Storesøster

For tiden står jeg i en orkan af følelser, tanker og indtryk, udløst af noget så banalt som en vaskeægte familiekrise, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan eller vil gå i detaljer omkring af hensyn til de involverede. It’s complicated. Men detaljerne er heller ikke vigtige, for det er noget helt andet jeg har på sinde. Noget som den krise har udløst. Jeg har nemlig i de sidste par dage tænkt meget på personlighed, følelser og reaktionsmønstre. Og i særdeleshed på hvor forskellige vi allesammen er. På hvor meget der mon er medfødt, hvor meget der formes i løbet at ens opvækst, og af oplevelser og omgivelser. Det har egentlig altid interesseret mig, men særligt efter at jeg selv har kunne placere nogle af mine egne personlighedstræk og reaktionsmønstre på tidligere oplevelser.

Den seneste tid er noget andet gået op for mig. Nemlig at mange af os lader til, at have nogle andre ret faste personlighedstræk skabt af vores placering i søskendeflokken. Jeg er storesøster. Den ældste. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var spæd og har siden da formeret sig, og jeg har derfor en håndfuld søskende og det er lidt kompliceret, så den historie må I have til gode. Men jeg er vokset op i et hjem hos min mor og stedfar og to halvsøskende – som jeg dog betragter som hele, da jeg har kendt (og boet hos) deres far længere end de selv har.

Denne krise, som jeg er involveret i, eller nærmere er vidne til, har delt mig i en masse stykker og jeg har meget svært ved ikke at lade det påvirke alt, hvad jeg gør. Derfor forsøger jeg nu at sætte ord på det, for at kunne skrive videre herinde om alt det andet der også fylder og som jeg gerne vil dele. Det gode, det sjove, det svære, det trivielle, det hele.

Frustrationerne koger indeni, samtidigt med at jeg vist kvæler mine egne følelser og behov i et forsøg på og en trang til at glatte ud, at være djævlens advokat, at løse det hele, at samle stykkerne op og komme videre. Jeg er storesøsteren. Det er sådan noget jeg gør.

I min familie. I mine venskaber. I alle mine relationer.

Jeg fikser det. Eller prøver på det. Og ligger søvnløs over det.

Jeg tager så meget jeg kan på mine skuldre og balancerer det så godt jeg kan, imens jeg ordner, hvad ordnes kan. Og måske kommer jeg til at kvæle, hvad jeg egentlig selv føler imens det står på. Det må vente.

I morgen rejser jeg til Paris i et døgn, og jeg håber at storesøstergenet kan rumme det, hygge sig og tage en slapper. Jeg kan og skal ikke løse alt.

10 replies
  1. Stay Strange
    Stay Strange says:

    <3 Dé overvejelser vækker virkelig genklang. Og det er jo dét du kan: Skabe resonans og genklang ved at sætte ord på det der er så svært at sætte ord på..

    Svar
  2. Marie
    Marie says:

    Jeg håber du får et dejligt døgn i Paris. Det er jo nærmest ens fundament der vakler, når der er familiekriser. Kan genkende det du skriver om storesøsterrollen – husk at passe på dig selv <3

    Svar
  3. Nadja
    Nadja says:

    Min mor og bonusfar (gennem 10 år) skal skilles.
    Jeg er også storesøster og mor, og jeg kan fuldt ud genkende de følelser, du sætter ord på. Jeg sætter de andre før mig selv. Forsøger at være den rationelle. Forsøger at formulere og signalere, at alt nok skal blive godt. At vi stadig er en familie. Alt imens jeg undertrykker min egen sorg. Jeg tror, det er sådan noget storesøstre gør.

    Tak fordi, du sætter ord på, og god tur til Paris.

    Svar
  4. Maria
    Maria says:

    Kan så meget spejle mig i det du skirver – jeg er også storesøster og står dels i familiekrise, dels i personlig krise og undertrykker alt imens min egen sorg.
    Håber at Paris vil gøre dig godt

    Svar
  5. Charlotte
    Charlotte says:

    Jeg er også storesøster og kan også genkende mig selv i nogle af dine tanker. Det er nogle gange hårdt at være den ældste

    Svar
  6. Sara
    Sara says:

    Jeg kender også de der storesøstre-mønstre, for jeg har selv tæsket rundt i dem i mange år.
    MEN jeg har lyst til at sige at man kan sagtens slippe dem og begynde at handle mere balanceret, mindre ud fra overansvar.
    Det kræver selvfølgelig at man har lyst, og evt. får noget hjælp til at ændre mønstrene, men det er muligt.

    Svar
  7. Sarah
    Sarah says:

    Dén rolle har jeg også haft i mange, mange år – jeg er lillesøster. Men heldigvis har jeg også efterhånden fået fjernet mig fra den. Hvis man kan mobilisere energi til at trække sig ud af de gamle mønstre, kan det virkelig anbefales.

    Svar
  8. B
    B says:

    Jeg er enebarn og gør præcis det samme. I alle relationer; private, arbejdsmæssige. Jeg har det lidt dobbelt med det, på den ene side er jeg glad for det træk, fordi det også føles rart at handle, gøre noget, løse noget. Og at kunne være der for andre. Det giver mig glæde og energi. Bagsiden er, når det bliver for meget, og det giver mig søvnløshed og bekymringer, der sætter sig som en fysisk knude i maven nogle gange. Jeg arbejder med en bedre balance, men jeg synes det er svært, især fordi jeg både synes der er positive og negative ting ved rollen.
    PS min mand er storebror og gør det stort set ikke. Lidt i rollen overfor sin lillebror, men han bærer ikke rundt på problemer og lægger dem nemt fra sig. Det sidste gad jeg virkelig godt være bedre til – at kunne lægge problemerne lidt væk af og til.

    Svar
  9. Kamilla
    Kamilla says:

    Jeg er storesøster i en søskendeflok på 4, hvor den ene af mine søskende er min tvilling. Men faktisk er det 2 af de andre som ofte må sørge for ting, løse ting osv fordi jeg ikke kan rumme det på samme måde som de kan, samtidig med de nemmere kan holde hovedet koldt end hvad jeg kan. Der er ting de må undlade at fortælle mig fordi jeg ikke kan rumme det psykisk. Nu er vores oldemor lige gået bort og der måtte min bror og søster snakke sammen om nogle af tingene og så bare fortælle mig hvad jeg skal gøre, fordi jeg ikke selv kan overskue det. Så selvom jeg er den ældste, så er de andre gode til at skåne mig for ting, og klare tingene, og det klager de aldrig over, det er bare blevet noget som de gør. Søskende er guldværd og det er jeg sikker på at dine også tænker om dig, så nyd din tur til Paris, da det fortjener du ❤

    Svar
  10. KJ
    KJ says:

    Jeg genkender alt det, du beskriver. Dine tanker og refleksioner, dine følelser og reaktioner. Det er så rart, at du sætter ord på det.
    Jeg håber, at krisen snart når sin ende (både for din og din families skyld) og så håber jeg, du har haft en dejlig pause i Paris 🙏🏻

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *