18. December: 30 dages gratis adgang til Mofibo

REKLAME FOR MOFIBO 

Der er ikke længe til jul og der er dermed også kun seks låger tilbage i julekalenderen. I dag er lågen hos mig, og det gælder lydbøger. Noget jeg selv og mine børn i årevis har benyttet os af, hvilket jeg også har delt med jer både her og på Instagram utallige gange. Jeg bruger det selv til afkobling på farten, som underholdning til kedelige ærinder, og som afslapning, for ikke at falde i mail/Instagram/telefon-fælden, når jeg en sjælden gang imellem har en stille stund på sofaen.

For tiden er jeg ved at lytte til Sara Blædel, hvis tidligere bøger jeg har læst (stort set dem alle sammen) på gammeldags maner, hvilket jeg ind imellem savner, men jeg har simpelthen ikke tiden til at prioritere det, så at kunne lytte til de nye udgivelser er et kæmpe plus, da jeg jo kan foretage mig andet samtidigt.

Foruden krimi som nok er det jeg holder mest af at læse/lytte til, er der også nogle fabelagtige chick lits og kærlighedshistorier (Manden der aldrig ringede, bliver I nødt til at læse/høre!) og så kan I i øvrigt også finde min kollega og veninde Cana Buttenschøns bøger derinde, så hvis I er gravide, eller nybagte mødre, er det hermed endnu en anbefaling. De er i øvrigt oplæst af hende selv, og jeg er selvfølgelig dybt misundelig. Jeg vil også oplæse bøger!

Selvom jeg personligt er rigtig glad for Mofibo, er jeg langt fra den der bruger det mest herhjemme. Børnene er klart dem, der benytter sig mest af det. Både når de tegner, laver perleplader, leger med Lego eller modellervoks, kører der oftest en lydbog i baggrunden. Og når de skal sove spørger de også ind imellem om de må høre en bog.


Der er virkelig mange gode børnetitler og langt de fleste af dem er oplæst af virkelig gode oplæsere. Jeg er særligt begejstret for Nicolas Bro, der blandt andet oplæser Vitello og Anton & Arnold, og som altid formår at få mine børn (og nogle gange også jeg selv) til at falde i søvn. Lars Daneskovs Godnat og Sjov godt er også i høj kurs og kører pt på tredje omgang herhjemme.

Der er rigeligt at gå i gang med for både store og små, og hvis du endnu ikke har prøvet Mofibo, har du chancen nu. Året ud kan du nemlig via dette link få 30 dages gratis Mofibo (abonnementet fortsætter derefter til 129,- om måneden) når du signer op første gang.

Jeg kan varmt anbefale det! Vi er simpelthen skide glade for det herhjemme og virkelig imponerede over det store udvalg af bøger, der i øvrigt lader til at blive udvidet hele tiden.

God fornøjelse. Lad mig vide hvad I og jeres børn hører. Måske er jeg gået glip af noget?

Hund? Overvejelser og forberedelse

Det har hele tiden ligget lidt i kortene. At vi på et tidspunkt skal have en hund. Særligt Michael og (selvfølgelig) børnene er hooked på ideen og har været det altid. Det har jeg ikke. Selv er jeg jo kattedame og i en perfekt verden så jeg gerne at Pelle* flyttede hjem til os igen. Men det kan jeg simpelthen ikke byde min mor. De er blevet bedste venner, og der er gået for lang tid.

*Pelle er vores kat, som flyttede hjem til mine forældre, da jeg var højgravid med Loulou, og vi stod med flytteplaner. Og Otto i samme periode viste tegn på, hvad vi mistænkte kunne være allergi eller astma efter en slem omgang lungebetændelse. Vi besluttede, at den kombination gjorde det bedre at flytte Pelle, mens vi fik ro på tilværelsen med baby, flytning og Ottos lunger. Det er nu to år siden Pelle flyttede, og i princippet kunne han sagtens flytte herhjem. Men han er blevet gode venner med mine forældre og deres skidegamle (og skidesure) kat Elmer. Så der får han lov til at blive.

I årevis har Michael snakket om hund, da han er vokset op med to forskellige hunde, og ikke kan forestille sig ikke at have en. Men jeg har afvist det længe. Indtil vi flyttede i hus. Langsomt begyndte jeg at bløde op, og for nogle måneder siden erklærede jeg mig klar, med nogle få forbehold:

– Alle skal testes for allergi inden.
– Det skal helst være en tæve.
– Vi skal gå all in på opdragelse (jeg har mødt virkelig mange hunde, der var røvhuller).

Siden da har vi talt en del sammen. Nettet er blevet gennemtrawlet for information og koebhund.dk er blevet fast bogmærke i min browser. Vi har forhørt os hos alverdens hundetyper og så har vi selvfølgelig kigget på hvalpe. Særligt sidste punkt har i første omgang voldt os problemer, for det viser sig i vores research og overvejelser, at Michael og jeg slet ikke mener, at de samme typer hunde er tiltalende. Som i slet ikke. Jeg drømmer om en lille fjollet en. Allerhelst en corgi. Jeg effin’ elsker dem!
Michael drømmer om en kæmpestor hund. Allerhelst en hyrdehund. Helst en fransk og langhåret Picard.

Så…. Det satte lidt en stoppe for det.
Projektet gik lidt i stå, men snakken gik fortsat og vi snusede videre på lavt blus. Jeg spurgte blandt andet jer til råds på Instagram. Og hooooold da lige kæft, hvor er der mange hundemennesker, der følger med. Jeg blev bombarderet med jeres favorit hunderacer, med billeder, gode råd, tips og erfaringer. Det tog os fire dage at komme igennem beskederne, og jeg fik slet ikke svaret alle (undskyld, men også tak!). Men jeg læste alt og blev bekræftet i at det sgu nok er en allertiders god ide. Faktisk var der ud af de mange hundrede beskeder kun tre, der frarådede os at få hund – én mente at vores børn var for små og at det var synd for dem og for en potentiel hund, at anskaffe os en, en anden var vist bare selv kattemenneske (I hear ya!) og en tredje tror jeg var på tværs for at være det 😅

Det var virkelig god læsning og jeg blev både klogere på racer og livet med hund generelt. Rigtig mange spurgte også om jeg ville dele de typer hunde, der blev anbefalet. Og selvfølgelig vil jeg det. Der var mange forskellige. Nok omkring 30 eller flere racer,der blev nævnt, men jeg har samlet de ti, der gik igen flest gange:

Cavalier King Charles Spaniel
Labrador (klaaart den der blev nævnt flest gange)
Fransk Bulldog
Mops
Golden retreiver
Bichon havanais
Labradoodle og Golden doodle
Schæfer
Berner sennen
Cocker spaniel

… men som sagt, der var mere en tre gange så mange, der blev nævnt og I skal endelig bare fyre den af i kommentarfeltet. Vi blev (og bliver fortsat) i hvert fald en del klogere af jeres svar. Måske andre også kan blive det.

Hvad vi er nået frem til?

Vi ved at vi ikke ønsker en for lille hund, og at det gerne må være en med lidt gang i, som kan komme med på tur, men som også gider putte og hænge ud. Som er god med børn og kan lære en masse. Vi vil helst have en hvalp, men er åben for voksne hunde. Vi har både kigget på gadekryds, labradoodles (SÅ Søde!!), schæfere (dem er Michael vokset op med) og labradorblandinger m.fl. Men er fortsat åbne for andre racer. Det er en jungle og det er nemt at lade sig rive med, men jeg er en håbløs romantiker, der tror på at vi ikke er i tvivl om vi har fundet den rigtige, når det sker…
For en uge siden var den foreløbige plan at se det an til foråret og for alvor begynde jagten der. Men man kigger jo. Og i dag besøgte vi den sødeste lille pelsfidus for anden gang, og det kunne godt tyde på, at der flytter en firbenet behåret lille dame ind i juleferien. Men intet er sikkert endnu, så jeg venter lige med at fortælle mere. Og børnene ved i øvrigt ingenting endnu. Så. Schyyy!

Del som sagt gerne jeres egne hundeerfaringer i kommentarfeltet, hvis I vil. Jeg var overrasket over, hvor spændende det er at læse om.

Hjemme. Næsten.

For lige under et døgn siden stod jeg i blinklys og ekstravagance i Macao, Kina. Nu sidder jeg i et fyldt og forsinket tog på vej ud af København, på vej hjem til mine bedste mennesker.

Jeg har været på farten i nu små 20 timer og begynder at kunne se en ende på det, da jeg netop har passeret Snekkersten, og morgenmørket så småt begynder at lysne op. Kystbanen var forsinket fra lufthavnen, så jeg rammer det skæve hus i Hornbæk lidt senere end planlagt, men det betyder, at jeg ikke når hjem inden børnene skal afleveres, og det er egentlig nok meget godt. Så kan jeg nå at pakke lidt ud, at komme i bad og få et par timers arbejde for hånden, og akklimatisere en anelse, inden jeg henter dem tidligt i eftermiddag. Det er slet ikke dumt.

Det har været en virkelig dejlig tur og jeg glæder mig meget til at dele lidt mere med jer, når oplevelsen er sunket ind og er blevet til ord. MM og jeg er vanvittigt gode rejsemakkere til trods for vores forskelle, viser det sig, og jeg er så glad for at have delt de sidste fire dage sammen med hende. Alt i alt og helt kort fortalt, har det været en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig til at få det hele fordøjet. Men først skal jeg lige hjem. Helt hjem. Og kysse på mine børn og min mand, sove i min egen seng og spise nogle friske grøntsager, da det er knap fem dage siden jeg har gjort alt det. Hjemme venter også hverdagen, som jeg endnu engang har erfaret, at jeg virkelig holder af. Jeg vender tilbage senere i dag. Enten med et indlæg om hunde (ja!) eller om søvn. Begge er indlæg, jeg har skrevet halvt færdigt, så begge komme jeres vej på et tidspunkt, ved bare ikke, hvilket der kommer først. God mandag!