14. December: Middag for to inkl. vin og kaffe på No. 2.

REKLAME FOR RESTAURANT NO. 2

CONFETTIS JULEKALENDER LÅGE 14:

Forrige fredag tog jeg min mand i hånden og drog til Christianshavn for at spise frokost på No.2. En noget mere ekstravagant frokost end den sandwich vi plejer at mødes til, når vi normalt spiser frokost sammen. Den stod både på champagne, fire retter, vin (til mig, Michael kørte bil) og kaffe. Alt sammen i de fineste rare lokaler med kig over vandet til fine København, og blandt andet Den sorte diamant.

Restauranten er i familie med Trio, som vi tidligere har spist på, da jeg jo er i tæt relation til stedets køkkenchefs kæreste, og dette havde sat forventninger ret højt op til No. 2. Og jeg skal lige love for, at de blev indfriet. Hoooold lige op, hvor smagte alting godt. Vi har begge siden da anbefalet alle vi kender at lægge vejen forbi, enten til frokost eller aftensmad.

Det synes jeg naturligvis også at I skal, hvis I får muligheden. En af jer kan komme afsted lige straks, da jeg i anledning af julekalenderen har fået lov til at udlodde en middag for to! Og det er selvfølgelig med både champagne, vinmenu og kaffe. Ja sgu.

For at deltage skal I være søde at følge restauranten på Instagram @restaurantno.2 samt lægge en kommentar til billedet fra min tur på No. 2 på min Instagram @sneglcille Jeg trækker en vinder på mandag (d. 17. december).

Bye Bye baby: Afsnit 2

Jeg sidder i skrivende stund i et fly på vej til Kina. Lyset er slukket og de fleste omkring mig sover. Jeg kan ikke sove på fly. Det er i hvert fald aldrig sket, at jeg er faldet i dyb søvn. Jeg kan højest blunde et øjeblik, og derfor tager sådanne rejser ret hårdt på mig. Men oplevelserne og det jeg får ud af det, opvejer det heldigvis (forhåbentlig). Min rejsemakker er til gengæld dygtig til det med at sove i luften. Jeg ved det, for hun bobler derudaf lige nu, og det samme gjorde sig gældende på vores første tur sammen. Den tur som blev foreviget og klippet sammen til et program, som mange af jer allerede har set. Bye Bye baby. For jer der ikke er Yousee kunder og som ønsker at se programmet, kan jeg glæde jer med at andet afsnit nu er frigivet til jer (se første afsnit her).

I afsnittet taler vi om parforhold, og jeg fortæller blandt andet, ganske kort, om Michaels og min historie (den lange version kan læses her), vi taler også om bryllup, ægteskab og om hvordan ens liv og forhold, både til sin partner, sig selv og sine venner, ændrer sig efter man får børn, og så er vi på casino og til et vaskeægte Vegas bryllup…
Enjoy.
BYE BYE BABY 2 HER
Om præcis en uge kan I se tredje og desværre også sidste afsnit, hvor der både er næsten nøgne mænd, meget store gin & tonics, tømmermænd og en køretur i ørkenen.
Tak fordi I gider se med. Virkelig.
Når det her indlæg udgives, er vi ved at være tæt på vores destination, og jeg glæder mig simpelthen så meget – både til at opleve Macao og til at tilbringe tid med MM – Denne gang uden et produktionshold, men jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse også. Dog med færre olierede overkroppe og (måske) lidt mindre Elvis og G&Ts.
Godmorgen til jer, og snart godnat fra mig

I øvrigt

  • Er klokken 23:35 og jeg kan ikke sove.
  • Sov jeg 40 minutter under putningen. Det sker, hver gang vi hører lydbøger oplæst af Nicholas Bro. Gets me every time.
  • Er jeg helt vildt sulten, efter halvandet døgns ufrivillig faste, og overvejer kraftigt at gå et smut i køkkenet, inden jeg giver søvnen endnu en chance.
  • Hader jeg pludselig min skidedyre og helt korrekte ergonomiske hovedpude. Jeg sover helt af helvedes til med den. Har den eller mit hoved ændret sig?!
  • Brugte jeg alt for lang tid på at paniklede efter mit pas tidligere. Det lå sammen med børnenes strømper. Hvor ellers?!
  • Er jeg lidt ked af, at jeg skal rejse fra børnene igen. Åndssvagt, for jeg glæder mig jo og det er helt frivilligt, men også egoistisk og mit behov. Det kan min morskyld ikke slippe lige nu.
  • Har jeg ‘Santa Tell me’ på hjernen. Men kun halvdelen af omkvædet. Jeg kan simpelthen ikke mere af teksten.
  • Trådte jeg på en legoklods for nogle dage siden (aaaaav!) og har nu en helt blå bule under foden. Den anede jeg slet ikke var muligt.
  • Er min anden fod også blå, bare ovenpå, efter et sammenstød med en trappesten og vores ladcykel. Flot.
  • Dræber jeg alle planter. Inklusiv kaktusser og sukkulenter. Hvad er der galt med mig?!
  • Viser uret nu over midnat. Så Godnat! (Forhåbentlig. Hvis jeg kan sove nu)

Omgang to

For lige omkring to uger siden fortalte jeg på Instagram, at jeg nogle uger forinden kækt havde sagt til en af Loulous pædagoger, efter at hun var blevet ringet hjem på grund af opkast, at det var som om at omgangssyge ikke rigtig bider på mig længere. 

Ja. Det var da også ganske rigtigt længe siden sidst. Faktisk var sidste gang, vist her, dagen inden min termin med Loulou, så knap to år siden, hvilket når man har små børn i institution er lidt af en rekord. Særligt taget i betragtning, at de andre i husstanden har været lagt ned et par gange siden da. 

Det følte jeg åbenbart trang til at sige højt. Og hvad skete der mon så? Jeg blev selvfølgelig få uger efter fældet af en virus, der placerede mig på vores badeværelsesgulv (thank god for gulvvarme) en hel nat, morgen og det meste af en formiddag. 20 timer tog det, og så var jeg helt ok igen. Dagen efter tog Uma over. Og så ventede vi ellers bare på næste offer. Det skete ikke. 

Klip til i går aftes, hvor en styg styg kvalme, fik mig til at gennemrode alle skuffer for at finde en graviditetstest, for to omgange bræksyge på to uger kunne alligevel ikke være rigtigt?! 

Jo. Det kunne det. 

Også Otto er ramt, og vi har begge sovet på skift på sofaen hele dagen, med cola i glassene og tegnefilm på fjernsynet. 

Nu håber jeg bare inderligt, at det er helt slut! For alles vedkomne. Jeg rejser på onsdag, og kan næsten ikke rumme, hvis Michael eller de andre børn er smittet. 

Og sådan skete det, at jeg skrev et indlæg om omgangssyge. Fint skal det være. 

10. December: Rabatkode og konkurrence med Me & The Met

Reklame for Me & The Met


Det er mandag morgen og vi har ramt den 10. December. Og dagens kalenderlåge i Confettis julekalender får I lige her hos mig. Det gælder i dag tøj fra Me & The Met, hvor Stine Goya skjorten jeg er iført herover er fra (se den og flere Goya styles hos Me & The Met HER).

Bag julekalenderlågen i dag er der hele to ting til jer. Den ene del foregår på Instagram, hvor jeg udlodder et gavekort til Me & The Met på 1500,- Du skal bare følge mig @sneglcille og @meandthemet, samt smide en kommentar til billedet hvor jeg har Goya skjorten på.

Og lige her på bloggen får du en rabatkode, der giver 40% på udvalgte varer (alt på nær nyheder og allerede nedsatte varer).

Den kode er: sneglcille40 og den er aktiv frem til d. 23. December, så der er rig mulighed for at finde en julegave eller to til en veninde, søster, mor, kæreste eller sig selv.

Me & The Met leverer i hele landet, og bor du i København har du mulighed for at få leveret samme dag. Men deres almindelige postlevering går altså også ret tjept, er min personlige oplevelse.

Det var altså lågen i dag, som jeg selv er ret begejstret for. Er du også det, så er det bare med at komme ind på Instagram og deltag i konkurrencen, og at få brugt rabatkoden, inden den udløber.

God mandag og 10. December til jer <3

 

Vi tager den lige eeeeen gang til…

Jeg forstår det godt. Selvfølgelig gør jeg det. For det ER en anderledes konstellation og der er meeeeget historik, som selv for de allermest trofaste følgere kan være svært at finde hoved og hale i. Men engang imellem glemmer jeg, at I ikke allesammen har været med fra starten, og at ikke alle nye følgere/læsere lige orker at gå ni år tilbage. I get it. Jeg prøver derfor med jævne mellemrum at lave opsummeringsindlæg og throwbacks til tidligere indlæg for lige at samle trådene. HER for eksempel, og ikke mindst HER. Og nu gør jeg det igen. For i kølvandet på Bye bye baby, er en del spørgsmål af de nysgerrige, forundrede slags, dukket op. Ét af dem der går igen, er selvfølgelig, hvordan kan mit bonusbarn være yngre end mit ældste barn, når nu jeg er gift med deres far. Jo, altså.
Den korte historie: Michael og jeg blev kærester i 2007, men gik fra hinanden, da jeg var gravid med Otto i 2009. Jeg var i fjerde måned. Det var skrækkeligt.
Da Otto blev født, gik der knap 14 måneder og så blev Leo, min papsøn, født af en kvinde som Michael havde mødt ni måneder forinden.

Da Otto var fire et halvt år, i 2014, fandt vi sammen igen.

Det var den ultrakorte version (som I faktisk også kan høre mig fortælle i andet afsnit af Bye bye baby).

Og her kommer den lange. Den meget lange. Så hent lige en kop kaffe.

I foråret 2007 møder Michael og jeg hinanden første gang, på Ludwigsen, igennem en fælles ven. Jeg ved allerede der, at der er noget ved ham. Noget jeg ikke har oplevet før, og jeg fortæller min veninde, der også er med den aften, at jeg vil gifte mig med ham. Jeg bor på det tidspunkt i Barcelona og er kun i København i nogle dage. I de dage støder jeg på Michael gentagene gange, på gaden, på cykelstien, på et pizzeria, og jeg mærker suset i maven hver gang. Jeg tager tilbage til Barcelona, men vender hjem til København efter en måneds tid, for at holde sommerferie, og for at mærke efter om det er København eller Barcelona der skal være min base fremover. På Roskilde festival møder jeg ham igen. Vi bliver væk fra vores venner og bruger hele aftenen og natten siddende på en palle, hvor vi snakker og drikker gin & tonics, inden vi (endelig) kysser. Solen står op og vi går mod stationen, hvor vi spiser tebirkes og drikker kakaomælk på perronen og tager toget hjem til Vesterbro, hvor vi begge bor.Jeg kommer aldrig tilbage til Barcelona.
Derfra er vi nærmest sammen non stop. Vi flytter sammen få måneder senere, og alt er kærlighed og rock n’ roll det første års tid.
Efter halvandet års parforhold finder jeg ud af, at jeg er gravid (læs her)
Vi er på det tidspunkt et sted i vores forhold, hvor hverdagen for alvor har fået sit tag, og kommunikationen imellem os ikke altid er lige i skabet. Men vi har det godt sammen, og jeg kan huske, at jeg på intet tidspunkt er i tvivl om vores kærlighed, og da slet ikke på vores forhold. Og da Michael melder ud fredag d. 27. februar 2009, at han ikke er sikker på vores forhold længere, og jeg i samme ombæring finder ud af at en anden kvinde har fået øjnene op for ham, hvilket har gjort ham forvirret i forhold til hans følelser for mig, og usikker på os, falder min verden i grus. Han forlader vores fælles hjem samme aften, og vi aftaler at holde nogle dages tænkepause. Den nat står stadigvæk krystalklar i mine minder, selvom det muligvis er den mest usammenhængende grødede surrealistiske oplevelse jeg har haft. Jeg sov ikke og var skiftevis i panik, raseri og sorg. Skrækkeligt, intet mindre.
Dagene gik. Det blev ingenting bedre af. Og efter en uges tid med meget lidt kontakt slutter Michael vores forhold over telefonen. Jeg er på det tidspunkt omkring 16 uger henne i min graviditet.
Jeg flytter ud af vores lejlighed, fordi jeg ikke kan holde ud at være der, og tilbringer den næste måneds tid hos mine forældre, inden jeg flytter ind i min egen lejlighed i maj 2009, og bruger de næste par måneder på at få det godt, eller bedre. Jeg går i terapi. Jeg forsøger at indrette min lejlighed og mit liv og mine tanker til at skulle være enlig mor, inden jeg overhovedet ved, hvad det vil sige at være mor. Og så øver jeg mig på at tilgive. Det kan jeg ikke. Men jeg genoptager kontakt med Michael, hvilket er en blandet affære. Nogle dage hader jeg ham, andre dage savner jeg ham, og det er en helt ubeskrivelig periode som jeg er så lettet over, ikke at skulle genopleve. Alt er kaos, særligt mine følelser, men jeg beslutter at han skal deltage i fødslen, selvom jeg nogle dage slet ikke har lyst til at involvere ham (denne her for eksempel).

D. 23. august 2009 føder jeg Otto.
De første måneder med ham er lige dele vidunderlige og helt forfærdelige. Jeg er ensom meget af tiden og jeg er stadigvæk meget påvirket af Michaels og mit brud. Michael er der rigtig meget for mig og for Otto, men jeg kan slet ikke rumme det, eller ham, og skiftevis skælder ud og undskylder, og græder, og kan slet ikke finde ro i noget som helst. Kun i Otto og i mit moderskab, og jeg finder ret hurtigt ud af, at Michael og jeg bliver nødt til at se hinanden så lidt som muligt. Det går de fleste dage efter planen, og hjælper på min heling og jeg begynder at hvile mere i mig selv, og føler langsomt at jeg kommer ud på den anden side af hjertesorg, graviditet og usikkerheden jeg følte ved at blive mor. Det kører faktisk meget godt det hele, og jeg kan endda holde ud at tilbringe tid med Michael uden at føle åndenød, vrede og hjertesorg. Der er stadigvæk dage hvor det dukker op og overskygger alt, og hvor jeg syntes, at han på egoistisk vis har ødelagt noget, der kunne have være godt, men langt de fleste dage, hygger vi os, griner, snakker, og han er pisse god med Otto. Alt er godt. Eller i hvert fald ok. Alt er ok.

I foråret 2010 fortæller Michael mig, at han skal være far igen. Min verden ramler endnu engang, og jeg kan slet ikke være i mig selv af vrede og sorg. Jeg ser det som et kæmpe svigt og et kæmpe chok, og da han fortæller mig det, tager jeg det nærmest som et personligt angreb på mig og på Otto. Jeg ser sort.
Michael skal have et barn med en kvinde, han stort set ikke kender, hvilket jeg griner hånende af, da han siger det. I bagklogskabens lys ville jeg ønske at jeg havde spurgt ind til det, istedet for at angribe ham og blive så vred. Men jeg var rasende og såret og helt vildt bange. Bange for at han ville forsvinde ud af vores liv. Bange for om alt det jeg bildte mig ind vi havde haft sammen slet ikke var noget særligt alligevel, som jeg fortsat blev ved med at tro på, at det havde været. Og skuffet over at han kunne stille sig selv og os i sådan en situation, så kort tid efter at Otto var kommet til verden.

Månederne gik. Jeg vænnede mig til tanken. På en måde. Og talte ned til dagen, datoen og tidspunktet, hvor det planlagte kejsersnit skulle være, med tungsind, nervøsitet, vrede, sorg, og en slags spænding. Min søn skulle være storebror, og jeg havde intet at gøre med det. Av.
I oktober 2010 kom Leo til verden, da Otto var 14 måneder gammel.

Årene gik, og Michaels og mit forhold var meget svingende. Hvis I har fulgt med på bloggen fra dengang, kan I sikkert huske, at det var meget blandet og at jeg skiftevis var frustreret og fortrøstningsfuld. At jeg faktisk tilgav ham, og at vores forældreskab og samarbejde fungerede virkelig godt. Han var der altid for Otto, og det var længe mit eneste fokus. Jeg begyndte sågar at date i flere perioder. Med blandet succes. Og i en periode, da Otto var lige omkring tre år, så Michael og jeg også lidt mere til hinanden end hvad sund fornuft var – Noget der aldrig kom på bloggen, I might add. Men da jeg blev så hamrende forvirret over det, bad jeg ham om at vælge. Ville han os, så skulle han eddermame gå all in på det, ville han ikke, skulle fjolleriet og den konstante kontakt stoppe, og vi ville blive nødt til udelukkende at kommunikere omkring Otto-relaterede ting.

Han var ikke klar, meldte han ud, og jeg lukkede derfor helt ned. Slukkede for det varme vand og gjorde alt for at komme videre for alvor. Noget der vist kom lidt bag på ham, men det var vist med til at han fik øjnene op for, hvad han i virkeligheden gerne ville. I hvert fald gik der ikke længe, før han alligevel synes han var klar, men der var det mig der sagde fra. Første gang. (Han har fortalt lidt om det lige her)

I en lang periode var vi udelukkende deleforældre med en super fin kommunikation og vores venskab blev stærkere og stærkere. Min vrede lettede helt med årene, og jeg var ofte i tvivl om der kunne være mere end venskab. For selv igennem svigt, vrede og had, tvivlede jeg aldrig på at det vi havde fra allerførste møde, var noget særligt. Noget jeg ikke kunne og stadigvæk ikke kan forklare, men det behøver jeg jo egentlig heller ikke (jeg prøvede lidt HER). I 2013 åbnede han for alvor op over for mig, og bad mig give ham og os en chance. En rigtig chance. Det gjorde jeg. Ikke med det samme, og ikke fra den ene dag til den anden. Det tog måneder, hvor vi tilbragte en del tid sammen, mere end vi plejede. I 2014 var vi på vores første officielle date, og sluttede aftenen af, hvor det hele startede. på Ludwigsen og her spurgte jeg ham om vi skulle være kærester. Det ville han gerne.
I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg. Og jeg blev for alvor Leos stedmor, en rolle jeg ikke skriver meget om, ikke fordi den ikke betyder noget – For det gør den. Mindst lige så meget som min rolle som mor, men af grunde jeg blandt andet fortalte om her.
I august 2014 fandt jeg ud af at Uma var på vej. Hun blev født i april 2015. I september 2015 blev vi gift. Så kom Loulou i marts 2017, i vores stue i den lejlighed, hvor det hele startede og sluttede, og startede igen, sidste år købte vi et hus, og nu skriver vi snart 2019, og selvom det langt fra alle dage er lige romantisk og lækkert, og virkelig kan være noget af en mundfuld med børn og renovering og gang i den, og vi derved kan have svært ved at finde forelskelsen frem hele tiden, har jeg aldrig fortrudt, at jeg turde tilgive og prøve igen. 12 års historie med nogle massive nedture, men heldigvis flest opture, har skabt vores historie, og den er jeg ret vild med.

Første afsnit af BBB og noget om at lave tv

SÅ er første afsnit simpelthen lagt på youtube og jeg kan derfor vise jer det lige her (klik på billedet herover eller scroll ned til bunden af indlægget for at se det). Jeg ved at mange af jer allerede har set alle tre afsnit, og jeg er fortsat fuldstændig på røveren over, hvor godt I har taget imod det, tak, og jeg er lige dele stolt og ikke mindst kæmpe tilfreds over resultatet. Personligt ville jeg ønske der var meget mere i programmerne, for jeg var der jo og ved at der er mange guldkorn og virkelig gode snakke, der ikke har været plads til.

Jeg fornemmer at mange af jer også gerne så, at programmerne var en anelse længere. Men omvendt er følelsen af at have lyst til at se mere, selvfølgelig bedre end følelsen af at have fået for meget. Jeg håber dog virkelig at der bliver lavet en sæson 2, og at jeg skal være med i den selvfølgelig. Fingers mega crossed!

Det var en kæmpe oplevelse at være med, og særligt at dele den med de otte vidunderlige mennesker der var med. Sisse, Mette Marie og jeg er vidt forskellige på alle måder, og det kan ses og mærkes både i virkeligheden og i programmerne, men heldigvis på en virkelig god måde, synes jeg. Jeg er langt mere tilbagelænet og stille end de to dejlige udadvendte sønderjyder, og jeg må da ærligt indrømme, at jeg på nogle af optagedagene var bange for om jeg ville forsvinde og drukne i programmet sammenlignet med deres charmerende og sjove facon, altså jeg er jo også sjov og i nogens øjne sikkert også charmerende, jeg er det bare på en mere stille måde, og det gjorde mig da i nogle øjeblikke lidt bekymret om ville skabe ubalance eller gøre programmet dårligere, MEN det synes jeg slet ikke er tilfældet og jeg er virkelig imponeret over, hvor meget vores rigtige ægte personligheder skinner igennem og ses på skærmen. Jeg kan hundrede procent genkende mig selv hele vejen igennem og det gør mig glad.

Man hører så meget om at folk bliver klippet helt skævt sammen i post-produktionen, så selvfølgelig var der et snert af frygt for lige præcis det. Jeg er i det hele taget dybt imponeret over produktionen, både arbejdsmæssigt og personligt- Dygtige, søde, ordentlige mennesker hele bundtet.

Kæmpe tak og high-fives over hele linjen til dem. Ann-Sofie, Ahn-Sofie, Kenneth, Mark, Eske og Kathrine, og selvfølgelig Sisse og MM, jeg stemmer sgu for en tur mere.

Første afsnit får du herunder, næste afsnit kan du se om en uge, og det tredje og sidste om to uger.

6. December: Puder fra Kelim kiosken

REKLAME FOR KELIM KIOSKEN

Kan man egentlig få for mange tæpper og puder? Jeg tror det ikke, og jeg har heldigvis giftet mig med en af samme overbevisning – i hvert fald når det gælder tæpper. Det med puderne øver jeg mig stadigvæk på at opdrage ham til med blandet succes.
Vi ejer med andre ord en del gulvtæpper allerede og skifter ud løbende efter humør og årstid, og flytter dem også rundt ind imellem.
For tiden er vi glade for farver derhjemme, sikkert for at opveje det grå og mørke udenfor vores vinduer, og det gælder også vores tæpper og puder. Nyeste tilføjelse til vores tæppesamling er det her fra Kelim Kiosken:

Jeg eeeelsker det virkelig, og forudser at vi kommer til at bruge det flere steder over de næste mange år. Lige nu har vi det liggende i den ene del af vores køkken og jeg elsker farverne mod betongulvet og køkkenet.
Kelim Kiosken har virkelig mange fine og one of a kind tæpper og puder, alle håndvævede og i plantefarvet uld. Jeg har selv en del i kikkerten derfra. Se lige denne her pude for eksempel. Pæn!

Konkurrence:

Du kan lige nu vinde et gavekort til to valgfri puder fra Kelim Kiosken syet ud af ældre ægte kelimtæpper i målene 40×40 cm. Det eneste du skal gøre er at hoppe ind på min profil på Instagram @sneglcille og kommentere på billedet magen til det herunder, samt at følge @kelimkiosken … Vinderen findes allerede i morgen, fredag, klokken 16.


I kan se alle tæpper og puder på Kelim Kioskens webshop.

 

En uge til afgang!

En af de ting jeg har haft på min bucketliste længe, er at besøge Asien. Jeg har aldrig været der. Faktisk ikke engang tæt på. Muligheden har godt nok budt sig et par gange, men det er forskellige årsager aldrig blevet til noget, indtil nu that is. For om lige præcis en uge (og et par timer) boarder jeg et fly, der fragter mig den vej for allerførste gang. Det er en tur, der er en del af en kampagne, jeg skal fortælle jer meget mere om snart, og jeg skal da heller ikke afsted alene… Ved min side på turen har jeg nemlig en af mine tætteste kollegaer, som jeg efterhånden har et par ret vilde oplevelser i bagagen sammen med. Det er selvfølgelig hende her.  Og snart har vi så endnu et fyrværkeri af en oplevelse på CVet sammen, når vi tager til Macao i fire dage, hvor der venter et pakket program med oplevelser, mad og fuld fart på, så vi kan sammenflette nogle rejseguides til jer, når vi er hjemme igen.

Macao ligger i øvrigt en times færgetur fra Hong Kong, og skulle efter sigende være Kinas Las Vegas, så mine forventninger er relativt høje tør jeg godt afsløre. Jeg glæder mig helt vildt, altså helt helt vildt! og jeg må endnu engang nive mig selv godt og grundigt i armen over at min jobbeskrivelse indeholder oplevelser som denne. Jeg håber I vil med!

Sneglehytten: Et år senere

Vi er jo midt i et ret omfattende renoveringsprojekt som I nok kan huske. I disse dage er det præcis et år siden at handlen gik igennem og om få uger dermed et år siden vi fik nøglerne. I elleve måneder har vi revet ned, bygget op, lagt planer, ændret planer, haft kriser, være glade, været frustrerede, haft travlt, været trætte… og så videre. Det har været og er skide hårdt rent ud sagt og der er lang vej igen. Vi har gang i flere forskellige projekter på og i huset og det tager tid og energi. Nogle dage er vi fulde af gå på mod og lykke, andre dage rammer træthed, underskud og frustration for fuld smadder. Der er ingen tvivl om at det er både sjovere, nemmere og langt mere overskueligt at renovere om sommeren, og derfor er det også lidt tungt for tiden, fordi det er koldt og mørkt. Dagene er korte og det samme er vores lunter. Men men meeeen, det går faktisk fremad og vi begynder utroligt nok at kunne se en slags ende på det. Den er langt væk. Enden. Men den er der et sted. Det der er færdigt spiller max og vi elsker at være her, også selvom her på grund af renoveringen roder og støver. Der er noget hyggeligt i det, selvom jeg gerne indrømmer at jeg ind imellem fantaserer om nybygget lækkerhed med intakte lofter, fodpaneler og tætte vinduer. Men jeg elsker virkelig vores skæve skøre Villa villekulla hus, og det meste af tiden elsker jeg også projektet og processen, og jeg er skide stolt over hvor meget vi har nået og hvor pisse fedt det bliver.

Især min kære og helt vildt seje mand trækker det tunge læs med renoveringen og byggeriet, samtidigt med at han rummer min utålmodighed og til tider lettere opgivende facon, og også lige har overskud til at være far på den tålmodige og overskudsagtige måde. Han er en superstjerne på alle leder og kanter, og jeg gad virkelig ikke gøre det her med andre end ham.
Meget er sket og vi opdaterer løbende på Instagramprofilen @sneglehytten
Jeg har sat superstjernemanden til at tage billeder af nogle af de lidt mere færdige ting i huset i morgen, så det ikke kun er ødelagte vinduer, råddent bindingsværk og procesbilleder, der fylder. For vi er som sagt virkelig langt. Badeværelset er færdigt og helt genialt flot, stuen er lige ved og næsten færdig, og det samme gælder køkkenet, som dog fortsat mangler et loft. Også vores soveværelse er blevet fint, og mit skab, og meget snart børnenes værelser (det evige opbevaringsdilemma skal lige løses for alvor).
Det sidste år er fløjet forbi og vi har nået mere end jeg turde håbe på, så jeg glæder mig om muligt endnu mere til at se, hvor vi er om et år. Det bliver godt!