Most wanted: Opdragelse.

Jeg kom aldrig videre med listen over mest efterspurgte indlæg, men nu får jeg pustet liv i dem igen. Sgu!
Læs de første par stykker lige her.

Opdragelse er uden tvivl noget af det der bliver efterspurgt mest af, når det kommer til blogindlæg. Egentlig har jeg jo besluttet for længe siden, at det er noget jeg ikke vil gå så meget i detaljer omkring, fordi det så nemt bliver fordømmende, eller i hvert fald kan opfattes sådan. Sådan kan jeg selv få det. På den måde at jeg enten føler mig ramt eller belært, også selvom det med stor sandsynlighed slet ikke er formålet. Og omvendt sætter man sig også i en position, hvor man kan blive kritiseret på noget, der både er meget personligt og skrøbeligt. Derfor har jeg styret ret meget udenom. Derudover har vi ikke som sådan nogle helt faste rutiner eller formler på, hvordan vi gør, vi gør det ligesom bare. Men flertallet har talt, så nu sætter jeg alligevel lidt ord på, hvordan det fungerer hjemme hos os med fire børn i ret forskellige aldre.

Som forældre er vi begge to en blanding af ret skrappe og meget omfavnende, og langt henad vejen er vi enige, hvilket er ret heldigt, fordi i de situationer, hvor vi ikke har været det, er det virkelig ikke særlig sjovt, da ens børn jo virkelig er noget der kan få følelserne helt ud af trit, så jeg kan levende forestille mig, hvordan det må føles, hvis man er meget uenige i opdragelse. De få gange vi har været uenige, har vi været ret gode til at løse det, eller i hvert fald give hinanden plads til at tale vores sag og prøve det af.

Vi er meget learning by doing, og ændrer da også taktik, holdninger og metoder ind imellem, og fra barn til barn. Overordnet kan det siges ret enkelt. Vi går ind for høflighed, respekt, samtale og anerkendelse. I virkeligheden kan jeg ret godt lide hele den ifavnske måde at være forældre på, selvom vi ikke helt matcher hele spektret og jeg ærlig talt synes, det kan blive lidt langhåret og til tider fingerpegende (jeg fik for eksempel engang at vide, at jeg ikke burde tale ind i det ifavnske, når jeg havde fravalgt amning) – men altså vi matcher ret mange af principperne, ifavnsk with a twist. Vi går ind for at være anerkendende, rummelige, tålmodige og så er tryghed et kæmpe keyword. Vores børn skal vide, at de kan komme til os, altid og med alt. Også de ting der gør ondt i maven, og som potentielt kan gøre os sure eller kede af det. Vi skælder sjældent ud, men har ret stramme regler og grænser, som bliver tegnet op ved at være klare i spyttet og konsekvente. Derudover går vi selvfølgelig højt op i høflighed. Det gør alle forældre nok. Tak, be’ om, undskyld er vigtigt at sige (og mene). De må ikke afbryde, skal tale ordentligt og pænt om andre, være gode kammerater og så videre.
Vi går ind for at de skal være selvkørende, og meget tidligt selv skal tage tøj på. sætte ting i opvaskemaskinen og så videre. Vi tror på, at det skaber succesoplevelser for dem, som er med til at styrke deres personligheder. Loulou på knap 2 år kan selv tage både tøj, overtøj og sko på, hvilket, selvom det kan tage lidt længere tid, og ikke altid er en hjælp, til gengæld gør kæmpe meget for hendes udvikling og måde at angribe verden på, virker det som om. Uma på snart fire år, er til gengæld inde i en periode, hvor hun gerne vil have hjælp til mange ting, også det hun sagtens kan. Det er et behov hun har lige nu, som vi nogle dage giver efter for, for at anerkende, at vi ser hende, samtidigt med at vi italesætter, at hun sagtens kan, at hun kan alt, men at hun måske bare synes det er dejligt at få hjælp lige i dag, og at hun så skal gøre det selv næste gang, og andre dage bruger vi lidt ekstra tid på at heppe, bakke op og guide, og rose når det lykkes, og så er det gode gamle konkurrence-trick altid brugbart. “Kan du mon få flyverdragt på, inden jeg har taget støvler på?”. De store drenge kan og gør det meste selv, og opdragelsen af dem handler rigtig meget om, at navigere dem igennem følelser og beslutninger, måder at agere på og så give dem lidt snor, ikke for meget, ikke for lidt, og det er til tider ret svært lige at lure, hvordan man tackler. Men jeg synes, at det lader til, at vi har gjort vores forarbejde godt, for de er nogle fornuftige, søde og ordentlige drenge…. For det meste. Og når de ikke er, får de det af vide, og så tager vi den derfra.

Når jeg lige tænker over det, er tålmodighed nok noget af det allervigtigste i vores opdragelse og det vi bestræber os mest på at have rigeligt af. Også de dage, hvor den er ikke eksisterende og man skal tvinge den frem. Det synes jeg faktisk vi er skide gode til, og hvis den ene ikke er det, er den anden det altid. På den måde er vi et ret optur team.

Men, men, men indimellem vælter læsset. Det gør det bare. Vi har begge to ret meget temperament (det har vores børn i øvrigt også) og det har vores børn set og oplevet flere gange. Jeg har både råbt og er flippet ud, og jeg hader det, selvfølgelig. Men det er sket og kommer nok også til at ske igen, men til gengæld har jeg for længst besluttet mig for ikke at banke mig selv i hovedet med det. For jeg er en god mor, en pisse god mor faktisk, og det er mine børn levende bevis på.

Jeg ved ikke om I er blevet klogere, eller om det overhovedet var det I efterlyste, men det var i hvert fald en kort og overordnet gennemgang af noget af det vi bestræber os efter som forældre. At vi så ikke altid lykkes med det er også en del af det. Både det at være menneske, at være forældre og i opdragelse, er min overbevisning.

15 replies
  1. Eva says:

    Kloge ord og helt enig. Kan måske tilføje for egen regning, at det er vigtigt for mig, at børnene lærer os forældre at kende som hele mennesker. Jeg oplever flere gange, at det nærmest er sværere for store børn at se deres forældre som hele mennesker, end det er for forældrene at anerkende de store børn som næsten voksne og næsten ligemænd. Slf er vi hver især kaptajn og alt det der, men de må over tid gerne se vores fejl og mangler og opleve, at man kan tale om dem. De skal være 100 pct trygge ved, at de voksne har styringen, men det skal ikke komme som et chok for dem, at vi også gør dumme ting og ikke altid lever op til alle idealer.

    Svar
    • Lykke says:

      Åh… synes Sneglcilles skriv er så godt og er også så enig med dig! 🙌🏼 Jeg siger gerne undskyld til min datter, hvis jeg fx kommer til at råbe eller reagere uhensigtsmæssigt fordi jeg selv er træt, uden overskud eller lign.
      Og så synes jeg også det er helt fint at vise, at mor kan være både vred, ked af det og så lykkelig at hun tuder 😄♥️

      Svar
  2. Karoline says:

    Jeg har (endnu) ikke børn, men jeg synes, det lyder som en god opdragelse, I giver jeres børn ❤️Tænker af og til over, hvordan man er den “perfekte” forælder, der ikke skælder ud, viser for meget sårbarhed, stiller for høje/lave krav, osv. I praksis er det dog umuligt, så man må bare gøre det bedste, man kan.

    Svar
  3. Anette says:

    Lyder som en god måde at opdrage på.
    Kender godt den med at flippe ud. Alle kolleger og venner ser mig som en ret stille og introvert person, men damn jeg kan flegne på mine unger, når de trykker på de rigtige knapper engang imellem. Sådan er det bare.

    Men synes det er så fedt at høre dig rose dig selv for at være en god mor! Jeg synes du skal lave et post på insta eller facebook med en opfordring til dine læsere om at de skal skrive i kommentarspor, hvorfor de selv synes, at de er en skidegod mor!
    Forældre er er SÅ udskældte i medierne idag og vi kan fanme aldrig gøre det godt nok. Så tænker at en fælles selvros ville være på plads 😁

    Svar
  4. Mikala says:

    Hvor er det flot og modigt at du deler, Cecilie.
    Fik jeg lige lyst til at skrive. Meget. Flot skrevet. Jeg har ikke børn endnu, men det du beskriver, er inderligt den måde, jeg ønsker, at jeg selv bliver en opdrager på.
    Alle skulle sgu have sådan en mor, bom!
    🙂 ps. meget corny, men jeg fik helt tårer i øjnene af at læse det, måske PMS, måske fordi jeg synes det er så vigtigt, det du gør. At du er en anerkendende forælder. 🙂

    Svar
  5. Kristine G says:

    Og jeg som hver gang jeg ser dine stories tænker “sådan vil jeg også være når jeg får børn”. Dine unger virker SÅ behagelige og velfunderede i hvad der er rigtigt og forkert. 🙂 #mommygoals

    Svar
  6. Stine says:

    Så dejligt skrevet❤️ Er sikker på, at det er trygt og godt at vokse op hos jer! Og fint som du sætter ord og tanker på “den ifavnske tilgang med et tvist” – et tvist, jeg er meget enig i.

    Svar
  7. Viberg says:

    Årh ❤ Det er nogen heldige børn I har 😊
    Jeg er simpelthen pjattet med din tilgang til tingene og din modighed!
    God dag smukke Cille 🌞

    Svar
  8. Caroline says:

    Jeg er en pisse god mor fordi jeg har kunne balancere at være selvstændig på deltidsbarsel og at min baby dermed har fået glæden af at blive passet meget af familiemedlemmer og søde barnepiger. Han er så tryg og glad ved alle mennesker, og jeg har IKKE dårlig samvittighed over at sende ham i vuggestue ved 8 mdr så jeg kan færdiggøre min uddannelse.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det var og er planen. Men videoerne er simpelthen blevet så hakkede, når jeg har hentet mine stories ned de sidste par uger, så jeg håber at Instagram fikser det snart 🤞🏽🤞🏽🤞🏽

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *