Man kan tage pigen ud af byen …

En lille disclaimer herfra først, da jeg ved at nogle stykker af jer derude er godt trætte af at høre om skiftet fra storby til lille by, men da det fylder og rumsterer en hel del, kan jeg ikke lade det ligge. Jeg har også indtryk af og håb om, at der alligevel er nogle derude, der kan bruge det til noget, selvom det går lidt i ring – og ellers er der heldigvis også andre emner både i bagkataloget og fremadrettet. Så hvis man er træt af snak om at flytte ud af byen, vil jeg foreslå at springe dette indlæg over, for i dag handler det om en følelse som jeg ikke kan ryste af mig, selvom jeg prøver.
Eller gør jeg? Holder jeg i virkeligheden fast i den, underbevidst. Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg vil forsøge at sætte ord på den. Det kan nok bedst beskrives som en lille, eller stor i virkeligheden, identitetskrise. Jeg identificerer mig stadigvæk som Københavner, og det er jeg jo sådan set også stadigvæk, da det er der jeg har boet næsten hele mit liv, men det er en kæmpe del af min identitet, åbenbart langt større end jeg var klar over. Jeg elsker at bo i Hornbæk. Elsker menneskerne, naturen, dét det gør ved min familie, den friske luft, huset, roen, stort set alt. Det eneste jeg fortsat har svært ved at forene mig med er, at Hornbæk ikke er København. Hold kæft, det er åndssvagt. Åndssvagt utopisk og barnligt, og jeg er da i virkeligheden også lidt flov over den følelse, og grunden til den skam ramte mig i dag. Den skurer fordi, at den bunder i egoisme. Det er kun mig, kun mine følelser og mit savn. Alle andre i min inderste cirkel af mennesker stortrives og blomstrer… Og det gør jeg jo faktisk også,det mærker jeg tydeligt, så hvorfor kan jeg ikke give slip? Hvorfor lader jeg savnet, forestillingerne og en identificering jeg selv har pålagt mig, fylde så meget?!
Jeg tager mig selv i alt for ofte, at over romantisere bylivet, at savne og længes efter pulsen, mulighederne, lydene, det hele, og på barnlig vis misunde andres byliv. Jeg har al mulighed for at være derinde, så meget jeg vil, men det er jo heller ikke løsningen, for dem jeg allerhelst vil være sammen med, er jo her. I omgivelser der giver mig åndenød på den gode måde, og som i virkeligheden er bedre for mit sind, mit humør og min arbejdsmoral, vores familieliv, mit ægteskab, alt … Der er intet at sætte en finger på, og lige så rigtigt det føles, lige så skræmmende er det stadigvæk, og jeg føler virkelig, at jeg er blevet taget ud af byen, men at den lever videre i mig, og det skaber en ubalance som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Man kan åbenbart ikke tage byen ud af pigen, ikke ud af mig i hvert fald. Ikke endnu…

36 replies
  1. Johanne
    Johanne says:

    Jeg kender det godt. Bare med modsat fortegn. Jeg er opvokset på et moderne landbrug og har elsket livet på landet. Men. Jeg har selv netop valgt noget andet sammen med min mand. Vi har købt hus i byen, og jeg elsker det. Elsker at alt er inden for få km afstand. Men jeg har besluttet at det er helt ok at være en landpige i byen. Det kan godt lade sig gøre i mit hoved. Så det har jeg besluttet mig for at finde fred med. Min identitet vil altid være at jeg kommer fra landet.
    Tak fordi du dele dine tanker om skiftet. Det er så spændende at læse om.

    Svar
  2. Emma
    Emma says:

    Eneste øv jeg har til dette indlæg er, at det ikke er længere. Ville gerne høre meget mere. Kan sætte mig helt ind i det. Jeg bor i byen og tør ikke tage springet som du har taget.

    Svar
  3. Katharina
    Katharina says:

    Jeg er flyttet sammen med min kæreste i Fredensborg, vi har 4 børn til sammen. Vi har mere plads, natur, frihed, hinanden og alt muligt godt. Jeg savner også byen. Helt tosset.

    Svar
  4. Anne H
    Anne H says:

    Men skal byen tages ud af dig? Kan du ikke være eksilkøbenhavner i Hornbæk? Hende, som ved alt om København og er hende, som folk spørger til råds, når de skal ind til “den der storby”? Hende som er lidt skæv, men et frisk pust i landsbylivet, og som kan se det smukke i både det stille og det pulserende? Jeg synes slet ikke, at du skal føle dig forpligtet til at blive en anden end den du er, så længe du er glad på bundlinjen, er alt andet detaljer, som gør dig til den du er.
    Min mor kommer fra en anden landsdel end den, jeg er vokset op i, og hun fortalte altid om den, som noget magisk, så når vi tog i sommerhus på hendes fødeegn, følte vi, at vi så noget helt specielt af min mor, men vi følte aldrig, at hun ikke trivedes der, hvor vi boede. Hun var bare lidt “eksotisk” i forhold til min lokalpatriotiske far 😊

    Svar
  5. Marie
    Marie says:

    Jeg har det på samme måde. Bortset fra jeg er i byen og vil ud til hav og skov. Familien vil blive på Vesterbro. Så vi bliver. Og jeg savner. Men vi er sammen og det er i sidste ende det vigtigste.

    Svar
  6. Louise
    Louise says:

    Jeg kender ikke til den følelse du beskriver omkring by vs provins – men følelsen af at noget bliver ved at fylde, selvom det er “dumt”. Nogle gange skal det nok bare have lov (ligesom det får eks i sådan et skriv). Jo mere jeg selv prøver at pakke “ufornuftige” følelser væk, jo mere fylder de tit. En dag fylder det pludselig ikke mere -eller også fylder det så meget, at man er nødt til at handle på det. Er min erfaring:-)

    Svar
  7. Alexandra
    Alexandra says:

    Jeg er en af dem, der er et helt andet sted i mit liv, men alligevel elsker disse indlæg. Hold endelig ikke igen. Det er jo disse der er spændende, personlige, tankevækkende og inspirerende – ikke tøjplancherne, der godt nok også kan være inspirerende nogle gange 😆

    Personligt kan jeg til gengæld godt identificere mig med dét at man har et billede, af hvem man er. Og hvis nogle af de bærende elementer fjernes, så føler man sig pludselig enormt ustabil. Ikke fordi ens person eller værdier er ændret, men måske fordi man selv tilskriver netop dén identitet fællesnævner for en masse værdier man *er*. Og det til trods for at ingen andre faktisk laver dén kobling mellem et tilfældigt ikke-så-beskrivende substantiv og alle ens værdier.
    København er jo netop ikke taget ud af dig, og bliver det nok aldrig. Den har gjort dig til den du er og alt hvad du står for på godt og ondt. Og det forsvinder jo heldigvis ikke, selvom du ikke er residerende Københavner længere <3

    Svar
  8. Vibeke
    Vibeke says:

    Jeg sætter stor pris på indlæg som disse! Måske fordi jeg selv er flyttet i hus med min mand og vires 2 børn for 6 uger siden. Vi kom fra indre Vesterbro og en dejlig (men for lille) lejlighed, og vores husjagt havde stået på i ikke mindre end 2.5 år, før vi fandt drømme-huset. Så nu er alt godt og lykkeligt. Eller… det er det faktisk ikke. Godt jo, men var det alligevel den rigtige beslutning? Det rigtige hus? Det rigtige område? Det var min store drøm at flytte i hus og have. Kæmpe drøm! Det var sådan jeg havde planlagt det og set det for mig. Villa, vovse, børn og Volvo. Min mand derimod ELSKEDE byen, og brændte ikke for hus og have. Kompromisset blev et flot hus i Dyssegård, for her er byen inden for cykelrækkevidde (4 km til ydre Nørrebro) og der er nem køreadgang til Nordsjælland, hvor mine forældre bor. Men jeg føler mig endnu ikke hjemme her, og tænker om det er en fejl, at vi ikke enten er blevet i byEN eller er flyttet helt ud af den. Med skov og strand i baghaven ligesom jer. Jeg er simpelthen i tvivl om denne her “mellem-ting” (altså adressen) i virkeligheden er noget skod.
    Og det er kun mig, der har det sådan. Min mand er faktisk blevet ret vild med at bo her. Og vores børn (9 år og 2.5 år) trives og har klarer skiftet virkelig flot.
    Det er pisse svært.

    Svar
    • Maja
      Maja says:

      Det er så svært når man er den der har presset på. For så skal man jo bare være glad for det. Jeg har selv været der. Men jeg tror det er de færreste der går i gennem store skift uden at føle tvivl. Knus

      Svar
      • Laura Gade-Rasmussen
        Laura Gade-Rasmussen says:

        Ej hvor er jeg glad for jeres tanker. Har også presset på her, og med under to uger til flytning er jeg også mere i tvivl

        Svar
  9. Nina
    Nina says:

    Måske det er en lille “sorg”. Ingen er døde, og det skal slet ikke sidestilles. MEN du har mistet noget, som du holder af, og det tager nok lidt tid at bearbejde??
    Det havde vel omvendt været mere sært, hvis du bare var helt ligeglad og slet ikke savnede det gamle…
    Og så er vi nok i dagens Danmark vant til at kunne få alt hvad vi peger på, så jeg tror det er svært for os at gå på kompromis og “nøjes”. Sådan har jeg det i hvert fald ind i mellem.

    Svar
  10. Cille
    Cille says:

    Jeg sætter stor pris på disse indlæg🙏 jeg står i samme situation – er flyttet med hele familien fra København til forstaden – mine børn elsker det og burde jeg så ønske mere??? Men jeg kan ikke slippe byen – ser på lejligheder derinde og overvejer at flytte tilbage. Men igen det er af ren og skær egoisme. Puhaa det er svært at være så splittet😔

    Svar
  11. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Kender følelsen. Jeg har det absolut bedst her i Jylland, men har alligevel svært ved at forlige mig med, at det ikke er København eller London, hvor jeg også har boet. Savner det, selvom jeg godt ved, det ikke var det rigtige for mig i længden. Jeg ved ikke, om det nogensinde vil gå væk. Men sådan må det være ❤️

    Svar
  12. Sara
    Sara says:

    Folk skal da først om fremmest ikke bestemme hvad du skriver om herinde, det er jo din blog. Når det er sagt elsker jeg disse indlæg. Og emnet. Ikke fordi jeg står i din situation men lidt i samme dur. Alle vores venner flytter ud af byen for det er “det man gør” mens vi (nogle vil sige naivt) forbliver i Aarhus med alle muligheder, alt larmen, i en lejlighed med vores datter og udsigten til flere børn. Men vi føler os nogle gange forkerte ift omverdenen. Ved ikke helt hvor jeg vil hen med det. Tror bare byen vs udenbys er et for evigt godt emne og noget der skiller folk lidt ad. Jeg tænker ikke byen skal tages ud af dig, og du må ikke skamme dig, for kan godt genkende følelserne. Tak for dejligt indlæg. God lørdag:) De bedste hilsner, Sara

    Svar
  13. L
    L says:

    Jeg er så glad for, at du skriver disse indlæg. Jeg er selv flyttet til Rødovre. Der er faktisk kun nogle hundrede meter til grænsen til Københavns kommune. Og alligevel føler jeg mig så malplaceret, og savner at kunne kalde mig Københavner, eller at kunne sige, at jeg bor i København, hvor jeg stort set altid har boet. Men jeg var alligevel holdt op med at bruge byen særligt meget, og er rigtig glad for at have en have og at kunne give mine børn plads. Og det tager kun et kvarter, så kan jeg være inde i indre by. Men det krymper sig inden i mig, når jeg tænker på, at jeg bor i Rødovre. Det er helt åndsvagt. Jeg har det her indre billede af, at så er jeg automatisk også blevet mere kedelig, småborgerlig og gammeldags. Selvom jeg er helt den samme som før. Det endte med Rødovre som et kompromis vi alle i familien kunne leve med (og ikke mindst akkurat havde råd til). Nogen gange tænker jeg, at det måske er lettere at flytte længere væk fra København, sådan helt ud på landet – eller til Hornbæk – da forstæderne bare altid har været dødens pølse i mine Københavner-snobbede øjne. Hvilket for mig bare understreger, at det ikke handler om afstanden, men om man kan identificere sig med alle de associationer man har til et sted.

    Svar
  14. Kaja
    Kaja says:

    Kunne godt tænke mig at høre flere tanker om hvodan det er at bo i en by som er så fuld af liv om sommeren og “dør ud” om vinteren. Bliver man træt af “turisterne” og vil have ro eller er det skønt med mere liv?
    Min mand har boet i Gilleleje og vi snakkede om dette emme idag 🙂

    Svar
  15. Sanne
    Sanne says:

    Kan kun tilslutte mig koret. Der er ingen der skal diktere, hvad der fylder i dit liv. Vi læser med, fordi dine overvejelser er det, der er interessant. Jeg kender så godt den følelse, du her beskriver. Helt egoistisk var jeg ret glad for, at du flyttede fra Kbh næsten samtidig med, at jeg selv gjorde med min familie, for så skulle jeg ikke læse om Kbh og blive helt vildt misundelig. Jeg synes det er så svært at skifte by. Jeg har gjort det to gange nu, og det tager mig minimum to år at falde på plads. Åbenbart identificerer jeg mig ca lige så meget med den by, jeg bor i som en kat med sit hjem. Jeg bruger oceaner af tid på at tale det nye sted ned og det gamle op og idyllisere i mit hoved. Jeg kan genkende mønsteret her anden gang, hvilket kun gør mig mere irriteret på mig selv. Jeg har lovet mig selv igen at bo midt i storbyens puls, når ungerne er store, og det hænger jeg fast i pt. Husk at intet i livet varer evigt på godt og på ondt, og en dag er det disse dage, du tænker tilbage på og idylliserer. Men altså det er lettere sagt end gjort, og en anden i kommentartråden har ret i, at det er okay at sørge lidt. Det skal nok gå. Men det tager tid!

    Svar
  16. Christine
    Christine says:

    Jeg ville elske at bo i et lille (og overskueligt) hus, men vil bare ikke længere væk fra Kbh end ca. Amager, Valby, Brønshøj, Emdrup, Hellerup. Og der har desværre ikke råd til at købe hus. Så vil jeg hellere bliv på Indre Nørrebro i lejlighed, end at flytte længere væk.
    Vi arbejder begge to i indre københavn og vi har 7 min på cykel til arbejde. Jeg ville være bekymret for al den tid, vi begge skulle bruge på transport hver dag, som vi kunne bruge på arbejdet eller sammen med vores børn. Ingen af os har nemlig jobs, hvor man ville kunne bruge “pendler-tiden” til at få ordnet arbejde i.

    Svar
    • Astrid
      Astrid says:

      Vi har præcis de samme tanker om at bo i lejlighed på Amager med arbejde i byen. Jeg nægter simpelthen at bruge lang tid på transport med to små børn og 2xfuldtidsarbejde. Det eneste alterntiv for os ville være at flytte længere ud af byen samtidigt som vi fik nye jobs i det nye lokalområde. Men så flytter vi også længere væk fra vennerne. Savner dog mere plads og ved ikke hvordan vi skal løse lige det problem.

      Svar
      • Bodil
        Bodil says:

        Har to børn på under 90m2 og kreativitet og skelen til minimalisme betyder meget for, hvilke funktioner der er plads til.

        Svar
        • Astrid
          Astrid says:

          Vi har skrå vægge så det begrænser os desværre rigtig meget.

          Jeg har egentlig ikke behov for at bo i et kæmpe palæ, men lige nu er 83 m2 med to børn og skrå vægge lidt presset. Specielt fordi vores familie Boel angst væk og jeg kunne virkelig tænke mig plads til et gæsteværelse, så det er nemmere at have overnattende gæster.

          Svar
  17. Julie
    Julie says:

    Tak for dit indlæg! Vi bor på Vesterbro, som jeg elsker, men min mand er ved at være godt træt af byen og vil gerne ud og bo ved skov, strand og egen have. Det vil jeg sådan set også gerne, men jeg har altid boet i København og derfor virker det helt vildt stort at flytte så langt væk fra alt, hvad vi kender. For ikke at tale om at hive vores børn op med roden med alt, hvad det indebærer. Det er et dilemma, som fylder enormt meget i mit hovedet, for hvornår ved man om det er det helt rigtige?
    Rigtig god weekend til jer!
    Kh fra Julie

    Svar
  18. Julie
    Julie says:

    Du skriver nøjagtig, hvad jeg tænker og føler dagligt. Identitetskrisen. Skammen over hele tiden at idyllisere den andet, man pt. ikke står i. Egoismen omkring savnet. Tankerne omkring – hvad nu hvis vi sad i lejligheden nu, hvad ville vi så sige/tænke/gøre.

    Og sandheden er, at jeg nok ville drømme mig herhen, hvor jeg nu er endt. I provinsen. Så nu har jeg besluttet mig at finde en plads til den lille sorg det er, at have forladt byen. For den må gerne være der, har jeg besluttet. Så længe glæden over at være i huset med haven her er mindst lige så stor, og (heldigvis) oftest større. Fra Falster til Frederiksberg til Hillerød. Det hele kræver tilvænning, og man er jo hvor er, af en årsag. Håber jeg.

    Flere af disse indlæg. Og tak for dig og dit gode arbejde på bloggen!

    Svar
  19. Lykke
    Lykke says:

    Jeg kan så meget sætte mig i dit sted! Vi boede i byen i mange år, men besluttede at vi ville i hus med have, natur og tæt på vandet..men ja, noget skete i os da vi endelig kom i hus! Vi savnede byen og havde pludselig ikke brug for “det vi troede” Så nu er huset sat til salg og vi skal tilbage til Aarhus! Det er det rigtige for OS:)

    Svar
  20. Trine Koefoed
    Trine Koefoed says:

    Tak for indlægget! Tror vi er mange der kan nikke genkendende til dit skriv! Ens identitet, kan man jo ikke tage fra en! Jeg har det præcist som dig, men nok bare omvendt!
    Bor i nybyggeri, lige solgt for atter at bygge nyt! Børnene elsker vores liv, det er nemt, vi bor tæt på alt og hverdagen fungerer!
    Men jeg er ikke glad, sådan helt inde. Jeg mangler naturen, privatlivet, at føle mig hjemme både i eget hus og omgivelser! Sukker efter noget landidyl, hvor vi kan leve i “fred”.
    Men jeg er så også den eneste i familien som har det ønske og behov! De andre knuselsker vores liv. Så skal jeg så ikke bare være glad? 🙄

    Svar
  21. Frederikke
    Frederikke says:

    Jeg bliver aldrig træt af disse indlæg. Det er et dilemma, så mange står i. Bylivet versus provinsen/landet og at bo i lejlighed versus hus. Det værste for mig ved at flytte væk fra Kbh var helt klart den identitetskrise det gav mig. Jeg kunne ikke “overgive” mig og tog hele tiden til Kbh for at føle, at den stadig var min på trods af at jeg stadig arbejdede i Kbh K. Nu er vi flyttet tilbage til Frederiksberg og jeg føler at jeg er kommet “hjem” efter 5 år i en provinsby 25 km nordpå. Men vores børn er større end jeres, de to snart teenagere og så en efternøler på 6. Og vores familie er lidt mere gearet til bylivet nu hvor vi ikke har helt små børn. Det ER bare hårdt at bo i lejligheden med små børn og trapper og klapvogn og alt det der. Måske jeres familie har andre behov om 10 år? Det er bare for at sige, at behov og ønsker kan ændre sig og ingen siger at man aldrig må flytte igen engang hvis behovene og drømmene ændrer sig. Så en dag ad gangen, et år ad gangen. Det skal nok gå.

    Svar
  22. Anja
    Anja says:

    Jeg kender hver en følelse du har❤️Den var der for 11 år siden da jeg flyttede ud af København. Godt nok også til en stor by, men mentalt meget langt væk fra København. Jeg græd når jeg havde været i tilbage i København og skulke hjem til provinsen. Men det er altså ok at være ked af det! Det er ok at savne og være lidt ego. Man er da også bare et menneske. Og selv hele familien trives, har man da også selv behov. Hvis man grundlæggende ved, at man har gjort det rigtige, altså at flytte ud af Kbh, så er den gode nyhed, at du skal nok komme til at elske dit nye sted. Pludselig en dag, føler du dug hjemme der. Du får nye venner, nye relationer, og med årerne, er det jo dine børns eneste referenceramme. Det er der alle deres minder er skabt,
    Med andre ord: giv plads til den lille sorg og tabet. Det hele skal nok komme lige så langsomt.

    Svar
  23. Carina
    Carina says:

    Vi går også med tankerne. Vi bor godt og billigt faktisk også, midt på Nørrebro. En perle vi aldrig finder igen.
    Men er det mere værd med have, hobbyrum og stor stue?

    Jeg skriver også ind i mellem om det på min blog, men er ikke kommet det nærmere.???

    Svar
  24. Laura
    Laura says:

    Jeg tror, meget af det handler om at få en personlig lokal forankring, eller et formål. Det har jeg fundet ud af her lidt over halvandet år efter, vi flyttede fra København til Fyn. Jeg drog afsted højgravid og det første år på barsel i en provinsby føltes som en permanent tilstand af tvivl og fortrydelse, selvom mand og børn stortrivedes i huset tæt på vandet og med ny børnehave etc. Egentlig skulle jeg have pendlet, men det føltes bare så omsonst. Men da min barsel nærmede sig sin slutning var jeg så usandsynligt heldig at finde et fuldstændig perfekt job i lokalområdet, så jeg ligesom føler, at hele vores liv og formål nu er hér. Og København er fritid og fest og afslapning og det er faktisk helt ok. Det er derfor ikke en konverteret version af det liv? som var før, men noget helt nyt, som hører det nye hus og den nye by til. Hvis det giver mening 🙂

    Svar
  25. Andrea
    Andrea says:

    Måske følelsen letter lidt, når huset er færdigt. Jeg tænker det må være hårdt at renovere også selvom det er en fantastisk proces, og I får jeres drømmehus.
    Det tager lang tid at at ændre de dominerende historier om sig selv – nye narrativer skal skabes i fællesskab med din familie og den kontekst du indgår i, og de skal styrkes og blive den dominerende historie om dig selv. Det kan være en ide at tænke over hvordan man selv italesætter sig selv og den situation man er i. Det kan have større betydning end man lige går og tror, i forhold til hvad der er identitetsskabende.
    Med dette mener jeg ikke at du ikke skal tale om din ambivalens, som i dette indlæg. Det er blot mine tanker ud fra det du beskriver.
    Er temmelig sikker på du nok skal finde mere ro, med tiden der går!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *