When life gives you lemons …

Ja, altså jeg ved godt, at det er abrikoser der er på billedet, men det passede lige så fint ind til ordsproget, synes jeg.

Kan I huske, at jeg for nyligt lukkede lidt op for det der med at jeg nok er mere pessimist end optimist og at pessimismen har det med at tippe vægtskålen med jævne mellemrum?  I kan læse indlægget her, hvis I vil. Jeg har virkelig forsøgt aktivt at iføre mig en hel del jahatte siden. Med blandet succes. Jeg er ikke så vild med at give udefrakommende forhindringer skylden i ens humør, særligt ikke når det er tungsind der fylder, og jeg er stor tilhænger af, at man selv står for rigtig meget af ens egen lykke. Men den tilgang kan bare også, for mit vedkommende, have den effekt, at jeg tager aaaalt for meget på egne skuldre og til sidst bliver helt rundrygget og øm i kroppen af al den ekstra vægt. Det er en balancegang, der er svær at mestre. Og jeg må også indrømme, at der i løbet af de sidste par uger har været en del udefrakommende kraftige vindpust, der har blæst jahatten af mit hoved. Igen og igen. Jeg har mistet en kæmpe kunde, jeg har ikke set min lillebror i fem måneder og jeg ved ikke hvornår jeg ser ham igen (lang privat historie. Jeg håber at kunne fortælle om det en dag), der er alt for meget sygdom og død i min udvidede familie, vores byggeprojekt er (suprise) dyrere og mere omfattende end først antaget, den forbandede bindevævsknude i mit bryst teer sig dumt og. så. videre.
Men der er selvfølgelig også en masse dejlige ting og heldigvis for det. Ikke bare småting, men kæmpe enorme lækre ting, som jeg slet ikke kan forestille mig at undvære. Sunde og raske og dejlige børn, søde følgere (tak), vidunderlige veninder, en dejlig mand, der elsker mig også når jeg er sur og morgengrim, alt det som jeg da også i den grad sætter pris på, men som desværre kan blegne en anelse i mine pessimistiske øjne, når der er ugler i kulissen.

Men.

Jeg tror, håber og gætter på, at det snart vender, og at citronerne giver en ordentlig omgang lemonade og ikke bare lægger sig til at rådne og kalde på bananfluer.

14 replies
  1. www.mettem.dk says:

    Det er ikke noget at sige til, at hatten blæser af engang imellem. Jeg har altid haft en urokkelig tro på, at der kommer gode ting ud af alt, hvad vi oplever, og det gør kamelen lidt lettere at sluge. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan jeg ville forholde mig, hvis noget utænkeligt skulle ske, men lad os parkere den.

    Når der lukker en dør, åbner en anden, og ingen siger i øvrigt, at alt havde været fryd og gammen, hvis man får det, som (man tror) man vil have det.

    Det virker måske småfjollet ved første øjekast, men jeg kan anbefale at tænke over, hvorfor man føler taknemmelighed over det, man oplever. Selvom det ikke er så oplagt. Jeg håber, det giver mening 😊

    Svar
  2. Anonym says:

    Jeg kender det. Jeg burde være så glad, fordi jeg er flyttet til mit yndlings-hood efter nogle år i virkelig mistrivsel ift. bolig og område, vi havde bosat os i. Mine børn er sunde og raske. Sød mand. Dejligt arbejde. Men jeg har mistet min allerbedste veninde gennem mange, mange år – hun var som familie for mig – og det er den største sorg, meget værre end kærestesorg! Hun har valgt mig fra. Det er nu mere end 6 måneder siden, men det gør stadig så ondt, og jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg skal være glad og at jeg selv er ansvarlig for min happyness. Men jeg tager også alt for meget på mine skuldre, især det forliste venskab. Og har svært ved at slippe det. Av.

    Svar
    • J says:

      Uh, jeg har det på samme måde, med en veninde, som jeg på en måde har mistet. Vi flyttede ind lige ved siden af hinanden, og så troede jeg, at alt ville blive godt. Men hun vil aldrig ses mere, samtidig med at hun påstår, at der ikke er noget i vejen. Det har gjort mig så ked af det i næsten et år. Men jeg har valgt ikke at se hende som veninde mere, og det hjælper lidt. Jeg sammenligner det også med en kæreste jeg havde engang, der løj og ikke ville ses særligt tit og var mig utro, imens han påstod, at alt var godt. Det med veninden gør faktisk mere ondt.

      Svar
  3. Nina says:

    Åh jeg er virkelig også mester i at miste min ja-hat – så sent som tre timer siden – til min søde mands store frustration.. det er dejligt at læse der er andre af os derude og at vi hepper på hinanden i vores forsøg på at få ja-hatten på igen.. jeg elsker i hvert fald at læse med her og at blive mindet om den der ja-hat og hvor jeg har lagt den. Tak😊👏

    Svar
  4. M says:

    Jeg er evig pessimist. Jeg tør simpelthen ikke tage glæder på forskud, for tænk hvis man bliver skuffet! Jeg har ikke umiddelbart nogle barndomstraumer, der ligger og lurer – jeg tror bare jeg er sådan?
    Nå, men samtidigt kan jeg heldigvis også blive vanvittigt begejstret for småting! Så måske mit humør bare svinger mere end andres.
    Nogle gange er det svært at skelne, hvad der er pessimisme og hvad der er dårligt selvværd; begge dele kommer og går. Det er ikke altid sjovt at være evig pessimist, men det er praktisk nogle gange! Det er i hvert fald ikke mig, der kommer for sent til toget 😉
    Og egentlig er det også ret befriende med en blogger, der ikke altid er happy-go-lucky. Det kan jeg i hvert fald bedre spejle mig i 🙂

    Svar
  5. Julie says:

    Jeg synes du skal lytte til podcasten “Hjernen på overarbejde” Vanvittig spændene, med b.la. en videnskabelig forklaring på hvorfor vores hjerne fungerer som den gør. At vi lagrer negative tanker/oplevelser nemmere end positive. Det er faktisk helt naturligt.
    PS. Du er skide sej
    Kh Julie

    Svar
  6. Stine says:

    Hej, jeg kommenterer aldrig og jeg ved godt at du ikke efterspørger gode råd, men…;-) Det der virker for mig når min jahat er faldet af eller blæst helt væk og jeg skal hive mig selv op, så jeg ikke tager nejhatten på (som sjovt nok er rigtig svær at få af igen) og være en ok mor for mine 3 børn. Jeg tvinger mig selv til at høre 10 min meditation om morgenen når jeg står op (og jeg bliver forstyrret af børn hele tiden, men bliver siddende de 10 min med lukkede øjne), nogle gange 10 min inden jeg henter børnene (det virker ret godt) og 10 min når jeg ligger i min seng om aftenen. Download appen der hedder headspace, så bliver du guidet igennem det hele. Plus han er verdens sejeste gut ham der har startet headspace og er speaker på meditationerne – se evt hans TED talk hvis du vil inspireres. (Bare søg på TED talk og headspace) .
    Tak for en fantastisk blog, jeg har fulgt med i mange år og jeg er vild med din autencitet.
    Kh Stine

    Svar
  7. Louise says:

    ❤️ til dig!

    Lige noget andet: jeg hørte en podcast du gæstede (tror det var “helt ærligt mor”), hvor du snakkede om at være opmærksom på det man siger, når ens børn er i nærheden – særligt hvad man siger om andre mennesker. Det syntes jeg giver enormt meget mening, og også noget jeg selv vil forsøge at tænke over! Men! Jeg syntes at det bliver en udfordring, når andre mennesker (særligt familie, men også venner) siger noget negativt ladet om andre mennesker (eller sig selv), når ens barn er til stede. Hvad gør du i sådanne situationer? Jeg bliver nemlig særligt bekymret når jeg tænker på, at min datter på et tidspunkt måske begynder at sætte spørgsmålstegn ved sig selv (eks. sin vægt eller sit udseende) eller sine kammerater, når hun hører andre tale negativt om folk.

    Svar
    • B says:

      Jeg tillader mig lige at svare: jeg påtaler det. Jeg har et nært familiemedlem, der både kan finde på at tale grimt om sig selv (jeg er også så tyk, fx) eller om andre (han er sgu ikke for klog) i min datters påhør. Så siger jeg: “jeg synes ikke du er tyk, jeg synes du er lige som du skal være”, eller “hov hov, sådan taler vi ikke om andre herhjemme” – og nævner det igen bagefter, når min datter ikke er der. Hun kan godt selv se det. Og jeg ville gøre det samme, hvis det var venner. Hvis vi var ude et sted, hvor der blev talt grimt om andre, ville jeg som minimum sige til min datter, at det ikke er ok at tale sådan om andre.

      Svar
    • Sneglcille says:

      Det kommer meget an på situationen. Jeg påtaler det gerne, og i enkelte tilfælde påtaler børnene det det selv, og så highfiver jeg mig selv i smug, og roser dem for det.
      For nyligt overhørte jeg Otto sige til en ven, at homo ikke er et skældsord, og jeg var ved at gå i stykker af stolthed. Det virker altså!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *