Et farvel til mit første rigtige hjem

Jeg har vidst det længe, altid nærmest. At den lejlighed jeg betegner som mit barndomshjem, selvom jeg var 8 år da vi flyttede ind, en dag skulle videre. Den egner sig perfekt til en semistor børnefamilie, men ikke til to voksne og to katte kun. Desuden har min mor længe ville ud af byen. Og da alle deres børn er blevet voksne og er fløjet ud i verden for længst, er tiden ved at være inde… Da jeg var yngre, faktisk helt op til for få år siden, havde jeg altid forestillet mig, at jeg en dag skulle købe den. At det var der mine børn skulle vokse op også. Men som årene er gået, kan jeg godt se, at det ikke ville være holdbart. Selv hvis jeg havde den slags penge, at poste i en bolig, har jeg giftet mig med et menneske, der ville visne sådan et sted, og tanken om en fjerdesal uden en brugbar gård, med fire krudtugler, tiltaler mig heller ikke længere. Den skal videre. Selvfølgelig skal den det.

Det er kommet bag på mig, hvor mange følelser man kan lægge i mursten. Men det kan man altså, kan jeg mærke, nu hvor tiden er ved at være inde til at skulle sige farvel.
Det er også et helt særligt sted både for mine søskende, mine forældre, mine børn, men måske mest mig.
Da jeg var barn flyttede vi en del. Vi havde ikke mange midler at gøre godt med og i perioder boede vi hjemme hos folk, og derimellem i forskellige lejemål. Jeg bed godt mærke i det dengang. At vi var meget på farten, men jeg tror ikke det gjorde mig så meget. Jeg havde jo min mor med mig, som i øvrigt altid gjorde alt for, at jeg ikke skulle lide under vores situation. Jeg fik altid det største værelse, og der var altid styr på mine ting, og det er faktisk først som voksen, at det er gået op for mig, at vi nok ikke boede i folks gæsteværelser og kældre for sjov. Derudover var jeg et bekymret og ret hvileløst barn, og det er nok kommet af de mange ryk i de første mange år af mit liv.

I midten af halvfemserne skete der noget vildt. Min mor og stedfar fik tilbudt en kæmpestor lejlighed på Gammel Kongevej til en slik. Én de med deres SU kunne købe helt uden, at skulle i banken og låne penge (det var andre tider på boligmarkedet dengang). Og det gjorde de. Vi gik fra få kvadratmeter i en fremlejet lejlighed på en sidegade til Istedgade (90ernes Vesterbro var lidt noget andet end i dag, så det lyder lækkert, men det var et relativt hårdt sted at bo med børn), og til en seks værelses lejlighed med udsigt udover søerne. Og igen er det først som voksen at jeg kan sætte mig ind i hvor vanvittigt det må have været for mine forældre at få det telefonopkald. Det ændrede vores liv, og der faldt for alvor ro på med den lejlighed, som kun har bragt godt med sig. Det er 25 år siden. Og nu skal den sælges. 

Den er blevet for stor til min mor og stedfar og kattene, og de ønsker at komme længere ned end fjerde sal, til et sted med en have, ideelt tættere på deres børnebørn. Det ønsker jeg også for dem. Virkelig. Men jeg er også lidt slået ud af at skulle gå af med mit yndlingssted. Mit første rigtige hjem, der føltes som et hjem. 

De nye beboere er allerede så godt som valgt, så det kommer til at ske.
Fra sommeren 2019 er mit barndomshjem nogle andres, og det er simpelthen så underligt. 

7 replies
  1. Caroline says:

    Det er meget inspirerende at se, hvordan du går på kompromis, fordi du inderst inde ved, hvad der er bedst for din familie. Især inspirerende fordi, hvis jeg virkelig er selvkritisk og kigger ind ad, er det nok noget, jeg selv har svært ved. Du er sej! Og jeg kan godt forstå, at det må være svært, at ens barndomshjem skal videre. Ville have det på helt samme måde, og jeg ved, at det kommer til at ske. Mine forældre bor i et byggeforeningshus på Østerbro, hvor jeg også er vokset op, og det holder jo heller ikke for dem, de to alene, i længden. God weekend! <3

    Svar
  2. Katrine says:

    Åh det må være svært! Sådan en lejlighed vil man jo aldrig kunne få fingrene i igen for almindelige menneskepenge. Men jeg tænker til gengæld, at den giver et rigtig godt afsæt til dine forældre, så de kan finde et skønt hus tæt på jer. Mht. 90’ernes Vesterbro, så husker jeg det så tydeligt. Min far og mor blev skilt og han flyttede til Enghavevej og åbnende en butik på Istedgade (en cykelforretning…ikke noget i red light distriktet…haha). Men dengang var det dælme en anden beboersammensætning end i dag. Har selv boet på Vesterbro i 9 år, faktisk kun et par 100 meter fra der hvor min far boede, og der var godt nok en noget anden atmosfære af overskud end dengang i 90’erne. Men elsker stadig det skøre og skæve på Vesterbro, og det er der desværre blevet meget mindre af.
    Forstår godt du har svært ved at skulle sige farvel til dit barndomshjem…pyha jeg glæder mig ikke til det bliver min tur!

    Svar
  3. Pernille says:

    Jeg sagde farvel til mit barndoms hjem for 2 år siden, for at bygge et helt nyt fælleshjem op sammen med mine forældre og min kæreste. Det var fucking hårdt. Og jeg græd. Græd da det kom på nettet (det er altså for mærkeligt at se ens barndomshjem i en salgsopstilling!). Græd da der kom bud. Græd da det blev solgt. Og græd da vi flyttede. Så jeg forstår dig godt! Kan stadig godt drømme om det. Men det bliver heldigvis bedre med tiden.

    Svar
  4. Mette says:

    Jeg kender godt til følelsen af at miste sit trygge barndomshjem.
    Mine forældre flyttede, da jeg var 23-24 år og det var fuldt forståeligt at de skulle have noget mindre, men jeg savner det.
    Jeg savner at komme HJEM og ikke bare besøge mine forældre.
    Jeg savner duften af hjem, når jeg træder ind over dørtærsklen.
    Jeg savner at kunne vise mine børn, hvor jeg er vokset op; hvilket træ i haven, der var det bedste klatretræ og hvor vi byggede de bedste huler; hvordan jeg gemte mig i skabet.

    Men jeg under virkelig også mine forældre et otium uden en masse overflødige kvadratmetre og sure pligter, som det jo ville have været.

    Håber du får taget en god afsked med dit gamle hjem <3

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *