Optimistisk pessimist eller omvendt

Engang beskrev jeg mig som værende en evig pessimist. En pessimist by heart. Selvfølgelig ment med et glimt i øjet, og en god kop selvironi, men der er bestemt noget om snakken. Jeg har en tendens til at tro på og forvente det værste. At tvivle. I perioder nærmest nedgøre min egen kunnen, og evigt og altid vente på svigt, fejl og mangler. Det bunder i en lav selvtillid, grundet nogle hårde slag på den i særligt mine unge teenageår. Jeg ved også, at det er blevet en form for selvforsvar. Et skjold, så jeg ikke skal deale med et evt nederlag eller svigt. I virkeligheden er det ikke særligt effektivt, for det dræner også at tage sorgerne på forskud. Det har jeg arbejdet en del på de sidste mange år. Både selv og med hjælp fra mine omgivelser og en håndfuld samtaler med en, der har uddannet sig i den slags. Jeg har på den måde ændret mit tankemønster en anelse, og har efterhånden lært at tro på det gode, tro på mig selv, og ikke lade min egen onde tunge overstyre. Det er en langsommelig proces og der er noget vej igen. Men pessimisten i mig er blevet forsvindende lille, og de fleste dage helt fraværende, og jeg er langt mere optimistisk end nogensinde.

Meeeen, der er situationer og dage, hvor jeg alligevel finder hende frem. Den sure sortseende dame. I løbet af de sidste par uger er hun dukket op en del gange, uanmeldt, og det har jeg gået og øffet over i mit stille indre. For selvom jeg har lært, at omfavne hende og faktisk også kan bruge pessimismen positivt og med styrke, og få det vendt til drive, ambitioner og gåpåmod. Kan det i den grad også tippe over og blive det modsatte. Nedslående, handlingslammende, unødigt hårdt ved alt.

Efteråret har helt klart meget at sige om hendes besøg. Mørket, blæsten og kulden gør, at jeg er træt og uoplagt meget af tiden, og det sætter sig på mit humør og det går ud over troen på mig selv, og det sucks, for at sige det som det er.

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, og jeg ved at det går over, især fordi jeg er opmærksom på det. Men kontroltabet generer mig grænseløst, og jeg drømmer om at kunne rejse mig, ryste al tvivl og pessimisme af mig og møde alt og alle med et smil. Men jeg ved også bare, at det ikke fungerer sådan. Ikke for mig. Jeg kan ikke skubbe følelser til siden. Jeg føler alt med hele min krop, og det ses, og det er måske også ok. Det går over, og måske er det ikke det værste i verden, at være lidt tungsindig sortseer ind imellem, så længe, der også er både glimt og perioder af lykke, gåpåmod og glæde. Og det er der. Og det er godt. Og på mandag køber jeg noget lysterapi. Tænk hvis det bare var det…

Den onde sløjhedsspiral

Vi er hårdt ramt af sygdom og sløjhed for tiden. Snot, hoste, småfeber, og om igen. I mandags lå vi alle fem på rad og række med dyner, hoste og blanke øjne. Drengene er på benene igen, mens pigerne og jeg hoster videre. Feberen havde heldigvis sluppet da det blev tirsdag og alle var oppe og igang i går. Lige indtil vuggestuen ringede og fortalte at Loulou havde kastet sin frokost op. I dag er hun derfor hjemme. Det samme er Uma, der er blevet varm igen og som hoster. Jeg aflyste dagens møder og er blevet i det bløde tøj og brygger nu te og serverer udskåren frugt og smurt knækbrød til den helt store guldmedalje. Min egen hoste er uforbedret og jeg er godt træt af det. Jeg synes ellers virkelig vi gør vores for at undgå de her perioder, men det er som om, at hvis bare én får samlet noget op, hvilket jo sker, når man færdes i diverse institutioner og skoler, så er det skruen uden ende. Kender I det?!

Oh Well. Jeg priser mig lykkelig for at kabalen trods alt går op i denne uge, hvor jeg er alene på forældrepinden, og krydser fingre for bedring. Gerne senest i morgen, hvor jeg har et right program og en julefrokost jeg nødigt vil gå glip af.

 

30-årskrisen

Av, min arm, jeg har vist efterhånden opbrugt min kvote, når det kommer til at bruge ordet “krise”. Det er i hvert fald blevet skrevet en del gange på mit tastatur over den seneste tid. Bær over med mig. Denne gang handler det faktisk slet ikke om en krise, for der var og er ingen. Jeg er tværtimod rigtig tilpas i 30erne. Virkelig. Synes faktisk, at det hele matcher. Alderen, erfaringen, hylsteret… Nåhja, jeg har måske lidt mere rod i skufferne, lidt flere huller i strømpebukserne og flere komplekser end jeg troede, jeg ville have i mine 30ere, da jeg forestillede mig dem for ti år siden. Men sådan er det jo gerne med forestillinger. Jeg var også en helt perfekt mor, før jeg fik børn, og alt det der.

Og heldigvis er jeg jo stadigvæk ung. Ish. Og kun i starten af trediverne, så meget kan nås endnu. Men alt i alt, ingen klager. Med tre pissesøde børn, et velfungerende ægteskab, et hus og et job jeg er glad for, ville det være decideret ucharmerende at begynde at have krise over noget så fjollet som sin alder.

I podcasten ‘30-årskrisen’ som jeg besøgte for nyligt, er jeg kort inde på det samme. At det hele passer sammen. At jeg er et sted, der gør mig glad og at selvom 20’erne er væk og til tider er savnet, og jeg klart synes at tiden lader til at gå hurtigere jo ældre jeg bliver, føler jeg mig tilpas, moden og hjemme. Så ingen krise egentlig. Nærmere tværtimod.

Hvis du har lyst til at høre mig tale om alt det her, med at blive voksen, at få børn tidligt, at flytte ud af byen, om mit 15 årige jeg og alt derimellem kan du høre afsnittet i iTunes eller lige HER.

Vi nåede det ikke

For to år siden stoppede hun mig på gaden og inviterede mig på en kop kaffe. Det var umuligt at sige nej, som hun stod der skrøbelig og stærk på samme tid, og det endte med at være en af de vildeste kaffeaftaler jeg har haft, og blev starten på et finurligt og vigtigt bekendtskab. Jeg skrev om vores første møde her. 

Siden da holdte vi kontakten ved lige. Primært på skrift.
I perioder mødtes vi og havde lange snakke om liv, død, svigt, håb og drømme. Andre gange skrev vi vores krøllede tanker til hinanden, eller sendte emojis og kommentarer på hinandens stories. En lang evig åben dialog. Og så aftalte vi altid, at ses noget mere.

Vi når det nok, skrev hun til mig for få uger siden da en af vores aftaler gik i vasken.

Av.

Smukke Louise. Skør, dejlig og umulig ikke at holde af. Jeg er så glad for at have lært dig at kende. At være blevet lukket ind i dit univers. Og så er jeg simpelthen så ked af at vores sidste par aftaler ikke gik op. Jeg ville sådan ønske, jeg havde vidst, at din tid var tæt på ovre. 

Og ja, vi når det nok, selvfølgelig gør vi det. Bare ikke endnu. 

Stemmeløs sofasøndag

Noget af det jeg savner allermest fra livet inden børn, er hele dage uden planer, og især dem tilbragt helt alene på sofaen.
Det er noget jeg altid har nydt og prioriteret højt, både før børn og i min tid som delemor. Nu har jeg sjældent mulighed for den slags dage. Så sjældent, at jeg ikke husker hvornår det sidst er sket. Og jeg savner det ind imellem. Ikke hver uge, ikke engang hver anden, men oftere end jeg får dem.
Men i dag! I dag ligger jeg der. På sofaen. Alene. I et tomt og stille hus. Med Sex & The City på skærmen, ristet brød, varm kaffe, dyne og børnenes slikrester fra i fredags hos mig. Jeg nyder det til fulde, også selvom jeg næsten ingen stemme har, og føler at min hals er foret med sandpapir, hvilket er den primære årsag til, at jeg er blevet hjemme og har sendt de andre afsted uden mig. Børnene og Michael bliver forkælet hos min svigermor indtil i aften, og jeg har planer om at foretage og bevæge mig så lidt som muligt, indtil de igen er hjemme. Både for mit helbreds skyld, men i den grad også for mit sind. Der har været gang i den og jeg har været på lidt af en rutsjebanetur den seneste tid med alt fra små og store kriser, en masse arbejde, dødsfald, planer hver dag og meget lidt tid til at tage alting ind, krydret med sløje børn og almindeligt hverdagstrummerum, og nu glæder jeg mig til at komme af den rutsjebane snart og få fast grund under fødderne igen.
Jeg ved ikke hvornår det sker, men i dag er om ikke andet et perfekt afbræk og jeg har tænkt mig at få det allerbedste ud af det, for hvem ved, hvornår jeg får chancen igen. Jeg gør ikke.

God søndag, både til jer på sofaerne og jer med hænderne fulde.

Julefrokostoutfits #1

Indlægget indeholder reklamelinks (markeret med *)

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der står med julefrokoster for døren. Jeg skal selv til fire. Den første allerede om få timer, når det her indlæg udkommer.  Inspireret af det har jeg fundet en masse (!) festligt og pænt tøj, sko og accessories. Jeg håber I kan finde noget I kan lide, jeg har haft det sjovt med at finde det i hvert fald. Der kommer mere næste weekend …

1.Smuk wrapkjole i guld, som er et af de der stykker tøj man ikke behøver style op til fest. Bare på med den og så er man klar. Den er fra & Other Stories til 950 kroner HER*

2.Ligesom guldkjolen skal der meget lidt styling til her. Et par gode sko og man er klar til dans. 349,- HER*

3.Nogle gange skal der ikke meget andet til end et par gode jeans og en top. Denne glimmersag er virkelig fin. 180,- HER*

4.Business in front, party in the back. Støvler med en festlig sej hæl.  & Other stories 1150,- HER*

5.Det er ikke første gang jeg linker til denne her. Jeg har den selv og er simpelthen så glad for den! 749,- HER* Jeg bruger den over sorte jeans.

6.Smuk mørkebå kimonoagtig top med tunge ærmer. Fra en af mine nye yndlingsbutikker, nemlig ARKET til 750,- HER*

7.Pailletkjole som skriiiiger julefrokost, eller måske ligefrem nytår. Så smuk! Jeg ville sætte den sammen med et par høje spidse ankelstøvler, bare ben (det kan man godt til en fest, så bare et par termostrømpebukser og flade sko i tasken til hjemturen), rodet hår og mørk øjenmakeup. Kjole fra Y.A.S til 800,- HER*

8.Højtaljede plissé bukser fra Gina Tricot*. Der sker et eller andet når man ifører sig noget højtaljet med vidde i benene. Instant lækkerhed og femininitet. Sådan har jeg det i hvert fald. De her ser endda ret behagelige ud på samme tid… 300,-

9.Blazer med sølvpailletter! Genial til at have over en t-shirt, 1 2 3 festklar! 800,- HER*

I øvrigt

  • Har jeg googlet ekstremt meget omhandlende hunde den seneste tid. Som inkarneret kattedame er det eddermame svært at finde rundt i.
  • Skal vi slet ikke have en hund. Ikke nu i hvert fald. 
  • Er det åbenbart obligatorisk at mindst et barn skal lægge sig syg, når en af deres primære personer forlader landet. Denne gang var det Loulou, der måtte til tjek for kighoste. Hun er helt ok, heldigvis, og lyder værre end hun lader til at have det.
  • Har jeg ikke taget et eneste billede i Paris (altså udover et billede af mine sokker. Why?) Det er jeg lidt ærgerlig over, men på den anden side har jeg virkelig fået suget indtryk ind på en anden måde.
  • Var der wifi på morgenflyet i torsdags og jeg så derfor Love Island, omgivet af jakkesæt og deres Excel ark. Elsker den slags kontraster.
  • Min spændingshovedpine er tilbage for fuld smadder, og jeg har nu efter anbefaling fra flere af jer, booket tid hos en Psykomotorisk terapeut.
  • Er vores hus blevet pakket ind i et stillads, hvilket betyder at facaden snart bliver klar, men også har mindet os om, at vi ingen gardiner har. Godmorgen håndværker!
  • Skal jeg til årets første julefrokost i aften med 24 kvinder, der alle bor i Hornbæk, og jeg har det lidt som om, at jeg skal på blind date. PS. Stay tuned for et indlæg om julefrokostegnet tøj. Hvis min computer vil det, kommer det ud senere i dag.
  • Koster seks macarons lidt over 18 euro i Ladurée i Paris. Jeg er hverken nærig eller afvisende for at betale en del for god kage. Men 135,- for seks små makroner fik mig alligevel til at bakke tilbage. Børnene blev heldigvis fint glade for de kinderæg jeg købte i Netto på vejen hjem fra lufthavnen.
  • Kan livet være alt for kort. Husk at kys, kram, tilgiv og elsk mens I kan. Det er jeg selv blevet mindet om på makaber vis i den seneste tid <3

Storesøster

For tiden står jeg i en orkan af følelser, tanker og indtryk, udløst af noget så banalt som en vaskeægte familiekrise, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan eller vil gå i detaljer omkring af hensyn til de involverede. It’s complicated. Men detaljerne er heller ikke vigtige, for det er noget helt andet jeg har på sinde. Noget som den krise har udløst. Jeg har nemlig i de sidste par dage tænkt meget på personlighed, følelser og reaktionsmønstre. Og i særdeleshed på hvor forskellige vi allesammen er. På hvor meget der mon er medfødt, hvor meget der formes i løbet at ens opvækst, og af oplevelser og omgivelser. Det har egentlig altid interesseret mig, men særligt efter at jeg selv har kunne placere nogle af mine egne personlighedstræk og reaktionsmønstre på tidligere oplevelser.

Den seneste tid er noget andet gået op for mig. Nemlig at mange af os lader til, at have nogle andre ret faste personlighedstræk skabt af vores placering i søskendeflokken. Jeg er storesøster. Den ældste. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var spæd og har siden da formeret sig, og jeg har derfor en håndfuld søskende og det er lidt kompliceret, så den historie må I have til gode. Men jeg er vokset op i et hjem hos min mor og stedfar og to halvsøskende – som jeg dog betragter som hele, da jeg har kendt (og boet hos) deres far længere end de selv har.

Denne krise, som jeg er involveret i, eller nærmere er vidne til, har delt mig i en masse stykker og jeg har meget svært ved ikke at lade det påvirke alt, hvad jeg gør. Derfor forsøger jeg nu at sætte ord på det, for at kunne skrive videre herinde om alt det andet der også fylder og som jeg gerne vil dele. Det gode, det sjove, det svære, det trivielle, det hele.

Frustrationerne koger indeni, samtidigt med at jeg vist kvæler mine egne følelser og behov i et forsøg på og en trang til at glatte ud, at være djævlens advokat, at løse det hele, at samle stykkerne op og komme videre. Jeg er storesøsteren. Det er sådan noget jeg gør.

I min familie. I mine venskaber. I alle mine relationer.

Jeg fikser det. Eller prøver på det. Og ligger søvnløs over det.

Jeg tager så meget jeg kan på mine skuldre og balancerer det så godt jeg kan, imens jeg ordner, hvad ordnes kan. Og måske kommer jeg til at kvæle, hvad jeg egentlig selv føler imens det står på. Det må vente.

I morgen rejser jeg til Paris i et døgn, og jeg håber at storesøstergenet kan rumme det, hygge sig og tage en slapper. Jeg kan og skal ikke løse alt.

Anmeldelse: Yosa, havreprodukter fra Fazer

REKLAME FOR FAZER YOSA

Som jeg viste på Instagram i sidste uge modtog jeg en masse Yosa havreprodukter som jeg har sagt ja til at afprøve. Det er efterhånden ved at være et par år siden, at jeg begyndte at udsluse animalske produkter, og selvom jeg slet ikke er i nærheden af at have cuttet alt væk, er mælkeprodukter så godt som ude af mine vaner, hvilket særligt kan ses på min hud, der er blevet betydeligt pænere. Det var da også oprindeligt det der var formålet for mig ved at skære mælken væk. Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide at leve uden kød og mælk, og at det samtidigt har en miljøvenlig bonus, gør absolut ingenting.

Jeg shuffler imellem diverse typer plantemælk og har efterhånden fundet ud af, hvad der virker bedt til forskellige formål. Havre er min favorit til det meste, og jeg putter både havremælk i min kaffe og koger min grød på samme.

Yosa er nyeste spiller på markedet og min familie og jeg har spist os igennem sortimentet i løbet af den sidste uges tid.

Havredrikken findes i to versioner. En almindelig havredrik, som er god på havregryn og cornflakes, og i grød, og så en mere cremet udgave, der fungerer perfekt i kaffe. Kakaomælken skulle efter sigende også være god, men den har jeg ikke selv haft mulighed for at afprøve, da børnene tømte den hele i løbet af en eftermiddag. Der er også en masse forskellige små bægre med yoghurtlignende snacks, som jeg har en noget blandet mening om. Favoritten var banan/jordbær udgaven og en græskinspireret havreghurt med abrikossmag. De andre smagsvarianter fangede mig ikke, men det er nok en smagssag. Konsistensen på havregurthen er behagelig, særligt de græskonspirerede, hvorimod dem der hedder Oat snacks er en anelse mere geleagtig i sin konsistens, hvis man er vant til produkter med komælk, men det generer mig slet ikke.


Det bedste produkt i hele sortimentet efter min mening, eller den mest positive oplevelse i hvert fald, har været en såkaldt Spread, som bedst kan betegnes som en slags smøreost. Den smager simpelthen skidegodt. Versionen med tomat og basilikum har høstet point i hele familien, og drengene fandt ret hurtigt ud af, at den kan trylle kedelig knækbrød om til chips – eller sådan smager det. Jeg selv har spist det på både rugbrød, knækbrød og som dip til grøntsager.

Alt i alt en positiv oplevelse, og så er jeg bare virkelig glad for at udvalget af plantebaserede alternativer bliver større. Det er ikke sidste gang, at vi har Yosa i køleskabet, det er helt sikkert.

Produkterne kan findes i Meny, Spar, Bilka og Føtex. Og jeg har set både kakaomælken og havredrikken i min Netto som spotvare, så der dukker de nok også op ind imellem.

Krise, karseklip og forældreskab

Jeg har jo tre børn, hvilket udover stadigvæk at være en sætning og en kendsgerning, der kommer bag på mig, langt henad vejen er helt vidunderligt, men også medbringer nogle udfordringer ind imellem. Ligesom alle andre forældre står Michael og jeg også i situationer som vi ikke helt ved, hvordan vi skal tackle. Stadigvæk, ni år inde i gamet… Oftest er det konflikter med børnene, eller nok rettere børnenes reaktioner, der kan være svære at finde den rette måde at håndtere.
Men med årene er det da blevet nemmere. Nemmere at stå fast, nemmere at gennemskue hvilke kampe vi skal tage og hvornår, og i det hele taget tror jeg, vi begge hviler ret godt i vores forældreskab, hvilket selvfølgelig er med til at gøre rigtig mange ting nemmere, og nok også udstråles til børnene, hvilket gør det nemmere for dem også.Børnene har forskellige aldre og derfor også vidt forskellige behov og oveni det, er de jo helt forskellige individer med forskellige personligheder også. Hvilket blandt andet betyder, at det der virkede på den første, ikke nødvendigvis på den anden eller tredje og så videre. Så der kan vi godt en gang imellem blive taget med bukserne nede.De små piger på 1 og 3 år har vredesudbrud over ting som kun mennesker i deres alder har, og det er hvad det er, og faktisk er vi for det meste ret tålmodige med dem langt henad vejen, og omvendt bestemte og klare i spyttet, når det kræves, og selvom jeg indimellem (det tror jeg vi alle gør) kommer til at hæve stemmen, eller reagerer uhensigtsmæssigt overfor dem i den situation vi står i, er jeg virkelig stolt af min måde at være mor på overfor mine børn.
Så er der min ældste, der med sine ni år har nogle helt andre reaktionsmønstre, tanker og følelser end de to små rappenskralder. Han har i den grad udviklet en personlighed, der kun er hans, der er både kvik, tilbagelænet, tænksom og høflig. Han er meget opmærksom på sine omgivelser, og så er han stædig, fuld af følelser og har en rig fantasi. Han minder en del om sin mor, på godt og ondt.

Vi har ikke mange konflikter med ham. Han hører efter, holder sine aftaler, fortæller os når noget går ham på, er ærlig – også selvom det nogle gange ikke er til hans egen fordel. Han er helt vildt sjov, og på alle måder helt genial at bo sammen med. Ligesom med de små er mange ting fortsat fasebestemte, og der har været perioder gennem alle de ni år, vi har haft ham, hvor bølgerne og følelserne har gået højt, og der derfor er opstået konflikter og kampe som skulle tages (og andre vi valgte ikke at tage). Alt er en balance og jeg føler som sagt, at vi er der i vores forældreskab, hvor vi er gode til at aflæse situationer, vores børns behov og handle derpå på en måde så vi kommer bedst ud af det.
Men lige præcis den ni åriges følelser, bekymringer og (for os) bittesmå personlige kriser, rammer et andet sted end tidligere, og der er virkelig noget om snakken ‘Små børn, små problemer – Store børn, store problemer’. Av, mit moderhjerte ind i mellem. Senest i weekenden, hvor der skete noget, som for de fleste ville være en ligegyldig petitesse, men som blev til en regulær krise for den ni åriges vedkommende. Det krævede, at vi skulle handle hensigtsmæssigt i øjenhøjde med ham og hans følelser.
Jeg vil gerne støtte mit barn i den slags store følelser, for jeg kan faktisk godt huske dem, og netop derfor gør det også ondt på mig – Selvom jeg, den voksne med min voksne hjerne, måske syntes at han overreagerede en smule, så er jeg hans mor, og jeg kan efter ni år i den rolle, sagtens mærke hvornår noget skal være en lektion i livet for ham og han skal bide det i sig, og hvornår jeg skal møde ham på hans niveau i hans følelser.
Denne krise var en af de sidstnævnte.
Lang historie kort: Han skulle klippes. Håret var blevet for langt, frisøren havde først tid i næste uge. Og efter lidt snak frem og tilbage, besluttede vi at finde maskinen frem – Med velsignelse fra barnet selv selvfølgelig. Han var sikker. Lige indtil han ikke var det længere. Lige indtil det var for sent. Jeg vil ikke gå i detaljer, men han var knust, ulykkelig, ikke til at trøste og meget korthåret.
Jeg gik i gang med at samle eksempler på seje mænd med kortklippet hår (blandt andet med hjælp fra folk på Instagram – Tak!) og det hjalp da også en lille smule, men slet ikke nok.
Min mand tog sagen i egen hånd og lod selv sit lange hår klippe af og lod Otto føre maskinen. Derefter hoppede de to under hver deres bruser (præcis derfor vi valgte at få to – Fællesbad er for fedt!) og snakkede om hvor bad ass de så ud med kort hår…
Havde alt det her været sket er par år tilbage, var krisen med garanti afblæst på dette tidspunkt. Sådan gik det ikke. Slet ikke.
Og de sidste par døgn har ikke været sjovt. Barnet er ikke begejstret.
I morges ventede en skoledag, den første som korthåret, og tankerne omkring, hvad de andre ville tænke og sige om det, fyldte så meget, at det var svært for ham at falde i søvn i går, og jeg forudså egentlig at jeg ville skulle tage de store morsko på i forsøget på at “tvinge” ham i skole samtidigt med at rumme hans følelser og ikke nedgøre dem. Heldigvis, gik han afsted uden at tøve, og det ser ud til at weekendens store indsats alligevel har sat sig fast. Om lidt har han fri, og jeg har lovet at hente ham og jeg glæder mig til at se, at han har fået bekræftet alt hvad vi sagde om, at ingen havde noget grimt at sige, at alle stadigvæk kan lide ham, at alt er normalt stadigvæk, og at det værste der kan ske var, at nogen har kommenteret på at han er blevet klippet (hvilket han jo er).

Jeg tror vi har handlet helt rigtigt denne gang. Vi har strøget ham med hårene, strukket os langt (ok mest Michael) og mødt ham i hans krise, men også været bestemte i budskabet om at han selvfølgelig ikke kan blive på sit værelse indtil håret er vokset ud igen …
Måske er det et overkill af os at begynde at klippe håret af os selv (igen Michael) og fremlægge billeder af rappere og actionhelte med samme frisure i et forsøg på at få vores barn til at smile igen. Men lige i dag, har jeg alligevel high fivet mig selv og min mand en del.