Krise, karseklip og forældreskab

Jeg har jo tre børn, hvilket udover stadigvæk at være en sætning og en kendsgerning, der kommer bag på mig, langt henad vejen er helt vidunderligt, men også medbringer nogle udfordringer ind imellem. Ligesom alle andre forældre står Michael og jeg også i situationer som vi ikke helt ved, hvordan vi skal tackle. Stadigvæk, ni år inde i gamet… Oftest er det konflikter med børnene, eller nok rettere børnenes reaktioner, der kan være svære at finde den rette måde at håndtere.
Men med årene er det da blevet nemmere. Nemmere at stå fast, nemmere at gennemskue hvilke kampe vi skal tage og hvornår, og i det hele taget tror jeg, vi begge hviler ret godt i vores forældreskab, hvilket selvfølgelig er med til at gøre rigtig mange ting nemmere, og nok også udstråles til børnene, hvilket gør det nemmere for dem også.Børnene har forskellige aldre og derfor også vidt forskellige behov og oveni det, er de jo helt forskellige individer med forskellige personligheder også. Hvilket blandt andet betyder, at det der virkede på den første, ikke nødvendigvis på den anden eller tredje og så videre. Så der kan vi godt en gang imellem blive taget med bukserne nede.De små piger på 1 og 3 år har vredesudbrud over ting som kun mennesker i deres alder har, og det er hvad det er, og faktisk er vi for det meste ret tålmodige med dem langt henad vejen, og omvendt bestemte og klare i spyttet, når det kræves, og selvom jeg indimellem (det tror jeg vi alle gør) kommer til at hæve stemmen, eller reagerer uhensigtsmæssigt overfor dem i den situation vi står i, er jeg virkelig stolt af min måde at være mor på overfor mine børn.
Så er der min ældste, der med sine ni år har nogle helt andre reaktionsmønstre, tanker og følelser end de to små rappenskralder. Han har i den grad udviklet en personlighed, der kun er hans, der er både kvik, tilbagelænet, tænksom og høflig. Han er meget opmærksom på sine omgivelser, og så er han stædig, fuld af følelser og har en rig fantasi. Han minder en del om sin mor, på godt og ondt.

Vi har ikke mange konflikter med ham. Han hører efter, holder sine aftaler, fortæller os når noget går ham på, er ærlig – også selvom det nogle gange ikke er til hans egen fordel. Han er helt vildt sjov, og på alle måder helt genial at bo sammen med. Ligesom med de små er mange ting fortsat fasebestemte, og der har været perioder gennem alle de ni år, vi har haft ham, hvor bølgerne og følelserne har gået højt, og der derfor er opstået konflikter og kampe som skulle tages (og andre vi valgte ikke at tage). Alt er en balance og jeg føler som sagt, at vi er der i vores forældreskab, hvor vi er gode til at aflæse situationer, vores børns behov og handle derpå på en måde så vi kommer bedst ud af det.
Men lige præcis den ni åriges følelser, bekymringer og (for os) bittesmå personlige kriser, rammer et andet sted end tidligere, og der er virkelig noget om snakken ‘Små børn, små problemer – Store børn, store problemer’. Av, mit moderhjerte ind i mellem. Senest i weekenden, hvor der skete noget, som for de fleste ville være en ligegyldig petitesse, men som blev til en regulær krise for den ni åriges vedkommende. Det krævede, at vi skulle handle hensigtsmæssigt i øjenhøjde med ham og hans følelser.
Jeg vil gerne støtte mit barn i den slags store følelser, for jeg kan faktisk godt huske dem, og netop derfor gør det også ondt på mig – Selvom jeg, den voksne med min voksne hjerne, måske syntes at han overreagerede en smule, så er jeg hans mor, og jeg kan efter ni år i den rolle, sagtens mærke hvornår noget skal være en lektion i livet for ham og han skal bide det i sig, og hvornår jeg skal møde ham på hans niveau i hans følelser.
Denne krise var en af de sidstnævnte.
Lang historie kort: Han skulle klippes. Håret var blevet for langt, frisøren havde først tid i næste uge. Og efter lidt snak frem og tilbage, besluttede vi at finde maskinen frem – Med velsignelse fra barnet selv selvfølgelig. Han var sikker. Lige indtil han ikke var det længere. Lige indtil det var for sent. Jeg vil ikke gå i detaljer, men han var knust, ulykkelig, ikke til at trøste og meget korthåret.
Jeg gik i gang med at samle eksempler på seje mænd med kortklippet hår (blandt andet med hjælp fra folk på Instagram – Tak!) og det hjalp da også en lille smule, men slet ikke nok.
Min mand tog sagen i egen hånd og lod selv sit lange hår klippe af og lod Otto føre maskinen. Derefter hoppede de to under hver deres bruser (præcis derfor vi valgte at få to – Fællesbad er for fedt!) og snakkede om hvor bad ass de så ud med kort hår…
Havde alt det her været sket er par år tilbage, var krisen med garanti afblæst på dette tidspunkt. Sådan gik det ikke. Slet ikke.
Og de sidste par døgn har ikke været sjovt. Barnet er ikke begejstret.
I morges ventede en skoledag, den første som korthåret, og tankerne omkring, hvad de andre ville tænke og sige om det, fyldte så meget, at det var svært for ham at falde i søvn i går, og jeg forudså egentlig at jeg ville skulle tage de store morsko på i forsøget på at “tvinge” ham i skole samtidigt med at rumme hans følelser og ikke nedgøre dem. Heldigvis, gik han afsted uden at tøve, og det ser ud til at weekendens store indsats alligevel har sat sig fast. Om lidt har han fri, og jeg har lovet at hente ham og jeg glæder mig til at se, at han har fået bekræftet alt hvad vi sagde om, at ingen havde noget grimt at sige, at alle stadigvæk kan lide ham, at alt er normalt stadigvæk, og at det værste der kan ske var, at nogen har kommenteret på at han er blevet klippet (hvilket han jo er).

Jeg tror vi har handlet helt rigtigt denne gang. Vi har strøget ham med hårene, strukket os langt (ok mest Michael) og mødt ham i hans krise, men også været bestemte i budskabet om at han selvfølgelig ikke kan blive på sit værelse indtil håret er vokset ud igen …
Måske er det et overkill af os at begynde at klippe håret af os selv (igen Michael) og fremlægge billeder af rappere og actionhelte med samme frisure i et forsøg på at få vores barn til at smile igen. Men lige i dag, har jeg alligevel high fivet mig selv og min mand en del.
29 replies
  1. Liv
    Liv says:

    Jeg blevet ikke at kommentere indlæg, men det bliver jeg bare nødt til nu. Det er bare så mega sejt gået af jer. Jeg high fiver med jer. Og hold nu fast en smuk dreng

    Svar
  2. Viberg
    Viberg says:

    Det kræver eddermamene et par High fives! Hvor er det stærkt gået! Jeg er helt pjattet med den måde i gør tingene på! Ihvertfald det “man” ser <3
    I giver plads og tør anerkender jeres børn som værende små mennesker med store følelser, ligesom vi voksne også har 👍 Jeg bliver simpelthen varm helt ind i hjertet! Håber hans dag har været skøn – Det er en fornøjelse at følge Otto gennem dig!

    Svar
  3. Louise
    Louise says:

    Hold.nu.kæft hvor er I seje. Virkelig god tackling. Virkelig fine perspektiver. Virkelig godt skrevet. Du er genial til det, jo. Rent sprogligt. Også på indhold og må jeg ydmygt bede om mere om opdragelse, familielivet med børn, når det er svært, hvordan I tackler ting, de vil, men som I ikke synes er ok (fx bakser vi her med computerspil, vi synes han er for lille til, men som alle andre i klassen spiller – kunne også være sovetid, skærmtid, antal fritidsaktiviteter, lejeaftaler osv). Kunne virkelig godt bruge flere perspektiver på den slags. Og du skriver så fint og gør dig mange tanker.

    Svar
  4. ME
    ME says:

    Jeg synes overhovedet ikke, det er overkill, det er kærlighed. Det, der er katastrofer for nogen, er petitesser for andre. Dejligt at I ikke gør jer til dommere over hans følelser 🙂

    Svar
  5. Amalie
    Amalie says:

    Jeg troede først han var blevet alvorlig syg og det affødte sympati klippet 🙈 Nu er jeg virkelig lettet på hans vegne og mindes mine egne teenage år med hjemme hårfarve og et behov for at gå med hue i en måned

    Svar
  6. Nina
    Nina says:

    Michael er da den sejeste! Måske overkill, men omvendt, hvem skulle man klippe sig korthåret for, hvis ikke sit barn?
    Skidtet gror jo ud igen, hvilket måske netop også bliver det Otto får med herfra. Det er jo ikke sikkert han bliver vild med det korte look, men så har han en oplevelse i bagagen til næste gang, noget virker stort, farligt og uoverkommeligt 🙂 “Det gik jo meget fint, og vennerne viste sig at være venner med mig og ikke mit hår”

    Svar
  7. Alexandra
    Alexandra says:

    Som en anden skriver: slet ikke overkill men rendyrket kærlighed. Opdragelse er jo også netop at anerkende, at man står med et barn på x år, som netop ikke tænker og føler som en voksen. Mine forældre har gennem tiden lavet lignende vilde overkill-handlinger, som dengang reddede mig op af lortefølelser, mens de i dag bliver husket med så meget kærlighed (“Tænk at de gjorde dét for mig!”). Sådan tror jeg også Otto vil tænke engang: “Tænk at far respekterede og forstod min ‘ligegyldige’ sorg over en klipning så meget, at han selv klippede alt sit hår af!” Han kan da aldrig blive i tvivl om, at hans forældre elsker ham og altid har hans ryg! High give til jer

    Svar
  8. majbritt
    majbritt says:

    I gjorde det helt rigtige i forhold til at rumme hans følelser, fordi i gjorde det som var rigtigst for jer og Otto. Og sætninger ala: Håret vokser ud igen, hjælper jo slet ikke en lille dreng når han står i sådan en krise. Hår er enormt vigtigt for mange børn,og skal tages alvorligt.

    Svar
  9. Ditte
    Ditte says:

    Vi har haft nøjagtig samme situation herhjemme. Dengang med en lidt yngre dreng, end Otto er nu, men fuldstændig samme scenario med en ulykkelig dreng, der fortrød. Så den store derhjemme klippede alt sit hår af, og selvom det ikke løste krisen på mirakuløs vis, hjalp det helt enormt alligevel. Synes ikke, det er overkill. Synes, det er mega sejt, at de mænd lige tager en for holdet ❤️

    Svar
  10. Maja
    Maja says:

    Okay. Jeg er gravid ik.. Skal ikke kunne sige om hormonerne basker lidt ekstra, men hold nu op <3 Snøf og hvor er I nogle gode, kærlige forældre. Håber Otto har haft en dejlig dag med masser af positive kommentarer fra sine kammerater.

    Svar
  11. Henriette
    Henriette says:

    jeg synes I gør det helt rigtige! I erkender og respekterer hans følelser omkring problemet….og så går livet jo videre.
    Jeg maskinklippede min mand og søn for nogle år siden. Vi skulle på ferie i Florida og havde ikke tid til frisørbesøg. Min mand, som er pilot i forsvaret så bare lækker ud! Men drengen på 5 år….not so much!😂 Sådan en omgang maskinklip ser bare hårdt og hjemmegjort ud på et lille barn…jeg looooovede mig selv, at det kom ikke til at ske igen. Så jeg forstår altså godt Otto…

    Svar
  12. Anne Sinding
    Anne Sinding says:

    Puha, kan mærke dit indlæg helt ned i maven. Min pige, der bliver 12 år om lidt, stiller mig også nogle gange i udfordringer følelsesmæssigt. Fx. da hun fik sin menstruation, og brød fuldstændig hysterisk grædende sammen. Jeg havde forberedt, og forklaret så godt jeg kunne, men pigen var bare ikke klar følelsesmæssigt da det kom. Hold nu op, hvor mit hjerte græd. Især da hun grædende råbte: “du har altid sagt du kunne hjælpe mig med alt, mor. Nu vil jeg have du fjerner det, og så siger du bare, at du ikke kan. Du har altid sagt man skal holde hvad man lover, og nu gør du det ikke selv!”. Lige der begyndte jeg at græde så voldsomt indvendigt, at jeg troede jeg skulle gå i stykker. Hun fik lov at blive hjemme fra skole den dag, og min mand kom tidligt hjem fra arbejde med lækker frokost til hende. Jeg selv græd som en pisket den aften, da hun var faldet i søvn. Nogle gange kommer ens børns følelser og reaktioner bare totalt bag på en, og det gør bare så ondt. Kærlighed til Jer. I er verdens bedste forældre for jeres 3/4 børn❤️

    Svar
  13. Marianne
    Marianne says:

    Fuck I lyder som nogle pisseseje forældre. Jeg synes simpelthen det er så sejt, at Michael har klippet sit hår af i sympati. Det lyder til, at I gør det mega, mega godt <3

    Svar
  14. Anne
    Anne says:

    Jeg synes simpelthen I har gjort det SÅ godt. Og hvor er Michael fantastisk at få samme frisure. Hurra for jer🙌🏻

    Svar
  15. Daniella
    Daniella says:

    Uden at kende Otto, uden at kende jer (andet end virtuelt), så vil jeg sige at jeg synes at I har handlet så fint. I har mødt ham i hans følelser og anerkendt dem (og ham). Michael er btw for sej at han klipper håret for Ottos skyld. Jeres kæmpe kærlighed til Otto stråler tydeligt igennem♥️

    Svar
  16. Camilla
    Camilla says:

    Jeg tror også på, at I har håndteret det helt rigtigt og hold nu op, hvor er I seje. Jeg husker selv da jeg fik klippet mit hår helt kort og hvor meget jeg fortrød, og jeg var altså 18 år på det tidspunkt. Generelt kan jeg virkelig sætte mig ind i, at være ked af sit hår og selvom det virker som en bagatel for alle andre, så kan det bare fylde virkelig meget. Selvfølgelig er der stor forskel, følelsesmæssigt og i måder at reagere på, på en 9-årig og en 26-årig (mig), men det er så fedt at I rummer ham på det punkt.

    Svar
  17. www.mettem.dk
    www.mettem.dk says:

    Jeg husker fra min egen barndom, hvor virkelig vigtigt det er at blive taget alvorligt i de små kriser. Også for ikke at skamme sig over sine følelser fremadrettet, fordi man får at vide af de voksne, at det er fjollet. Det gjorde I godt! High five herfra også.

    Svar
  18. Stine
    Stine says:

    Jeg kan også huske, at der var en, som for ikke SÅ længe siden gjorde sig mange tanker om hvorvidt hun skulle få klippet pandehår eller ej! 😉 For både børn og voksne sidder en signifikant del af selvtilliden i håret (og udseende generelt), så det er måske forståeligt nok, at han regerede som han gjorde.
    Godt klaret, team! Heldigvis vokser hår ud igen 😀

    Svar
  19. Erika
    Erika says:

    Synes I er så fede for at have klaret krisen til UG. Uanset hvad man selv synes, så mødte I ham på hans niveau og tog den derfra. Sådan!

    Udover det så ligner Otto jo en superfed dansk rapper og det er jo ikke helt skidt,.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *