Hundeliv #1

Vi har nu haft Hera i et par uger, og jeg tænker en status må være på sin plads. Vi er stadigvæk ved at lære hinanden at kende, og tilpasse os livet med en hvalp, der på mange måder kan sammenlignes en smule med det at have en baby. I skrivende stund er klokken for eksempel 11.30 en tirsdag og jeg har endnu ikke nået et bad, fordi jeg konstant bliver afbrudt af legesyg, tissetrængende, sulten, opmærksomhedskrævende hundebarn. Der er også lige så meget gætteleg og google-søgning som med et lille barn. “Har den lavet lort? Er hun sulten? Kan hun mon sove i mørke? Er det for varmt? Er det for koldt? Har hun spist nok? …

Men hvordan går det så? Altså! Udover det åbenlyse i at hun er så vanvittig nuttet, at det er komplet umuligt ikke at smile og være nyforelsket i hende næsten konstant, er det ganske rigtigt, som vi selv (og mange andre) havde forberedt os på, et kæmpe arbejde at have en hvalp i huset. Det er det bare. Nu er jeg egentlig ikke så meget for at sammenligne hunde med børn, men jeg har ligesom lige selv gjort det, så jeg deler lige endnu en betragtning, jeg har gjort mig, som minder præcis om når man skal have et barn. Andres meninger, forslag og advarsler … Lige som når man er gravid, havde mange også her travlt med på forhånd at advare os om alt det hårde og svære (og selvfølgelig også alt det dejlige), og det er da også helt klart vigtigt at tage stilling til om man kan rumme, overskue og har tid og plads til et levende væsen, hvilket vi bestemt også har gjort og på sin vis stadigvæk gør, det vil jeg slet ikke underkende, MEN så er det heller ikke værre. Heldigvis. Hverken det med børnene eller hunden 😉
Om det er fordi at jeg har fire børn og et byggeprojekt, og der dermed skal en hel del til at ryste mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget positivt overrasket og slet ikke skræmt væk, her to uger inde i vores hundeejerliv.

Hun er simpelthen så sød og dygtig, men også et klodset energibundt med skarpe tænder og sin egen vilje, og hun holder os i den grad på dupperne. Men det er sådan set fint nok, for vi har indrettet vores liv den næste tid efter hendes næse, og ingen af os voksne kommer for eksempel til at være væk hjemmefra på samme tid på noget tidspunkt den næste måned i hvert fald, udover nogle korte ture når der skal hentes børn eller købes ind, og vi har skiftes til at sove sammen med hende om natten indtil for et par dage siden. Nu sover hun alene i stuen i underetagen, hvilket indtil videre ingen problemer har givet, men som dog kræver at en af os står op i de tidlige morgentimer og går et smut i haven med hende for at undgå uheld på stuegulvet.
Hun er forholdsvis lærenem, og har allerede lært at sitte, og kommer (næsten) altid når man kalder på hende, hun besørger (næsten) altid udendørs og så er hun en stjerne med børnene, seriøst, de kunne i teorien sætte sig ovenpå hende og hun ville ikke så meget som krumme et hår på deres hoveder, hun sover fint om natten, kan gå pænt i snor, når hun ikke er for træt (vi går kun korte ture) og har næsten ingenting ødelagt. Hun napper en del stadigvæk, og kommer til at hoppe op af os, når hun er overglad (og/eller overtræt), hvilket er ret tit, og det er klart første prioritet at få hende vænnet af med det, da hun jo bliver en stor hund. Gigantisk faktisk. Allerede nu er hun dobbelt så stor, som da vi så hende første gang, så det er med at få stoppet hopperiet og nappebehovet inden hun vokser børnene over hovedet. Vi starter i hvalpetræning med hende om to uger og har inden da arrangeret et par møder med forskellige hundetyper med mere erfaring end os. Google og hundebøgerne er hjælpsomme, men det er trods alt vores første, så en anelse rådgivning her i starten skader bestemt ikke.

Så med andre ord, so far, so good. Jeg er og vil nok altid være en kattedame, men jeg kan virkelig godt se det sjove og dejlige i at have en hund, særligt når det er en som Hera.

 

18 replies
  1. D says:

    Ih hun er dejlig 🤩😍. Har altid gerne vil have hund, de først 20 år var det min far der sagde nej, nu er det livet i lejlighed midt i byen.. Satser på en stor gård med en masse dyr om et par år eller 5 💪😅
    Dette er kun velment, og ikke for at give flere gode “råd”, men noget der ses ofte og jeg har oplevet folk ikke ved.
    Hun er en stor hunderace, så pas på med fodringen i hvalpetiden. Hvis hun får for meget mad, får hun for meget energi og vokser dermed for hurtigt. Det kan hendes knogler ikke følge med til. Oftest giver det “bare” vokseværk i nogle måneder, men det er meget smertefuldt for dem. Det kan give værre komplikationer med led og knogler (ikke for at skræmme!).
    I har sikkert styr på det, lyder som om I er godt inde i det. Men ellers er det bre et tip – som er nemt at efterleve 😊

    Svar
  2. Ninna gade says:

    Jeg er vild med billeder af hende🥰. Spam gerne meget mere 😋.

    Uanset hvor dygtig en hundefører man er, så skader det aldrig at træne sammen med andre 😊.

    Vi træner selv i schæferehundeklubben og der kommer folk som har været hundefører i 30-40 år, men hunden har rigtig godt af at blive socialiseret den vej 😊.

    Svar
  3. Lisa B says:

    Gud hvor er han skøn😍 jeg har lige fået min lille hvalp Uffe hjem i fredags og er pt på “barsel” med ham her hjemme. Han er fuld af energi og kan være meget overvældende, men shit jeg savner ham når han sover🙈
    Jeg har idag handlet ind for første gang (sneg mig ud mens han sov) og fik i går vasket hår for første gang i alt for lang tid. Men jo mere jeg lærer ham og ikke mindst hans blære at kende jo nemmere er det.

    Svar
  4. Anne says:

    Hun ser bare så dejlig ud💚
    Som med babyer… det er en fase. Fx. napperiet. Og tænk at alt det arbejde i lægger i hende nu- det giver pote senere😆 i får en ven for livet. Og det at blive mødt af en logrende hund efter en lang dag- det er det bedste.
    Vi havde haft vores hund 6 år da vi fik vores søn og se det bånd der er opstået mellem dem, det er så fantastisk. Jeg synes det at have hund gør noget godt for børn (og voksne). På så mange måder. Ansvar og kærlighed på én og samme tid. Så tillykke med det nye familiemedlem💚

    Svar
  5. Tina says:

    Hera er så sødddd!
    Godt at høre I trives i hinandens selskab 🙂
    Jeg mener også at en hundehvalp er lidt som at have et lille barn.
    Jeg har avlet jagthunde og dermed opdraget en hel del hvalpe i årenes løb og struktur og faste regler og rytmer er vigtigt, ligesom korte konkrete beskeder.
    Men som du siger med 4 børn, så er opgaven ikke så svær, men jo stadig en opgave, et fast arbejde og mest i starten, starten er vigtig så I får en god godt opdraget hund.
    Nyd hende også selv når badet må vente mv. Om et år er hun stor og et godt dagligt selskab.
    God fornøjelse og tak for at læse med og se de gode billeder 🙂

    Svar
  6. Heidi says:

    Tillykke med hvalp! Og hvis du nogensinde får lyst til at gå ned i et rabbithole på youtube om hundepasning, så kan Zak George’s dog training revolution anbefales. Der er masser af inspiration til alt fra hjælp til hvalpebidning og renlighed til tricks og gå-pænt-i-snor. Og der er ofte særligt fokus på energiske hunde.

    Jeg har haft hund i 2 år og har lært utrolig meget af dygtige hundetrænere på video.

    Svar
  7. Tine says:

    Hun er sød! Og hvalpetiden er noget for sig, bare vent til hun bliver teenager – dét er et kapitel for sig selv med en stor hund 😂(tag det fra en som pt har en labrador han på 1 år).
    Jeg ville lige indskyde en kommentar i forhold til at hun ikke er alene. Husk at sætte tid af (og gerne massere af den!) til alene-hjemme træning. Det er SÅ vigtigt og der er desværre så mange hunde som ender med at blive kastebolde fordi folk glemmer at træne det fra start. Det giver nogle massive problemer hvis ens hund får seperationsangst.
    Men ellers fortsat held og lykke med hende 😄en hund er en gave, og den giver så meget livsglæde!

    Svar
  8. Sara says:

    Hund er bare fantastisk! Særligt samtidigt med børn – hårdt, men fantastisk.

    I forhold til at lære hende ikke at springe op, så er det i min erfaring mest effektive at vende ryggen til hende. Hver gang hun springer op, så vender man ryggen til, konsekvent. Til sidst vil hun sætte sig ned og man kan så selv knæle og rose hende og sige goddag. Det er også en metode der nem for ungerne at gøre.

    Mine forældre havde en stor, ustyrlig jagthund (hundetræningen gik fløjten med hende, desværre!) og hun sprang voldsomt meget op – men ikke af mig eller min datter på dengang 3 år, fordi vi gjorde sådan.

    Svar
  9. Charlotte says:

    Hun er skøn. Hvordan udtaler man navnet? På engelsk eller dansk?
    Jeg tænker at hvalp og baby er næsten same same, meeeen at hvalpen heldigvis har en udviklingskurve der er noget stejlere end baby 😊

    Svar
  10. Sanne says:

    Nu er jeg ikke en af de helt gamle følgere, men har I ikke kun tre børn i langt størstsedelen af tiden eller overser jeg mon noget…!?!

    Svar
  11. Louise says:

    Hun er simpelthen også bare nuser! 😍 Jeg vil SÅ gerne have hund selv, men vi har en datter på 1,5, og venter en mere til sommer, så ved ikke om det er hel dum timing – any thoughts?

    Svar
    • Nina says:

      Et lille input fra mig: jeg ville helt klart vente. De første 1-2 år kan man med stor fordel lægge meget arbejde i og fokus på hunden. Så er man sikker på at få en velopdragen hund, som er nem at have med at gøre i hverdagen i alle årene fremadrettet. Og tænker det er nemmest, uden to helt små børn 🙂

      Svar
  12. Simone says:

    Med en 3 årig stor bulldog, kan jeg stadig godt huske, hvor hårdt det nogle gange var med hvalp. Men nu her på “den anden side” af tissetræning og teenage stædighed, er der ikke nogen, som giver os mere glæde og tryghed. Så på de hårde dage kan jeg kun love: alt arbejdet kommer i 100p til at få 1000 gange igen, når hun er blevet voksen! Og hvor er jeres børn heldige at have hende også!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *