Optimistisk pessimist eller omvendt

Engang beskrev jeg mig som værende en evig pessimist. En pessimist by heart. Selvfølgelig ment med et glimt i øjet, og en god kop selvironi, men der er bestemt noget om snakken. Jeg har en tendens til at tro på og forvente det værste. At tvivle. I perioder nærmest nedgøre min egen kunnen, og evigt og altid vente på svigt, fejl og mangler. Det bunder i en lav selvtillid, grundet nogle hårde slag på den i særligt mine unge teenageår. Jeg ved også, at det er blevet en form for selvforsvar. Et skjold, så jeg ikke skal deale med et evt nederlag eller svigt. I virkeligheden er det ikke særligt effektivt, for det dræner også at tage sorgerne på forskud. Det har jeg arbejdet en del på de sidste mange år. Både selv og med hjælp fra mine omgivelser og en håndfuld samtaler med en, der har uddannet sig i den slags. Jeg har på den måde ændret mit tankemønster en anelse, og har efterhånden lært at tro på det gode, tro på mig selv, og ikke lade min egen onde tunge overstyre. Det er en langsommelig proces og der er noget vej igen. Men pessimisten i mig er blevet forsvindende lille, og de fleste dage helt fraværende, og jeg er langt mere optimistisk end nogensinde.

Meeeen, der er situationer og dage, hvor jeg alligevel finder hende frem. Den sure sortseende dame. I løbet af de sidste par uger er hun dukket op en del gange, uanmeldt, og det har jeg gået og øffet over i mit stille indre. For selvom jeg har lært, at omfavne hende og faktisk også kan bruge pessimismen positivt og med styrke, og få det vendt til drive, ambitioner og gåpåmod. Kan det i den grad også tippe over og blive det modsatte. Nedslående, handlingslammende, unødigt hårdt ved alt.

Efteråret har helt klart meget at sige om hendes besøg. Mørket, blæsten og kulden gør, at jeg er træt og uoplagt meget af tiden, og det sætter sig på mit humør og det går ud over troen på mig selv, og det sucks, for at sige det som det er.

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, og jeg ved at det går over, især fordi jeg er opmærksom på det. Men kontroltabet generer mig grænseløst, og jeg drømmer om at kunne rejse mig, ryste al tvivl og pessimisme af mig og møde alt og alle med et smil. Men jeg ved også bare, at det ikke fungerer sådan. Ikke for mig. Jeg kan ikke skubbe følelser til siden. Jeg føler alt med hele min krop, og det ses, og det er måske også ok. Det går over, og måske er det ikke det værste i verden, at være lidt tungsindig sortseer ind imellem, så længe, der også er både glimt og perioder af lykke, gåpåmod og glæde. Og det er der. Og det er godt. Og på mandag køber jeg noget lysterapi. Tænk hvis det bare var det…

35 replies
  1. Ida
    Ida says:

    Hvorfor er der nogen mennesker der føler et behov for at skrive sådanne fucked up kommentarer… Cecilie du er skøn og vi er heldigvis mange der elsker at følge dig👍😀

    Svar
  2. Sneglcille
    Sneglcille says:

    Jeg har valgt at slette kommentarerne fra ‘Nej’, da jeg fandt dem ekstremt ondskabsfulde og krænkende. Meget vil jeg gå med til, men her gik grænsen. Man behøver ikke at bryde sig om mig, men at ønske mig ondt og tale så grimt til mig, nægter jeg at stå model til, særligt i mit eget bloghus. Tak for opbakning og kærlighed til jer andre ❤️ Det betyder alverden.

    Svar
    • Sidsel
      Sidsel says:

      Det er længe siden jeg har læst/hørt noget så modbydeligt som “nej” skrev. Godt valg at slette den. Ingen mennesker skal stå model til den slags bemærkningen.
      Tusind tak for et fint og personligt indlæg, hvor du på aller finestevis (igen) får åbnet op og sat ord på noget som mange af os går og kæmper med.
      Go’ weekend til dig og din familie.

      Svar
  3. Mette
    Mette says:

    Mørket og kulden påvirker også mig negativt. Bliver træt, uoplagt og lidt nedtrykt. Er træt af, at de mørke måneder bare er noget, der skal overstås. Så i år prøver jeg med ekstra d-vitamin, så meget lys som muligt og en mental ja-hat.

    Svar
  4. Anna
    Anna says:

    Tak fordi du deler. Det er så rart at vide, at man ikke er alene med sådanne tanker. Kender det rigtig godt, det du beskriver. Har også tidligere rigtig meget været typen, hvor alting ofte “gik jævnt dårligt.” 😉

    Mange års terapi, ægteskab med verdens bedste (rummelige) mand og to vidunderlige børn senere er jeg i højere grad typen, hvor alting ofte går “meget godt, sgu’ egentligt.”

    Har stadig dage/perioder som du også beskriver, men vil fandme gerne lade verden vide, at tingene kan ændre sig, det kræver periodevis hårdt arbejde og hårde erkendelser, men muligt – det er sgu’. Jeg bliver nok aldrig superoptimisten, og tænker også, at det er ok, så længe jeg kan sige undskyld og erkende, når det går udover de mennesker i mit liv, som jeg elsker allermest.

    Svar
  5. Nina
    Nina says:

    Jeg fik ikke læst den negative kommentar, men håber ikke at det afholder dig fra at skrive lignende en anden gang. Du er så befriende ærlig og så fantastisk menneskelig, og tror der er rigtig mange der kan spejle sig i dig. Du er den bedste blogger, og jeg synes det er SÅ ok at alt ikke er totalt Ja-hat.. sådan er livet jo ikke. Glædes over dit mod til at dele og at du også har mange lykke-stunder.

    Svar
  6. Mette
    Mette says:

    Lad Nej’s kommentarer stå, Cecilie. De taler jo for sig selv! Hvis de er ment alvorligt, er Nej jo blot et sølle psykisk sygt menneske, der må ha det rigtig svært med sig selv og andre. Må vi ønske Nej alt det bedste fremadrettet og håbe, at han/ hun finder den rette psykiatriske hjælp. ASAP!

    Svar
  7. Simone
    Simone says:

    Åh, hvor bliver jeg ked af at nogen har behov for at blive ved med at være så ondskabsfulde. Jeg håber, du har mulighed for at blokere vedkommende helt fra bloggen. Det her har ingen fortjent at opleve. Jeg ved simpelthen ikke engang, hvad jeg skal sige, andet end at vi til hver en tid er mange, mange, mange flere, der bakker op om dig og er vilde med dig, end de få, der åbenbart ikke har andet end at ondskab at lukke ud. Masser af highfives til skønne og dygtige dig, Cecilie!

    Svar
  8. E
    E says:

    Cecilie, jeg håber ikke sådan nogle forfærdelige kommentarer rører dig alt for meget. Det må være svært at stå til mål for sådanne mennesker! Jeg er vild med det her indlæg – for selvom jeg nok er lidt af en superoptimist er det her sund læsning. For når jeg så lige dykker lidt engang i mellem føles det så meget desto værre. Men man kan jo godt bruge den sure dame til noget, og tak for at minde mig om det ❤️

    KH

    Svar
  9. Rikke
    Rikke says:

    Okay, “Nej” er jo tydeligvis bare en internet troll, der sidder derhjemme og skriver grimme ting kun for at skabe drama. Hans/hendes kommentar har intet med Cecilie at gøre. Sådanne typer skriver grimmme ting til whoever de lige føler for. Han/hun skal bare ignoreres og ties ihjel. Til sidst bliver det vel for kedeligt, hvis ingen alligevel tager sig af det..

    Svar
  10. Josephine
    Josephine says:

    Tak for sådan et skønt og ærligt indlæg. Det kan jeg virkelig spejle mig i, og det er rart du på så fin en måde sætter ord på de følelser.

    Kan forresten anbefale en lysterapi lampe. Det har taget en del mørkhed fra mig

    Svar
  11. Inger
    Inger says:

    Jeg har læst med i mange år nu og har altid kunnet genkende meget af dig i mig. Også det du beskriver her med at bære sortsynet med sig. Jeg er netop sprunget ud som selvstændig og derfor knalder det også ekstra ud med bekymringer, bange anelser og nattegrublerier. Jeg er ikke så meget til belærende ordsprog, men en sætning har dog bidt sig fast. Rosa fra forrige sæson af Bagedysten sagde, at “hvis man tager sorgerne på forskud, så risikerer man bare at få dem to gange”. Det afholder mig ikke fra at gøre det, men den kan nu alligevel noget synes jeg.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *