på Instagram, så sikkert at jeg i går var banket godt og grundigt i gulvet af min bihulebetændelse, der havde fået halvdelen af mit ansigt til at hæve op og gav mig smerter som jeg glædeligt ville bytte ud med veer. Det var slemt.

Heldigvis ser det nu ud til at mit ansigt er tæt på normal størrelse igen, mine bihuler er under langt mindre tryk og jeg kan igen holde ud at være til. Hurra for medicin og smertestillende.

I dag har jeg været et smut på Refshaleøen og være gæst i en ny portræt-podcast, som jeg vist ikke må sige så meget mere om endnu, men når det udkommer om et par måneder, skal jeg nok sige til. Nu er jeg på vej tilbage til Hornbæk for at hente mine børn, der alle tre var lidt svære at få overbevist om at det var mandag. Særligt Otto, der jo har holdt vinterferie hele sidste uge. Så jeg har lovet at hente tidligt i dag.

…. og det gjorde jeg. Nåede til gengæld ikke at skrive det her indlæg færdigt inden min telefon ringede og fik mig væk fra tasterne, og så nåede jeg til Hornbæk og eftermiddagstrummerummet gik i gang. Otto har en ven på besøg, pigerne spiser rugbrødsmadder og ser Ramasjang, imens jeg tager tilløb til at gå igang med aftensmaden. Men først vil jeg gerne lige have afsluttet mandagsindlægget her og fortælle om ugen der kommer.

Jeg skal i ugens løb have produceret en masse indhold til bloggen. Både nogle samarbejder af kommerciel karakter og så nogle ideer jeg har gået med noget tid, men ikke har haft tid og overskud til at eksekvere i mine sygdomståger. Derudover har jeg lidt møder, endnu et lægebesøg med den der forbandede knude som jeg har besluttet mig for at få fjernet, et par kaffeaftaler og så skal jeg deltage i endnu en podcast. En der handler om X Faktor! Det skal jeg nok også fortælle om, når vi nærmer os.

Og så prøver jeg at arbejde så meget hjemmefra som muligt for at sparke det sidste sygdom ud af kroppen.

Nu. Nu skal jeg lave mad! God mandag aften til jer.

 

I øvrigt

  • Er jeg ret frustreret over de pizzasaucer som supermarkederne sælger. Prøv at hør her. Tomatsaucen på pizza skal være helt blød og smooth. Ikke fyldt med kæmpe klumper løg og tomat som er tilfældet i samtlige af de her såkaldte pizzasaucer. Og når jeg gerne vil springe over hvor gærdet er lavest og købe færdig tomatsauce til mine færdige pizzabunde, der ikke bare er passata, bliver jeg SÅ træt af de lorte grove saucer der tillader sig at kalde sig for pizzasauce. Lad være. OK?!?!! Og ja, ja, jeg falder i fælden igen og igen. Dumt.
  • Ved jeg godt at punktet om tomatsauce blev lidt langt.
  • Var det ikke en videre god ting for min bihulebetændelse at tage til fredagsbar i går. Av.
  • Skulle jeg have været inde og se Er du Sunshine? Live på Bremen i dag. Lige nu. Men førnævnte bihulebetændelse har fældet mig, og jeg må nøjes med pizza og sofa. Det er et ok bytte, selvom jeg havde glædet mig.
  • Klæder Uma sig selv på for tiden , hvilket de fleste dage resulterer i at hun ligner et fastelavnsris eller en modeblogger på Roskilde festival, og så var der tidligere i dag, hvor hun bød vores gæster velkommen iført en trøje, gule knæstrømper og lyserøde underbukser.
  • Tog jeg en natbus hjem fra Helsingør station i nat. Det var min første gang i en natbus som voksen. Det var interessant. Det behøver jeg ikke prøve igen.
  • Har jeg brugt en relativ stor del af min dag på at tænke på chili cheese tops fra Mac’en.
  • Har jeg i dag set finalen af RuPauls drag race all Stars 4 og er en anelse uforløst over resultatet. Ingen spoilers i kommentarfeltet, please, men til jer der har set det. Ved I hvad jeg mener?!
  • Vil jeg forsøge at lade være med at købe sort, gråt og hvidt tøj resten af året. Tildels for at nedsætte mit forbrug en anelse, tildels for at pifte min garderobe og stil lidt op. Forhåbentlig. Jeg kan måske få nogle tips af Uma …

Renovering: En status og alt det vi ville have gjort anderledes

Hvordan går det når to krearøve med minus struktur springer ud i et gigantisk renoveringsprojekt?
Altså det er jo gået godt. Pisse godt. MEN der er ingen tvivl om, at vi har gjort mange ting stik modsat af, hvad andre i vores sko havde gjort, og i virkeligheden også af hvad vi selv ville have gjort,set i bagklogskabens lys. Ting som vi ikke havde en anelse om og som intet eller ingen kunne have forberedt os på – Eller også har vi bare ikke hørt efter.

For eksempel ville vi helt klart:

  • Have betalt os fra al nedrivning. Det hele! Det er simpelthen for hårdt og for bøvlet og tidskrævende at stå med helt selv. Det havde givet et kæmpe forspring på særligt overskudskontoen, hvis vi havde sat et nedrivningshold på fra starten af, og selv var trådt i arbejdstøjet derfra.
  • Fulgt vores mavefornemmelse omkring den hjælp vi hyrede. To gange er det gået grueligt galt. Begge gange havde vi (læs: Jeg) en dårlig fornemmelse på forhånd.
  • Have indkøbt de materialer og det værktøj vi virkelig drømte om, fremfor at spare. I det store billede kan det altid godt betale sig at vælge kvalitet fremfor kvantitet.
  • Ikke stresse for meget over overskredne deadlines og alt det der trækker ud. Det skal nok gå det hele, og det er spild af tid og energi at stresse over det.
  • Stole langt mere på egne evner og kræfter.
  • Lytte mindre på andres advarsler og “gode råd”. Selvfølgelig skal man tage imod al den hjælp man kan få, og det har vi også gjort og sat uendeligt meget pris på. Men vi har sørme også skulle modtage mange hug og råd vi ikke har bedt om.
  • Have været endnu bedre til at dokumentere løbende. Jeg ville faktisk ønske at vi havde pitchet et tv-program ind. Sådan lidt a la “Beier bygger”. Jeg tror det havde været pisse godt fjernsyn.
  • Være lidt mere strukturerede … Det har vi endnu ikke lært.

Vi er nået uendeligt langt, og jeg er særligt stolt og glad over vores badeværelse, der simpelthen er blevet så skide flot og som bare fungerer. Jeg elsker også vores køkken, vores soveværelse og stuen, og jeg glæder mig helt vildt til at få det sidste færdigt. Næste helt store skridt er annekset, der skal laves til opholdsrum, gæsteværelse, fremtidigt teenageværelse og have et stort badeværelse, og som skal kobles på huset via en orangeri-inspireret mellemgang. Og i samme omgang er der hegnet ud mod vejen som gerne skulle ankomme i næste uge – Vi har fjernet hækken, så vores byggerod af en have og vintermåtte-klædte hus er nu det første man ser, når man kører ind i Hornbæk, heeeej! Det bliver rart at få pakket væk.
Trappeopgangen skal laves pæn, vores udstue, der lige nu bruges til opbevaring, skal gøres brugbar og fin, vi skal have valgt en sofa til vores stue, loftet i køkkenet skal laves … Facaden skal mures op og kalkes. Vi skal vælge en farve til huset. Plus det løse. Og når vi en dag så er i mål, kan vi jo så starte forfra på vedligeholdelse.

… Renovering er stadigvæk fedt. Og lidt hårdt. Men selv med bagklogskabsbrillerne på, er der meget lidt vi ville gøre anderledes. Man lærer hen af vejen, og bliver klogere, og når vi en dag er færdige kan det være at vi selv bliver dem, der kaster om os med råd andre ikke har bedt om. Undskyld på forhånd.

Onsdagssnegl

Første dag på Confettipinden (skal måske lige arbejde lidt på den betegnelse) i over en uge, og det er eddermame tiltrængt at komme op, ud og i gang, og det var en sand fornøjelse at tage rigtigt tøj på og mascara i morges og vinke farvel til børn og mand. Men jeg skulle også liiige balancere lidt rundt i min indbakke og min notesbog for at finde hoved og hale i alting og huske, hvordan det nu lige er jeg plejer at gøre. Jeg spurgte derfor også på Instagram, hvad I gerne ville læse om i dag, fordi jeg gik med en stille følelse af at træde lidt rundt i det samme og kunne ikke helt finde nyt stof til et indlæg, der ikke var noget jeg allerede havde berørt. Og følelsen af at det måske var på tide, at ryste posen lidt lå og lurede i mit snotramte indre. Men til min store glæde og lettelse var alle de ønsker og bud, der kom, emner som jeg allerede træder ret meget rundt i i forvejen og/eller havde på min egen liste. Det gav en dejlig afklaret ro, for selvom jeg efterhånden hviler ret godt i, hvad jeg kan og er god til her på domænet, og har en fornemmelse for, hvad det er I for det meste forventer af mig, kan jeg godt komme til at lade mig forblænde af andres opfindsomhed, succes og ikke mindst skrue forventningerne til mig selv helt op, hvilket ovenpå sådan halvanden uges ladhed grundet influenza og snot (fucking snot! Har seriøst helt ondt i tænderne af al den snot, der har ophobet sig i mit hoved) er ekstra fremtrædende, så at blive mødt med ros, kommentarer om at alt er fjing fjong og at I bare gerne vil have I øvrigt, shopping, hundenyt, beauty, renovering og den slags, gør mig simpelthen så lettet og så glad. Og med det sagt er der et dugfrisk indlæg om renovering på trapperne, om alt det vi ville ønske vi havde vidst på forhånd …

God onsdag, søde mennesker. Jeg kan fandme godt lide jer, jeg kan!

Mandag og vinterferie

Sidste mandag fortalte jeg om alt det jeg skulle i ugens løb, noget der jo slet ikke blev til noget, fordi at den vanvittige kulde jeg mærkede i min top skyldtes en led virus, som satte en stopper for alt. Denne uge står derfor i indhentningens tegn, for jeg skulle gerne nå alt det jeg ikke nåede, desværre minus festen og et par andre uerstattelige arrangementer. Så vidt det er muligt, da ugen vi netop er trådt ind i ikke er helt normal.

De værste influenzatåger er ved at have forladt lejren og vi er klar til hverdag igen, eller rettere: Vinterferie.

Michael knokler på huset, eller på vores stengærde ud mod vejen, så der kan blive sat hegn op i næste uge. Jeg er derfor ene voksen on ferie-duty…

Fire børn og en sløv dame, opskriften på succes? Det håber jeg fandme.

Jeg kæmper lidt i opstarten og kan ikke helt komme i omdrejninger ovenpå sidste uges febertåger, men det er der ikke noget det hedder, så kaffen er ekstra stærk i dag, og om lidt fyrer jeg op for et styk bageværksted i køkkenet, inden vi i eftermiddag går i samlet trop mod Hornbækhus, hvor den står på perleplader og pizza (verdens hyggeligste koncept). Og så må popcorn og Netflix overtage resten af dagen.

 

Karkluden de kaldte far

Jeg lever. Sådan da. Denne her influenza er en strid bandit, som har wipet mig fuldstændig ud af ligningen. Uma og Loulou er også ramt, endda med en del højere temperatur end mine sølle 38 grader, som var der hvor jeg lå højest, men de tager deres +40 grader i stiv arm og med godt humør. Børn er fede nok på den måde, selvom jeg lige i de her dage gerne ville efterlyse lidt mere træthed fra deres side end de har udvist. Bare lidt.

Jeg har ikke taget det pænt, og har logget under dynen non stop siden mandag aften med et par meget få undtagelser, og har sovet 10-12 timer hver eneste nat, og deler faretruende mange fællestræk med en våd karklud. Fra kropsholdning til udstråling. Klasket, ildelugtende og tarvelig. Ikke engang min telefon kan genkende mig, og jeg kan sagtens forstå at Loulou flere gange har kaldt mig far.

I dag er første dag, hvor jeg kan holde mig oprejst uden at blive tvunget i seng af kuldegysninger og ømme led. Jeg hoster og snotter fortsat og ser frem til at klokken slår 20, så jeg kan kravle i seng igen. Men der er trods alt fremskridt at spore. Min appetit begynder for eksempel at titte frem. Jeg har ingenting spist siden mandag formiddag, med undtagelse af en halv krydderbolle og en par skefulde yoghurt, men har tilgengæld drukket mere vand, ingefær/æble juice, The og kaffe, end jeg mindes at have gjort længe. Det mærkelige er bare, at jeg har lyst til spegepølse med remoulade og ristede løg, hvilket jeg ikke har spist i flere år og ærlig talt synes er noget af det ulækreste jeg kan komme i tanke om. Also, jeg spiser ikke spegepølse. Men tænker det må være tegn på, at jeg har brug for noget salt, hvilket heldigvis kan klares på andre måder.

Med andre ord, en skidespændende uge for mit vedkommende, og udsigt til en alletiders weekend. Og et næsten lige så spændende indlæg fra mig til jer. Beklager. Men jeg kan jo heller ikke lade være. Det var helt rart at få skrevet lidt. Håber I får en vidunderlig fredag, forhåbentlig en influenzafri af slagsen.

 

Aflyst

Influenza af den stride slags har ramt matriklen. Værst ramt er Uma og jeg. Skarpt efterfulgt af Michael og Loulou.

Jeg har aflyst alt hele ugen, og er nok også fraværende her på domænet indtil min kropstemperatur falder til et mere normalt leje.

Jeg vender stærkt tilbage. Forhåbentlig.

Mandagsstatus

Mandag, mandag, mandag. Jeg ved ikke hvor meget søvn jeg fik i nat, men jeg ved at det var lidt, tæt på ingen. Mit mellembarn gik i seng med hovedpine i går, og vågnede kort efter, jeg var kravlet i seng ved siden af hende. Hun var brandvarm, mens hun skiftevis sitrede af kulde og bad om at få vand. Sådan fortsatte hele natten, og flere gange talte hun i tunger og var forvirret over, hvor hun var, hvem jeg var, hvor alle de andre mennesker (?) var henne og om hvad det var for en lastbil, der hele tiden prøvede at komme ind på vores værelse for at køre hende over. Klokken 6 i morges byttede jeg plads med Michael. Eller det vil sige, han fik min plads ved siden af den varme forvirrede tre årige, og jeg stod op med resten af flokken og hunden. En time senere drog jeg mod vuggestuen med den mindste, og dernæst med et tog ind til København, hvor jeg netop er landet på kontoret. Jeg delte lidt om nattens strabadser og mit manglende indtag af kaffe på Instagram og blev mødt af en masse kærlighed, og ikke mindst en masse fortællinger om lignende situationer i mange hjem rundt omkring. Mærkeligt nok hjælper det en anelse at vide, man ikke er alene. Lidt som når der bliver tændt lys hos en af naboerne, når man sidder med et vågent barn klokken alt for tidligt.
Jeg er gennemkold, helt ind i knoglerne, sikkert på grund af søvnmangel, og den der mulige sygdom jeg har følt komme snigende, og føler lige nu slet ikke, at jeg kan få varmen nogensinde igen. Det kan jeg selvfølgelig godt, og jeg er da også mødt ind til nogle søde kollegaer, en kaffemaskine på overarbejde og en pakke (gave/reklame) fra Normal fuld af makeup og Kinderchokolade, så jeg tænker at varmen er så småt på vej tilbage i mine stakkels trætte knogler.

Senere i dag skal jeg mødes med Rachel, og med Dan og Morten, der har podcasten Fjernsyn for mig, som jeg efterhånden har gæstet tre gange allerede. VI skal tale om Beautybosserne og De unge mødre, og jeg glæder mig helt vildt.
I morgen bliver jeg hjemme med stakkels Uma, onsdag skal jeg igen på kontoret, og om aftenen er det blevet tid til fællespisning i Hornbæk dameklub, og så skal jeg podcaste igen på torsdag, med Rikke Collin og en af hendes projekter, og hvis alt går efter planen med Rachel og vores næste gæst i Voksen ABC, inden jeg torsdag aften skal være med til at fejre at Rudolph Care fylder 10 år. Fredag bliver jeg i Hornbæk og henter børn tidligt og sadler op til vinterferien, hvor jeg godt nok har et par arbejdsdage, men som mest af alt byder på korte dage både for mit, Michael og børnenes vedkommende.

Alt er godt. Mandag, livet og de kolde tæer.

God dag

I øvrigt

  • Har jeg været alene hjemme med Loulou i et døgn, og er helt overrasket over hvor tiltrængt det var. Jeg elsker at have mange børn og at der er gang i den. Men at have hende for sig selv var virkelig en fornøjelse. Kæft, hun er sød!
  • Er McD begyndt at lave sweet potato fries! Måske er det slet ikke noget nyt. Men jeg opdagede det i weekenden, hvilket gjorde min togtur hjem med tømmermænd væsentligt bedre.
  • Skal jeg i næste uge deltage i tre forskellige podcasts (!) Den ene er min egen, men stadigvæk.
  • Er vi meget langt, og alligevel slet ikke, i renoveringen. Der kommer snart en Update, og så har jeg overtalt Michael til, at jeg må filme, når han støber endnu et trin som det vi har i køkkenet. Vores første (og måske eneste) DIY.
  • Har jeg for anden uge i træk glemt at gemme Fredagsfølger inden det var for sent. Undskyld. Jeg sætter en alarm næste uge.
  • Fryser jeg konstant og har ondt i halsen. Igen.
  • Drikker jeg virkelig meget “guldmælk” jvf ovenstående punkt.
  • Giver næste punkt nok kun mening, hvis du har børn, eller er Ramasjang seer. Beklager.
  • Kan jeg ikke holde programmet Oda Omvendt ud. Det trykker på alle mine knapper. Vil hellere tvangsindlægges til at se en helaftens-special af Kasper og Sofie end et enkelt afsnit af Oda Omvendt. Musikken, handlingen, rollerne, det hele kravler under huden på mig.
  • Er jeg virkelig begejstret for at januar er ovre. Shit, en lang måned!
  • Har jeg købt en My little pony kop til Uma og har sjældent oplevet hende blive så lykkelig for en gave. Jeg er ved at samle mod til at fortælle hende, at hendes lillesøster har tabt den på vores betongulv.
  • Er barbecuechips med holidaydip min foretrukne tømmermændssnack. Hvad er din? Jeg spørger af oprigtig interesse.

Hov hov! Ingen vil da være en del af morpolitiet (Håber jeg)

Jeg synes som udgangspunkt at jeg oplever et kæmpe sammenhold kvinder og mødre imellem, #HejSøster #Søstersind og alt det der. Men i mit virke som influencer (ja undskyld, jeg ved godt at vi hader det ord og at det er skide højrøvet at omtale sig selv som, men det er nu engang en del af min arbejdsbeskrivelse, og et eller andet sted er mange af os det jo, både i virkeligheden og alle mulige andre steder. Vi påvirker andre, og sådan er det), møder jeg ret ofte kommentarer og spørgsmål med en til tider dømmende undertone. Heldigvis møder jeg langt mere kærlighed, og det værdsætter jeg, men desværre kan de små lussinger godt svide længe og overskygge det andet til en hvis grad. Jeg ER meget mere sart end mange andre af mine kollegaer, og en kritisk kommentar kan sagtens sidde i mig flere dage, særligt hvis jeg føler mig misforstået eller hvis den er givet på et usammenhængende grundlag – Hvilket rigtig ofte er tilfældet, for lige gyldigt hvad, og selvom jeg stiler efter at vise jer så reel en side af mig og mit liv som muligt, er det bare kun en lille procentdel I ser. Det ved jeg godt, at rigtig mange af jer ved, men jeg tror alligevel at nogle enkelte ind imellem glemmer det i farten. Og jeg har stadigvæk meget at lære omkring min måde at tackle den slags på. Jeg er blevet bedre, Meget endda. Det skal man, ellers bliver det sgu for hårdt, at lave det jeg laver. For nyligt fik jeg en kommentar om, at personen der skrev, havde bidt mærke i, at jeg havde tendens til at hænge mine læsere ud, og at hun synes det var meget ucharmerende. Bum, og avs!
Jeg tror hun hentød til, at jeg et par gange har delt nogle af de (i mine øjne) helt slemme kommentarer på blandt andet instagram, både for at vise, at det sker, og for at forklare mig. Jeg slører selvfølgelig altid folks rigtige navne, ip-adresser og så videre, og mange af beskederne ligger jo i et offentligt kommentarfelt, så ‘at hænge ud’ er efter min mening lidt voldsomt. Men lad nu det ligge. DET jeg i virkeligheden er ved at famle mig frem til er, at jeg i morges modtog intet mindre en ni beskeder på instagram fra dem nogle ville kategorisere som morpolitiet. Nogle af dem gik på at mine børn sad i en (stillestående) ladcykel uden hjelm på, men langt flere gik på, at Uma ingen hue havde på….. Én i en sådan tone, at jeg for første gang nogensinde skrev decideret spidst tilbage uden at trække vejret først.

Resten svarede jeg på i min instagram story, midt i fredagsfølgeren, mindre spidst og med ‘kvæl det i kærlighed’-kasketten på.

Jeg har ikke haft besøg af morpolitiet siden jeg stoppede med at amme, og havde et kort øjeblik glemt, hvor invaderende og modbydeligt det er, når nogle sætter spørgsmålstegn ved eller direkte udskælder en over den måde man er mor på. Og ja ja, jeg er da oprigtig talt fløjtende ligeglad med om nogle synes, at min datter skulle have haft hue på eller ej. Det synes jeg da også at hun skulle, men jeg prioriteret en hyggelig tur til børnehaven, fremfor en kamp ingen af os ville vinde, udover den dårlige stemning. Jeg kender forklaringen på, hvorfor den ikke sad på hendes hoved, og så fuck da hvad andre tror de ved. Men det er bare en invaderende følelse. Sådan er det, og jeg ville virkelig ønske, at vi som udgangspunkt blandede os uden om, hvordan andre folk er forældre på, i hvert fald når det gælder noget så uskyldigt som en manglende hue eller lignende. Jeg ser da også ind imellem ting på instagram eller på legepladsen for den sags skyld, hvor jeg tænker mit, måske dømmer jeg endda og måske mærker jeg selv morpolitets arbejduniform snige sig frem, men jeg pakker den hurtigt langt væk (Marie Kondo style, så fylder den mindre), for jeg har ingen anelse om, hvilket øjeblik det drejer sig om. Langt de fleste forældre gør deres allerbedste og lidt til, så hvis det glipper ind imellem, so be it.

Og så har jeg vist heller ikke mere at sige om den sag. I øvrigt et kæmpe shout out til den ene kommentator i dag, der skrev undskyld lige bagefter. Jeg elsker når man tør indrømme, at man har trådt ved siden af, særligt når man har ramt andres tæer. For jeg håber og tror på, at vi alle i virkeligheden vil hinanden det allerbedste og at ingen har lyst til at være medlem af morpolitiets specialenhed. VEL?!

Det var bare det.
God fredag! FREDAG og februar ikke mindst. Jeg skal til fest i aften i øvrigt, og har alt for høje forventninger, så det bliver sikkert skide kedeligt.