Skuffeskriv: Mit første døgn i Paris.

Se tidligere skuffeskriv HER.

I sidste uge tog mine Confetti damer og jeg på en spontan teambuilding-dag. Vi ses ofte, men rigtig tit er der en dagsorden, et event, et møde, noget fortravlet, der gør at vi ikke er sammen-sammen hele banden. Men i sidste uge lykkedes det at samle os alle fire i en lille håndfuld timer. Mig, Dueholm, MM og Cana B. Det er et sejt hold, og jeg fanger mig selv i indimellem at kigge rundt på dem og blive overvældet over, at de har lyst til at blive sat i bås med mig. Overvældet på en positiv måde, ikke på en nedladende eller selvdestruktiv måde, men med stolthed that is. Nå, men vi fik vendt lidt af hvert og talte blandt andet om vores liv inden Confetti, inden blogs, inden børn, og her kom det selvfølgelig op, at jeg har tilbragt en del tid i udlandet. Blandt andet Paris, og i den anledning gik jeg hjem og fandt nogle gamle skriv frem fra mit år i Paris. Dengang foregik det på papir og desværre har jeg ikke så meget tilbage længere, hvilket er skide ærgerligt, for så vidt jeg husker, skrev jeg næsten hver eneste dag. Men jeg har fundet lidt. Blandt andet nedenstående, der beskriver mit første døgn i Paris.
18-19 år gammel. Jeg kan tydeligt huske det hele. Det endte med at blive en af de sjoveste perioder i mit liv, og jeg hader, at jeg ikke har været tilbage siden. Jeg har en pressetur i Paris i næste måned og jeg SKAL finde tid til at gå forbi min gamle lejlighed og mærke minderne for alvor.
Men først Cille anno 2004 ish:

Halvandet døgn er gået siden afskeden med mine forældre i Kastrup.
Flyveturen gik meget hurtigere end forventet og vi landede i et skur af en lufthavn. Udenfor skuret ventede en chauffør med mit navn på et skilt. Han forstod meget lidt af hvad jeg sagde og omvendt, men han fik på gebrokkent engelsk forklaret noget med en times køretur og en nøgle. Jeg nikkede høfligt, afleverede min gigantiske kuffert til ham og sprang bag i bilen. Vi kørte og kørte og kørte og der var den så. Byen. Paris! Biler over alt, scootere, mennesker, fortorvscafeer, små butikker og skæve gader. Min glade gebrokne chauffør pegede ivrigt ud af vinduet på et tidspunkt for at vise mig, at der i rabatten hoppede kaniner rundt i et grønt område mellem biler og kaos. Hold kæft hvor fint!
Rue Saint Honore! En af de gader jeg kan huske fra min bog om Paris. Vi kørte op af den og jeg så den ene designerbutik efter den anden og mærkede adrenalinen pumpe. Det her er Paris.
Få hundrede meter fra Colette, stoppede bilen – OP på fortorvet med den og ud med mig og min kæmpe kuffert. Ned af en lillebitte gade. Min gade. Rue de la sourdière. Ind i verdens måske mindste opgang med verdens måske største kuffert på slæb. Op i toppen. Ind til højre. Ind i verdens måske mindste lejlighed.
En pige sad i sengen midt i rummet. Et lille rum med spejle på den ene væg, skabe på den anden og træ på de resterende to.
Melinda. Melinda fra Ungarn. Min roomie. Hun er 24 år og bor i New York normalt, med sin kæreste, der er en kvinde.
Hun ryger flere cigaretter end mig, taler virkelig meget og har en hjemmebrændt cd med Sarah Mclachlan med sig som vi allerede har hørt virkelig mange gange. Jeg har pakket min Lauryn Hill cd med og håber at den måske kan få lov til at afløse Sarah snart.
Ved siden af Melindas seng går en trappe op til en hems. Her er min soveplads. I en lillebitte seng under et tagvindue, der kan åbnes og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se spidsen af Eiffeltårnet. Det bliver godt. Alt bliver godt.

Min første nat gik ok. Jeg sov ikke meget. Nye lyde, for meget spænding, nerver og savn fyldte for meget. NU er jeg oppe, og venter på at de ringer fra bureauet og fortæller mig, hvad der skal ske i dag. Melinda er taget til castings. Jeg er alene i lejligheden.

Min telefon ringer. Paris, jeg kommer nu!

… Jeg er tilbage i lejligheden efter en skrækkelig dag.
Det var bureauet der ringede. En booker ville hente mig, så jeg gik ned på gaden og ventede. Få minutter efter dukkede en virkelig smuk franskmand op på en scooter. Thomas. Han rakte mig en hjelm og bad mig hoppe op. Vi kørte gennem Paris og jeg følte at mit lille hjerte var ved at springe ud af kroppen på mig. Glæde, nerver, angst.
Vi nåede frem til bureauet, hvor jeg blev vist rundt, kindkysset af virkelig mange mennesker, og så blev jeg sendt afsted med en liste adresser, et metrokort, et kort over byen og en bog fuld af billeder af mig selv. EN mand råbte af mig i metroen. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg blev nødt til at græde over det. Midt i undergrunden. Alene. Seks castings senere, traskede jeg tilbage til bureauet. Træt, sulten, ked af det. I morges følte jeg mig så voksen, det gjorde og gør jeg ikke længere. En ny stak setcards blev sat i min bog, og jeg fik besked på at tage hjem og komme igen i morgen. “Hvordan kommer jeg hjem?” Fik jeg spurgt, hvilket ikke imponerede den flotte franskmand fra i morges. “Hvis du ikke kan finde hjem til lejligheden herfra selv, kan du lige så godt flyve hjem til Danmark”, var hans svar, og jeg kunne igen mærke tårerne presse på.

Nu er jeg hjemme i lejligheden igen. Fandt hjem til bens.

Har talt med min mor.
Har grædt.
Hader Paris.
Hader franskmænd.
Hader det hele.
Vil hjem.

Nu kommer Melinda. Jeg tørrer øjnene og skruer op for Lauryn.

6 replies
  1. Mette
    Mette says:

    Det minder SÅ meget om mit første døgn i Paris, hvor jeg havde fået job hos UNESCO, men intet sted at bo og kunne ikke et ord fransk; fuck hvor var den første måned hård! Men til sidst ville jeg bare slet ikke hjem og gøre studiet færdig. Gjorde det dog til sidst

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *