Når de voksne skændes

Mit mandagsindlæg affødte nogle spørgsmål omkring det der med at skændes med sin partner, når man har børn (Læs indlægget og kommentarerne dertil lige her) og da jeg gik i gang med at svare kunne jeg se på det hele, at det ville blive meget langt, netop fordi at emnet er ret interessant og noget som langt de fleste af os sikkert har prøvet eller vil komme til det på et eller andet tidspunkt, så derfor dette indlæg om mine tanker og meninger omkring det.
Jeg er hverken børnepsykolog eller det der minder om, og jeg gør sikkert mange ting helt anderledes end alle mulige andre, men jeg prøver at leve efter devisen, at intet er forkert, bare man gør sit allerbedste, og så kan jeg jo selvfølgelig kun tage udgangspunkt i mit eget liv, mit moderskab og mine egne børn.

Først og fremmest; Selvfølgelig skal man ikke skændes foran sine børn. Det er en dårlig ide, det giver sig selv. MEN vi er for fanden bare mennesker med følelser og meninger, og i tætte relationer kan og vil der typisk opstå gnidninger og konflikter af små og store slags, indimellem i børnenes nærvær. Sådan er det. Som voksne er det i de situationer vores fornemmeste opgave enten at pakke det sammen og gemme det til der er ro på settet og børnene ikke er der, eller simpelthen at tackle det anstændigt og ikke mindst vise sine børn, at det er ok, og at man bliver gode venner igen. Og så længe det ikke er hver eller hver anden dag, og man sætter nogle ord på, når der er behov for det (“mor og far var uenige og så blev vi sure på hinanden, men nu er vi gode venner igen” eller hvad det nu kan være) så tror jeg faktisk at det kan have en ret positiv effekt på børn at opleve bølgerne gå højt og den efterfølgende ro engang imellem.

Og jo jo, børn er forskellige, selvfølgelig, men jeg tror som udgangspunkt ikke at man skal skjule følelser for dem, heller ikke dem der ikke er sjove. Ofte er børns følere langt længere ud end voksnes, og kombineret med deres fantasi og bekymringer, tror jeg at det er langt værre at forsøge at skjule og lægge låg på svære følelser og situationer, for chancen for at de kan mærke det og tager en del af skylden på deres egne skuldre er relativt stor. Men selvfølgelig skal man ikke råbe og skrige grimme ting af hinanden i deres nærvær, det skal man aldrig – det gjorde vi heller ikke i øvrigt, men der var hævede stemmer og dårlig stemning, ingen tvivl om det, og Otto spurgte selv ind til, hvad vi var uvenner over, og så havde vi en kort snak om, at man godt kan blive skidesure på dem man elsker allermest, særligt når man bor sammen – og de skal selvfølgelig heller ikke involveres i detaljer, men man kan godt fortælle dem, at man er uvenner over nogle voksenting, og at det er ligesom når de bliver sure på deres venner eller søskende, og at det går over. I min verden må forældre ikke være perfekte, for så tror vores børn at de skal være det samme. Men man skal opføre sig ordentligt og sige undskyld, når man ikke gør det. Det gælder både børn og voksne.

26 replies
  1. Camilla says:

    Smukt indlæg. Jeg er rørende enig hele vejen igennem. Jeg er overbevist om, i er fantastiske forældre, også selvom, jeg er klar over, det ikke er alt, du deler her på bloggen. ♥️

    Svar
  2. Tarkoflen says:

    Hvor har du sat nogle fine ord på det at være voksen og skændes! Det skal nemlig ikke pakkes væk, for de må gerne vide at det er ok at blive uvenner og så bliver man god igen. Det er altså en del af livet også for dem selv! Så længe vi prøver at huske på at fortælle dem at vi bliver gode venner igen, så er der i min optik ingen skade sket.

    Virkelig fint indlæg 💕

    Svar
    • B says:

      Jeg bliver bare lige nødt til at sige at det er så fint formuleret. For børn bliver jo også uvenner og det udmynter sit jo ofte i noget fysisk som at slå. Og der tror jeg at det med at voksne skændes, uden at det bliver fysisk, giver en god læring om hvordan man håndterer det bedst. Også delen med at sige undskyld og blive gode igen. Jeg kommer fra et hjem hvor den sidste del ikke kom særlig godt til udtryk (dog uden vold).

      Svar
  3. VenterPaaVinBlog says:

    Jeg er også helt sikker på at ordentlig konflikt-håndtering er en del af et fælles familieliv. Alle bliver uvenner og uenige – og venner og enige igen. Det er en del af livet – især når der er nogen man holder åndssvagt meget af, og deler alle sider af sig selv med – og det er kun heldigt.

    Ps. Og i øvrigt – kæft, et sødt billede.

    Svar
  4. Pernille says:

    Jeg er så enig! Jeg har godt nok ikke selv børn. Men set fra et (nu voksent) barns perspektiv med forældre, der har taget en del (måske nogle gange for mange og for højlydte) konflikter, så kan jeg altså kun tilslutte mig din holdning. Min ekskæreste havde derimod aldrig oplevet den mindste form for ubalance eller konflikt imellem sine forældre, så han gik som 28-årig rundt og troede, at man kun kunne være et lykkeligt par, hvis man aldrig skændtes eller sleb kanter af. Og det er altså nok ret langt fra de fleste pars virkelighed.

    Svar
  5. Tina says:

    Fuldstændig enig! Mine forældres skændtes aldrig foran min bror og jeg, men jeg kunne udmærket mærke, når der var dårlig stemning, og det var meget værre end et kort skænderi med forsoning efterfølgende. Det er meget mere trygt for børnene, sålænge man sætter ord på overfor børnene og selvfølgelig skændes med respekt for hinanden 🙏

    Svar
  6. Laura says:

    100% enig!

    Nu jeg alligevel har tastefingrene fremme, tænker jeg at det er okay at komme med et request!?
    – gider du ikke skrive/fortælle lidt om jeres børneopdragelse!? Hvordan tackler I konflikter børnene imellem? Hvordan kommer I de usunde vaner (sutter, mælk før sengetid, etc.) til livs?

    Svar
      • Laura says:

        Vores børnelæge siger at det kan ødelægge tænderne, fordi det kan ophobe sig i gummerne og skabe plak.. 🤷🏻‍♀️

        Svar
  7. Sofie says:

    Så rigtigt skrevet. For shit det kan være svært at navigere rundt i voksenlivet når der er børn. Det er sq svært når man pludselig bliver nødt til at pakke sine egne følelser sammen og vente flere timer før man kan få snakket ordenligt ud. Jeg øver mig virkelig i, både at vente med at skændes eller få mine egne følelser i skak, så man kan snakke om uenigheden. Det er fanme svært

    Svar
  8. Louise says:

    Så fint, og så rigtigt. ❤️ Tror på længere sigt, at vores børn bliver bedre til at tackle disse situationer i fremtiden, om det så er overfor os forældre, søskende, venner, fremtidig familie, fordi de nemlig fik lov (en sjælden gang self) og opleve, at bølgerne kan gå højt, men så længe der bliver snakket ud og sagt undskyld, tror jeg kun det kan gavne. Ikke dermed sagt at det er direkte ok, at børnene oplever det. Men som du selv siger, vi er kun mennesker og det VIL ske. ❤️ Tak for dig, og tak til din mand for at dele dig, dine meninger, holdninger og jeres gode/dårlige plevelser med os andre.

    Svar
  9. Lis says:

    Jeg bliver mor for første gang om et par måneder – og jeg håber jeg bliver sådan én som dig 😊 Som taler med og om sine børn med respekt og i øjenhøjde, som er kærlig og sjov og krea og indimellem mister fodfæste fordi du er…et menneske. Og er i stand til at vise dine børn, at det er okay. Tak for din åben- og ærlighed og evne til at sætte ord på ting! Jeg føler du er med dine børn som mine forældre var med mig og mine søskende, og det er så fint og inspirerende at se det hele på skrift.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *