Hov hov! Ingen vil da være en del af morpolitiet (Håber jeg)

Jeg synes som udgangspunkt at jeg oplever et kæmpe sammenhold kvinder og mødre imellem, #HejSøster #Søstersind og alt det der. Men i mit virke som influencer (ja undskyld, jeg ved godt at vi hader det ord og at det er skide højrøvet at omtale sig selv som, men det er nu engang en del af min arbejdsbeskrivelse, og et eller andet sted er mange af os det jo, både i virkeligheden og alle mulige andre steder. Vi påvirker andre, og sådan er det), møder jeg ret ofte kommentarer og spørgsmål med en til tider dømmende undertone. Heldigvis møder jeg langt mere kærlighed, og det værdsætter jeg, men desværre kan de små lussinger godt svide længe og overskygge det andet til en hvis grad. Jeg ER meget mere sart end mange andre af mine kollegaer, og en kritisk kommentar kan sagtens sidde i mig flere dage, særligt hvis jeg føler mig misforstået eller hvis den er givet på et usammenhængende grundlag – Hvilket rigtig ofte er tilfældet, for lige gyldigt hvad, og selvom jeg stiler efter at vise jer så reel en side af mig og mit liv som muligt, er det bare kun en lille procentdel I ser. Det ved jeg godt, at rigtig mange af jer ved, men jeg tror alligevel at nogle enkelte ind imellem glemmer det i farten. Og jeg har stadigvæk meget at lære omkring min måde at tackle den slags på. Jeg er blevet bedre, Meget endda. Det skal man, ellers bliver det sgu for hårdt, at lave det jeg laver. For nyligt fik jeg en kommentar om, at personen der skrev, havde bidt mærke i, at jeg havde tendens til at hænge mine læsere ud, og at hun synes det var meget ucharmerende. Bum, og avs!
Jeg tror hun hentød til, at jeg et par gange har delt nogle af de (i mine øjne) helt slemme kommentarer på blandt andet instagram, både for at vise, at det sker, og for at forklare mig. Jeg slører selvfølgelig altid folks rigtige navne, ip-adresser og så videre, og mange af beskederne ligger jo i et offentligt kommentarfelt, så ‘at hænge ud’ er efter min mening lidt voldsomt. Men lad nu det ligge. DET jeg i virkeligheden er ved at famle mig frem til er, at jeg i morges modtog intet mindre en ni beskeder på instagram fra dem nogle ville kategorisere som morpolitiet. Nogle af dem gik på at mine børn sad i en (stillestående) ladcykel uden hjelm på, men langt flere gik på, at Uma ingen hue havde på….. Én i en sådan tone, at jeg for første gang nogensinde skrev decideret spidst tilbage uden at trække vejret først.

Resten svarede jeg på i min instagram story, midt i fredagsfølgeren, mindre spidst og med ‘kvæl det i kærlighed’-kasketten på.

Jeg har ikke haft besøg af morpolitiet siden jeg stoppede med at amme, og havde et kort øjeblik glemt, hvor invaderende og modbydeligt det er, når nogle sætter spørgsmålstegn ved eller direkte udskælder en over den måde man er mor på. Og ja ja, jeg er da oprigtig talt fløjtende ligeglad med om nogle synes, at min datter skulle have haft hue på eller ej. Det synes jeg da også at hun skulle, men jeg prioriteret en hyggelig tur til børnehaven, fremfor en kamp ingen af os ville vinde, udover den dårlige stemning. Jeg kender forklaringen på, hvorfor den ikke sad på hendes hoved, og så fuck da hvad andre tror de ved. Men det er bare en invaderende følelse. Sådan er det, og jeg ville virkelig ønske, at vi som udgangspunkt blandede os uden om, hvordan andre folk er forældre på, i hvert fald når det gælder noget så uskyldigt som en manglende hue eller lignende. Jeg ser da også ind imellem ting på instagram eller på legepladsen for den sags skyld, hvor jeg tænker mit, måske dømmer jeg endda og måske mærker jeg selv morpolitets arbejduniform snige sig frem, men jeg pakker den hurtigt langt væk (Marie Kondo style, så fylder den mindre), for jeg har ingen anelse om, hvilket øjeblik det drejer sig om. Langt de fleste forældre gør deres allerbedste og lidt til, så hvis det glipper ind imellem, so be it.

Og så har jeg vist heller ikke mere at sige om den sag. I øvrigt et kæmpe shout out til den ene kommentator i dag, der skrev undskyld lige bagefter. Jeg elsker når man tør indrømme, at man har trådt ved siden af, særligt når man har ramt andres tæer. For jeg håber og tror på, at vi alle i virkeligheden vil hinanden det allerbedste og at ingen har lyst til at være medlem af morpolitiets specialenhed. VEL?!

Det var bare det.
God fredag! FREDAG og februar ikke mindst. Jeg skal til fest i aften i øvrigt, og har alt for høje forventninger, så det bliver sikkert skide kedeligt.

46 replies
  1. Line says:

    Hvor er det bare ærgerligt, at vi ikke er bedre til at give hinanden “the benefit of the doubt” og tro på, at vi alle gør vores bedste, uden at pege fingre og blande os i såvel de store linjer som de små detaljer. God weekend❤️

    Svar
  2. Rikke says:

    Jeg tager virkelig hatten af for at du overhovedet orker at svare morpolitiet. Det havde jeg ikke overskud til 🙈

    Svar
  3. Karina says:

    Respekt!
    Hold da op hvor er “morpolitiet” bare nogle strigler! Jeg forstår overhovedet ikke, at nogen vil være bekendt, at kommentere på, om dit barn har hue på. Wtf!
    Min datter på 6 år nægter at bruge hue, og jeg kan på ingen måde tvinge hende til at få den på. Jeg forventer, at hvis hun fryser nok eller bliver syg, så ændrer det sig nok. (Måske..) Tøser er skide stædige 😉

    Svar
  4. Katrine says:

    Åh jeg bliver sikkert høvlet ned for den her kommentar. Mener den virkelig i bedste mening. Hader personligt ordet morpolitiet og især ammemafiaen! 😅 Og er enig i det er et øjeblik vi ser og folk ved ikke hvad der er foregået forinden OG vi kender hver især vores egne børn bedst. MEN skal vi ikke også være have mulighed for at komme med gode råd, med en ordentlig tone selvfølgelig, og være nysgerrige på hinanden? At blande sig er ikke altid med en negativ hensigt. Igen mener jeg det bør være med en ordentlig tone! Og ja det kan selvfølgelig godt være det er anderledes når jeg ikke får på de kommentarer som du gør. 😊 herhjemme vil den 5 årige ikke altid have handsker på, selvom vi ved det ender i kolde og forfrosne hænder men altså så må man lære det på den hårde måde og vi får i det mindste en god start på dagen. 😅

    Svar
    • Sneglcille says:

      Nej da. Ingen høvl.
      Jeg ved, hvad du mener. Jeg synes bare ofte, næsten altid at den slags kommentarer runger af bedrevidenhed og pegede fingre og det er aldrig ok, synes jeg. Vi ved ikke hvad der ligger bag andres beslutninger og måder at gøre tingene på og det synes jeg at rigtig mange kunne blive bedre til at tænke, inden de kommentere/svarer/spørger 🙂 Det virker sjældent som om at det kommer fra et godt sted, men hvis det gør, så spørg løs og kommenter amok. Selvfølgelig.

      Svar
    • B says:

      Jeg forstår så ikke behovet for at komme med gode råd når ikke folk efterspørger det? Medmindre folk bringer deres børn i livsfare synes jeg at man bør lade være med at blande sig. Det er enormt grænseoverskridende at fremmede begynder at stille spørgsmål til den måde man behandler sine børn på, når der ikke er tale om alvorlige ting.

      Svar
    • Julie says:

      Nej. Vi skal ikke have lov at komme med uopfordrede råd. Det er ikke (nødvendigvis) rart, at nogen på den møde blander sig. Måske er det velmenende – men råd er noget man beder om. Det er ikke noget, man bare tager i mod. I hvert fald ikke, hvis du spørger mig.
      Fordi! Måske gør man, hvad man gør, af en årsag, og har ikke brug for at få råd til, at gøre det anderledes.
      “Dit barn burde have hue på, bare et råd” – er IKKE et råd. Det er en kommentar skjult som et råd, fordi man gerne vil fortælle, at nogen gør noget forkert.
      Derimod kunne det være et råd, hvis der først var spurgt: “Mit barn vil ikke have hue på, hvad kan jeg gøre?”

      Svar
    • Marie says:

      Jo. Hvis der bliver efterspurgt gode råd. Eller man tydeligvis kan se, noget gør noget forkert. Og her mener jeg ikke ift børn, men nærmere a la “hvis du sætter dimsen fast til højre på din nyindkøbte dingenot, så kan det faktisk dét, du troede, den skulle kunne”..
      Men at give “gode råd” om at børn kan komme til at fryse om ørene, hvis ikke de har hue på, virker blot dybt upassende.
      Og måske burde man overveje, om man virkelig ville sige det face-to-face, hvis man mødte folk ude i den virkelige verden. Det tror jeg nemlig ikke😊

      Svar
    • nielsen says:

      Jeg lærte en gang i undervisning til at blive vejleder, at et råd er kun noget man kan give, hvis den anden person har bedt om det. Den har jeg taget rigtig meget med i både mit personlige liv, såvel som i mit arbejdsliv.

      Svar
  5. Emilie says:

    Tak – du formulerer det så fint! Alle gør mor-tingen på deres måde, og heldigvis er alle mødre nok den bedste mor for lige præcis deres børn.

    Svar
  6. Helle says:

    TAK for det indlæg 🙌🏻 Jeg tror som udgangspunkt godt du ved bedst for dine børn og hvilke kampe man gider at tage kl 8 om morgenen. #befrihuen

    Svar
  7. Ingibjörg says:

    Jeg Forstår det ikke! når morpolitiet slår til, som i morges så bliver jeg sku lidt…alt muligt. Hvem får noget ud af at irettesætte andre🤷🏻‍♀️ Jeg kommer nok aldrig til at forstå det og heldigvis for det tror jeg!
    God weekend👏🏻

    Svar
  8. Sofie says:

    Virkelig virkelig godt skrevet. Kan godt lide din vinkel om, at “dømme-genet” kan stikke hovedet frem i os alle, men at vi også har et ansvar for at vurdere, om der virkelig er nogen som helst grund til bekymring. Og ellers bare pakke det væk igen. Jeg studsede desuden over NeoHippie (som gør mange ting meget anderledes i forhold til flertallet), der af princip lader sine børn selv mærke efter, hvornår de er kolde/varme og dermed har behov for mere/mindre tøj på – hun sørger bare for, at tilbuddet er der. Det kræver selvfølgelig en vis alder og fx sprogevner, men tænker det er godt at opfordre til den autonomi, når det er muligt, og undgå at huer mv. kun bliver noget, man associerer med “dumme mor/far”. Point is: Hvis småbørn er klar over, at mor er hende med huen, og de herrefryser om ørerne, så tror jeg de råber op 🙂

    Svar
  9. Marianne says:

    Jeg er lidt målløs over, at du har fået kommentarer i forhold til Umas manglende hue. Det synes jeg godt nok er at gå i helt ekstremt små sko. Uma er jo altså også så gammel, at hun vel nok skal sige til, hvis hun fryser. Jeg kan simpelthen ikke komme på nogen situation, hvor jeg ikke synes, der over grænsen for, hvad man kan tillade sig. Jeg tror helt oprigtigt på, at enhver mor gør det, hun synes er det bedste for sine børn. Og med dét som udgangspunkt, så vil der altså være ret få tilfælde, hvor jeg vil mene, det er relevant at komme med gode råd eller løftede pegefingre. Vi kan vel alle tænke vores om andres måde at gøre tingene på, men sådan vil det helt givet også være tilfældet den anden vej. Der er meget langt derfra og så til at ytre det, synes jeg.

    Du gør det godt – og det ved du heldigvis også selv 🙂

    God weekend!

    Disclaimer: Hvis folk gør noget decideret ulovligt eller utvivlsomt uansvarligt, har man selvfølgelig pligt til at reagere. Men jeg vil stadig ikke mene, at en manglende hue falder i dén kategori.

    Svar
  10. Sofie says:

    “Marie kondo style, for så fylder den mindre”😂😂👌🏼
    Jeg er fandme også sart når folk mener at de kender mine børn eller situationen bedre ud fra et øjebliksbillede….hvilket sker jævnligt med et barn der skriger og/eller der ikke vil sove, er min erfaring. Jeg øver mig på at ikke gøre det samme…

    Svar
  11. Mai-Britt Lykke says:

    Ville gerne være mere som dig-for du er en skøn mor, ægtefælle og et dejligt menneske!!! Tak for dig og din ærlighed!
    Jeg tror selv på at alle gør deres bedste, m den tro blir alting meget nemmere!!!

    Svar
  12. Skalotteløg says:

    Jeg læste et eller andet sted, at vi lever i en fikser-kultur. At vi er blevet så fortrolige med sociale medier, at vi føler os forbundne med folk – det er ikke længere bare envejs-kommunikation. Der er et kommentarfelt, og det inviterer helt automatisk til at smide en tanke, ligesom vi nok havde gjort, hvis vi stod ved siden af en veninde.
    Der havde man nok set eller hørt den konflikt, der var gået forud. Eller også havde mor vidst, at der ikke lå en irettesættelse bag, men en oprigtig undren: “I plejer da at have cykelhjelmen på, er de blevet væk?”
    Men vi ER jo bare fluer på en væg. Og meget kan misforstås på skrift, når ikke man får tonen og kropssproget med. De siger jo også, at det i virkeligheden er – hvad – 93% af et budskab? At ordene faktisk kun fylder de resterende 7%…?

    Jeg forstår godt, du reagerer. Jeg havde gjort det samme. Og synes under alle omstændigheder, det er helt okay at reagere! Har selv prøvet mange gange at skrive kommentarer, som er ment godt (denne inklusiv!), men er blevet modtaget anderledes. Og har fået høvl tilbage. Det gør også ondt 😖
    Jeg tror, de færreste gør det for at være nederen, jeg tror faktisk, de fleste bare gerne vil dele ud af en dyrtkøbt erfaring. Måske har en manglende hue hos andre resulteret i en smertefuld ørepine eller to ugers forkølelse.
    Men de er ikke dig, deres børn er ikke dit barn. Man gør altid det, der er bedst for ens barn ❤️
    Jeg er fuldstændig tryg ved, at du har 100% styr på det, når det kommer til dine børns behov. Men derfor kan jeg godt komme til at give et velment råd med på vejen alligevel 🙈 For hvad nu, hvis du bare ikke lige kendte til et-eller-andet, som jeg fx ikke selv kendte til, før nogen vovede pelsen og gav mig rådet?

    Nå, lang og kringlet kommentar. Sorry! Essensen: Det føles som om, du (og andre) bloggere/influensers er vores veninder, og derfor er det nemt at komme til at overtræde grænsen for, hvad der er et kærligt/undrende/velment råd og så downright bedrevidende og irriterende. Det kræver så meget mere omtanke at formulere sådan noget på skrift, særligt til folk man (reelt) ikke kender. Og deeeet tror jeg bare, vi ofte glemmer at få gjort 😉

    (Denne kommentar er muligvis et ganske fint, understregende eksempel…)

    Svar
  13. Sisse says:

    Når jeg ser dine (og andre storys) så tænker jeg aldrig over fx “hov hov hun har da ikke hue på!” Eller andre ting. Undrer mig faktisk lidt over at folk overhovedet tænker over at hun ikke har hue på (jeg havde ikke lagt mærke til det😄) og så oveni gider at skulle skrive en negativ løftende pegefinger kommentar omdet😳
    Jeg ser dem kun for at “følge med” i andres liv☺️😄 ville da hade af andre blandede sig i mit liv og hvordan jeg gør med mine børn. Så tak for at få lov til at følge jeres dagligdag☺️

    Svar
  14. E says:

    Jeg fik helt ondt i maven i morges, da jeg så din story – ikke pga. dig, men fordi jeg simpelthen tænker, at det må være SÅ forfærdeligt grænseoverskridende, når nogen mener, at de har lov til at kommentere på “manglende” cykelhjelme og huer.
    Det er sgu ikke et velment råd, altså. Du er dine børns mor, og du har da nok godt lagt mærke til, at det er liiidt koldt udenfor. Du ved sgu også nok godt at cykelhjelme er en god opfindelse. Begge dele er fuldstændigt common knowledge og rækker derfor langt udover et “godt råd”, medmindre man ved at modtageren er småimbecil. Godt for dig, at du svarede lidt spidst tilbage – jeg tror personligt, du var alt for sød.
    Min farmor kommenterede ofte på, overfor min mor, hvordan hun var mor. Fx kommenterede hun på hendes rygning (hun røg ikke under graviditeten af sine børn, men bagefter) og til sidst blev min mor så eddertræt af de grænseoverskridende kommentarer og indblandinger at hun svarede: “Sig mig, er der noget galt med mine børn?”. Min farmor kommenterede aldrig igen.

    Svar
  15. Jona says:

    Forleden kørere jeg min 2 årige datter i vuggestue i nattøj, uden hjelm, i snevejr på christianiacyklen igennem Nørrebro i morgentrafikken- med en chokolademad i hånden. Og vi havde heller ikke børstet tænder. Ingen af os. Og sønnike kom også for sent i skole. Det var en af den slags morgener. Og nej, tænker ikke det var der jeg brillierede som mor, men hey, næste morgen var alt som det plejede. Både cykelhjelm og flyverdragt. Hurra- skål og god fest.

    Svar
  16. Kathrine uden hue says:

    Jeg tænker ofte om medlemmer af morpolitiet kun har ét barn? Jeg har 3 og vi ved allesammen godt at en tur til børnehave uden hue ikke er den kamp man vælger. Jeg gør i hvert fald ikke.

    Jeg har nogen gange en fornemmelse af at disse pege-fingre-af-andre mennesker sidder og venter på at en influencer (you said it) glemmer en cykelhjelm, giver sit barn ikke-økologisk pulvergrød, får farvet hår som gravid osv. osv. Og når de så ser det, SÅ slår de til med alle de pegefingre de har. Altså, hold så op. Du har 4 børn. En manglende hue på Uma er nok ikke fordi du ikke kender til huer eksistens og formål.. (den der emoji der smækker sin hånd i hovedet). God aften! 🙂

    Svar
    • Tine says:

      Jeg har “kun” et barn, og jeg vælger altså også mine kampe, og dropper huen ind i mellem når valget står mellem hue eller at undgå total nedsmeltning hos den yngste af os 😉

      Svar
    • Anne says:

      Jeg har samme fornemmelse! Og jeg tror faktisk, at der er nogle der decideret får en tilfredsstillelse ud af at irettesætte og korrekse influencere – og muligvis også mennesker IRL. Det er dem der får et kick af drama, bagtaleri og fordømmelse. Fantastiske typer!

      Svar
  17. Cille says:

    Jeg tænker mere: Købte du den skjorte fra HM, for jeg synes du så mega godt ud – og du fortjener den klart med det indlæg ❤️🙏🏼

    Svar
  18. Ida says:

    Jeg kan godt forstå, at (især unge) kvinder bliver stressede, hvis man skal være den perfekte mor, og hvis man træder lidt ved siden af, er andre kvinder klar til at kritisere en! Hvor er det ærgerligt, for vi burde støtte hinanden i, at alle mødre er gode – på hver deres måde. Og hvor er det vildt at ‘træde ved siden af’ betyder når man ikke tvinger sin datter til at tage sin hue på (i plusgrader!). Jeg håber, at kvinderne, der kritiserer dig, får nok selvtillid til at hvile i sig selv, nok til ikke at skulle pege fingre af andre kvinder. For det er vel det, der i bund og grund er problemet, altså selvtilliden? God weekend herfra! 🙂

    Svar
    • Line says:

      Jeg synes du har SÅ MEGET ret i hvad du skriver!! Jeg er selv ung mor, og man føler virkelig denne stress over at skulle se perfekt ud, og usikkerheden træder til, når man så modtager “råd”. Og ja det er netop dem med mindst selvtillid der kommentere igen og igen på andre! 😉

      Svar
  19. Karoline says:

    Folk, der kan finde på at skrive beskeder, hvor de hentyder, at andre er dårlige mødre, fortjener (i min optik) IKKE at få en forklaring på noget som helst ❤️Men det er dejligt, at kommentarsporet her vidner om, at der er langt flere, som bakker op i stedet for at rakke ned 🙌🏼

    Svar
  20. Stine says:

    Jeg bliver denondelynemig træt når jeg læser, at morpolitiet igen har været på spil! Og så tænker jeg i mit stille sind, at ikke én i morpolitiet kan have børn selv – for så ved man da om nogen hvor stædig en threenager kan være og hvordan man vælger sine kampe. Dine værdier og kærlighed til dine børn skinner så tydeligt igennem – og det er dét der gør børnene til hele mennesker! Du gør det pisse godt

    Svar
  21. Thea says:

    I hear ya! 💪👏
    Jeg var i supermarked med min nyfødte søn (han har vel været 1 mdr). En mand kom hen til mig og sagde meget bestemt at det altså var synd for min søn han ikke havde hue på. At det var vigtigt at børn havde det.
    I supermarkedet??
    Og så er han også bare et varmt barn, så han havde fået det alt for varmt med hue på.
    Hvorfor blander folk sig? 🙄

    Svar
  22. Louise says:

    Kom morpolitiet virkelig på banen, da du stoppede med at amme? Det er da et så personligt valg og for mange også et valg, der er forbundet med mange følelser, så at man kan tillade sig at dømme og kommentere på den beslutning virker helt absurd!

    Svar
  23. Stine says:

    Jeg har selv været deltidsmedlem af morpolitiet indtil den dag min 3-årige datter var hysterisk og blev fragtet hjem bag på min cykel uden flyverdragt i snevejr. Jeg har ikke dømt andre næste siden
    Kunne vi dog ikke bare være gode medsøstre og støtte og elske hinanden og alle vores forskellige valg. Jeg håber tendensen vil bevæge sig den vej

    Svar
  24. Lisa says:

    Så for nyligt en barslende far gå tur med et barn i en klapvogn. Barnets manglede en støvle og strømpen dinglede faretruende og afslørede en rød fod. Jeg havde egentligt lyst til at prikke ham på skulderen og sige “øh du… dit barn…” men jeg gjorde det ikke. For måske vidste han det. Måske havde lige haft en konflikt i vuggestuen. Jeg er ikke mommy police, men en oprigtigt medfrysende borger. Men al snakken om morpoliti fik mig til at overtænke situationen 🤷🏼‍♀️🤷🏼‍♀️🤷🏼‍♀️

    Svar
    • Anne says:

      Der er imo stor forskel på at ville hjælpe og så at udskamme for at hævde sig. Så medmindre du planlagde at klemme din bemærkning ud på en indebrændt, nedladende måde til den arme far, så ser jeg ikke noget problem i at sige noget – man kan også bare sige “hov, dit barn er lige ved at tabe sin strømpe”.

      Svar
  25. Marie says:

    Jeg har lige set Kanonkongen Freja på Ramasjang. Og der kører Anders W Bertelsen rundt med to unger i en Christianiacykel og ingen af dem med cykelhjelm eller sele.

    Nu har jeg ALDRIG tænkt mig at betale licens mere. DR SKAL AF FINANSLOVEN NUUU!!!!!

    Ej, jeg kan godt forstå, at det må være hårdt.
    Desværre er det nok bagsiden af de sociale medier – jeg synes ikke, det begrænser sig til “morpoliti” eller “ammemafia” – de to begreber alene kan give et sæt i mig, da de nærmest er meta fordømmende.
    Fordømmelse er menneskeligt og vi gør det alle. Og selvom man selvfølgelig skal udfordre sig selv på ens fordomme, er det ikke så meget selve fordømmelsen, der er det store problem. For som du siger – who cares. Jeg er ret komfortabel med min måde at være menneske på – ikke bare mor – og folk må gerne dømme mig. Jeg er bare ikke interesseret. Det er et problem, at alt for mange føler en trang og ikke mindst ret til at give UDTRYK for deres fordømmelse, blot fordi man kan gøre det via en skærm. Altså hold dog kæft.

    Nå, men herudover – hvornår finder vi ud af, hvorfor børn er så mærkelige ifht temperatur udsving.
    Det er dyb frost, og de nægter hue og vanter på, og jeg har nu efterhånden taget diskussionen om, hvorvidt man kan have sine guldsandaler på i børnehave i januar måned langt flere gange, end jeg troede var muligt. For nu slet ikke at gå ind i hele hjemmeskosdebatten.

    Altså det er sgu da underligt….

    Svar
  26. Sara says:

    Men – og bevares, måske er det her et dumt spørgsmål.. Men man får da ikke i influenza af manglende hue/beklædning? Eller gør man? Jeg troede netop, at influenza er en virus, og at man derfor kan få det uagtet om man så var pakket ind i 20 huer og halstørklæder. Eller har jeg totalt misforstået noget? 🤔😳

    Svar
    • Emma says:

      Du har helt ret 😉 Bliver man kold – fx på ørerne – kan det fremskynde virussen HVIS den allererede er i kroppen, men du bliver ikke syg af manglende hue 🙂

      Svar
  27. Kristina says:

    Altså, man bliver sgu da ikke syg af at fryse om ørene! 🤦‍♀️
    Hvornår stopper folk (morpolitiet) med at tro det.
    Man bliver syg af, at blive smittet med en virus eller bakterie.

    Svar
  28. Simone says:

    Jeg må ærligt indrømme, at jeg er forarget. Jeg kom ind på dit indlæg, da der var en som havde skrevet til dig, at sims nok skulle have haft hue på. Hvad er det for noget at skrive?! Helt vildt bagklogt og slet ikke i vedkommendes ret til at skrive? Hvad skal sådan en fordømmende og bagklog kommentar til for? Hvad godt bringer det? Jeg er ikke selv mor, men seriøst mange skulderklap til dig, for du har virkelig nogle skønne og smukke unger. Håber du overser alt det negative folk kommer med, for du gør det kanon godt. 👌🏼😎

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *