Valg og andre vigtige voksenting

Jeg synes virkelig, der er mange voksne ting i mit liv for tiden. Hvilket giver mening. Jeg er voksen, så …
Og jo jo, det er sgu meget fedt at være voksen, men alligevel overrumpler det mig en anelse engang imellem. I går fik jeg endda en kommentar om, at jeg var begyndt at se gammel ud. Hmpf, nå!  Tak da.
Jeg erkender hundrede procent, at jeg ikke er lige så fast i hverken kød eller hud som jeg har været, men gammel?! Ej, jeg ligner sgu nok meget fint min alder. En 33 årig med fire børn, en hund og et byggeprojekt. Det passer meget godt med de antal rynker og grå hår jeg har skrabet sammen, hæ!

For tiden forsøger jeg at få samlet en masse tråde, som jeg har ladet hænge og blafre lidt rigeligt, og det er både kedeligt og tørt at sidde med, men ikke desto mindre vigtigt at få gjort – Ligesom rigtig mange andre voksenting.
Jeg er også ved at planlægge en ægte voksenfest. Min fødselsdag. Voksen, fordi at det bliver sådan noget med middag og borddækning og så videre. Det har jeg ikke prøvet før. Og så er vi (læs: Michael) ved at bygge det rum festen skal holdes i, hvilket også er lidt af en proces. Det vrimler med deadlines og min kalender har jeg meget svært ved at få til at gå op, og derudover er der drøn på familielivet og hamsterhjulet. Vigtigt og voksent.

Og speaking of vigtige voksenting, der også kan føles uoverskuelige og kan give grå hår. Valg.

Vi skal stemme snart.
Først på søndag til Europaparlamentsvalget, og så igen d. 5. Hvor vi vælger, hvem der skal være i folketinget.
Sidstnævnte, folketingsvalget, brevstemmer jeg til allerede i næste uge.
For d. 5. er jeg alene hjemme med børnene og da Michael også skal brevstemme (han er bortrejst under selve valget) gør vi en date ud af det. Borgerservice er jo også et ret sexet sted, det ved alle 😉

Jeg har altid gjort meget ud af, at forsøge at sætte mig ind i politik, men jeg skal da ærligt indrømme, at det ikke har haft min udprægede interesse, og at det ofte forvirrer mig mere end gør mig klogere, og så er jeg en kæmpe idiot til at finde rundt i de forskellige politikere og ministre, men altså jeg prøver, og så gør jeg rigtig ofte det, som gør sig gældende i de fleste områder i mit liv, at jeg sætter mig godt ind i tingene, når det gælder. Hvilket i denne her situation betyder i valgperioderne. Her går jeg all in, og læser og ser jeg alt jeg kan komme i nærheden af, og tager alle tests, der findes, for at blive helt sikker i min sag. Hvilket ikke altid er helt nemt – Det der med at føle sig sikker.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget rød . Det tænker jeg, at I allerede godt ved. Det har jeg nok fået ind med modermælken, og jeg er opdraget med et værdisæt, der passer rigtig fint ned i venstrefløjen.
Det har ikke ændret sig vanvittig meget. Selvom det jo i virkeligheden ikke nødvendigvis går hånd i hånd – At man går i sine forældres fodspor politisk. Vi følges heller ikke helt, men vi går i samme retning stadigvæk trods alt.

Der er desværre ikke én politiker eller et parti for den sags skyld, som jeg er hundrede procent enig med i alt, sådan er det jo. Det ville ellers være nemt!
Så det er noget med at beslutte sig for, hvad ens hjertesager skal være og så gå efter de ting.
I år har jeg endnu ikke besluttet mig hundrede procent for, hvor mine krydser skal være, men jeg har en ret god ide, og så må jeg beslutte mig, på søndag, og når jeg står i førnævnte Borgercenter.

Jeg håber og tror at I selvfølgelig også bruger jeres stemmeret, men jeg vil alligevel lige understrege, hvor vigtigt det er, at man stemmer og at man sætter sig ind i det inden, så godt man kan. Især i denne her tid, hvor der desværre er en, efter min mening, meget ubehagelig stemning i enkelte partier, som er med til at puste liv i en forfærdelig “dem og os”- retorik, som efterhånden har udviklet sig i en nærmest tragikomisk retning. Men det er bestemt ikke sjovt – Nogle er i en så hadsk og ond tone, at det får visse andre helt ude i højre side, som man tidligere har fundet ekstreme, til at fremstå mere milde og i nogens øjne måske helt rimelige, og det kan godt skræmme mig, at vi er nået dertil.

Jeg vil aldrig blande mig direkte i, hvad folk skal stemme, og vi lever (indtil videre) i et frit land, og heldigvis for det. Men bare fordi at vi har demokrati og ytringsfrihed, betyder det ikke nødvendigvis, at den skal udnyttes til at udtale sig fjendsk, og til at skabe had og frygt, og generelt bare opføre sig dårligt, fordi det er “ens ret”

I det hele taget har denne her valgkamp for mig, været en kæmpe reminder om, at det er vigtigt at råbe op og sige fra, når man er vidne til for eksempel racisme eller udelukkelse af andre mennesker. Det opdrager jeg mine børn til, og har en forventning om at vi allesammen gør vores bedste for at skabe og selv være ordentlige, rummelige og fredelige mennesker. Og helt naivt har jeg længe haft en forestilling om, at det netop var tilfældet, at størstedelen af os trods alt var enige i, at forskellighed er lækkert, at diskrimination hører til gamle dage, og at det dengang skyldtes uvidenhed, og at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Allesammen. Også når vi er uenige.
Det er simpelthen aldrig ok, at dømme, hade og ekskludere folk – og slet ikke på baggrund af, hvor de eller deres forfædre kommer fra eller hvad de tror på. Alle familier og mennesker har forskellige vilkår, og der er brodne kar alle steder, i alle befolkningsgrupper og i alle religioner. Man kan ikke på nogen måde skære alle over en kam. Det må vi ikke, for så har vi da for alvor et problem, og jeg er dybt rystet over, at der overhovedet er nogle, der kan finde på det.

Jeg vil slutte af med en sætning, som jeg lærer mine børn, og som jeg synes, gør sig gældende her også:
Vi er ikke ens, men vi er lige.

Rigtig godt valg til jer allesammen.

I øvrigt

-Aner jeg ikke, hvordan vores ovn virker. Eller altså, jo, jeg bruger den hver dag, men er bare ikke helt sikker på, hvad de forskellige ikoner på den betyder.

-Er brugsanvisninger ikke rigtigt noget jeg orker bruge tid på.

-Har jeg downloadet en app, der hjælper mig med at huske at drikke vand i løbet af dagen. Det fungerer super godt, bortset fra at jeg nogle gange snyder. 

-Leder jeg efter en pæn terrassevarmer. Det lader til at være et umuligt projekt. 

-Har jeg i dag googlet “Hvornår starter den store bagedyst 2019”… 

-Forsvinder vores telefonopladere herhjemme hele tiden, og alle beskylder alle for at tage dem, og ingen vil indrømme at det er dem. Men. Det er meget muligt, at det er mig … 

-Gik jeg hjemmefra uden jakke i morges. Ikke med vilje, men det viste sig at være en god ting. Længe leve distræthed. Og sommervejr. 

-Savner jeg at podcaste. Sådan helt voldsomt! Rachel har lige en eksamensperiode, der skal nailes, og så kører vi igen.

-Er Otto blevet klippet og ser pludselig meget ældre ud. Eller han ligner sin alder, men det er også vildt. Jeg synes altså det er voldsomt, at jeg er mor til en næsten 10 årig. Voldsomt og virkelig fedt. 

-Elsker jeg virkelig mit arbejdsliv for tiden. Det går op og ned med den følelse. Men for tiden er jeg glad. Særligt mine kollegaer knuselsker jeg. Hold kæft, de er søde <3

– Er her et billede fra min frokost med nogle af førnævnte kollegaer i dag. Ved min side er Roza, vores vidunderlige campaign manager i Confetti – det er hende, der holder styr på vores kontrakter, aftaler og contentplaner, og som holder os i ørerne, og så er hun et af de dejligste mennesker, jeg kender.

Mandag uge 21: Nul overblik, løse ender og sommerfugle

Selvom jeg er godt inde i min nye rutine med tidlige morgener, der bestemt har givet mærkbart mere overskud og flere timer i døgnet, vågnede jeg i morges uden fornemmelse for hvilken dag eller uge jeg befandt mig i. Den følelse har jeg stadigvæk, og jeg roder rundt i datoer og kan ikke helt finde hoved og hale i noget, og aner faktisk lige nu ikke, hvad jeg skal i denne uge. Jeg ved, at jeg har møder det meste af dagen i dag og onsdag, jeg ved, at Uma skal til fodbold og Otto til fødselsdag, jeg ved at jeg har en lang liste af telefonopkald, der skal overstås, og at jeg skal finde tid til at se en veninde, men jeg har overhovedet ikke styr på om jeg kan få det til at gå op, så det må være dagens første opgave. At løse ugens kabale, i toget, hvor jeg sidder nu ved siden af Leopold, mit bonusbarn, der tydeligt sætter pris på den skærmtid han har imens Nordsjælland drøner forbi vinduet ved siden af os.

Der er flere grunde til min flyvske og noget ustrukterede tilstand, og heldigvis er det stort set udelukkende gode ting.

I sidste uge satte jeg gang i noget, jeg har haft lyst til i årevis, og på vaskeægte pisseirriterende bloggermanér, vil jeg ikke sige mere lige nu. Og det kommer også til at stjæle noget tid og en masse tankeaktivitet.

Min lillesøster kommer snart hjem fra Jordan, hvor hun har boet de sidste fire måneder, og jeg har svært ved at vente.

Mine forældre knokler i de her dage på at få deres nye hus i Hornbæk gjort indflytningsklar, alt imens at de også lige skal nedpakke 25 år af deres liv på Vesterbro. Det føles næsten ligesom at være forelsket, at gå og vente på, og det er helt sikkert også med til både at puste liv i mit overskud og den lettere rodede tilgang til tingene jeg har i de her dage. På den gode måde.

Det bliver en god uge !

God mandag til jer <3

Min søndag

Det er søndag. Klokken er knap 14 og jeg har netop ladet mig falde tilbage i min sofa. Det er der jo sådan set ikke noget særligt ved, og så alligevel. For her er helt helt stille. Det er her altså aldrig normalt.
Min familie kørte afsted for et par timer siden mod en frokost hos min svigermor, som jeg i princippet også skulle have været med til, men på grund af logistik (en for lille bil for eksempel) og ikke mindst et kæmpe behov for en dag alene hjemme, blev jeg tilbage. Jeg har, siden de kørte, gjort lidt rent, arbejdet en lille smule og handlet ind, og nu går min dag alene i gang for alvor. Tid for mig selv er og har altid været noget af det jeg vægter aller højest, hvilket også er en af grundene til, at jeg helt frivilligt er begyndt, at stå så tidligt op som jeg fortalte om for et par dage siden, men omvendt har jeg også en kæmpe behov for og vil jeg jo allerhelst være sammen med mine børn (og min mand og hunden også, selvfølgelig) så meget som muligt, og jeg elsker det run der altid er på herhjemme, larmen, kaos, gang i den, alt det der, men engang i mellem drømmer jeg om rolige søndage, tømmermænd på sofaen, fred til at tænke mine tanker færdige, den slags. Og sådan en dag har jeg ikke haft længe, slet ikke herhjemme. Så da jeg i sidste uge spurgte Michael om det ikke var ok, at jeg tog mig sådan en dag i dag, og han uden at tøve, indvilligede og ovenikøbet kaldte mig en superkvinde, var det med kæmpe glæde og lidt sommerfugle i maven, at jeg i dag sendte hele flokken afsted, og nu kan tage mig tid til lige præcis det JEG vil. Jeg har lavet mig en kop kaffe, og vil lægge alle skærme væk for en stund, og i første omgang bare prøve at være i stilheden og mærke efter, hvad jeg har allermest lyst til.

I aften kommer de allesammen hjem igen, og det glæder jeg mig også til, men for nu vil jeg som sagt drikke den der kaffe, tage hul på den plade chokolade, der egentlig var indkøbt til børnenes fredagsslik, trække vejret og så se, hvad dagen bringer. Jeg tror måske, selvom at vejret indbyder til, at jeg går ud og får lidt sol på næsen, at det bliver noget med at blive indendørs og se en masse serier og måske tage et langt bad. Simpelt, men helt utroligt lækkert.

Jeg håber I har en god søndag derude.

Morgenmenneske

Jeg har altid holdt utroligt meget af mine morgener, og både da jeg var barn og ung gjorde jeg meget ud af at komme op i god tid, så jeg kunne dalre rundt længe, helst i timevis, inden jeg skulle ud af døren.
De seneste år, har der ikke været så meget tid til noget som helst, og jeg har sovet så længe jeg har kunne – Hvilket oftest ikke er vanvittigt længe, men så har jeg som minimum snoozet og er blevet liggende i sengen indtil det var ved at være for sent at nå noget som helst. Og dét giver ikke ligefrem hyggelige morgener i zen. Tidligere på ugen besluttede jeg, at nu måtte det være nok. Jeg tager sgu mine gode lange morgener tilbage, særligt fordi, at jeg efterhånden har læst så tilpas mange “sådan bliver du mere motiveret”-artikler, der alle hårdnakket har påstået, at early mornings er en vigtig brik i et produktivt liv. Så nu skulle det være, og jeg satte mit ur til klokken 5:30, og gik tidligt i seng. Det har jeg nu gjort i tre dage, og det er seriøst noget af det bedste, jeg har gjort længe. Jeg når mere, føler mig mere frisk i løbet af dagen, og så er roen om morgenen inden resten af huset vågner simpelthen guld værd. Jeg når en gåtur med hunden og en kop kaffe alene, inden resten af familien vågner, og det giver virkelig meget på overskudskontoen. Jeg håber, at jeg kan holde det ved lige, for selvom den er lidt strid, når uret bipper og jeg febrilsk stresser over, at få det slukket, så det ikke vækker andre, føles det så fedt, når jeg først er oppe og i gang. Og jeg føler mig skide sej, simpelthen.

Kæmpe anbefaling herfra. Jeg ved godt, at det lyder forfærdeligt, fordi søvn er lækkert og alt det der. Men jeg lover, at det er virkelig fedt.

Bag indlægget #3

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se tidligere “Bag indlægget” HER

I dag rejser vi tilbage til 2013, januar 2013. Otto var på det her tidspunkt 3 1/2 år gammel og var begyndt at stille spørgsmål til forskellige ting. Blandt andet vores situation, der på det tidspunkt var, at Michael og jeg ikke var kærester, ikke det der lignede, og at Otto og jeg boede alene sammen i en lejlighed på Vesterbro på fjerde år.

Jeg skrev:

At savne

I forlængelse af dette indlæg

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud.
Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.
Jeg blev, og bliver til stadighed SÅ imponeret over børns evne til at afkode verden på. Det her var bare første gang, at jeg for alvor mærkede det, og det var lige dele fantastisk og helt forfærdeligt. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, at svare for ærligt eller for kringlet, men også for at afskrække ham fra at spørge eller fortælle mig om noget igen. 

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.
Vi havde i denne her periode ikke som sådan nogle problemer, men havde kort forinden gennemgået en svær periode, Michael og jeg, hvor kommunikationen var noget rod. Og jeg var SÅ bange for, at vi igen ville stå i en situation, hvor vi ville blive uvenner. På samme tid, følte jeg enorm meget skyld overfor Otto, og det savn han tydeligt var påvirket af. Følte på mange måder, at vi var nogle egoistiske røvhuller, både Michael og jeg, og bandede vores situation langt væk – Samtidigt med, at jeg var enormt stolt og lettet over, hvor langt vi var nået i noget, der nemt kunne være blevet til had og konflikter.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.
Det var virkelig min største frygt. Både det, men også at han skulle finde ud af, at grunden til at vi ikke var sammen, var mig. Altså det var jo Michael der gik, men jeg havde i årevis kæmpet med en skyldfølelse, for han gik jo fra mig, mens jeg var gravid med hans barn, og hvis man gør det, må den person jo være forfærdelig. Altså mig, for man går jo ikke fra ens gravide kæreste, hvis ikke hun er helt skrækkelig. Tænkte jeg. Og jeg skammede mig over, at tænke sådan, for den fornuftige del af min hjerne, vidste jo godt, at det var vrøvl – Men den ufornuftige del råbte bare meget højere. 

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt. At Otto skal se, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Sandt. Vi var et helt vildt godt og sundt sted i denne her periode, men jeg var bange hver eneste dag for, at tabe det på gulvet, for så ville Otto for alvor kunne mærke det.
Det gjorde vi ikke. Og der gik da også kun et år fra jeg skrev de her ord, til Michael og jeg blev kærester. Selvom jeg på daværende tidspunkt på ingen måde så det som en mulighed. 

 

 

Kjolejagt

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAMELINKS (markeret med *)

Jeg holder fest om en måned i anledning af min fødselsdag, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg håber og satser på varmt sommervejr, og har en ide om, at jeg skal være iført en lang flagrende kjole. I virkeligheden har jeg et par stykker af dem i skabet allerede, og det kan meget vel være at jeg “bare” ender i en af dem. Men jeg har alligevel kigget lidt rundt omkring for ar finde inspiration, og da jeg ved, at mange af jer skal til bryllupper, havefester og lignende i løbet af sommeren, deler jeg her nogle af de kjoler jeg går og flirter med for tiden. Kjoler der både egner sig til fest, men som også snildt kan dresses helt ned med sneaks eller flade sandaler.

1. Denne er en af dem, der hænger i mit skab og faktisk nok den jeg hælder mest til, at iføre mig til min fest. Indtil videre har jeg kun brugt den til hverdag over jeans og sneakers, men med et par høje sko og en lækker makeup, er den meget festlig og super smuk. Den koster 1300,- hos H&M HER* (Jeg har den i small og den er ret oversized)

2.Prikker, wrap og flæser er tre ting jeg sætter stor pris på i min garderobe og denne opfylder alle tre… Den er fra Vero Moda og koster 280,- HER*

3. Smuk og elegant blåblomstret kjole med de smukkeste detaljer fra et af mine yndlings kjolemærker Self portrait til cirka 1300,- HER*

4. Jeg er helt pjattet med print og snit på denne kjole, som godt nok godt måtte være lidt længere, men over et par jeans, er den måske ikke helt dum. Den er fra YAS og koster 600,- HER*

5. Farven på denne her fine fine slip kjole, er så flot, og det samme er kjolen. Den har en lidt dum længde til min krop, men har man ikke benkomplekser, er den et rigtig fint bud på en sommerkjole, der både kan bruges med en t-shirt under til flade sandaler eller med stiletter, bare skuldre og strandhår. Så smuk altså. 495,- hos & Other stories HER*

6.Jeg elsker farven orange, som efter min mening klæder de fleste, særligt om sommeren, hvor de fleste af os har lidt mere glød end i de kolde måneder. Denne har lange ærmer, hvilket er virkelig elegant, omend lidt varmt, men altså med høje sko, bløde krøller og masser af highlighter er det den perfekte festkjole. Den koster 915,- hos & Other Stories HER*

7. Ok. Det her er en brudepigekjole og i virkeligheden er den nok lidt over the top, måske endda på grænsen til tacky. MEN jeg er ret pjattet med den alligevel, og overvejer kraftigt, at prøve at klikke den hjem. Tænker det er sådan en man kan have hængende altid og som nogle små piger, der en dag ikke er små mere, også kan få glæde af. Den koster 820,- hos ASOS HER*

8. Der er virkelig mange detaljer på denne her flotte lidt spraglede sag fra ASOS, som fungerer rigtig godt, og jeg har gået og kigget på den lige siden den kom online. Den koster små 600,- HER*

9. Denne opfylder ikke helt de krav jeg havde sat mig for, men den er eddermame pæn! Den er fra YAS og koster 800,- lige HER*

10.Mega fin prikket maxikjole med masser af svung (!) i skørtet. Fin til både dansegulvet tilsat høje hæle og røde læber, og stranden med flade sandaler og en denimjakke over skuldrene. 700,- hos Gina Tricot HER

Drømme

Jeg gad godt at leve lidt mere “Alt er muligt og The sky is the limit” – agtigt. Det gør jeg allerede på nogle punkter, men jeg er i høj, måske endda stigende grad lidt for forsigtig, og måske for hurtig til at slå ideer, drømme og ønsker ned – Mine egne, that is. Det tror jeg langt fra, at jeg er den eneste, der gør, hvilket også er en af grundene til, at jeg skriver det her indlæg. I mange år troede jeg for eksempel, at jeg ikke var færdig med at udforske verden. At jeg på et eller andet tidspunkt ville tage min familie under armen og bosætte os et sted i en længere periode. Det har jeg gjort gennem en årrække, da det bare var mig, og det var skide fedt. Jeg elsker at tage på ferie fra tid til anden, men jeg kan meget bedre lide at have en hverdag, også når jeg rejser. Den følelse savner jeg, når jeg begiver mig udenlands, og jeg kunne særligt mærke, da vi var i Californien for nu tre år siden, at jeg havde et uforløst ønske om, at opleve nogle ting med min familie. Jeg gik så langt i drømmen på et tidspunkt, at jeg fik Michael til at undersøge, hvilke lande han ville kunne arbejde i – Jeg kan jo arbejde alle steder fra – Og det kan han i princippet også, men det han laver, kræver noget mere netværk end mit gør. Vi kom frem til, at det nok kun ville være Tyskland, der ville give mest mening for hans business, men det var, selvom at Tyskland bestemt også har sine gode spots, ikke lige dét jeg så som et eventyr, og så blev jeg i øvrigt gravid kort tid efter, og der var også en masse logistik omkring Leopold, og Ottos skole og så videre så videre, og så døde den lidt. Vi startede som bekendt et nyt eventyr, for halvandet år siden, der hed Hornbæk, som vi aldrig har fortrudt, og som for mig på mange måder, har føltes som et kulturelt skift også, selvom det selvfølgelig er en overdrivelse.
Den ligger sgu stadigvæk i mig. Drømmen. Og jeg labber den ene Instagramprofil i mig efter den næste fra familier, der har gjort det der, som jeg engang følte var min skæbne. Men jeg er også nået frem til, at vi ikke selv skal den retning. I hvert fald slet ikke nu eller lige om lidt.
Vi plejer at joke med, at når børnene flytter hjemmefra, sælger vi alt og køber et Malibu Beach House. Om det bliver til noget, tvivler jeg også på, men man skal sgu have nogle drømme – også af de urealistiske slags. Og dem mangler jeg i hvert fald ikke. Jeg drømmer både om at bo et par år i Los Angeles, blive radiovært, dubbe tegnefilm, forfatte både en roman og en kogebog, gå til dans (og være god til det), lære at synge, og en masse andre ting, som sikkert ikke bliver til noget, men jeg elsker at dagdrømme, ønske og håbe på det hele, nogle gange på en helt barnlig facon, og engang imellem kan man jo så prøve at dyppe tæerne i nogle af de drømme og se hvordan det føles.

Mandag uge 20: Fuldt program, klubliv og planlægning

En ny uge er i gang, og den har virkelig haft en rar og rolig start, med glade børn, ok overskud og solskin – Min arbejdsdag startede med, at jeg ikke kunne finde min computer, som jeg troede jeg havde ryddet så godt op, at den var væk, men den var i virkeligheden bare gledet ned bag en sofahynde, fordi jeg havde gjort alt andet end at rydde den op. Så nu er jeg i fuld gang ved tasterne, hvor jeg udover at forfatte dette indlæg og et par andre til ugens løb, er ved at plotte mine aftaler ind i min kalender, bogføre kvitteringer og skrive noter. Snart kommer Michael hjem – Han har afleveret børn – Og så skal han hjælpe mig med at tage nogle billeder, derefter vil jeg forsøge at lokke ham på en lille frokostdate. Vi trænger til at se hinanden lidt i øjnene efter en hektisk weekend.
Resten af ugen har jeg en masse møder. Lidt for mange egentlig, hvilket også er grunden til, at jeg arbejder hjemme i dag, så jeg forhåbentlig kan ordne det meste, der kræver, at jeg sidder ved en computer, da resten af ugen bliver noget flyvsk, og jeg kun kommer til at have reel kontortid i de timer, jeg sidder i toget til og fra København – De timer er heldigvis ret effektive, så jeg når nok det hele. Derudover har jeg en masse planlægning på programmet, til nogle af de efterhånden mange halvlunkne jern jeg har i ilden. Nu skal der gøres noget ved det sgu. Onsdag kommer mine forældre og henter deres nøgler til det nye hus, og jeg forestiller mig derfor at tage tidligt hjem, så jeg kan nå at kramme dem og eventuelt åbne en lille flaske bobler med dem, og ikke mindst se deres hus indefra, som jeg stadigvæk har til gode. Om aftenen onsdag skal vi til fællesspisning i Ottos klub (eller PÅ Ottos klub, som for mig stadigvæk lyder mere korrekt jvf. min story på Instagram for nogle uger siden 😀 ). Torsdag holder jeg også tidligt fri, da jeg har et lægebesøg, og så får vi gæster om aftenen, der bliver hængende ugen ud. Fredag er jo egentlig en helligdag, men jeg bliver nødt til at stjæle et par timer af den til et enkelt møde med min veninde, der kan noget med grafik og styling som jeg ikke selv evner, og som jeg håber har tid til, at jeg må hyre hende til at hjælpe mig med et af de der lunkne jern jeg var inde på før.
I weekenden har vi som sagt gæster, så jeg tænker at det bliver til noget med nogle strandture, god mad og en masse rosé. Det bliver en god uge!

GOD mandag til jer <3

I øvrigt

  • Kan I måske huske, at jeg overvejede at holde en fest i anledning af min fødselsdag næste måned? Jeg gør det. Og jeg glæder mig. Og har en anelse tøjkrise.
  • Overvejer jeg at tilmelde mig et kollektivt klædeskab. Kender I konceptet? Holder det?
  • Er jeg begyndt at lægge puslespil. Det gjorde jeg under hele min graviditet med Otto, men har ikke gjort det siden. Det er helt fantastisk beroligende.
  • Har jeg trænet tre dage i træk, og selvom jeg ikke kan bruge mine mavemuskler i dag og knap nok kan løfte armene, føles det så godt at være igang igen.
  • Fik jeg i dag to plader Marabou og to meget lyserøde blomster til at plante i vores have, i anledning af mors dag.
  • Henter mine forældre nøglerne til deres nye hus på onsdag !!! Og om 16 dage kommer flyttebilen. Jeg kan slet ikke være i mig selv over det.
  • Havde vi egentlig besluttet at hunden ikke måtte være i vores sofa. Men efter at have smuglet hende derop, hver gang jeg var alene hjemme, har Michael nu også givet efter. Det er sgu da hyggeligt! Og heldigvis gider hun ofte kun at ligge der kort tid af gangen.
  • Blev jeg så glad og lettet over at læse hvor mange, der kunne genkende følelsen af at være skruk uden egentlig at være det i mit seneste indlæg. Tak til jer
  • Skrev jeg egentlig alt ovenstående i går aftes, men er åbenbart faldet i søvn midt i det hele.
  • Har jeg åbenbart forlagt min computer, og mit roderi har dermed indtaget nye højder. Jeg arbejdede hjemmefra i fredags, og da jeg her til morgen ville finde computeren frem, var den pist væk. Jeg er sådan en der ligger ting “smarte steder” så jeg nemt kan finde dem igen. Hvilket i teorien er rigtig smart. Det virker bare sjældent efter hensigten.