Tre år med Fredagsfølger

I dag er det tre år siden, at jeg første gang lavede en Fredagsfølger. Dengang på Snapchat (Bruger man overhovedet det længere? Jeg gør ikke, da der gik lidt for meget dick pics og trolling i det. Men måske man skulle give det et nyt skud)

Nu er det på Instagram stories det sker, hver fredag, næsten. Som sagt har jeg gjort det i tre år, med kun et par få undtagelser, hvor jeg enten har været hængt op med syge børn, selv været syg, været i en anden tidszone eller simpelthen bare ikke har haft lyst. Og så var der den ene gang, hvor jeg lavede det som et indslag på IG tv. Hvilket gjorde en masse følgere ret så utilfredse, så det ved jeg ikke om jeg tør gøre igen, ha! 

Til gengæld overvejer jeg, om jeg skal til at gemme Fredagsfølger og udgive dem her på bloggen som videoer, til jer der ikke er på Instagram, eller bare ikke når at få dem set inden den forsvinder. Det gjorde jeg i starten, og jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg stoppede. Ræk gerne hånden op, hvis det er noget, I vil have tilbage. 

I årenes løb har Fredagsfølger mest indeholdt helt almindelige hverdagsforløb, ofte til den lidt kedelige side, men set virker nu ikke som om, at det gør det store, da jeg tror, at mange kan spejle sig i det til tider ret trivielle liv jeg trods alt har og som fylder allermest, ved siden af det glimtvis glamourøse influencerliv jeg trods alt også har her og der. Og så var der selvfølgelig fredagsfølgeren over dem alle, hvor jeg fødte en baby i min stue (se den nederst i indlægget her). 

Der har også været nogle afbrudte fredagsfølgere, hvor grunden har været alt andet end lykke og fødsler. Sygdom, dårlige nyheder og ustabilt internet har også været skyld i afbrydelser, men alt i alt har jeg været på pletten fredag efter fredag. Det er hyggeligt, og jeg ser det ikke stoppe lige foreløbigt, også selvom jeg indimellem får at vide at jeg enten opdaterer for lidt eller for meget i løbet af dagen. Sådan er det med det meste jo, at det ikke er alle, der har samme forventning. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse, selvom jeg sørme gerne ville. 

Tre år simpelthen, og jeg tør godt love at der mindst kommer tre år mere … Og at der ikke kommer flere fødsler. Det lover jeg desværre også.

Mandag, snevejr og byggekaos

Det er efterhånden blevet et fast indslag på bloggen med de her mandagsindlæg, hvor jeg lige giver en status på weekenden, sindsstemningen og ugens planer. Det kan jeg godt lide.
I dag har jeg arbejdet hjemmefra. Det var egentlig ikke planen, men for en gangs skyld sov alle til klokken 7.15 og havde derefter lidt svært ved at komme ordentligt op og i gang. Så inden vi kom ud af døren var den næsten 9, og ingen af mine børn havde den store lyst til at blive afleveret. Otto blev puttet på sofaen med feber, og Loulou og Uma kom afsted, men i et meget langsomt tempo, så da de var afleveret var klokken 10, og sneen stod ned om ørerne på mig, så i stedet for at gå mod toget, slentrede jeg hjem til feberbarnet og hans far, der var trukket i byggetøjet, og satte en hjemmearbejdsstation op i køkkenet. Her sidder jeg endnu og prøver at få et overblik over ugen, mine planer, mine to dos og alt det løse, imens jeg indimellem bliver bedt om at tage stilling til noget byggerelateret. Jeg har udsigt til vores anneks fra min plads, noget af haven og vores tidligere terrasse, der nu bare er et hul i jorden, bogstavligt talt. Vi er nemlig gået i gang med runde to af vores temmelig store renoveringsprojekt. Det var egentlig ikke meningen at det allerede skulle være nu, men lige som med så meget andet i vores liv, kunne vi ikke vente, og der var ikke langt fra tanke til handling, og nu er der gjort klar til nyt gulv derude. Der kommer et separat indlæg om det hele på et tidspunkt, til dem det måtte interessere. Ellers er der altid @sneglehytten på instagram. Jeg skylder jer også en house tour, den er på trapperne, men har vist sig at være sværere at få i hus end først antaget. Jeg har både tiden og lyset i mod mig.

I weekenden har der været ret meget ro på, særligt sammenlignet med sidste weekend, hvor stemningen var en anelse elektrisk på den tunge måde. Vi haft besøg af mine forældre, og så har børnene været småsløje, så vi har primært tøffet rundt i nattøj og spist kanelsnegle og drukket the. Helt genial weekend i virkeligheden, og meget tiltrængt efter lidt mange planer og gang i den i ugevis. Resten af ugen er jeg i København, hver dag. På kontoret, til møder, diverse ærinder og et par sjove aftaler også. Det er som om, at hverdagen langt om længe har taget ordentligt fat, selvom den første uge eller to af året fik det til at føltes som om, at det aldrig ville ske. Sidste uge startede godt, men havde lidt mange bump på vejen, så jeg satser og håber på at denne bliver helt modsat. Snevejr og feberbørn om mandagen, toge der kører til tiden, gode nyheder og vintersolskin resten af ugen. Sådan må det være.

God dag og uge til jer. Vi skrives ved.

Søndagsanbefalinger

Se tidligere anbefalinger HER

Weekenden er så småt ved at rende ud og jeg er lige nu ved at putte mine piger. Vi har læst bøger, to styks, og nu har Mofibo taget over. For tiden er det “Otto bogen” der hitter herhjemme. Det hedder den ikke. Den hedder “Godnat og sjov godt” og er oplæst af Lars Daneskov, og Uma kan ikke få nok. Jeg har prøvet at ryste posen med lidt Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard, men vi vender hele tiden tilbage til Otto bogen. Så det kunne meget passende være min første anbefaling i dagens indlæg.

Min næste er også underholdning til børn, nemlig det bedste legetøj vi har købt meget længe. Magformers: Magnetiske klodser, man kan bygge figurer af, eller bare hænge på køleskabet og tage ned igen, repeat, hvilket kan aktivere husets yngste menneskebeboer længe. De er ret dyre, hvorfor vi i første omgang havde købt en enkelt pakke til deling. Men de er simpelthen så gode og sjove, og kan snildt underholde børnene (og de voksne) i flere timer, så vi skal klart have nogle flere til samlingen. Vi købte vores hos Lirum Larum leg, men jeg er ret sikker på, at de kan findes i de fleste legetøjsbutikker.

Green Kitchen stories: Både deres Instagramprofiler (@gkstories og @luisegreenkitchenstories), hjemmesiden, appen og selvfølgelig bøgerne (dem har jeg vist anbefalet før?). Jeg er SÅ imponeret og oppe og køre over deres univers, og jeg bliver altid helt vildt inspireret. Særligt deres meal prep stories, som jeg i den grad har taget til mig og som har resulteret i, at jeg nu næsten altid har kogt quinoa, grøntsags fladbrød og skrællede gulerødder på køl.

Better box: Jeg har abonneret på Better Box siden i sommers (efter at flere af mine kollegaer havde fået boxen tilsendt – Jeg har selv købt alle mine. Just to be clear), og er simpelthen så glad for det. Kort fortalt er det en månedlig kasse fyldt med sunde(re) snacks. Jeg er ret begejstret for snacks i alle afskygninger og kan sjældent holde fingrene fra snackhylderne i supermarkedet, så at få sendt en kasse min vej hver måned, ofte med varianter jeg aldrig havde prøvet eller opdaget ellers (for det meste med positivt fortegn – Andre gange slet ikke.  Chokolade med kanel bliver for eksempel nok ikke lige min ting). Jeg får Kind Boxen, der typisk indeholder lidt nødder og chokolade, samt diverse barer og slik. Perfekt til madkassen, kontorskuffen, togturen, og/eller tasken.

Fyre: The Greatest Party That Never Happened på Netflix:

Woooow. Bare wow. Rimelig vild dokumentar, der giver et indblik i et helt vildt set up, der aldrig blev til noget, plus en reminder til alle om, hvad sociale medier kan på godt og ondt, og ikke mindst, at hvis det lyder for godt til at være sandt, Well…

Det var vist det for denne gang. Jeg har også nogle beautyfavoritter, men dem samler jeg i et indlæg for sig.

God søndag <3

Et farvel til mit første rigtige hjem

Jeg har vidst det længe, altid nærmest. At den lejlighed jeg betegner som mit barndomshjem, selvom jeg var 8 år da vi flyttede ind, en dag skulle videre. Den egner sig perfekt til en semistor børnefamilie, men ikke til to voksne og to katte kun. Desuden har min mor længe ville ud af byen. Og da alle deres børn er blevet voksne og er fløjet ud i verden for længst, er tiden ved at være inde… Da jeg var yngre, faktisk helt op til for få år siden, havde jeg altid forestillet mig, at jeg en dag skulle købe den. At det var der mine børn skulle vokse op også. Men som årene er gået, kan jeg godt se, at det ikke ville være holdbart. Selv hvis jeg havde den slags penge, at poste i en bolig, har jeg giftet mig med et menneske, der ville visne sådan et sted, og tanken om en fjerdesal uden en brugbar gård, med fire krudtugler, tiltaler mig heller ikke længere. Den skal videre. Selvfølgelig skal den det.

Det er kommet bag på mig, hvor mange følelser man kan lægge i mursten. Men det kan man altså, kan jeg mærke, nu hvor tiden er ved at være inde til at skulle sige farvel.
Det er også et helt særligt sted både for mine søskende, mine forældre, mine børn, men måske mest mig.
Da jeg var barn flyttede vi en del. Vi havde ikke mange midler at gøre godt med og i perioder boede vi hjemme hos folk, og derimellem i forskellige lejemål. Jeg bed godt mærke i det dengang. At vi var meget på farten, men jeg tror ikke det gjorde mig så meget. Jeg havde jo min mor med mig, som i øvrigt altid gjorde alt for, at jeg ikke skulle lide under vores situation. Jeg fik altid det største værelse, og der var altid styr på mine ting, og det er faktisk først som voksen, at det er gået op for mig, at vi nok ikke boede i folks gæsteværelser og kældre for sjov. Derudover var jeg et bekymret og ret hvileløst barn, og det er nok kommet af de mange ryk i de første mange år af mit liv.

I midten af halvfemserne skete der noget vildt. Min mor og stedfar fik tilbudt en kæmpestor lejlighed på Gammel Kongevej til en slik. Én de med deres SU kunne købe helt uden, at skulle i banken og låne penge (det var andre tider på boligmarkedet dengang). Og det gjorde de. Vi gik fra få kvadratmeter i en fremlejet lejlighed på en sidegade til Istedgade (90ernes Vesterbro var lidt noget andet end i dag, så det lyder lækkert, men det var et relativt hårdt sted at bo med børn), og til en seks værelses lejlighed med udsigt udover søerne. Og igen er det først som voksen at jeg kan sætte mig ind i hvor vanvittigt det må have været for mine forældre at få det telefonopkald. Det ændrede vores liv, og der faldt for alvor ro på med den lejlighed, som kun har bragt godt med sig. Det er 25 år siden. Og nu skal den sælges. 

Den er blevet for stor til min mor og stedfar og kattene, og de ønsker at komme længere ned end fjerde sal, til et sted med en have, ideelt tættere på deres børnebørn. Det ønsker jeg også for dem. Virkelig. Men jeg er også lidt slået ud af at skulle gå af med mit yndlingssted. Mit første rigtige hjem, der føltes som et hjem. 

De nye beboere er allerede så godt som valgt, så det kommer til at ske.
Fra sommeren 2019 er mit barndomshjem nogle andres, og det er simpelthen så underligt. 

Når de voksne skændes

Mit mandagsindlæg affødte nogle spørgsmål omkring det der med at skændes med sin partner, når man har børn (Læs indlægget og kommentarerne dertil lige her) og da jeg gik i gang med at svare kunne jeg se på det hele, at det ville blive meget langt, netop fordi at emnet er ret interessant og noget som langt de fleste af os sikkert har prøvet eller vil komme til det på et eller andet tidspunkt, så derfor dette indlæg om mine tanker og meninger omkring det.
Jeg er hverken børnepsykolog eller det der minder om, og jeg gør sikkert mange ting helt anderledes end alle mulige andre, men jeg prøver at leve efter devisen, at intet er forkert, bare man gør sit allerbedste, og så kan jeg jo selvfølgelig kun tage udgangspunkt i mit eget liv, mit moderskab og mine egne børn.

Først og fremmest; Selvfølgelig skal man ikke skændes foran sine børn. Det er en dårlig ide, det giver sig selv. MEN vi er for fanden bare mennesker med følelser og meninger, og i tætte relationer kan og vil der typisk opstå gnidninger og konflikter af små og store slags, indimellem i børnenes nærvær. Sådan er det. Som voksne er det i de situationer vores fornemmeste opgave enten at pakke det sammen og gemme det til der er ro på settet og børnene ikke er der, eller simpelthen at tackle det anstændigt og ikke mindst vise sine børn, at det er ok, og at man bliver gode venner igen. Og så længe det ikke er hver eller hver anden dag, og man sætter nogle ord på, når der er behov for det (“mor og far var uenige og så blev vi sure på hinanden, men nu er vi gode venner igen” eller hvad det nu kan være) så tror jeg faktisk at det kan have en ret positiv effekt på børn at opleve bølgerne gå højt og den efterfølgende ro engang imellem.

Og jo jo, børn er forskellige, selvfølgelig, men jeg tror som udgangspunkt ikke at man skal skjule følelser for dem, heller ikke dem der ikke er sjove. Ofte er børns følere langt længere ud end voksnes, og kombineret med deres fantasi og bekymringer, tror jeg at det er langt værre at forsøge at skjule og lægge låg på svære følelser og situationer, for chancen for at de kan mærke det og tager en del af skylden på deres egne skuldre er relativt stor. Men selvfølgelig skal man ikke råbe og skrige grimme ting af hinanden i deres nærvær, det skal man aldrig – det gjorde vi heller ikke i øvrigt, men der var hævede stemmer og dårlig stemning, ingen tvivl om det, og Otto spurgte selv ind til, hvad vi var uvenner over, og så havde vi en kort snak om, at man godt kan blive skidesure på dem man elsker allermest, særligt når man bor sammen – og de skal selvfølgelig heller ikke involveres i detaljer, men man kan godt fortælle dem, at man er uvenner over nogle voksenting, og at det er ligesom når de bliver sure på deres venner eller søskende, og at det går over. I min verden må forældre ikke være perfekte, for så tror vores børn at de skal være det samme. Men man skal opføre sig ordentligt og sige undskyld, når man ikke gør det. Det gælder både børn og voksne.

Shopping: 8 varme snørestøvler

INDEHOLDER REKLAMELINKS (Markeret med *)

OKAY, hvor var det koldt i dag! Jeg har på ingen måde været klædt på til det, hvilket selvfølgelig er fuldstændig min egen skyld, men stadigvæk. Det haglede i morges og turen ned til stationen føltes som at blive pisket i ansigtet med en pose frosne ærter. Brrrr! Mine tæer var også godt frosne længe efter, og fik mig til at længes ekstra meget efter de støvler der er på vej til mig med posten.
I min jagt på vinterstøvler af den lidt mere praktiske slags (og ikke bare endnu et par pæne læderstøvler som dem jeg har et par stykker af allerede), fandt jeg mange ret gode bud, og dem deler jeg selvfølgelig med jer lige her… Der er lidt forskellige prisklasser, men gode støvler, i hvert fald dem jeg falder over, er åbenbart bare små pebrede i prisen. Jeg drømmer i øvrigt selv voldsomt om særligt nummer 5, men, det bliver ikke denne vinter, for så har jeg ikke råd til andet, men altså, det er jo tilladt at drømme…

1.Dr. Martens hos ASOS til 1333,- HER* De er altså ret seje dem her. Jeg elsker at Dr. Martens er tilbage (for at blive?) og jeg er ret pjattet med den matte overflade og shearling detaljen, som jeg forestiller mig er ret fin til mørkeblå jeans eller grå strømpebukser.

2. Det er de her basser fra See By Chloé* som jeg selv har bestilt. De findes også i mørkebrune* (de fleste størrelser er dog udsolgt), men jeg er ret vild med den lyserøde detalje på dem her, så det blev dem jeg klikkede hjem. De koster knap 3000,- Og så er mit støvlebudget vist også nået for i år. Desværre.

3.Timberland støvler hos ASOS til 1600,- HER* – Klassiske flade sorte Timberlands i et børstet look. Jeg kan virkelig godt lide dem og bliver pludselig mindet om, at jeg godt kunne bruge et par nye sorte snørestøvler… Næste år. Måske.

4. Flade snørestøvler fra & Other stories 1150,- HER* Sorte støvler med en lidt spidsere snude end ovenstående. Også pæne….

5. Støvler fra Gucci* på Net a porter. Min mands veninde Sille, har dem her, og hvis hun ikke var et lille nips med ditto nipsefødder, havde jeg sgu rullet hende. Jeg elsker dem, men de koster 7600,- Så…. Ja.

6. Sorte bløde støvler fra Billi Bi* Jeg har kigget på dem her et par gange og forestiller mig at de er helt vidunderlige at træde ned i, sådan lidt bamsestøvleagtige, bare pænere, hvilket man godt kan drømme om, når man skal på legeplads, ud med hunden eller på gåtur i skoven. De er lige nu sat ned til 1019,-  (de findes i øvrigt også i lyserøde* !!)

7. Støvle med faux fur fra Sam Edelman til 1255,- HER* Personligt bliver det lidt for pelset til min smag her, men der er alligevel noget over dem. Jeg kan godt lide at den ikke bare er brun, eller sort, men at der sker lidt. Den findes også i grøn HER*

8. Snørestøvle med chunky sål fra Ganni til 3100,- HER* Der er sådan lidt vandrestøvle (på speed) over dem her og jeg startede med at synes de var ret skrækkelige, men de vokser altså på mig. Særligt efter at jeg så en pige med dem i den hvide version* i toget for nylig.

Tung weekend, let mandag

Det har egentlig været en god weekend, sådan på papiret, med masser af kvalitetstid, afkrydsede punkter på to do listen, god mad, brætspil og børnelatter, og jeg kunne, hvis jeg ville, sagtens undlade at fortælle om alt det den også var. Nemlig skide tung. Det har nemlig været sådan en weekend, hvor bølgerne er gået lidt rigeligt højt, voksenlunterne har været korte og vi har kørt på de sidste dampe vi havde tilbage hver især ovenpå en hård periode med jul, ferie, uløste konflikter, hverdag, renovering, hund, dårlig planlægning og alt det løse, der gjorde at alting gik i hårdknude lørdag aften, og Michael og jeg havde et skænderi, der må have givet genlyd i hele Nordsjælland. Vi skændes sjældent, så godt som aldrig, fordi vi er forholdsvis gode til at tage alt i opløbet, så når vi gør, altså skændes, føles det altid som jordens undergang, hvilket bestemt også var tilfældet i weekenden, og jeg tudbrølede ned i en pande bananpandekager søndag morgen, hvor der stadigvæk var lidt mange gnister af de dumme slags i luften, til trods for en regel om aldrig at gå i seng uden at løse eventuelle konflikter, men engang imellem kommer man ingen vegne og søvn er nødvendigt, og det kan enten føles mindre eller større når man vågner igen, og i denne omgang var en opfølgning nødvendig. Ding ding, round 2.
Heldigvis lettede tågerne, selvfølgelig, og alting blev lyst igen, lysere endda, som gerne er tilfældet når alt er blevet væltet ud på bordet. All is good in the hood, og jeg gik lykkelig og lettet i seng i går aftes og vågnede lige sådan. Som sagt kunne jeg i princippet sagtens undlade at fortælle jer om det, særligt fordi det lige ligger og balancerer på grænsen af det private kontra det personlige, men jeg synes faktisk, at der også skal være plads til den slags. At I både får alt det gode og lykkelige med, men også det svære, og nogle af de trivielle, kedelige, leverpostejsagtige og helt almindelige sider af mit ret almindelige liv. Jeg håber, I er enige. Nu er det mandag, og jeg tilbringer den på Confetti kontoret, hvor skabet altid er fyldt med p-tærter, (eller i hvert fald indtil MM returnerer) og kaffen er varm. Klokken nærmer sig 16, og jeg havde egentlig besluttet mig for at tage sent hjem i dag, men jeg har været usandsynligt effektiv, sikkert på grund af mine lettede skuldre og snerten af nyforelskelse sådan en ordentlig omgang udluftning i parforholdet kan give, og jeg tror faktisk, at jeg vil lukke ned om et øjeblik og drible hjem til min skideskøre skidedejlige familie, mit vasketøj og rugbrødsmadderne.

God aften (og ja, jeg skylder et shoppeindlæg… Det kommer. I aften!)

Sneglehytten: Status januar 2019

Ok! Et år er gået siden nedrivningen gik i gang og vi har nået MEGET (se videoen her som er et år gammel)

I hovedhuset mangler vi en del finish ting, møbler og opbevaringsløsninger. Ovenlysvinduer i køkkendelen, der også fortsat står uden loft. Alle vores vinduer skal udskiftes med tiden, og vi ønsker os på et tidspunkt nye stikkontakter og nogle andre småting hist og her. Men vi er langt, mega langt. Og jeg glæder mig helt tosset til vi kan begynde at købe møbler og indrette os ordentligt. Men lige nu går alle penge og al energi på byggeriet. Øv. Men det kommer! Og som sagt, vi er meget længere end jeg turde regne med på nuværende tidspunkt! 

Udvendigt er en anden historie og vejret er imod os, og det er mildest talt mega frustrerende. Der er kommet en del ekstra skader på huset som følge af det stillads og facadearbejde vi har haft den sidste måneds tid (husk husk husk at tage før-billeder inden I hyrer håndværkere. Det kan virkelig betale sig) og efter at stilladset er blevet pillet ned, ser huset endnu værre ud end før (resten af arbejdet kan først laves når temperaturen stiger til foråret). Dernæst er der annekset og tilbygningen, men alt det må I høre mere om i et seperat indlæg, når vi for alvor går i gang om to uger. 

Vi er i det hele taget gået lidt i stå de seneste måneder. Gejsten røg og hverdagen fyldte mere end normalt, så vi besluttede at tage et skridt tilbage og holde lidt pause med de helt store ryk. Det var en god ide. Meget. For nu er vi ved at få blod på tænderne igen, og det begynder at være sjovt. 

Jeg laver en ny house Tour i huset ala den jeg linkede til tidligere i indlægget, i næste uge (jeg har sat tirsdag af til det), hvor I bedre kan se, hvor langt vi er og hvilke ting der er færdige og hvad der er endt helt helt anderledes end først planlagt … 

I dag skal der styr på nogle flere indvendige ting. Renovering gør det stort set umuligt, at indrette sig og når man er lidt af en rodehoved i forvejen og har en lille håndfuld børn, kan det godt tage overhånd med roderiet og det er helt klart tilfældet her. Så der er en del ting, der skal ryddes op og ud i (igen igen i-fucking-gen). Og jeg vil atter forsøge mig med Marie Kondo … Først gælder det vores skabe og skuffer. De trænger. I den grad. 

God dag 

I øvrigt

  • Har jeg endelig fået taget mig sammen til at få genlavet huller i ørerne, plus et ekstra.
  • Introducerede jeg jer for P-tærter med karamel for nogle år siden. Men har I prøvet dem med lakrids? For jeg har… og. Jeg er normalt ikke så begejstret for at blande lakrids ind i alt muligt. Men! Det virker!
  • Blev jeg oprigtigt irriteret da en jeg følger på Instagram spoilede Love Island sæson 3. Ja, den er gammel. Men jeg er altså kun halvvejs!
  • Gør samme skuffelse og irritation sig gældende, når det kommer til programmer som bagedysten. Jeg er bagud, ok!
  • Har jeg længe været bidt af Marie Kondo (se her for eksempel) efter flere af jer anbefalede hendes bog og youtube. Nu er der kommet et program på Netflix med hende, og alle lader til at være gået organizing-amok. Bare ikke mig. Hvad er der galt med mig??!! #Rodehoved
  • Er der endelig blevet bestilt materialer til et hegn til vores have, så vi slipper for det tarvelige trådhegn vi indtil videre har benyttet os af. Valget faldt på brændt bambus! Jeg glæder mig til at vise jer det. Vi skal bare lige bygge det først. Altså Michael skal.
  • Har jeg sparet op og købt et par vinterstøvler* jeg længe har kigget langt efter. De er hverken sorte eller med lynlås, som jeg normalt foretrækker, så det er lidt ude af min comfortzone, men jeg glæder mig tosset til at få dem hjem.
    *reklamelink
  • Kommer der et helt indlæg med vinterstøvler til jer i weekenden.
  • Har jeg nu fået hørt et afsnit af podcasten Mørkeland efter mange anbefalinger. Men det kommer jeg simpelthen ikke til igen. Hyggesnak om ægte mord, med ægte ofre og ægte efterladte. Ad bad! Jeg følte mig helt ked af det længe bagefter.
  • Har vi så mange overmodne bananer i det her hus, så jeg er nødsaget til at bage virkelig meget banankage senere i dag. Øv! 😉

 

Socialisering som tilflytter

Vi har nu boet i Hornbæk i knap et år og vi er så småt ved at være faldet på plads. I hver fald mentalt og følelsesmæssigt. Fysisk og byggemæssigt, not so much, men det vidste vi allerede godt ville tage tid, da vi satte underskrifterne på vores lille faldefærdige dødsbo, og det skal nok komme – Vi er godt på vej allerede.
Det har taget tid og uendelige samtaler, og har kostet en del frustrationer og tårer, fra mit vedkommende primært. Michaels frustrationer har primært bundet i mine, hvilket selvfølgelig har tredobbelt de følelser jeg allerede gik med og i en periode skabt en virkelig strid spiral af frustration og rutsjebanefølelser for mit vedkommende.

Udover at jeg selvfølgelig savnede og fortsat savner København helt vildt, var det hele på en måde for stor en omvæltning, både med positivt og negativt fortegn. Alt imens at jeg var fuldstændig hjerteknust over at undvære mit kendte nærmiljø, mine veninder og følelsen af at have alting lige ved hånden, var jeg betaget af og nyforelsket i mine nye omgivelser, naturen, vandet, roen, fællesskabet og mit hus, min mands fornyede energi og børnenes harmoni, hvilket stod i stor kontrast til min egen panikfølelse, der både føltes ambivalent, halvforkælet og virkelig egoistisk. Jeg følte mig ærlig talt som verdens største idiot meget af tiden, og var på et tidspunkt reelt bange for at det aldrig ville udligne sig, og at jeg ville forvandle mig til en indebrændt sur røv med konstant udlængsel og fortrydelse væltende ud af begge sko. Jeg tror måske også at min mand havde samme frygt, hvilket godt kunne have en del af skylden i den lidt ru periode vi havde for nyligt (hvilket heldigvis er lettet igen i øvrigt).

Gradvist er alting blevet bedre i den afdeling. Selvfølgelig hjalp sommeren en hel del på alt og jeg gik vinteren i møde med en anelse frygt for om følelsen af at bo et forkert sted uden et netværk ville vokse sig enorm – For det er jo det ALLE har sagt. Ja ja, Hornbæk og andre strandbyer er røvfede om sommeren, men vinteren! Åh, vinteren!
Hvilket også var en af grundende til at jeg i sensommeren besluttede mig for at gøre en seriøs indsats i at række ud til de resterende beboere i vores lille by og skabe et netværk at varme mig på. For noget af det jeg savnede allermest var at have nogle at mødes med spontant. Til kaffe. Til vin. Til gåture. Til legeaftaler (ja, til børnene sgu da). Alt sådan noget.

Heldigvis havde andre haft samme tanke, og det hele startede med en fælles messengersamtale på Facebook med en stor håndfuld damer fra området, og en middag blev sat op kort tid efter. Derefter tog tingene fart, og vi er i skrivende stund over 40 kvinder fra Hornbæk området i en Facebook gruppe. Vi har mødtes både allesammen til fællesspisning og en julefrokost, og på kryds og tværs, til kaffeaftaler, surfing på stranden, børneleg, biograf, alt det der jeg savnede. Nu er planen at der er et fast møde en gang om måneden, hvor dem der kan, mødes til mad og vin på Hornbækhus (et hotel i byen med fællesspisning og mega fede lokaler).

Rigtig mange af jer, der selv er flyttet nye steder hen eller går med overvejelser om det, har spurgt ind til hvordan man gør. Og nu er jeg på ingen måde ekspert på området, men jeg har dog lært lidt over det seneste års tid.

Har du børn, sker det helt automatisk via dem. Man møder og snakker med rigtig mange andre voksne i institutionerne og på skolen, til arrangementer og på legepladsen. Nogle gange klikker man ekstra meget med en mor eller far, og så er det sgu bare noget med at invitere på kaffe.

Sociale medier. Opret en gruppe, eller undersøg om det allerede findes og arranger noget fælles der igennem. Det behøver virkelig ikke at være mere end kaffe på en lokal café.

Husk at langt de fleste enten er i samme situation eller har været det, og at de fleste mennesker gerne vil udvide deres netværk og have nye relationer. Så smid frygten for et nej og inviter folk du synes er nice på en vennedate. Hvad er det værste, der kan ske?

Vi har allerede fået et virkelig tæt forhold til flere i byen, og har faktisk langt flere spontane gæster end da vi boede i København. Nogle gange til aftensmad og vin hele aftenen, andre gange en halv kop kaffe og en sludder. Det er SÅ hyggeligt, og meget anderledes end hvad jeg er vant til. Det krævede lidt tilvænning i starten for mit vedkommende, men nu elsker jeg det. Virkelig. Når naboen står udenfor vores dør klokken 21 om aftenen med en dåseøl i inderlommen, eller når børnene i nabolaget kommer og spiser med. Det holder altså!

Det kræver lidt benarbejde og åbenhed, men det er det hele værd.
Jeg savner København, jeg savner mine veninder, men som jeg har det nu, vil jeg ikke bo andre steder end hvor jeg gør, og jeg er virkelig glad for mine nye bekendtskaber, hvor der i blandt dem helt klart er op til flere som jeg ved kommer til at have stor betydning i mit liv. Tænk at man kan det i sine 30ere ?!

… Del endelig jeres egne erfaringer i kommentarfeltet. Jeg har på fornemmelsen at vi er mange, der kunne bruge et kærligt skub og nogle gode erfaringer.