Vi tager den lige eeeeen gang til…

Jeg forstår det godt. Selvfølgelig gør jeg det. For det ER en anderledes konstellation og der er meeeeget historik, som selv for de allermest trofaste følgere kan være svært at finde hoved og hale i. Men engang imellem glemmer jeg, at I ikke allesammen har været med fra starten, og at ikke alle nye følgere/læsere lige orker at gå ni år tilbage. I get it. Jeg prøver derfor med jævne mellemrum at lave opsummeringsindlæg og throwbacks til tidligere indlæg for lige at samle trådene. HER for eksempel, og ikke mindst HER. Og nu gør jeg det igen. For i kølvandet på Bye bye baby, er en del spørgsmål af de nysgerrige, forundrede slags, dukket op. Ét af dem der går igen, er selvfølgelig, hvordan kan mit bonusbarn være yngre end mit ældste barn, når nu jeg er gift med deres far. Jo, altså.
Den korte historie: Michael og jeg blev kærester i 2007, men gik fra hinanden, da jeg var gravid med Otto i 2009. Jeg var i fjerde måned. Det var skrækkeligt.
Da Otto blev født, gik der knap 14 måneder og så blev Leo, min papsøn, født af en kvinde som Michael havde mødt ni måneder forinden.

Da Otto var fire et halvt år, i 2014, fandt vi sammen igen.

Det var den ultrakorte version (som I faktisk også kan høre mig fortælle i andet afsnit af Bye bye baby).

Og her kommer den lange. Den meget lange. Så hent lige en kop kaffe.

I foråret 2007 møder Michael og jeg hinanden første gang, på Ludwigsen, igennem en fælles ven. Jeg ved allerede der, at der er noget ved ham. Noget jeg ikke har oplevet før, og jeg fortæller min veninde, der også er med den aften, at jeg vil gifte mig med ham. Jeg bor på det tidspunkt i Barcelona og er kun i København i nogle dage. I de dage støder jeg på Michael gentagene gange, på gaden, på cykelstien, på et pizzeria, og jeg mærker suset i maven hver gang. Jeg tager tilbage til Barcelona, men vender hjem til København efter en måneds tid, for at holde sommerferie, og for at mærke efter om det er København eller Barcelona der skal være min base fremover. På Roskilde festival møder jeg ham igen. Vi bliver væk fra vores venner og bruger hele aftenen og natten siddende på en palle, hvor vi snakker og drikker gin & tonics, inden vi (endelig) kysser. Solen står op og vi går mod stationen, hvor vi spiser tebirkes og drikker kakaomælk på perronen og tager toget hjem til Vesterbro, hvor vi begge bor.Jeg kommer aldrig tilbage til Barcelona.
Derfra er vi nærmest sammen non stop. Vi flytter sammen få måneder senere, og alt er kærlighed og rock n’ roll det første års tid.
Efter halvandet års parforhold finder jeg ud af, at jeg er gravid (læs her)
Vi er på det tidspunkt et sted i vores forhold, hvor hverdagen for alvor har fået sit tag, og kommunikationen imellem os ikke altid er lige i skabet. Men vi har det godt sammen, og jeg kan huske, at jeg på intet tidspunkt er i tvivl om vores kærlighed, og da slet ikke på vores forhold. Og da Michael melder ud fredag d. 27. februar 2009, at han ikke er sikker på vores forhold længere, og jeg i samme ombæring finder ud af at en anden kvinde har fået øjnene op for ham, hvilket har gjort ham forvirret i forhold til hans følelser for mig, og usikker på os, falder min verden i grus. Han forlader vores fælles hjem samme aften, og vi aftaler at holde nogle dages tænkepause. Den nat står stadigvæk krystalklar i mine minder, selvom det muligvis er den mest usammenhængende grødede surrealistiske oplevelse jeg har haft. Jeg sov ikke og var skiftevis i panik, raseri og sorg. Skrækkeligt, intet mindre.
Dagene gik. Det blev ingenting bedre af. Og efter en uges tid med meget lidt kontakt slutter Michael vores forhold over telefonen. Jeg er på det tidspunkt omkring 16 uger henne i min graviditet.
Jeg flytter ud af vores lejlighed, fordi jeg ikke kan holde ud at være der, og tilbringer den næste måneds tid hos mine forældre, inden jeg flytter ind i min egen lejlighed i maj 2009, og bruger de næste par måneder på at få det godt, eller bedre. Jeg går i terapi. Jeg forsøger at indrette min lejlighed og mit liv og mine tanker til at skulle være enlig mor, inden jeg overhovedet ved, hvad det vil sige at være mor. Og så øver jeg mig på at tilgive. Det kan jeg ikke. Men jeg genoptager kontakt med Michael, hvilket er en blandet affære. Nogle dage hader jeg ham, andre dage savner jeg ham, og det er en helt ubeskrivelig periode som jeg er så lettet over, ikke at skulle genopleve. Alt er kaos, særligt mine følelser, men jeg beslutter at han skal deltage i fødslen, selvom jeg nogle dage slet ikke har lyst til at involvere ham (denne her for eksempel).

D. 23. august 2009 føder jeg Otto.
De første måneder med ham er lige dele vidunderlige og helt forfærdelige. Jeg er ensom meget af tiden og jeg er stadigvæk meget påvirket af Michaels og mit brud. Michael er der rigtig meget for mig og for Otto, men jeg kan slet ikke rumme det, eller ham, og skiftevis skælder ud og undskylder, og græder, og kan slet ikke finde ro i noget som helst. Kun i Otto og i mit moderskab, og jeg finder ret hurtigt ud af, at Michael og jeg bliver nødt til at se hinanden så lidt som muligt. Det går de fleste dage efter planen, og hjælper på min heling og jeg begynder at hvile mere i mig selv, og føler langsomt at jeg kommer ud på den anden side af hjertesorg, graviditet og usikkerheden jeg følte ved at blive mor. Det kører faktisk meget godt det hele, og jeg kan endda holde ud at tilbringe tid med Michael uden at føle åndenød, vrede og hjertesorg. Der er stadigvæk dage hvor det dukker op og overskygger alt, og hvor jeg syntes, at han på egoistisk vis har ødelagt noget, der kunne have være godt, men langt de fleste dage, hygger vi os, griner, snakker, og han er pisse god med Otto. Alt er godt. Eller i hvert fald ok. Alt er ok.

I foråret 2010 fortæller Michael mig, at han skal være far igen. Min verden ramler endnu engang, og jeg kan slet ikke være i mig selv af vrede og sorg. Jeg ser det som et kæmpe svigt og et kæmpe chok, og da han fortæller mig det, tager jeg det nærmest som et personligt angreb på mig og på Otto. Jeg ser sort.
Michael skal have et barn med en kvinde, han stort set ikke kender, hvilket jeg griner hånende af, da han siger det. I bagklogskabens lys ville jeg ønske at jeg havde spurgt ind til det, istedet for at angribe ham og blive så vred. Men jeg var rasende og såret og helt vildt bange. Bange for at han ville forsvinde ud af vores liv. Bange for om alt det jeg bildte mig ind vi havde haft sammen slet ikke var noget særligt alligevel, som jeg fortsat blev ved med at tro på, at det havde været. Og skuffet over at han kunne stille sig selv og os i sådan en situation, så kort tid efter at Otto var kommet til verden.

Månederne gik. Jeg vænnede mig til tanken. På en måde. Og talte ned til dagen, datoen og tidspunktet, hvor det planlagte kejsersnit skulle være, med tungsind, nervøsitet, vrede, sorg, og en slags spænding. Min søn skulle være storebror, og jeg havde intet at gøre med det. Av.
I oktober 2010 kom Leo til verden, da Otto var 14 måneder gammel.

Årene gik, og Michaels og mit forhold var meget svingende. Hvis I har fulgt med på bloggen fra dengang, kan I sikkert huske, at det var meget blandet og at jeg skiftevis var frustreret og fortrøstningsfuld. At jeg faktisk tilgav ham, og at vores forældreskab og samarbejde fungerede virkelig godt. Han var der altid for Otto, og det var længe mit eneste fokus. Jeg begyndte sågar at date i flere perioder. Med blandet succes. Og i en periode, da Otto var lige omkring tre år, så Michael og jeg også lidt mere til hinanden end hvad sund fornuft var – Noget der aldrig kom på bloggen, I might add. Men da jeg blev så hamrende forvirret over det, bad jeg ham om at vælge. Ville han os, så skulle han eddermame gå all in på det, ville han ikke, skulle fjolleriet og den konstante kontakt stoppe, og vi ville blive nødt til udelukkende at kommunikere omkring Otto-relaterede ting.

Han var ikke klar, meldte han ud, og jeg lukkede derfor helt ned. Slukkede for det varme vand og gjorde alt for at komme videre for alvor. Noget der vist kom lidt bag på ham, men det var vist med til at han fik øjnene op for, hvad han i virkeligheden gerne ville. I hvert fald gik der ikke længe, før han alligevel synes han var klar, men der var det mig der sagde fra. Første gang. (Han har fortalt lidt om det lige her)

I en lang periode var vi udelukkende deleforældre med en super fin kommunikation og vores venskab blev stærkere og stærkere. Min vrede lettede helt med årene, og jeg var ofte i tvivl om der kunne være mere end venskab. For selv igennem svigt, vrede og had, tvivlede jeg aldrig på at det vi havde fra allerførste møde, var noget særligt. Noget jeg ikke kunne og stadigvæk ikke kan forklare, men det behøver jeg jo egentlig heller ikke (jeg prøvede lidt HER). I 2013 åbnede han for alvor op over for mig, og bad mig give ham og os en chance. En rigtig chance. Det gjorde jeg. Ikke med det samme, og ikke fra den ene dag til den anden. Det tog måneder, hvor vi tilbragte en del tid sammen, mere end vi plejede. I 2014 var vi på vores første officielle date, og sluttede aftenen af, hvor det hele startede. på Ludwigsen og her spurgte jeg ham om vi skulle være kærester. Det ville han gerne.
I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg. Og jeg blev for alvor Leos stedmor, en rolle jeg ikke skriver meget om, ikke fordi den ikke betyder noget – For det gør den. Mindst lige så meget som min rolle som mor, men af grunde jeg blandt andet fortalte om her.
I august 2014 fandt jeg ud af at Uma var på vej. Hun blev født i april 2015. I september 2015 blev vi gift. Så kom Loulou i marts 2017, i vores stue i den lejlighed, hvor det hele startede og sluttede, og startede igen, sidste år købte vi et hus, og nu skriver vi snart 2019, og selvom det langt fra alle dage er lige romantisk og lækkert, og virkelig kan være noget af en mundfuld med børn og renovering og gang i den, og vi derved kan have svært ved at finde forelskelsen frem hele tiden, har jeg aldrig fortrudt, at jeg turde tilgive og prøve igen. 12 års historie med nogle massive nedture, men heldigvis flest opture, har skabt vores historie, og den er jeg ret vild med.

21 replies
  1. Sabine
    Sabine says:

    I har simpelthen bare en ægte kærlighedshistorie. Kærlighed overvinder alt, selv de allerhårdeste og grimme ting. I virker til at være et virkelig godt par og nogle fantastiske forældre ❤️

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Tak, det synes jeg også. Vi er på en måde blevet udsat for det værste, så nu kan vi måske klare alt 🙂

      Svar
  2. Ane
    Ane says:

    Dejligt og virkelig velskrevet indlæg! Jeg synes virkelig du skrive så fint. Jeg læste de helt gamle indlæg du havde linket til, jeg blev overrasket og nysgerrig over Michaels historie, men hans far er fra Tyrkiet. Har I så familie dernede eller er i heldige at have dem i Danmark?

    Svar
  3. M
    M says:

    Smukt skrevet og smuk smuk kærlighedshistorie. Jeg bliver rigtig oprigtigt rørt når jeg læser dine ord, for jeg kan virkelig genkende mange følelser. Jeg har selv gennemgået et totalt kærligheds kaos i mange år, langdistance af flere omgange, usikkerheder og ufatteligt meget kærlighed. (Og til tider had og utryghed, jalousi, pauser osv). Vi har ligesom jer haft år hvor vi ikke var sammen. Jeg har kendt ham siden foråret 2011. I mellemtiden skete alt det ovenfor. I dag er vi gift og elsker stadig hinanden lige højt, og endda endnu højere synes jeg- på trods af alle de op og nedture. Derfor bliver jeg rørt. 🙂 vi er mange herude, som kan genkende dine og jeres historie og følelser. Ville jeg lige sige.
    Rigtig god weekend.

    Svar
  4. Elena
    Elena says:

    Super med et indlæg som det her 😍 Selvom jeg har fulgt med længe, så er der alligevel ting jeg har misset. Jeg vidste fx ikke at Michael var halv tyrkisk 😊

    Svar
  5. Amanda
    Amanda says:

    Hold op hvor har du bidt tænderne sammen mange gange. Du må være den stærkeste kvinde jeg “kender”. Håber du bliver passet rigtig godt på nu❤️

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Jeg ved ikke om jeg er stærkere end så mange andre, men vi kom igennem det sammen, og det vi har nu, er solidt og føles rigtigt.
      🙂

      Svar
  6. Lykke
    Lykke says:

    Hold da op, det havde jeg aldrig kunne ! En mand der tvivler så meget på den fælles kærlighed ? Puha…. du er sgu sej….. Ønsker dig al det bedste med Jer to ❤️

    Svar
  7. Cathrine
    Cathrine says:

    Jeg har så meget respekt for dig og hele jeres familie. Du er sej og lad aldrig andre bilde dig andet end. TAK fordi du lader os følge med!

    Svar
  8. Sofie Borella
    Sofie Borella says:

    Har fulgt med forevigt, og jeg er i gang med at læse bloggen forfra 😛 For ikke så længe siden genlæste jeg indlægget om dengang, hvor ham knægten havde pisset i Ottos barnevogn… 😬

    Tænk, at man kan blive ved med at være så autentisk en blogger! Du er bare go’.

    Svar
  9. Mette Marie Lei Lange
    Mette Marie Lei Lange says:

    Det er den dejligste historie! Jeg elsker den! Kærlighed kommer i så mange forskellige former og farver, og når man hører jeres historie, er man ikke i tvivl om, at det aldrig var kærligheden, der manglede. Men måske timingen, alderen, verden, eller noget andet. Hvad ved jeg. 😄
    Men jeg elsker den historie! Jeres kærlighed er så unik, stærk og personlig, alle jeres valg er så ægte, og I er den dejligste familie! ❤️
    PS: Glæder mig til onsdag!

    Svar
  10. Malene
    Malene says:

    Jeg har fulgt med længe og læst historien flere gange.. men når man læser den her, igen, i én lang fuld historie – hold nu kæft, det er en vild og på samme tid fantastisk historie! Jeg er mest af alt imponeret over dig og din tilgang til det. Hvordan du har klaret dig i gennem alle de følelser og kæmpe udfordringer og alligevel formået at tilgive, finde frem til kærligheden og leve et dejligt liv i dag. Tak fordi du deler din histore.

    Svar
  11. Chatrine
    Chatrine says:

    Jeg er ligemeget meget på røven over jeres kærlighedshistorie hver gang, jeg læser den, og det gør jeg altså forholdsvist tit, fordi den giver mig en særlig tro på liver og kærligheden. Tak for at dele – igen! ❤️

    Svar
  12. Karina Simonsen
    Karina Simonsen says:

    Jeg kendte jeres historie, men bliver rørt igen over at læse den. Så synd for unge, gravide dig, hvad du skulle igennem. Du var sej! Så skønt, da I fandt sammen igennem. Jeres historie ville være en skøn film, som jeg ville elske – men jeg kan godt forstå, hvis du kender alt for mange nuancer til, at du tænker det som en film. 🙂 Det er nok lettere at se udefra. Længe leve kærligheden!

    Svar
  13. Christine
    Christine says:

    Kan mærke smerten hel inderst inde. Stærkt gået at I er hvor I er i dag❤️ Love conquers all💪🏻❤️

    Svar
  14. M
    M says:

    Jeg tror ikke på at kærlighed besejrer alt. Det kan jeg ikke. Men betvivler ikke ægtheden I at I elsker hinanden, det er skønt at I fandt hinanden igen.

    Svar
  15. Bettina
    Bettina says:

    Jeg har fulgt med, siden Otto var en lille bebs og det er for vildt som tiden går 😳
    Jeg elsker jeres historie. Med alt hvad den indebære. Den får mig til at tro på, at der findes ægte kærlighed ❤️❤️❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *