At føle sig forkert og (måske) lære at ryste det af sig

“Hende der bloggeren” …
Jeg hørte mig selv bliver omtalt som ovenstående for nyligt. Og selvom der jo sådan helt objektivt set hverken er noget forkert eller ondt i den udmelding, var tonen i mine ører ret nedladende og så gjorde den i øvrigt, at jeg begyndte at se spøgelser. At overanalysere alting omkring mig og blev overrumplet af en følelse af at være forkert, ikke at høre til, misforstået og set ned på. At der nok heller ikke er nogen i denne her by, der rigtig kan lide mig.
Hele møllen, som jeg har været igennem uendeligt mange gange gennem mit liv, og som ofte har foregået inde i mit hoved – Og andre gange desværre har været berettiget, da jeg desværre også har mødt en del fnidder, modgang og onde tunger. Og det var netop den opfrisker, der fik den indledende udmelding, hvor jeg blev beskrevet som “Hende der bloggeren”, til at vokse sig stor. Alt for stor. Det hylede jeg lidt over i en dags tid, lige indtil jeg besluttede mig for at skide på det. Sådan helt ægte, og vende det til min fordel. Noget som jeg ellers aldrig helt har kunne før. Jeg har haft lyst og jeg har forsøgt, og jeg har fejlet. Indtil nu. Jeg håber at jeg kan blive ved med at gøre det, for det virker. Jeg har været langt gladere, empowered og pisse stolt af det jeg er og kan, lige siden.

Jeg vil så gerne være vellidt, selvfølgelig, og det er jeg egentlig som udgangspunkt også, så det er fuldstændigt åndssvagt at lade de få situationer og mennesker, der får mig til at føle det modsat, eller som rent faktisk ikke kan lide mig, fylde så meget som jeg har tendens til. Jeg er ovenikøbet havnet i en branche, hvor det er umuligt at være vellidt over hele linjen. For der er til tider op mod 70.000 mennesker der kigger med, og selvfølgelig kan de ikke allesammen lide mig. Men de kender mig jo heller ikke. Ikke sådan rigtigt, og dem der gør, kan jo virkelig godt lide mig, og hvad er så det vigtigste? At spilde tårer, tid og følelser på noget jeg intet kan gøre ved, eller dyrke det jeg er god til, dem der kan lide mig og så skide højt og flot på resten ?
Svaret har jeg fundet, og åbenbart lært at praktisere nu. I en alder af 32 år. Og det gør mig ret stolt.
Man kan aldrig passe ind alle steder, og der vil desværre altid være folk derude, der ikke vil én det bedste, men man kan ikke gøre noget ved det. Ikke engang som hende der bloggeren …

Husk det. Det gør jeg. Fraaaaa nu.

9 replies
  1. Anna says:

    At tænke på, at man som oftest selv mener det, man siger om andre i bedste mening – og at andre nok gør det samme – det har altid været ret befriende for mig 🙂

    Svar
  2. Mette says:

    Sådan snegl🤩. Jeg er noget ældre end dig og har lige været slået ud i flere uger at et par mennesker, som jeg kender har behandlet mig rigtig træls for at sige det på jysk. Lader det definere mig. Så dumt at blive så ramt, at søvn og humør er påvirket så længe, fordi er par stykker opfører sig så ledt 🤦🏻‍♀️

    Svar
  3. Mia Hoff says:

    Jeg kender desværre de følelser alt, alt for godt. Jeg arbejder meget på at jeg en dag kan sige “jeg er ligeglad med hvad andre tænker”. Så fint indlæg, en dag bliver det forhåbentlig også mig.

    Svar
  4. Cecilie says:

    Det her tror jeg rammer mange – inklusiv mig selv. Når jeg får de her følelser prøver jeg også at huske mig selv på at alle andre har det på samme måde og selv tænker “gad vide hvad han/hun tænker om mig”. Det kan godt være en befrielse for helt ærligt, hvorfor spilde sin tid på den slags tanker. Godt gået! :))

    Svar
  5. Nynne says:

    Kære Cecilie.
    Jeg er nok med mine 23 år og singlestatus ikke en del af den mest repræsenterede målgruppe herinde. Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig, at jeg æder alle dine indlæg råt. Din skrivestil og dit sprog rammer altid helt perfekt i mine øjne, og den måde, du reflekterer og vender emner store som små på, imponerer mig gang på gang. Om et indlæg handler om ovenstående, som jeg på alle måder kan nikke genkendende til, eller om børneopdragelse er på sin vis ligegyldigt – for du formår at gøre alt både interessant og appellerende. Det syntes jeg blot lige, du skulle vide. God torsdag!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *