Opskrift: Vegetariske butterdejspakker til madpakken

Se tidligere opskrifter HER.

Jeg er pjattet med alt der er paneret eller indbagt! Så er det sagt. Jeg var barn i 80’erne og 90’erne, hvor især butterdej var the shit, og jeg husker tydeligt at vi ofte fik alverdens afskygninger af indbagte butterdejsretter da jeg var barn. Skinkestang (!), indbagt fisk, butterdejspakker med ost og spinat og så videre.

Mine børn har taget kærligheden for det indbagte til sig og derfor er jeg ikke bleg for at pakke alverdens spiselige ting ind i dej og smide det i ovnen. Seneste favorit er de her butterdejspakker, som de glædeligt spiser kolde som en del af madpakken.

Fyldet kan varieres præcis som man synes. Versionen her er med kartofler, spinat, røde linser og gulerødder. Jeg har også fyldt dem med både en rest bolognese, kikærter og daal. Mulighederne er nærmest uendelige.

Vegetariske butterdejspakker (12 stks):

2 kartofler (jeg havde nogle der allerede var kogt, som jeg skar i små stykker. Hvis man bruger ukogte kartofler skal de rives på et rivejern)
2 gulerødder
1 lille sød kartoffel
1 løg
1 fed hvidløg
Spinat (jeg brugte frossen, 5 små portioner)
cirka 1 1/2 dl kogte røde linser (
2 ruller butterdej (findes i køledisken i de fleste supermarkeder)
1 tsk karry
1 tsk sød paprika
1/2 tsk chili (kan udelades)
Salt og peber
Olivenolie
En sjat fløde

Riv løg, gulerødder og sød kartoffel (og de almindelige kartofler hvis du bruger rå)
Varm lidt olie i en pande.
Tilsæt karry, chili, paprika, løg, et presset fed hvidløg, løg, gulerødder, sød kartoffel og rå kartoffel.  Steg det hele ved middel varme i 5-10 minutter (rør i det imens).
Tilsæt frossen spinat (Jeg glemmer altid at tø det op inden- Det går fint) – Steg et par minutter.
Tilsæt de kogte linser (eller kikærter, eller hvad du bedst kan lide) og udskårne kogte kartofler (hvis du ikke bruger rå).
Steg et par minutter mere og skru ned for varmen.
Tilsæt en sjat fløde (jeg bruger havrefløde, men almindelig fløde, cremefine, eller måske en skefuld flødeost fungerer også fint)
Sluk for varmen og smag fyldet til med salt og peber.
Lad fyldet køle af.

Tænd for ovnen på 220 grader
Del butterdejen i 12 cirka lige firkantede store stykker (seks pr rulle)
Placer en god stor skefuld fyld på den ene siden af hvert stykke dej og fold en pakke af hver stykke. Pensl med vand og bag i cirka et kvarter.
Lad pakkerne køle ned og værsgo at spis.

De kan holde sig på køl i cirka 3 dage.

Og så er de jo skide flotte og fotogene ikke mindst…

3 replies
  1. Tina
    Tina says:

    Glædelig 3.december til du og familien:-)
    Hvor ser de lækre ud, dem skal jeg prøve, da vi elsker butterdej med fyld herhjemme:-)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *